af kbekke » man 2. dec 2013 23:23
Jeg vil anse alle tre for at være "fornuftige køb", forudsat selvfølgelig at de fungerer, som de skal.
I praksis tror jeg ikke, at den ene nødvendigvis er "bedre" end den anden. Men de ER forskellige.
Thorens'erne er for det første ÆLDRE og derfor er standen selvfølgelig vigtig. Hvis de er servicerede, hvad det lader til, bør det ikke være et problem. Dernæst er begge flydende ophængt. Et udmærket princip, som fungerer fint, selvom det ikke lige er efter mit temperament. Det betyder dog at Thorens'erne ikke er så velegnede til eksperimenter med "fremmede" arme. Til gengæld er de anerkendte som solide og vellydende "arbejdsheste". Jeg ville ikke begynde at pille ved dem, så længe de fungerer, uanset hvad andre mener om armene.
Rega'en er først og fremmest NYERE, så alt andet lige bør standen være god. Den er ikke flydende ophængt, men håndterer resonanser på en anden måde. Der er masser af muligheder for at opgradere, hvis man har lyst til den slags og samtidigt er Rega'en ultrasimpelt opbygget. RB250 armen er RIGTIGT god i forhold til prisen og du får ovenikøbet den "rigtige" pladetallerken med. Bemærk dog at Grado-pickupper, selvom de lyder godt, har et ry for at brumme i visse arme bla. Rega's. Så check det lige, inden du evt. køber den.
Alle tre pladespillere er remdrevne og det er der heller ikke noget i vejen med. Men du kan godt være heldig at finde udmærkede direkte drevne f.eks. Luxman eller Technics i nogenlunde samme prisklasse.
Jeg tror ikke, det er så vigtigt rent lydmæssigt om du ender med den ene eller den anden af de tre. Køb den du synes er fedest (for det er den, du bliver gladest for) og brug så energien på at få den sat ordentligt op. Dvs. i vater og på et solidt underlag (uanset hvordan pladespilleren er konstrueret). Hold dine plader rene og sørg for at pickup, nålevægt osv. er justeret rigtigt ind.
Så skal du nok få masser af god lyd ud af det!
Ornithology