Ved statsforvaltningens mellemkomst har det maget sig således, at jeg nu står og skal ekvipere to nye teenagehuler med anlæg; nemlig mine egne børns.
Min datter har fødselsdag d. 15. og hun ønsker sig et anlæg i den anledning. Kravene er simple: Der skal kunne spilles vinyl, der skal være mulighed for tilslutning af telefon og computer, det skal lyde dejligt ved lavt lytteniveau, det skal være flot på den fede måde og så skal det være SMÅT! Jeg er villig til at ofre mellem 1000 og 1500,- afhængigt af om højttalere skal være inkluderet.
Hos moderen står "dogmeanlægget": Philips 212 Electronic, en Sansui 555A og et sæt mikroskopiske Dynaco M10. Ikke noget der fylder meget, men hos mig skal anlægget optage endnu mindre plads på det lille ungpigekammer. Hun har udtalt at hun er villig til at ofre stereo for størrelsens skyld, og så kunne man jo gå helt dogme, på måder som hun sikkert ville synes var ultracool, men der er jeg lidt på herrens mark, for det ved jeg ikke noget om - sådan noget med gamle monotrin fra 50'erne i industrielt design og alt sådan noget - men det kunne man vel godt, ikke?
Jeg har et sæt Scandyna A10, nogle Beovox 1600 og også et sæt meget små Rega Kyte, som hun kunne få, men hvis det skulle helt op at ringe, ville et sæt højttalere i stil med Tandbergs Fasett være perfekte. (Øv at de er så hulens dyre)!
Jeg kunne godt være fristet til at støve en ITT 606 op. Den er sgu bare så flot på Star wars-måden: http://vintagehifi.dk/forum/viewtopic.php?f=558&t=296
Jeg har imidlertid også overvejet en Beogram 1500, som jo er en relativt kompakt løsning, men hvordan lyder sådan en sag, med en SP10?
Hvad skal jeg på jagt efter?
Hvis I mener at ligge inde med noget der kunne bruges i sådan et setup, er jeg klar til en hurtig handel - undskyld hvis det burde høre hjemme i en separat tråd.