
Og ikke fordi det er "verdens bedste pladespiller". Not even close. Den er heller ikke skotsk og den har heller ikke palisander finér, man kan oliere. Men den er et fantastisk eksempel på, hvad der kan komme ud af at give en flok japanske ingeniører fuldstændigt frie tøjler ovre i R&D efter fyraften:

Modelåret er 1976 og det bemærkelsesværdige er ikke specifikationerne. De er mere end gode nok - det var de som regel. Og et eller andet sted, så er det jo bare "endnu en japansk dd'er med manuel betjening". Men check lige selve konstruktionen og den fuldstændigt sindssyge anvendelse af space-age materialer, de førnævnte ingeniører, er gået amok i:
Altså først har vi en to-delt plint i fiberkomposit, der er dæmpet med bitumen-indlæg (totalvægt er +10 kg). Så har vi en tonearm i kulfiber, som selvfølgelig har VTA-justering og medfølgende specialdesignet værktøj til at udføre operationen. Kontravægten har en ekstra-del i fræset aluminium til brug med særligt tunge pickupper.


Der er pickup-hus i magnesium, hvor overhang ikke justeres ved at flytte på pickuppen, men ved at flytte hele overdelen af huset frem og tilbage. Der er tænkt på det meste her. F.eks. også en nøgleformet udskæring eksakt dimensioneret til at parkere sit ekstra pickup-hus (eller en Ortofon Concorde Pro, hvis man har sådan een til at ligge og rode).
Stroboskop-indikatoren er selvfølgelig præcis både ved 50 og 60 Hz

Og så for ligesom at runde det hele af med en lille frækkert, så laver vi da lige en "plademåtte" med silicone-implantater:

Det her er mere end en grammofon. Det er en japansk hi-fi koncerns svar på Atlas V eller Starship Enterprise. Men det er også en tidsmaskine. I hvert fald en maskine, der har rejst igennem tiden for at lande her hos mig i 2012. "The Eagle Has Landed" og den er komplet, original og fuldstændigt intakt. Det er næsten et mirakel. Den spiller forrygende. Men det er egentlig slet ikke det, der er det vigtige.
Og nå, ja. Så var der jo lige den der pickup med kosten... Den passer bare helt perfekt:
