En ikke så vandtæt Nagra 4.2 får nyt liv

[dela]

Som jeg beskrev kort i en anden tråd har jeg lige været i gang med at for-sanere en vandskadet Nagra 4.2. Hvis der liiige skulle være nogen, som ikke kender den så godt (og fordi jeg er uforbedrelig Nagra-nørd), er der lige et par ord til om den her...

Jeg fik oprindeligt den skadede 4.2 foræret af en kollega; jeg havde kigget på den for lige at få et indtryk, og umiddelbart så den pæn ud. Men efterhånden som jeg fik set nærmere efter, viste det sig at den havde stået i vand, og det havde skadet den mere end hvad man lige kunne se. Jeg kunne godt se lidt rust på nogle transistorer, men da jeg så rørte en af dem, faldt den simpelthen af printet. Jeg troede at jeg havde været for voldsom, men den næste gjorde det samme, og snart kunne jeg se et mønster: Alle transistorer, der havde været i vand, skulle skiftes, og printene rengøres grundigt. Sjovt nok var der brugt både tyske og amerikanske transistorer; det var alle de amerikanske, der faldt af...

Det viste sig hurtigt, at det især var 5 boards, der var skadede: ALC (AGC) boardet, afspilleforstærkeren, optageforstærkeren og motor/powerboardet og krystalgeneratoren til pilot-signalet. Så det var bare at omme i gang...

Undervejs kunne man så sidde og nyde synet af schweizisk præcision, når det er allerbedst.

Nagra 4.2 åben.JPG

4.2 indmad.JPG

Der er tæt pakket, men alle moduler kan tages ud når en enkelt skrue i bunden pr. modul tages ud. Der er konsekvent brugt gode komponenter, og der er kælet for alle detaljer, også de mekaniske. F.eks. styres bremsen vha. båndets stramning, som detekteres af den venstre spolearm. Bremsen aktiveres af en vippearm, som presser ind på bunden af bremsesystemet. På billedet kan man se en lille rød klat; den lille røde klat er et stykke syntetisk rubin, der sidkrer at der ikke er hverken friktion eller nævneværdigt slid på vippemekanismens anlægsflade.

bremsearm.jpg

På senere modeller (og på nyere 4.2 maskiner) er også selve båndstyrene lavet med syntetiske rubiner og/eller keramik.

En ting, der til gengæld mangler i alle Nagras maskiner (fra Nagra III og fremad) er svinghjulet til stabilisering af kapstanhastigheden. Et svinghjul er en praktisk (og nem) løsning, når det gælder en stationær båndoptager, men til mobilt brug er det noget skidt, for det giver en relativt stor følsomhed for bevægelse, især i rotationsplanet. Så allerede fra Nagra III (i 1958!) blev der brugt en kraftig DC-motor, der blev styret af et servokredsløb, som vha. en tachoskive/hovede målte hastigheden og regulerede momentant.

Tachohjul.JPG

Tachohovede.JPG

Og det virker! Man kan ryste, svinge eller sågar tabe maskinen på gulvet uden at det høres på optagelsen (undtagen bumpet, når den falder). Det var det, sammen med størrelsen, der gjorde at Nagra-maskinerne revolutionerede måden at optage film på. Med et af de håndholdte kameraer, som netop var blevet udviklet, kunne man nu frigøre sig fra den store "mobile" optager, og i stedet bevæge sig med kameraet. Det fastslog også Nagraen som de næste 20-25 års de facto standard location recorder; de blev ikke alene brugt meget, de blev brugt af alle. Der var stort set ingen konkurrence, og ingen af dem bed sig fast...

Men tilbage til den våde maskine: Efter en masse lodden og rensen fik jeg gang i selve værket, men stadig ingen lyd. En let gennemmåling viste, at den regulerede DC -10 V forsyning manglede, hvorefter jeg bemærkede en transistor, der blev meget varm. En konfereren med servicemanualen viste, at jeg havde sat en BC108 (NPN) i, hvor der oprindeligt sad en BC178 (PNP)... Så frem med loddekolben, og så kørte den. Dog uden lyd i højttaleren, hvilket havde en naturlig forklaring: Højttalerenheden (en lille Goodman) var både rusten og brændt af. Så ned i donormaskinen og hente en anden, og så var der også lyd.

Til gengæld blev donormaskinen endnu mere afpillet...

IMG_3179.JPG

Så nu er der dybest set kun en enkelt, men kompliceret problem tilbage: Kapstanlejet knurrer periodisk, så der er nok ikke andet at gøre end at begynde at se på, hvordan man skifter motoren. Og her kan man så se, at ikke alt hvad Kudelski fandt på, var smart. Nogle gange er der ikke lige helt tænkt på servicevenligheden, så det bliver et vældigt skruearbejde, som jeg lige skal tage mig sammen til. Og med 17 andre Nagraer på hylden bliver der nok snarere pillet i noget andet, så jeg lige kan samle mod til det. Af princip vil jeg også have krystalgeneratoren (der genererer en 50 Hz reference til pilotsignalet) i orden, men det er i praksis fuldstændigt underordnet, for den skal ikke bruges til noget...

Jeg kunne ikke dy mig for lige at stille de tre generationer af analoge Nagraer op imod hinanden:

3 generationer.JPG

Nagra III, Nagra 4.2 og Nagra IV-S TC. Der er flere andre, men de tre er nok dem, der blev mest brugt til Film og TV. I Danmark var Nagra IS meget brugt, men den vandt desværre aldrig rigtigt indpas ellers. Synd, for det er en fremragende, avanceret og ret sexet lille båndoptager...

Som en sidebemærkning har jeg lige vedlagt et billede af en åbnet Nagra III; den er ret imponerende, når man tager i betragtning at den er fra ca. 1960. Og den virker selvfølgeligt fint...

Nagra 3 åben.JPG

[his067]

Spændende. Tak for billeder og tekst.

[Jan]

Dejligt at se den fine Nagra få nyt liv igen :)
Jeg har selv et par Nagra der venter på at blive sat i stand, men heldigvis har de ikke været udsat for vand.

[acj1980]

Fantastisk Dela.

Det kræver vidst en god sjat tålmodighed at gå i gang med sådan et projekt? hvordan havde printet det efter rensningen? kunne man godt lodde på øerne igen uden de faldt af? det er superflot arbejde man bliver sku en ægte entusiast af at læse de her restaurerings projekter

Mange hilsner

Alex

[dela]

Det var faktisk ikke så svært at arbejde med printene, for der var brugt godt, gedigent enkeltsidet glasfiberprint, så jeg havde ingen løse loddeøer, og det luner altid. Så der gik en del tinsugetråd til, men ellers var det ikke så svært...

Men det siger så også noget om kvaliteten af materialerne, at man slet ikke kunne se vandskaden på metaldelen udover en ganske let irring af skærmplader. Så på den måde var det et let projekt, men man skal jo nok være lidt stædig, for Kudelski-ingeniørerne har godt nok tænkt sig om, da de designede elektronikken; der er pakket ret meget funktionalitet ind i kredsløbene. Så servicemanualer er rimeligt uundværlige.

Under alle omstændigheder er det vældigt hyggeligt og rode med, især når man løbende kommer tættere på målet.

Nu mangler jeg bare at få min ene Nagra D til at afspille ordentligt, men selv med servicemanual virker det som et fuldstændigt uoverskueligt projekt...

Hilsen
Lars

[Jan]

@Jan: Hvilke Nagra maskiner har du? Jeg er bare lidt nysgerrig...

Svarer lige i din tråd, det er en IV-S, og en T-Audio

[acj1980]

Gad vide, om der mon er nogen her i Dk der har den udgave med roterende lydhoved og PCM?

[dela]

Dem har jeg to af; det er Nagra D-modellen. Der blev solgt 3 i Danmark, hvoraf jeg har den ene. Den anden, jeg har, er fra Mali, hvor den havde stået og støvet til i 15 år. I øvrigt sammen med den IV-S TC, som er vist på billedet...

Det er et fantastisk apparat, og konverterne er ganske fremragende 20 bit typer. Den fylder lidt meget, men i forhold til en Studer D820 (som fandtes i en 4 spors version) var den bittelille. Den kan have ca. 45 min. i 4 spor på et 5" bånd, hvilket svarer til at der bliver lagret ca. 16 GB data. Helt pænt for 1992.

Den kom desværre lidt for sent, da DAT på det tidspunkt var ved at vinde frem. DAT-maskinerne var mindre og kunne have længere spilletid (dog kun i 2 spor), men det blev dog aldrig rigtigt populært, da DAT-maskinerne var frygteligt ustabile, hvilket er fatalt ved filmoptagelser. Så DAT blev hurtigt faset ud til fordel for ikke-båndbaserede formater. Så Nagra D er noget af en dinosaur, om end en superlækker og meget vellydende en af slagsen. Desværre er den for ny til at være vintage, ellers kunne jeg godt tænke mig at høre den ved et træf på et godt anlæg...

[acj1980]

jeg tror nu ikke der sker den store katastrofe hvis du lige poster et enkelt billede af den fantastisk flotte maskine, nu når her generelt er så megen pladespillerknæver i tide og utide, jeg kunne virkelig godt tænke mig at se nærmere på sådan en, evt til næste træf? ved det sidste var der jo også nyere ting med der bestemt ikke var antikt

Jeg er ikke i det fjerneste i tvivl om at D. modellen er særdeles vellydende

[dela]

Her er så lige et par billeder af Nagra D...

Nagra D.JPG

Nagra D åben.JPG

Det er ikke en decideret lille maskine, men på den anden side er den absolut til at transportere. I bunden af den åbne D kan man se dens akilleshæl: Et oldgammelt PAGmaster 90 NiCd-batteri, som skal være nogenlunde opladet for at den overhovedet kan starte. Efter det, kan den fint køre på den medfølgende lader. Men efterhånden er de ikke til at skaffe, så dem, jeg har, er så svagelige, at man skal starte ladningen dagen før Nagraen skal tændes. Men når den så kører, er den en imponerende opvisning af båndhåndtering...

Hvis man undrer sig over at den åbne maskine ser lidt tom ud, er det fordi det meste af elektronikken ligger i den dobbelte bund. Her ligger 2-3 lag tætpakkede print, så godt nok er den ikke lille, men i forhold til, hvor meget ydelse og hvor meget elektronik, der var påkrævet, er det lykkedes at gøre den ganske kompakt.

Hvis jeg skal være lidt utaknemmelig vil jeg sige, at jeg gerne ville have haft både en D og en D II; D II modellen havde 24 bit/96 KHz sampling, mens D kun har 20 bit/48 KHz. Men jeg kan godt overleve "kun" med to Nagra D´er...

Som et kuriosum har jeg lige et billede af en af Nagra D´ens konkurrenter, Stelladat:

Stelladat.JPG

En meget fin lille DAT-maskine, som i byggekvalitet minder om Kudelskis. MEN: Den var frygteligt ustabil, og de fleste af dem holdt kun i få år. Der var brugt et Sony-værk, og den viste tydeligt, at den nye tids digitale udviklingskrav ikke kunne klares af en lille niche-virksomhed. Stelladaten er fuld af smårettelser og dårligt mekanisk design, og den var martret af problemer med såvel værket som dens strømforsyning. Så jo, den er mindre end Nagra D, men ikke desto mindre var den bestemt ikke populær i tonemesterkredse, og de få, der er tilbage, er stort set alle defekte (hvilket min desværre også er). Og så var Nagra D en 4-spors optager, hvor DAT kun havde 2 spor. Og uheldigvis for DAT kom formatet samtidigt med at tonemestre fik smag for flere kanaler (så man kunne optage både boom og flere mikrofoner separat), så DAT var fra starten for begrænset for at være rigtigt godt.

[acj1980]

Woow for en fantastisk fed maskine den D udgave, men må da sige at du jo er lidt privilligeret at have 2 ud af de 3 som nu findes herhjemme, mon ikke at du evt. kunne få lavet et batteri til den hos en af de mange som gør sig i den slags her i Danmark? jeg skal f.eks selv ha lavet et til mit Dv camera, der sidder en ordentlig moppedreng på det normalt.

Jeg forstår bare ikke hvorfor den anden maskine stelladat skulle v`ære så dårlig, hvis den er fra 80erne eller start 90erne er det jo de gode Sony værker man har haft, ikke de plastik fantastik som de senere lavede

Tusind tak for kigget, det er sku fantastisk herligt at se hvad andre har, jeg har appelleret til det i flere år, billeder siger jo trods alt mere end ord

[dela]

Den ene af mine Nagra D er "parallelimporteret" fra Mali, hvor den stod og støvede til på det lokale filminstitut, så der er stadig 2 stk. Nagra D ud over mine i Danmark. Men jeg ved, hvor de er... De kostede kr. 165.000,- i 1992, hvilket giver ca. kr. 260.000,- i nutidspenge, så det var ikke lige en maskine, der blev solgt mange af.

Jeg tror at den, der stod i Mali, var et resultat af misforstået bistandshjælp, for jeg tror ikke at giverne havde overvejet, at båndene til den var ret dyre, og efterhånden blev de helt umulige at skaffe. Så den har kun været brugt til én film, før den blev lagt til side.

Mht. DAT var der nogle enkelte, professionelle maskiner (Sony 7030 og 7040, HHB Portadat) som var udmærkede maskiner, men resten var, groft sagt, noget skrammel. I DAT-tiden arbejdede jeg på en større lokalradio, og vi havde en del Sony DAT-maskiner, som alle havde en levetid på ca. 1 år. Derefter var der ikke så meget andet at gøre end at skrotte den og købe en ny, for de kom aldrig rigtigt i orden igen. Vi prøvede også at købe en "professionel" DAT, Panasonic SV-3800, som var endnu større katastrofe rent holdbarhedsmæssigt. Så hvis man ville have en DAT, som kunne holde til mere end et års seriøst brug, var der ikke så meget andet at gøre end at finde den store tegnebog frem og købe en Sony 7040. Men så fik man også en fremragende maskine.

Jeg har lige været til fest i Filmbyen, og her fik jeg overdraget et PAGmaster 90 batteri i efter sigende fin stand. Så det skal jeg lige have testet...

[Torben]

Jo - der var meget skidt i DAT!
Det var jo også med til at ødelægge båndets fremtid!
Jeg har selv en DR - DAT Sony
Som jeg er tilfreds med!
Hilsen Torben