kasperbergholt skrev:Intet at beklage, intet at beklage. Tråden bliver bare bedre og bedre i forhold til deling af viden og passion!
Jamen det er jo godt
- så lad os tage et trin mere.Eller måske rettere et chassé - et lille mellem-trin - med et album, som tidsmæssigt lægger sig ind imellem Paris-optagelserne (november 1979) der startede tråden og de sidste optagelser (september 1980).
Det er et album, som jeg idag tog med hjem fra Århus, hvor den langstøvlede havde tête-à-tête med en af kommunens rådmænd på byens stilfulde rådhus. Det tog kun godt en times tid.
Og inden hun var færdig med at skælde ham og et par højtlønnede embedsmænd ud for noget jeg ikke kan videregive (hun sagde at de lagde sig fladt ned - jeg håber det var billedligt talt...), ja så havde jeg fået en god pris på dette album i Black Light i Fredensgade:
Det er Bill Evans' Trio igen (samme besætning som ovenfor) og her åbenbart ud fra titlen at bedømme hans/deres sidste koncert i Tyskland, som fandt sted d. 15. august 1980. Altså præcis én måned før Evans' krop gav op overfor en kombination af lungebetændelse, kronisk hepatitis, mavesår, underernæring, depression - åh ja og så også et voldsomt kokainforbrug.
Et lille foto bag på coveret viser nok noget om tilstanden - Evans var kun godt 50 år.
Det er næsten ikke til at forstå, at han i den forfatning og situation var i stand til at give en koncert, som den der er på pladen her, for det er næsten tårefremkaldende smukt, levende og betagende. Der er både hurtige numre med megen energi (hvor han så end fandt den) og langsomme, smukke numre - altsammen med et piano-spil, jeg ikke mindes at have høret bedre (men flere steder i hans katalog lige så fremragende).
Her kan man altså godt begynde sin Evans-rejse, kbekke. Også selv om det er så tæt på endestationen.
Der er også meget at komme efter rent kvantitativt: Over en times musik giver trioen os - 7 originale Evans-kompositioner og 3 jazz-standarder. Og der spildes ikke tid med lange introduktioner o.l. - det er ren og skøn musik i en fuld klokketime.
Et af numrene fra koncerten - "Letter to Evan" (hans søn) - kan høres her.
Lyden på albummet er OK, men ikke på nogen måde "audiofil" (og Marc Johnsons bas står - lidt ærgerligt - noget tilbagetrukket i lydbilledet. Han er ellers superb).
Men hellere en times stjernemusik i OK kvalitet end ligegyldig musik i stjernekvalitet.
Lad endelig ikke denne LP stå, hvis du skulle komme forbi den - heller ikke hvis man har en del andre Evans-plader.
