Det er ikke noget, jeg gør hver gang, en af de store checker ud. Men bare for sjov prøvede jeg lige at gå reolen igennem for hits på Chick Corea:
90886507-C327-4B4D-A39D-84D1A44BA2BF.jpeg
Og ja, det var ikke det store, der dukkede op. Hvilket jeg tager som et udtryk for, at jeg nok bare ikke rigtigt er “nået til” Chick Corea endnu - ligesom jeg heller ikke for alvor er nået til Bob Dylan eller Richard Wagner, endnu.
Return To Forever: Romantic Warrior (CBS S81221)Et godt slidt genbrugseksemplar (men kun coveret), som jeg ingen som helst anelse har om, hvor kommer fra. Og det i mere end een betydning. Det her er et album, der stritter i alle mulige retninger og som jeg simpelthen ikke kan få rigtigt fat om:
Her er der en lille pop-melodi, der er der ansats til en elektronisk symfoni og et andet sted er der powerfunk. Og så er der Chick på alle slags Moogs, Stanley Clarke på “Alembic bass with Instant Flanger”, Lenny White på trommer og “Alarm Clock” og Al Dimeola på, selvfølgelig guitarer og “Hand Bells”.
Og så er der titlerne: “Sorceress”, “The Magician”, “Duel of the Jester and the Tyrant (Part I and Part II).
-Det burde være noget fra et af periodens mere udstenede prog-rock bands. Men det er det ikke. Det er bare Chick Corea og Return To Forever. Måske en dag, jeg forstår det.
Gary Burton & Chick Corea: Crystal Silence (ECM 1024 ST)Noget af det aller-aller første jazz, jeg kan huske at have hørt, som i betydningen “lyttet til for alvor”, var en koncert-optagelse sendt i Radioen (dengang, der kun var den samme) og det var med Gary Burton, solo.
Indtil da havde vibrafonen altid stået for mig som et lidt latterligt instrument, der oftest optrådte i tegnefilm. Men der, en hverdagsaften på min briks i mit teenagehummer og med hovedtelefoner på, skete der et eller andet.
Så da jeg her før Jul gik på jagt i ECM’s bagkatalog efter “fra-mig-til-mig-selv” julegaven og faldt over “Crystal Silence”, så skulle den da selvfølgelig med i bunken.
Om ikke andet, så er albummet jo et “mesterværk”. Eller sådan har jeg i hvert fald set det beskrevet mange steder. Og det er det selvfølgelig også, for dem, der oplever det sådan. Jeg er nok ikke helt derude - og ikke fordi hverken Burton eller Corea ikke er geniale på henholdsvis vibrafon og klaver (f.eks. på titelnummeret). Det er mere udtrykket af de to instrumenter sammen og ikke noget andet. Måske minder de klangmæssigt lidt for meget om hinanden?
Jeg kunne godt have lyst til at høre “Crystal Silence” med noget “mere”. En Garbarek på sax, en Gomez på bas eller hvad ved jeg?
Men så ville det jo netop ikke være “Crystal Silence” med Gary Burton og Chick Corea, men derimod noget andet. Så det giver jo ingen mening at stille det op på den måde.
Stan Getz Quartet: At Montreux (Polydor 2310 549)Favoritten i min lille samling er helt klart live-optagelsen fra Montreux Jazz Festival 1972.
Når man som jeg, kun har et rudimentært kendskab til jazz-historien, lyder kombinationen af the Great Stan’s tenorsaxofon og Chick Corea på ADHD-Fender Rhodes på papiret, som noget der ikke burde fungere. Men det gør det i den grad. Det er sjældent at høre to solister, der i den grad giver plads til hinanden og spiller med på hinandens påfund. Godt hjulpet på vej af en velsmurt rytmegruppe med Stanley Clarke (denne gang uden “Alembic Bass with Instant Flanger” og Tony Williams.
Der er kun fire, dejligt lange numre på pladen. Det er også nok, men bestemt ikke for meget.
-Summa summarum: Tre plader med Chick Corea (ovenikøbet fra samme årti), der er så helt vildt forskellige, som tænkes kan. Det er ikke alt, manden har lavet, som jeg forstår. Men det, der slår mig og som jeg tror, jeg forstår, er spændvidden i mandens kreativitet.
Det er nemlig der, Chick Corea’s sande genialitet ligger.
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
):
Det går alt for stærkt i disse år...