Vintagehifi.dk

Nå, men jeg sidder og arbejder en stille lørdag, så hvorfor ikke hive noget tilfældigt ud af "har-ikke-tjekket-og-skal-også-vaskes-alligevel"-hylden?

Jeg har haft denne stået næsten et år - fik den med i en større samling jeg købte. Men var ikke kommet til den endnu. Og vupti. Ret lækker 1972'er glamrock, produceret af David Bowie og har blandt andet en coverversion af Lou Reed's "Sweet Jane" på. Det er ikke en type musik jeg ofte aktivt selv ville vælge, men på den anden side er denne skive en glædelig overraskelse.

Nummeret "Ready for Love/Afterlights" må være favoritten for mig.

https://en.wikipedia.org/wiki/Mott_the_Hoople

Fensten skrev:Endelig en ny LP indenfor dørene.


Jeg har flere plader på-vej? fra en pusher, desværre har forhandleren svært ved at få mine forudbestilte varer hjem.

Men endelig fik jeg igennem en anden leverandør Bill Evans Undercurrent med hjem under armen i dag.

Længe har jeg gået og kastet lange blikke efter BE Undercurrent MOFI, men det er har bare ikke lige været en anledning til at komme den i kurven.

Men da Captain Phønix skrev at Jackpot records havde giver Kevin Grey æren af at tage sig af de originale masterbånd og presningen blev varetaget af RTI, så var anledningen tilstede.

Musikken er i min bog noget særligt. Dette er mit yndlings Bill Evans album. BE og måske mere udtalt Jim Hall rammer en helt særlig blå James Bond melankoli, som jeg har svært ved at få nok af.

Altså det skal høres, hvis i ikke allerede har hørt.

Mastering og presning skuffer ikke. Men hvornår har Kevin Grey gjort det ?

Anbefales på det varmeste!

Mvh.


Fensten

… Mike From The Ingroove 5 cents.



https://youtu.be/ZW1s1yCRuVE?si=DlaT_Jx4OE8OFjDy


Mvh.



Fensten

Fensten skrev:… Mike From The Ingroove 5 cents.

https://youtu.be/ZW1s1yCRuVE?si=DlaT_Jx4OE8OFjDy

Mvh.

Fensten

Og dér blev min 500,- kr. Mofi-version så lige pludselig kun det halve værd...

Tak Mike & Fensten

Men for at rette lidt op på det, fik jeg sidstnævnte med på en bestilling af Mel Brown: "Chicken Fat" hos førstnævnte.
Den skive svinger bare for VILDT - giver den et lyt herfra mens den rigtige vinyl er på vej over Atlanten.


Prøv selv - men pas på med den udgave, der kom i 2023 og som er presset hos Third Man Records (eller Turd Man Records som nogle kalder dem pga. meget svingende kvalitet af presningerne).

Captain Phoenix skrev:… Mike From The ingroove
Og dér blev min 500,- kr. Mofi-version så lige pludselig kun det halve værd...

Tak Mike & Fensten

Ja, ja da. Så skal du slet ikke tænke på Bill Evans boxsettet med alle de BE udgivelser i dag og de kommende måneder

Jeg tror imidlertid altid at AP Bill Evans boxsettet vil bevare sin værdi.

Det er

1. Ét samlet værk. Et boxset af BE’s samlede Riverside værker.
2. Det er 45 RPM hvilket burde gøre at det er 33 Rom udgivelserne overlegent.
3. Det er et boxset

Nå, nu til sagen. I morgentågen flyder Lee Morgan Search for The New land dovent ud af højtalerne.

Det er en skøn lp som starter ud som en søgen efter et nyt sprog, men som pladen skrider frem, “blot” finder en ny dialekt og det er godt.

Jeg er ikke fan af at blive hægtet helt af og skulle starte påny med grammatik og enkelte stavelser. Det er ikke tilfældet her Lee Morgan træder bestemt nye stier, men det føles alligevel hjemligt.

Lee Morgan har selskab af Wayne Shorter, Grant Green, Herbie Hancock, Reginald Workman og Billy Higgins.

Presning og mastering er i dette tilfælde i top.

Jeg må få fingre i flere Blue Note Classic Series, for der er godt nok meget kvalitet

God lørdag,


Fensten

Jep. “New Land” er spændende og også anderledes end de mere “hip”-orienterede Lee Morgan-udgivelser, som måske bliver spillet oftere.

Wayne Shorter var ekstremt produktiv. I det hele taget, men måske særligt meget i netop 1964 og har efter min mening en stor indflydelse på især titel-nummeret, der sammen med “Mr. Kenyatta” indikerer, at Lee Morgan måske også havde et politisk engagement.

Noget man ikke ofte finder på jazz-indspilninger fra den tid og da slet ikke Blue Note. 1964 var jo også året, hvor Civil Rights Act blev underskrevet af LBJ og borger-rettigheder var i hele perioden et både følsomt og helt konkret farligt emne at beskæftige sig med. Især hvis man var mand, ung og sort i USA.

MIN første Blue Note i 2024 er nok lidt mere lige-ud-af-landevejen:


Jeg har været fan af Blue Mitchell siden genudgivelsen i 2022 af “Bring It Home To Me”, der sjovt nok i den originale kronologi er efterfølgeren til “Down With It”. Musikalsk er de to albums meget ens med deres hårdt swingende post-bop grooves. Men ind i mellem og i korte øjeblikke har Mitchell det med lige at sende en lille hilsen bagud i tiden med noget, der lyder som et ekko af 1920’ernes New Orleans eller South Side Chicage. Et charmerende lille twist, der fungerer som en af de der små signatur-ting, man efterhånden lærer at kende mange af de gamle mestre på. Wes Montgomery, Grant Green og Winton Kelly er andre, der på samme måde har deres egen lille ting.

Ellers er det jo bare at konstatere, at endnu en tur rundt om solen er ved at være tilendebragt, manifesteret ved det skarpe lys, der endelig er begyndt at strømme ind i min stue ude vestfra.

En anledning til “forårsklargøring” med afstøving i racket, om-organisering, kabel-dressage, check af forbindelser og net-polaritet og nye, friske rør i 300b’eren.

Så nu kan det hele bare komme an, kan det!

For 4-5 år siden var jeg i favoritbiografen (Øst for Paradis i Århus) for at se dokumentaren om Chet Baker. Med mig havde jeg en kammerat, der ikke gav ret meget for 'jas', men som jeg håbede at kunne omvende. Den gik ikke. Når han ikke halvsov/helsov, stillede han det ene spørgsmål efter det andet - såvel mht sproget (engelsk/amerikansk uden undertekster) som til indholdet: 'Hvorfor dit og hvorfor dat?' Det blev ikke nogen stor oplevelse for mig - og han blev ikke omvendt.
Onsdag aften denne uge blev filmen så vist igen, denne gang med en introduktion af Peter Vuust, jazzmusiker og hjerneforsker med speciale i musikkens påvirkning af hjernen (han vil sikkert af flere herinde være kendt som medlem af 5xVuust). Og denne gang gik jeg alene. Fantastisk oplevelse. Et på mange måder rørende portræt af et menneske og en musiker, tegnet af hans børn og ekskoner og ikke mindst samtidige optagelser.
Det gav (naturligvis) anledning til, at 'Chet Baker Sings' blev hevet ud fra reolen og lagt på den gamle Pioneer, der med funktionsvælgeren på 'repeat' fyldte rummet med en usigelig varm, blød og velgørende lyd.
Filmen hedder 'Let's Get Lost' og kan - hvis mine evner rækker - findes her: https://www.youtube.com/watch?v=-bR95_w51gU

Jeg er ikke klar over, hvorfor mit indlæg vises to gange, men her er det i hvert fald, hvis du ikke fangede det første gang . For 4-5 år siden var jeg i favoritbiografen (Øst for Paradis i Århus) for at se dokumentaren om Chet Baker. Med mig havde jeg en kammerat, der ikke gav ret meget for 'jas', men som jeg håbede at kunne omvende. Den gik ikke. Når han ikke halvsov/helsov, stillede han det ene spørgsmål efter det andet - såvel mht sproget (engelsk/amerikansk uden undertekster) som til indholdet: 'Hvorfor dit og hvorfor dat?' Det blev ikke nogen stor oplevelse for mig - og han blev ikke omvendt.
Onsdag aften denne uge blev filmen så vist igen, denne gang med en introduktion af Peter Vuust, jazzmusiker og hjerneforsker med speciale i musikkens påvirkning af hjernen (han vil sikkert af flere herinde være kendt som medlem af 5xVuust). Og denne gang gik jeg alene. Fantastisk oplevelse. Et på mange måder rørende portræt af et menneske og en musiker, tegnet af hans børn og ekskoner og ikke mindst samtidige optagelser.
Det gav (naturligvis) anledning til, at 'Chet Baker Sings' blev hevet ud fra reolen og lagt på den gamle Pioneer, der med funktionsvælgeren på 'repeat' fyldte rummet med en usigelig varm, blød og velgørende lyd.
Filmen hedder 'Let's Get Lost' og kan - hvis mine evner rækker - findes her: https://www.youtube.com/watch?v=-bR95_w51gU

Stottrup skrev:Det gav (naturligvis) anledning til, at 'Chet Baker Sings' blev hevet ud fra reolen og lagt på den gamle Pioneer, der med funktionsvælgeren på 'repeat' fyldte rummet med en usigelig varm, blød og velgørende lyd.
Filmen hedder 'Let's Get Lost' og kan - hvis mine evner rækker - findes her: https://www.youtube.com/watch?v=-bR95_w51gU

Det er en interessant film - med det usædvanlige tvist, at ikke alt der bliver fortalt (af hans børn bl.a.) er lige flatterede for Chet Baker… Herunder at han åbenbart pyntede en del på historier om ham selv og helst ville give andre skylden for (ufordelagtige) ting vedr. ham og hans liv. Egentlig ganske modigt, at det ikke bare et skønmaleri.

“Sings” har mange tilhængere og lyder godt - ihvertfald den Tone Poet-udgave, der udkom for nylig (2022 - EDIT: 2020 som Elway skriver, men genoptrykt senere) og er lavet ud fra de org. masterbånd og af top-mastering engineer (Kevin Gray). Den har været udsolgt i flere omgange (worldwide).
Tillad mig en dråbe “malurt” ift. den viste version - en såkaldt Public Domain-udgave, hvor kildematerialet er cd’er og mastering-folk/-proces mere ukendt.
Selv blev jeg overrasket over hvor lidt jazz’et (ift. pop’et) “Sings” er - men jeg kunne jo bare have gjort mit forarbejde ordentligt…

Captain Phoenix skrev:

“Sings” har mange tilhængere og lyder godt - ihvertfald den Tone Poet-udgave, der udkom for nylig (2022) som er lavet ud fra de org. masterbånd og af top-mastering engineer (Kevin Gray). Den har været udsolgt i flere omgange (worldwide).
Tillad mig en dråbe “malurt” ift. den viste version - en såkaldt Public Domain-udgave, hvor kildematerialet er cd’er og mastering-folk/-proces mere ukendt.
Selv blev jeg overrasket over hvor lidt jazz’et (ift. pop’et) “Sings” er - men jeg kunne jo bare have gjort mit forarbejde ordentligt…

Jeg har denne udgave - Kevin Gray og absolut glimerende kvalitet. Den siger dog 2020, men det er muligvis den samme...
https://www.discogs.com/release/1485307 ... aker-Sings

Ja, den er meget easy-listening og ret poppet i det. Meget letfordøjelig. Men en dag hvor humøret er til det - er den et godt bud

Jørgen Leth og Andreas Koefoed’s lille mesterværk af en film, “Music For Black Pigeons” fra 2022, er netop udkommet i LP-format på Loveland Records og kan i hvert fald fåes fra Jacob Bro’s egen web-shop. Hvor jeg med en nærmest Pavlovsk refleks skyndte mig at forudbestille den i samme øjeblik, som So-Me gjorde opmærksom på muligheden.


“Music For Black Pigeons” som film er en dokumentar sammensat af optagelser, der igennem 14 år følger Jacob Bro’s rejse med og igennem musikken. Men det er også en film, der istedet for blot kronologisk/historisk at opremse en række begivenheder eller “højdepunkter” søger at afdække selve musikkens væsen igennem situationer, samtaler med og spørgsmål til en lang række af de absolutte verdens-stjerner, som Jacob Bro har mødt på sin vej.

Filmen opleves først og først og fremmest som en stemningsmættet og meget personlig fremstilling af mennesker snarere end fakta. Ikke mindst i kraft af, at flere af de medvirkende, som f.eks. Paul Motian, Jon Christensen og Lee Konitz ikke længere er iblandt os. På den måde fremstår “Music For Black Pigeons” også som et portræt af og en måde at mindes dem på..

Særligt gribende er scenen optaget i private omgivelser, hvor ECM-grundlæggeren og produceren Manfred Eicher med tårer i øjnene mindes den afdøde (og fremragende) polske trompetist Thomas Stanko.

En anden interessant scene er dedikeret til pausens betydning i musikken og hvad det egentlig vil sige at lytte.

Der er selvfølgelig også masser af optagelser med musik, der hver især giver et indblik i de meget forskellige sammenhænge, Jacob Bro har medvirket i gennem årene

Albummet er, som jeg umiddelbart hører og husker det, simpelthen filmens lydspor inklusive dialoger og somme tider bare monologer af de enkelte medvirkende.

“Music For Black Pigeons” kan stadig ses på DR TV og det bør man absolut gøre, hvis man er bare det mindste interesseret i kontemporær musik og ikke mindst musikeres eget forhold til musik.

.
Hvis man er ubehersket fan af Jørgen Leth; som jeg er, skal den ses . . .

Music for Black Pigeons . .

https://www.dr.dk/drtv/program/music-fo ... ons_393743

Jeg har lige set denne film, "Music for Black Pigeons". Den var interessant men foruroligende. Musikerne virkede ret så selvhøjtidelige men samtidig søgende og usikre. Jeg har som altid en mistanke om, at film redigerer virkeligheden væk fra sig selv og mere henimod instruktørens perspektiv på verden. Jeg føler med andre ord, at jeg dog ikke har mødt disse musikere, som de er.....måske med undtagelsen af Lee Konitz, der nok er en gammel slyngel. Tjah....jeg vil hellere lytte til min egen musik....mindre kompliceret.

"påskeharen" var forbi pakkeshoppen igår - godt man har et par ekstra fridage til at dykke lidt ned i denne bunke....

Goodbye Yellow Brick Road må være i en enhver pladesamling. Selv har jeg dog mest et forhold til Lisa Ekdahls debutalbum fra 1994, der i anledning af 30-året er kommet på vinyl i denne måned. Måske lidt for "parfumeret" for nogen, men helt særlig for mig - har lyttet til den fast de sidste 30 år. Måske hænger det sammen med at jeg var 23 den gang, og det var året hvor jeg opholdt mig i Australien....og den blev spillet pænt meget på min såkaldte "walkman"

Anyways - god påske derude. Lad musikken spille....

Elway skrev:"påskeharen" var forbi pakkeshoppen igår - godt man har et par ekstra fridage til at dykke lidt ned i denne bunke....

Goodbye Yellow Brick Road må være i en enhver pladesamling. Selv har jeg dog mest et forhold til Lisa Ekdahls debutalbum fra 1994, der i anledning af 30-året er kommet på vinyl i denne måned. Måske lidt for "parfumeret" for nogen, men helt særlig for mig - har lyttet til den fast de sidste 30 år. Måske hænger det sammen med at jeg var 23 den gang, og det var året hvor jeg opholdt mig i Australien....og den blev spillet pænt meget på min såkaldte "walkman"

Anyways - god påske derude. Lad musikken spille....

påske2024 plader.png

"Pieces of a Man" er i mine øjne fantastisk, og Gil Scott-Herons betydning for den sorte musikkultur i USA og især hiphoppen bør ikke undervurderes.

I aften vil jeg kaste mig over Keith Jarretts solo koncert fra Paris. Naturligvis originalt tryk og med Eichers velkendte "ECM-lyd".

Senere vil jeg fordybe mig over Stravinskys "Le Sacre du Printemps" med Boston Symphony Orchestra. Dirigenten er den spændende Seji Ozawa. Pladen er formidabel - japansk tryk fra Phillips. Jeg glæder mig!