Vintagehifi.dk

nilsvalla skrev:Her kan opnås en trinløs variabel placering af musikere i både bredde og dybde og effekter kan bevæge sig på kryds og tværs i rummet.

Man kan altså IKKE genskabe dybde med to (2) højtaler !

Du skal da være velkommen til "en lytter"

dfms skrev:Man kan altså IKKE genskabe dybde med to (2) højtaler !

Jo - selvfølgelig kan man det.
Og det kan man med et bare rimeligt nogenlunde anlæg let overbevise sig selv om (faselinearitet er vigtig her).
MEN det kræver jo selvfølgelig at optagelsen er lavet, så der er noget dybde, at genskabe.
F.eks. en live- optagelse af et symfoniorkester - eller en mindre jazz-besætning - optaget med to/få mikrofoner.
Det kan bestemt give en glimrenede genskabelse af rummet, de forskellige instrumenters placering i det (også i dybden).

Tænk på, at dine to ører jo også (kun) er to kanaler

nilsvalla skrev:Man kunne måske se på nogle fordele og ulemper mono og stereo imellem.
Fordelen ved mono er, potentionelt færre forvrængninger pg.a kun horisontal aflæsning af vinylrille (ingen crosstalk).
Ingen scating/antiscating af betydning.
derfor en mulighed for større klanglig substans med mono.
Med stereo bliver den store fordel perspektivet.
Her kan opnås en trinløs variabel placering af musikere i både bredde og dybde og effekter kan bevæge sig på kryds og tværs i rummet.
Med mange fine stereo-pu på market, bliver forvrængning og mangel på substans nok ikke et problem for de mange.

Det har jeg en smule svært ved at forstå. Skating skyldes da så vidt jeg ved centripetalkraften. Er fysikkens love sat ud af kraft når det er mono?.
Mvh. Lars.

Der virker selvfølgelig også en skatingkraft ved mono. Men da der kun er horisontal modulation ved en monoaftastning, er det ikke særlig kritisk at sikre præcis den samme kraft på begge rillesider, som det er ved stereo. Derfor er blandt andet gamle tunge (vintage) Ortofon tonearme uden antiskating fine til mono.

Ved stereo er antiskatingkraften især vigtig for at skabe korrekt balance mellem de to signaler, men også for at undgå forskellig slid på de to rillesider. Uden eller ved en forkert antiskatingkraft, vil selvfølgelig også være en skæv slidtage af en monorille, men her betyder det igen sikkert væsentlig mindre end for en stereorille.

sej

Men der er jo selvfølgelig også en del high-end fabrikanter som ikke bekymrer sig om antiskating: VPI og Thomas Schick falder umiddelbart ind. Deres argument er at skating-kraften ikke betyder noget særligt, især ved højere sporingskraft.

Lad os lige blive enige om en ting: Rumlighed (frem/tilbage, op/ned) kan gengives af både mono - og stereoanlæg. Informationen ligger i optagelsen som information om rummet via refleksioner, tidsforsinkelse m.m. Altså akustikken i optagerummet. Man kan absolut også få en fornemmelse af bredden i optagerummet ved monogengivelse men IKKE placering af stemmer og instrumenter. Det er forbeholdt stereogengivelsen.
Mikrofonplaceringen kan nogle give sjove effekter. På en verdensmusik-optagelse af nogle afrikanske musikere lød det som om det hele foregik nede på gulvet. Alle lyde kom ud af basenheden?
Sagen var at optagelsen foregik med en mikrofon stående på jorden foran musikerne (kunne ses på et foto). Intet mikrofonstativ. Gengivelsen af refleksionerne fra jorden var så realistiske at man opfattede det som om lyden kom fra gulvet.

Helt enig Hackenberg.
Mikrofonplacering er afgørende for indspilning.
Men højttalerenheders placering i kabinet spiller ind for hvordan man opfatter det afspillede musik.
F.eks kan man over mine højttalere (Daner ext.: Bas nederst, mellemtoner midt, diskant øverst placeret), med pladen "Gaudi"
(Alan Parsons Project sidste nr på side 2), høre en "lyd" (synthesizer) bevæger sig nedefter igennem gulvet (som en elevator) og virker som lyden fortsætter 100m yderligere nedefter, så jeg nærmest føler mig efterladt, hængende og svævende højt oppe i luften (uhyggeligt du), men finder trygheden igen, da "lyden" kommer op igen.
Jeg har et ekstra sæt Danere, og hvis jeg placerer dem ovenpå de overfor omtalte Danere, men omvendt placeret i forhold til, med bassen øverst og diskanten nederst, så jeg nu på den måde, både har en bas øverst og nederst i det dobbelte højttalersystem, jamen så fornemmer, hører jeg ikke denne "lyd" forsvinde så dybt ned i undergrunden.
Den bevæger sig dog nedefter blot ikke så dybt som først beskrevet.
Med mono ville der ikke havde været nogen bevægelse overhovedet, andet end den der kommer i hjertet når man hører god musik.

Jeg synes klassisk lyder klart bedst i stereo, og blues lyder bedst i Mono, disse skiver har jeg fundet på loppen, de første stereo Decca er enormt godt indspillet, og living stereo det samme, 1812 udgaven er den første stereo fra Decca. Hopkins+billy er super tilstedeværende med tykt groove i Mono, og jeg har ikke engang kørt den helt ud i mono som peter, ville være fantastisk hvis der kunne opstilles et mono set-up til et evt træf, jeg har mange monoer at byde ind med.

Highmass skrev:

nilsvalla skrev:Man kunne måske se på nogle fordele og ulemper mono og stereo imellem.
Fordelen ved mono er, potentionelt færre forvrængninger pg.a kun horisontal aflæsning af vinylrille (ingen crosstalk).
Ingen scating/antiscating af betydning.
derfor en mulighed for større klanglig substans med mono.
Med stereo bliver den store fordel perspektivet.
Her kan opnås en trinløs variabel placering af musikere i både bredde og dybde og effekter kan bevæge sig på kryds og tværs i rummet.
Med mange fine stereo-pu på market, bliver forvrængning og mangel på substans nok ikke et problem for de mange.

Det har jeg en smule svært ved at forstå. Skating skyldes da så vidt jeg ved centripetalkraften. Er fysikkens love sat ud af kraft når det er mono?.
Mvh. Lars.

Centripetalkraften henter sin kraft fra friktionen der opstår.

Som Sej skriver, er antiscate af mindre betydning i forbindelse med mono. Lyden skal ikke fordeles imellem to signaler.
Man skal ikke være bange for uens slid (mere slid på indersiden af rillen) uden brug af antiscate.
Det er mono og der er kun det horisontale signal der helt automatisk fører nålen i zigzag-kurs fra den ene side til den anden side i rillen.
( Det var først med avancerede nåleslibninger i forbindelse med stereo, det blev nødvendigt med antiscate.)

Forleden dag fandt jeg i den lokale genbrugsbutik et fint eksemplar af Frank Sinatras "Songs for young lovers" fra Capitol Records.

Efter at have læst coveret viste det sig at pladen var en genudgivelse fra 1984. Den oprindelige er fra midt 50erne, først som 10'', senere med flere numre som 12''. På coveret står "This album has been digitally re-mastered from an analogue recording". Det er der ikke noget mærkeligt i, men det mærkelige er, at pladen er udgivet som MONO. Pladenummer er ED2600741MONO. På selve pladen står at det er en mono indspilning, og på coveret står også "This monophonic microgrove recording....". Der er således ikke tvivl om, at det er en monoplade.

Men hvorfor udgive en digitalt remasteret plade som mono i 1984? Mig bekendt var mono endnu ikke hipt tilbage i 80erne.

Har jeg fuldstændig overset noget? Er der nogen her i forummet der har en forklaring på, hvorfor Capitol dengang udgav en plade som mono efter først at have remasteret den digitalt?

Vh.
Svend Erik

Hej sej.
Jeg kender ikke svaret, men vil da gerne komme med et bud.
Pladen fra Sinatras Capitol-dage er insdpillet dengang det hele var mono.
Musikken ligger med stor sansynlighed på et spor og kan derfor ikke skilles/opdeles til en stereoindspilning,
medmindre den meget degraderende elektroniske rekanalisering, hvor sangen filteres fra, så godt som muligt, smukseres med masser af rumklang, puttes på det ene spor, og det der er tilbage af musikken smukseres ligeledes og puttes i den anden kanal
En sådan restaurering har man nok ikke ønsket.
Man havde allerede dengang masser af dårlige erfaringer med remix.
Istedet har de sikkert indspillet monosporet originalt som det var, og i stedet benyttet den moderne teknologi til at undgå div støj.
ps.
Fremgangsmåden var ikke usædvanlig dengang.

Der er sgu' medvind på mono-cykelstierne for tiden - Peter, du har sat trenden hårdt

December-kataloget fra http://www.jazzmessengers.com indeholder bl.a. denne dobbeltudgivelse af det største jazz-album - "Kind of Blue": Én mono og én stereoudgave:


Og det er ikke engang ret dyrt: € 25 for sættet - og der er gratis forsendelse hvis man køber for over € 30.
Så hvem andre (i Købehnavnsområdet?) skal også have et sæt ?

Jeg er aftager til et sæt af "Kind of Blue".

sej

Hejsa
Spottede lige den her
http://hifi.brugtgrej.dk/annonce/128788
2 ledninger må da være mono, spørgsmålet er om den er til at bruge til noget?

Hilsen Per H