Vintagehifi.dk

Jeg har lige sat den ene af mine Poly Push strammer/måtte-sæt til salg. Det fik mig til at tænke over mine erfaringer med plademåtter og pladestrammere.
I årenes løb har jeg prøvet denne og mange andre. Bløde måtter fra Platter Matter og Audio Quest som klæbede til pladen, acrylmåtte med fysiske egenskaber som en lp, filtmåtter og, gud hjælpe mig, en glasmåtte. Det sidste jeg har prøvet er en måtte/tallerken af Corian men den er nok for tyk til at være praktisk som desideret måtte.
Poly Push er min favorit. Den kan noget også uden bælgen. Den kan ofte bruges uden den aluminiumplade der er under gummiet så den ikke bliver så høj. Forbedringen i mellemtonen er markant større end andre.
De bløde, klæbende måtter er også fine men min Platter Matter har mistet sin klæbeevne med tiden. Den kan dog stadig give ro i bunden selvom den tager lidt energi ud af musikken.
Acryl og, endu bedre, Corian kan bevare energien og live-stemningen hvis man savner det. Har man en pu med en lidt død lyd er de fine.
Glasmåtten, husker heldigvis ikke hvor den kom fra, var rædselsfuld. Bidro med en skinger-agtig klang som jeg slet ikke kunne leve med.
Jeg kunne godt tænke mig at høre om jeres erfaringer desangående. Er de f.eks. nogen der har været inde i vådafspilnings-blindgyden? Eller oplevet hvor god en standard Technics-plademåtte faktisk er?

Hackenberg skrev:Jeg kunne godt tænke mig at høre om jeres erfaringer desangående. Er de f.eks. nogen der har været inde i vådafspilnings-blindgyden?

Der er skrevet lidt om det her
viewtopic.php?f=558&t=1311&p=10825&hilit=bent#p10825

Jeg har lidt forskelligt:

Den originale Luxman gummi/læder-måtte til PD-131’eren er selvfølgelig favorit og fungerer stadig fint, men er jo desværre blevet en smule luvslidt med tiden.



Den canadiske Music Mat er pt den, der får mest spilletid. Den er tyk, tung og virker hverken for hård eller blød. Jeg mener at have læst et sted, at den blev brugt sammen med Oracle’s grammofoner. Men hæng mig ikke op på det. Ihvertfald virker den også med Luxman.



Opmuntret af lovprisninger på diverse internationale fora importerede jeg på et tidspunkt et eksemplar af “Herbie’s Audio Lab’s Way Excellent II Turntable Mat” direkte fra Mr. Herbelin i TX, US of A. Det er en forholdsvis let måtte, bestående af to lag silicone, der er sat sammen ved hjælp af “physical cohesion” (hvad det så end er).

Den er med andre ord meget anderledes end de to foregående måtter. -Jeg er ikke 100% overbevist om at den er “way excellent” i forhold til så meget andet, men den er meget sjov og så passer den perfekt på Luxman’ens pladetallerken.



Jeg har også gemt et par Lenco-måtter fra henholdsvis L75 og L78.

De er sådan set meget fine. L75’er-måtten forekommer lidt stivere i det end L78-udgaven. Desværre er de lige en smule for store til at kunne holde sig indenfor “læben” på PD-131’erens pladetallerken.





-Endelig har jeg en “PW-Ti 695 Prime Edition”-pladestrammer fra Pathe Wings i Berlin, som også gør sig i måtter og andre accessories. Den er fin og blank og tung og god at have, hvis man trænger til lidt styrketræning. Den er sikkert også god til bulede plader, men dem har jeg ikke nogen af.



Buddha-figuren i baggrunden er måske det “tilbehør”, jeg holder mest af. Men det er mere fordi, jeg ved, hvor den kommer fra og de gode tider, den minder mig om. Så den skal være der.

Men, gør det så nogen forskel? Ka’ man hør’ det?

-Vil publikum måske spørge. Og hvis jeg skal være ærlig, så er svaret nok et betinget “nej”, for mit vedkommende. Det betyder jo ikke, at der ikke er forskel eller at andre ikke vil kunne “hør’ det”.

Det er nok mere et udtryk for, at jeg ikke er særligt god eller for den sags skyld interesseret i at lytte “teknisk” på den måde. For mig er det oplevelsen af musikken, det handler om og så er det sådan set ligegyldigt om det er en gammel mono-indspilning af Brahms’ Ungarske Danse (MMS M-2279) eller et manisk-lækkert-produceret Steely Dan-album.

Og så er det jo altid sjovt at lege med grammofoner og “dimser” - synes jeg