Det er ikke tit, at tingene timer og flasker sig
så perfekt, som i aftes.
Fra vi forlod lejligheden og til linje 5A samlede os op, gik der
præcis en gå-bajers tid og da vi som de allersidste smøg os ind ad garagedøren kl. 20.03, nøjagtig som introduktionen begyndte, åbenbarede der sig på magisk vis midt i det ellers tætpakkede lokale to ledige pladser, som vi gerne måtte få. Front row og dead center.
Hvor ustyrligt heldig har man lov til at være?
Og “front row” i garagen er virkeligt
helt oppe foran og så tæt på, at jeg ikke kunne strække mine ben uden at komme i karambolage med Anders’ gulvmonitor. Faktisk var han på et tidspunkt nødt til, forsigtigt og med et undskyldende smil at flytte min øl, en fin mørk een fra Ebeltoft Gaardbryggeri, for at kunne komme til med alle sine ledninger og sager.
3E7D0AF1-2014-4F27-8AAA-419F5174EB09.jpeg
Så det var perfekt og
helt uden noget som helst form for filter. Peter Dombernowsky’s minimalt mikede trommer, Henrik “Hands” Poulsen’s gamle Fender baskabinet med den store, onde rørslæde ovenpå og en ny Burns “The Marvin”, jeg ikke har set ham med før. Dertil Anders Pedersen’s og Nikolaj Heyman’s sædvanlige genbrugsbutik af skrammet Fender Jaguar, hollowbody Hoefner, flødefarvet Supro-guitar, Wurlitser piano, miniKORG med mere og en babelsk forvirring af mærkelige pedaler og effekt-enheder, som begge undervejs tydeligt demonstrerede ikke at have mere kontrol over end absolut nødvendigt.
DC8C74B0-19EC-49D2-9022-C522137F97D2.jpeg
Samt selvfølgelig Anders’ foretrukne instrument, en gammel beat-up akustisk guitar med soundhole-pickup, som jeg aldrig nogensinde kommer til at forstå, at han kan styre med alt det overdrive, delay og hvad han ellers lægger på.
Men
det kan han. På forunderlig vis. Jeg var der og jeg bevidnede det på allernærmeste hold.
Så det var rock, som det bliver spillet i øveren og i de allermindste klubber. På bag-gearet og med mindst muligt “Public Address” - præcis sådan, som rock
skal spilles og opleves. Ikke High- men Ultimate-Fidelity.
Ligesom det plejer og det var alt det andet også. Både sætlisten og det velopdragne publikum, der ligefrem emmede af familiefølelse og kærlighed til både bandet, musikken og hinanden. Desoto-koncerter er nemilg ikke noget, man
går til. Det er noget, man er
sammen om. Alle sammen og det i sig selv er en sjældenhed i dag og en ualmindelig god grund til at gøre lige netop det.
D334016C-2768-4B63-8195-E7BCE9098772.jpeg
: lør 29. sep 2012 13:07
I stedet må jeg vente til 15 februar hvor de spiller i Glasgow. 
