Fredag og en hel weekend ligger foran én.
Så er det tid til at snurre lidt mere end ellers i ugens løb.
Derfor lukker jeg i aften op for et nyt kapitel - en uåbnet dør - i form af en kunstner, jeg indtil for nylig ikke kendte til eksistensen af. Det får sikkert nogle af jer til at tænke: "
Sikke et ukendskab - det var da på tide manden får ørerne op for dét!"
I har sikkert ret
Det var en forum-fælle, der for et par måneder siden havde en skive med denne britiske guitarist/sanger med.
Det drejer sig om Nick Drake (musikeren - ikke forumfællen!) - og i går landende de 3 album, som han udgav, mens han levede, hvilket desværre ikke var særligt længe...
NickDrake3LP.jpg
Drake kæmpede med depressioner i hele sit voksenliv - og endte med at dø af en overdosis af anti-depressiv medicin i 1974 i en alder af kun 26 år (han nåede altså ikke engang at komme med i "Club 27" som tæller Hendrix, Joplin, Cobain, Winehouse m.fl -
https://en.wikipedia.org/wiki/27_Club).
Han levede sine sidste år indadvendt og indelukket - og det høres i teksterne på pladerne. De er til den triste side - men musikken i sig selv er faktiske ikke "mol-agtig", så det er ganske dejligt at lytte til (trods kendskab til kunstnerens triste skæbne).
Nick Drake spiller dejlige melodier (på guitar) suppleret af alt fra større besætninger (m. strygere) til backing af kun et par andre instrumenter. Både musik og - navnlig - Drake's tekster og vokal udtrykker en følsomhed, som man forstår ekstra godt, når man kender historikken.
Mens han levede, solgte Drakes plader under 5.000 eksemplarer hver, men senere blev han åbenbart lidt af en kult-figur. Det forstår jeg godt, for musikken er dejligt og kræver sin tid.
Det er godt at få dén slags inspiration - og opdage nye musikere.
Jeg synes det er fremragende alt sammen.
Ikke på den der "FEEEDT!!!"-måde.
Men fordi musik og vokal appelerer én til at stoppe op, lytte efter - og give sig selv tid til at tage det ind.