Ja. Der ER som bekendt ingen ende på Paris og selvom “Le Deux Magots” i dag, som så meget andet, vel nok mere rimer på “turistfælde” end absinth-vædet intellekt og selvom jeg nok endnu hellere ville have siddet der i 1920’erne sammen med Hemingway, Pound, Stein, Joyce og resten af “The Lost Generation”.
Så er der jo aldrig noget galt i at drømme sig tilbage til en hvilken som helst tid eller situation - uanset om man så rent faktisk var der eller ej.
Hvilket jeg da også fik lejlighed til i dag.
Jeg tror jo fuldt og fast på de her underlige tilfælde eller associationer, der har det med at opstå uden at der ligger nogen som helst fornuftig forklaring til grund. Men som alligevel helt påviseligt sker ofte nok til at de i mit hovede simpelthen ikke kan være tilfældigheder. Men i stedet må være styret af noget, som vi bare endnu ikke har formået at forstå. Det er en god tanke og en, jeg med glæde holder fast i. At der stadig er noget, vi ikke forstår og ikke har kontrol over.
Så nej. Midt i at Kaptajnen og KenRas havde sat gang i en veritabel tsunami af Pretenders-firser-nostalgi med både genbrugsfund og audiofile re-issues. Så var det selvfølgelig netop ikke en tilfældighed, at jeg på vej ind ad døren nede hos min lokale
dealer (hvor ærindet egentlig var at hente noget helt andet fra min løbende og i økonomisk henseende aldeles uholdbart lange bestillingsliste). Bogstaveligt talt var ved at falde over en kasse med de allermest nedsatte genbrugsplader. Kassen stod så tæt ved, eller nærmest
i døren, at den allermest lignede et stykke vraggods, der stille i takt med det danske sommervejrs omskiftelighed, vuggede henholdsvis ud og ind af butikken.
Alt som bygerne og solskinnet kom og gik.
Forrest i stakken stod et lettere nusset eksemplar af en plade, jeg aldrig havde hverken hørt eller hørt om før. Men “Pretenders” med Pretenders kunne jo ligesom kun betyde en ting: Nemlig Pretenders' første. Det kunne kun være et tegn, Også fordi jeg har en ting med bands'
første udgivelser. Inden de bliver kendte, polerede, over-producerede og begynder at skrive
"hits".
IMG_1512.jpeg
Med et påtaget “we prefer their earlier stuff-wink-wink” prøvede jeg nonchalant at bluffe, da jeg lagde mit stærkt nedsatte "fund" på disken, hvortil Rene som ved et tryk på en knap replicerede:
“Ja og den er jo produceret af Nick Lowe!!!”. Som jeg heller aldrig nogensinde havde hørt om og dermed på den mest elegante måde blev sat skakmat af. Mens Musik-Professoren på automat-pilot rakte hen i reolen med bestillinger og sagde:
“Det vaaar… Billie Holiday, ik?”.
Jo og tak og jeg skal nok lade være med at spille smart en anden gang. I hvert fald lige indtil
næste gang. Og i øvrigt er det altså kun 1 nummer på den plade, som Nick Lowe er krediteret for som producer, din hustler!
Og selvom jeg har alderen til det, så er det jo ikke fordi jeg egentlig har noget særligt
forhold til Pretenders. Udover selvfølgelig netop hits'ene på radioen og MTV. Jeg tror aldrig jeg har ejet eller bare været kæreste med nogen, der ejede en Pretenders-plade.
Faktisk er det nærmeste, jeg nogensinde har været på Chrissie og Pretenders, at jeg netop
ikke var på vagt, den fredag i 1987, hvor Pretenders var hovednavnet på Roskilde. Ikke at det gør noget. Jeg har helt sikkert set noget andet, der var mindst lige så fedt. For der var fandme mange fede navne det år:
IMG_2447.jpeg
Ikke bare The Cult, Echo & The Bunnymen, Van-The-Man (som jeg helt sikkert ikke gad at se dengang) og Iggy Pop (som man bare
skulle se). Men også The Triffids, The Mission, The Go-Betweens, That Petrol Emotion, Die Toten Hosen og Stelarc hængende i sine fiskekroge. Plus alle de koncerter og bands, der slet ikke var på plakaten, men som man bare dumpede ind i, havde en fest med og forsvandt fra igen uden nogensinde at finde ud af, hvem eller hvad det var.
Det var dengang, Roskilde stadig var "Rockilde" og endnu ikke, ligesom "Le Deux Magots" var blevet transformeret til noget andet og i mine øjne og ører langt mindre interessant: Noget så sørgeligt som et
produkt.
Men i forhold til netop Pretenders blev konsekvensen af mit fravær, at det i stedet blev "Lars-Kasjuske" og "Flodhest", der helt ekstraordinært blev hyret af Pretenders til at køre med i lufthavnen og hjælpe med at loade deres bag-gear i flyet på vej til næste stop. For hvor utroligt det end lyder for et navn på toppen af plakaten, så var Pretenders simpelthen kommet afsted uden eget road-crew. Faktisk lyder historien, at de var så meget på skideren. at Lars og Flodhest på stedet blev spurgt om ikke de lige havde lyst til at hoppe med på den flyver der til næste job i Tyskland, Sverige eller hvor det nu var - og måske videre ud i verden derfra.
Men det gjorde de ikke. Lars og Flodhest tog en taxa tilbage til Roskilde, hvor de så i stedet kunne prale med det hele og alt det merch, de havde fået scoret sig.
I 1987 var jeg 18 år. Jeg havde ikke styr på særligt meget. Det gik udmærket i skolen, aldeles håbløst med pigerne. Alle over 30 var fossiler og hvad jeg egentlig ville med det hele, det anede jeg ikke. Men en ting vidste jeg og det var, at
rock'n'roll - det gad jeg godt. Slæbe kabinetter, instrumenter og lys. Kravle rundt i livsfarlige højder uden nogen form for sikring. Stå bag pulten og lave monitor. Bygge et trommepodium op og kable i og af i en rasende fart. Få et sceneskift til bare at KLAPPE - på håndrullede Petterøes no. 3 og kold kaffe. Det kunne vi, mit crew og jeg. At diskutere guitarer med Thurston Moore, gå i skurvogns-bad med Steen Jørgensen og få Metallica-autografer skrevet bagpå cowboy-jakken var egentlig bare bonus. Det var selve knokleriet, brølet når lyset og røg-maskinen blev tændt og så at være fuldstændigt lykkeligt smadret bagefter, det drejede sig om.
Jeg har rigtigt mange gange i de forløbne år tænkt over, om hvis nu det i stedet for Lars og Flodhest havde været
mig, der stod på den runway i Tune Lufthavn den fredag i 1987. Havde jeg så valgt noget andet end de gjorde? Og hvis ja, hvad var der mon så sket? Hvor havde jeg mon været i dag og set undervejs? Hvis jeg var stukket af med cirkus uden at se mig tilbage?
Det var
den connection, den association, der som et spark over skinnebenet ramte mig i formiddags på vej ind i Rene's pladebiks og sendte mig tilbage: Ikke til en parisisk cafe i 1924, men endnu en gang til en græsmark i Roskilde i 1987.
Selve pladen - "Pretenders" med Pretenders
er den første LP, Pretenders udgav. Som kvartet og med den originale besætning.
IMG_1513.jpeg
Indspillet i '79, udgivet i '80 er musikken klart inspireret af Chrissie Hynde's association med Malcolm McLaren, The Damned og hele scenen omkring Denmark Street og britisk punk. Der er den samme eksplosive energi og primitive fuzz-guitar-akkorder. Men også en mere "mellow" amerikansk tone og melodi-forståelse, som hos tidlig Blondie, B-52's og mange, mange andre bands der på tærskelen mellem punk og new-wave, mellem 1970'erne og 80'erne.
Produktionen er rå, udtrykket rodet og niveauet ujævnt. Der bliver prøvet mange forskellige ting af. Sådan som et rigtigt "første"-album
skal gøre. Når man kommer direkte ud af øveren og indspiller sine demo's, så må det godt lyde sådan. Det
skal ikke være perfekt, helst ikke faktisk.
Men det er også proto-Pretenders i den forstand, at der ind i mellem dukker ting op der, som for eksempel "Brass In Pocket" (der rent faktisk blev et no. 1 hit), er decideret melodiske og border-pop/rock og som helt klart peger fremad i retning af den sangskrivning og de kæmpehits, der nogle få år senere skulle sende en ny version af Pretenders helt op i den store liga og på toppen af plakaten.
I Roskilde og mange andre steder.
Jeg kan som sædvanlig ikke forklare, hvordan det egentlig hænger sammen, at jeg lige skulle falde over netop den plade i dag. Men det er næppe nogen tilfældighed, at jeg faktisk er blevet en lille smule vild med "Pretenders"-Pretenders i dag
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
