Hvad snurrer netop nu?

[Fensten]

Der er ikke meget, der er bedre end at holde tidligt fri en fredag og samle en LP op på vejen hjem.

Og jeg skrev jo til Kbekke’s indlæg, at den Lee Morgan The Rajah, var lækker og blev derefter bestilt.

Nu kom den så hjem og den er rigtigt lækker og jeg undres over, hvorfor jeg ikke købte “mæ det vuns” ( jydsk for “at once”)

Men det gjorde jeg ikke, måske var jeg ikke klar, det er jeg nu. The Rajah, Is that so og Davissamva er højdepunkterne, men de andre kan udemærket stå alene

Den er skøn og kan som mange andre Blue Note Tone Poet udgivelser varmt anbefales.

Mvh.


Fensten

[kbekke]

Jeg ved præcis, hvorfor jeg tøvede med at købe "The Rajah" i den nye Tone Poet-serie. Og det var naturligvis på grund af det forfærdelige cover-billede med Lee Morgan iført udglattet hår

Mezz Mezzrow beskriver malende i sine memoirer fra 1920'ernes jazz-miljø i Chicago, hvor rædselsfuldt fornedrende og pinefuldt det var for de sorte amerikanere at udglatte deres naturligt krøllede hår ved hjælp af lud og andre primitive teknikker.

En slags omvendt approbrierings-trend, der blev populær omkring det forrige århundredeskifte.

Borset fra det, så er musikken på "The Rajah" absolut værd at lytte til og ikke det fjerneste "approbrieret". Måske en smule mere straight post-bop end de mere velkendte albums. Men netop derfor nok også i længden mere "holdbar", når den første fascination over de fede grooves på "The Sidewinder" og "The Rumproller" har lagt sig.

Jeg har selvfølgelig også hentet en plade i dag og for en gangs skyld i pakkeboksen og ikke nede hos Rene.

"Rescue Kit" er det første og indtil videre eneste album fra bandet "Oak Now Willow", der ifølge noterne opstod som et corona-projekt over kaffe og brød "nede på havnen". Inden det blev indspillet i et sommerhus ved Jammerbugten.

IMG_0971.jpeg

Musikken er et absolut low key og håndholdt udtryk for den særlige "djursicana"-sound og -scene, som man med uregelmæssige mellemrum kan opleve iført boots og John Deere-kasket rundt omkring enten på de allermindste scener eller på de mere trendy lokationer i 8000C. Katrine Hald's små, minimalistiske sange og ditto akustiske guitarspil bliver diskret indrammet af to af mine største nulevende helte: Peter Dombernowsky på trommer og Nikolaj Heyman på keys og elektrisk spade-skruet-helt-ned.

Johs Hejl spiller bas og det er også ham, der sender dig en sms med et billede af pakkelabelen. Når han er klar til at afsende lige netop din kopi af "Rescue Kit", som du har bestilt på Bandcamp og betalt 200,- (eller gerne mere) for. Men så er den også lavet af genbrugt vinyl og i cover af "recycled cardboard" og dekoreret med "plant based inks". Ikke noget at klima-skamme sig over her.

Peter og Nikolaj møder vi (eller i hvert fald jeg) som regel i regi af Desoto Caucus. Et band, der sammenlignet med Oak Now Willow nærmest lyder som Guns'N'Roses i deres velmagtsdage. Men altså kun sammenlignet med Oak Now Willow. Hvilket er lidt det samme som at sige, at der nærmest ikke sker en skid på "Rescue Kit". Hvilket igen er lige præcis meningen og det geniale ved Oak Now Willow.

For der behøver ikke at ske en hel masse sådan en fredag eftermiddag i september. Hvor hver en fiber i kroppen kæmper for at suge det allersidste lys, liv og varme ud af endnu en sommer, der igen gik alt, alt, alt for hurtigt.

Tværtimod.

[Captain Phoenix]

Jazz er godt
Jazz på vinyl er rigtig godt
Og jazz fra 1950’erne og 60’erne er (som regel) ekstra rigtig godt.

Derfor var jeg meget glad, da jeg for et par uger siden vandt 3 LP’er på 3 FB-auktioner – og de opfylder netop ovenstående kriterier. Det var med kunstnere, som jeg ikke kendte – men det er jeg jo så kommet til, og kan fuldt ud anbefale både dem og de 3 plader.

Der var to med Jimmy Forrest, som var hot og meget aktiv i perioden 1958-1962, hvor han udgav ikke mindre end 8 album som leder og var co-leader på godt 15 andre.
Det er mere end et album i kvartalet over en 5-års-periode – ganske produktivt. Men så stopper udgivelser med Forrest pludselig (iflg. både Discogs, Wiki mv.) i en periode på godt 10 år, indtil han så optræder i Count Basie’s orkester på en række udgivelser lidt op i 1970’erne.
Mystisk – hvis nogen kender ham og/eller årsagen, vil det være interessant at høre om.

Men de to der har snurret her er i hvert fald fuld-gode jazz-indspilninger.
Forrest er mest til langsomme numre med et strejf af blues - det kan jeg godt li’
Hans tone på tenor-sax’en er lidt a la den modne Ben Webster, dog ikke helt så tilbagelænet, som Webster kunne være (hvor det nærmest bare var lyden af pust omkring saxofonens blad, man hørte…).

JFOutOfTheForrest.jpg

Et meget smukt nummer fra ”Out Of The Forrest” (”That’s All”) kan høres her.
Ud over Forrest’s følsomme sax-spil kan man også nyde Joe Zawinul på piano. Ham kender de fleste nok som keyboard-spilleren i fusions-bandet Weather Report, men her er vi 10 år tidligere og før der blev sat strøm til jazzen. Og det er altså smukt – og det meste med et lidt blues-præg i et roligt tempo

Den anden Jimmy Forrest-LP er ”Forrest Fire”. Folkene på pladeselskabet kunne åbenbart ikke lade være med at synes, at det der med Forrest skulle ind i titlerne… Der kom senere også en ”Black Forrest” – suk…

JFForrestFire.jpg

På ”…Fire” medvirker (ud over JF’s tenorsax) 3 musikere, jeg aldrig har hørt om før, men de spiller hhv. Hammond B3-orgel, som skaber en skøn stemning, guitar og så er der trommeslageren Jimmy Smith (nej ikke orgel-spilleren af samme navn). Han (Smith) har enten 4 arme eller også har de brugt flerspors-teknik (i 1961???), for der høres såvel alm. trommesæt (i H kanal) og congas (i V kanal). Eller også er der en musiker, der ikke er blevet krediteret...

Begge Lp’er er OJC-genudgivelser og lyden er intet mindre end fremragende. Fremragende!
”Out of…” er genudgivet på det fornemme Analogue Productions, hvor den sikkert lyder endnu bedre, men til gengæld løber op i små 1.000,- hvis man køber den derfra (porto US – DK næsten 500,- + moms). Det er langt, langt mere end hvad jeg gav for alle tre.

Den sidste skive er med tenorsaxofonisten Arnett Cobb, som jeg heller ikke ved noget-som-helst om. Pladen hedder ”Party Time” (fås også i luksus-udgave til 460,- hos Imusic) – men også her lyder min OJC-version helt eminent, så jeg på ingen måde lokkes af en dyr upgrade.

ArnettCobb.jpg

Cobb er lidt mere livlig (og mindre slow-bluesy) end Forrest, så der sker lidt mere, men uden at det bliver Coltrane-vildt. Dog fik Cobb tilnavnet "The Wild Man of the Tenor Sax”, men jeg synes nu ikke han er specielt vild på pladen her – og det er godt. En smagsprøve findes her

Så kendte navne eller ej: De her skiver kommer helt sikkert til at snurre ganske flittigt her og sprede glæde over musikken og den gode lydkvalitet. Rudy van Gelder har stået for optagelse af alle tre - og det er sikkert en del af forklaringen på vellyden. Captainens stald-tip: Hold øje med OJC-udgivelser

[Elway]

en af dem jeg samlede op på Record Store Day 2023, men ikke var nået til endnu. Det er jeg så idag - fuld knald på mens jeg sidder hjemme i kælderen og er på arbejde.

https://www.discogs.com/release/26845391-Carmine-Coppola-Nino-Rota-The-Godfather-Suite

Nummereret, min er 110 af 700.

IMG-3149_2.jpg

(min Yamaha CR-3020 i baggrunden - på et midlertidigt setup med et sæt Beovox 5700)

Skøn presning. Og når man som jeg er vanvittigt glad for Godfather universet, er hele "pladen fuld" Ved hvert nummer kan jeg genkalde mig hvilke(n) scene(r) det er brugt i. Meget storladent, næsten svulstigt, men meget tro mod filmene. Det holder.

Normalt lytter jeg ikke så meget til klassisk, men denne hører 100% i min samling. Lækker gatefold, 180g pearl white vinyl.