Roger Waters runder 80 år

[Captain Phoenix]

Med-grundlægger og de facto-lederen af Pink Floyd i bandets storhedstid fylder idag 80 år.
Det er der bestemt grund til at ønske tillykke med - ikke mindst da Waters stadig er aktiv på musik-scenen og på album-fronten.

For mit vedkommende bliver det et dog lidt lavmeldt (eller blandet) tillykke.

På den ene side er der ikke tvivl om, at Waters har bidraget med noget af det allerstørste indenfor den psykedeliske og progressive rock. “Meddle”, “Wish you were here”, “Dark side…” (og for mig også “Animals”) er helt oppe i toppen af rock-albums. Personligt vil 2-3 af dem aspirere til en top-ti-placering - og uden Waters’ medvirken var de ikke blevet til. Så stort “Tak og Tillykke” for dét.

Og når jeg så ikke svinger fødselsdags-fanen entusiastisk med begge hænder, så skyldes det flere ting - noget musik-relateret og andet ikke.

Det musikalske handler om at Waters i den sidste del af PF’s levetid gjorde bandet til sit personlige projekt - og dermed “afkoblede” en væsentlig del af det, der frem til midt-70’erne gjorde PF unikke, nyskabende, spændende og store.
Allerede på “Animals” (1977) var det igang, da stort set ingen af de andre bidrog (eller fik lov til at bidrage) med kompositioner. De var dog stadig meget med i udførelsen - David Gilmour ikke mindst med noget forrygende guitarspil.
Senere - “The Wall” (1979) og “The Final Cut” (som er en trist afskeds-dans fra 1983 - ja: ‘80-erne igen!) - tog Waters endnu mere over. Teksternes temaer kom stadig mere til at handle om hans egne traumer (om at vokse op uden en far og i et strengt, stok-konservativt skole-system) - og væk var de søgende, spændende og psykedelisk-skæve melodier, der stadig gør f.eks. “Meddle” (1971) interessant at lytte sig ind i idag.
Og hvis man synes det (de personlige traumer) fylder meget på “The Wall”, så prøv at høre “The Final Cut”… Her var stemningen i bandet så dårlig, at de sjældent var til stede samtidig - og Richard Wright, der havde spillet keyboards i PF siden pladedebut’en i 1967, var blevet presset ud af bandet forinden primært af Waters. Det blev en bitter afslutning, hvis “sår” endnu ikke er helet - og nok ikke bliver det.

Ud over det musikalske har Waters været fremme med politiske udtalelser, som (for mig) er både uforståelige og uacceptable. Siden hvornår er det f.eks. Rusland, der skal have støtte og opbakning i den krig, landet i 2022 startede mod Ukraine..?
Den slags stiller jo det bredere spørgsmål om man kan skille “musikken” fra “manden” (og hvad med mistankerne mod Michael Jackson for blot at nævne ét eksempel). Det kan (måske) være emnet for en anden tråd en anden dag.

Men i dag er det Roger Waters 80 års fødselsdag, så jeg lukker det ene øje og ønsker tillykke til fødselaren, der i sine bedste stunder har bidraget med noget af det største og mest holdbare i rock-musikken. Det er vel værd at fejre.

Nedenstående klip fra dagens Politiken fortæller mere - og afspejler faktisk den blandede følelse jeg har de andre 364 dage af året.

IMG_9119.jpeg

[KlausM]

Enig i det meste af Claus' indlæg, dog står The Wall for mig stadig med den fulde PF magi, mens The Final Cut aldrig has sagt mig noget som helst rent musikalsk.
Mvh Klaus

[kbekke]

Tak for påmindelsen!

Claus er som altid på pletten med en analyse, der er knivskarp og lige i øjet. Hvilket selvfølgelig kommer af, at han som efterhånden måske den eneste i hele verden stadig læser rigtige aviser. Stor respekt for det.

Måske kan man også se Pink Floyd's personlige og musikalske udvikling som en reflektion af tiden.
I hvert fald den del af tiden, som bandet på mange måder har leveret soundtracket til.

Fra de ubekymrede kaotisk-trippede dage i nittensyretres med "Astronomy Domine" og Syd Barrett i front. Hvor kærligheden var fri, stofferne rigelige og mulighederne tilsyneladende uendelige. Det, som C.V. Jørgensen retrospektivt på albummet "Solgt Til Stanglakrids" kalder "De Ligeglade Tressere, hvor blomster var symboler på det samme som bomber er i dag".

Over nedturen til start-halvfjerdsernes tømmermænd og erkendelsen af at festen for længst var slut og at "junk" ikke var som "candy" alligevel. Plader som "Wish You Were Here" og "Dark Side Of The Moon", hvor Gilmour for alvor træder i karakter, rummer både både mørke og reflektion. Men stadig på det indre og personlige plan. Det er plader, som ikke bare er velspillede og lyder godt. Men som man simpelthen ikke kan undgå at blive dybt påvirket af.

Waters derimod havde en anden mission, da han tog eller fik kontrollen over projektet Pink Floyd. Ligesom i hvert fald dele af venstrefløjen i midthalvfjerdserne gik han den aktivistisk-politiske vej. Drevet af sine egne dæmoner, sit engagement og et næsten megalomant ego vendte han vreden udad. Mod samfundet, "svinene" (Animals) eller magtstrukturerne i et forældet klassesamfund med dets sadistiske skolelærere, priviligerede overklasse og overbeskyttende, hjernevaskede forældre (The Wall).

Skismaet mellem Gilmour og Waters er stadig et tema, der deler vandene blandt Pink Floyd-fans. Men der er også tale om to fundamentalt forskellige personligheder. Roger Waters kan ikke lade være med at være kontroversiel og stryge imod hårene og med "Ukraine-fadæsen" som en fatal undtagelse har han som regel også ret. Man skal jo være idiot eller i hvert fald komplet historieløs for at tro, at manden propaganderer for fascisme ved at gå på scenen i en uniform med hammertegn på ærmet. I Berlin. Det er heller ikke mange år siden, at 300.000 tilskuere i Mexico City jublede og en stor del af resten af verden YouTube-"likede" hans sublime "hilsen" ("Trump Eres Un Pendejo", stod der på storskærmene) til en amerikansk præsident-kandidat med drømme om at bygge sin helt egen mur og dermed også magtfuldt demonstrerede, at "Animals" og "The Wall" stadig er albums med relevans for nutiden.

Hvilket, hvis man skal være helt ærlig, nok er mere end, hvad man kan sige om de fleste andre Pink Floyd-albums.

Uanset hvor fantastiske de på deres egen måde er.

IMG_2099.jpeg

Personligt har jeg ikke rigtigt noget forhold til Pink Floyd's musikalske produktion efter "The Wall" - eller før "Meddle" for den sags skyld. Til gengæld synes jeg, at Roger Waters' produktion efter Pink Floyd rummer en del gode momenter. "The Pro's And Con's Of Hitch Hiking" og især live-pladen "US+THEM" kommer af og til i rotation her. Bemærkelsesværdigt er det, at det er Waters' egne numre, der fungerer og "lever" bedst på "US+THEM". Pink Floyd-numrene bliver selvfølgelig leveret pitch-perfect til sidste tone. Men det er alligevel tydeligt, at det ikke er Wright, Mason og Gilmour, der er med på scenen. Til gengæld rammer numre som "The Last Refugee" og "Picture That" lige i femøren musikalsk, såvel som tekst- og tema-mæssigt.

Jeg er ikke den, der sender virtuelle "tillykker" til folk, jeg ikke kender. Men jeg glæder mig over at Waters er nået så langt og ser frem til, hvad han mon finder på at ryste borgerskabet med næste gang

[bjerager]

Jeg lyttede så sent som i går til den fantastiske meget Roger Waters inspirerede plade "The Final Cut", fra det storslåede årti - 1980'erne.

[MAJ]

Jeg lyttede så sent som i går til den fantastiske meget Roger Waters inspirerede plade "The Final Cut", fra det storslåede årti - 1980'erne.