agnes_obel_aventine.jpg
Agnes Obel: Aventine (Play It Again Sam - PIASR 195 LP)
Jeg er vistnok engang ud på de små timer kommet til at ytre et eller andet om den første Agnes-plade, som blev tolket i retning af, at hun da vist måtte være "Bøssemusikkens Ukronede Dronning". Sagt eller usagt så er det selvfølgelig noget forbandet vrøvl. Gloria Gaynor havde været et meget bedre bud al den stund at næsten alle de bøsser, jeg har været så priviligeret at kende, har været udpræget ekstroverte "party-bøsser" med stort P og meget kan man sige om den sag. Men det vil jeg ikke, andet end at det i hvert fald aldrig er kedeligt at være til fest med "party-bøsserne", uanset hvilket køn de så end måtte have eller orientere sig imod!
Nu er hun her så igen, Agnes altså. I en luksuriøs 180 grams presning og med indlagt CD som det sig hør og bør. Jeg fik aldrig sådan finlyttet til "Philharmonics", men umiddelbart lader det til at hun fortsætter stilen med stilfærdig klimpren på klaveret, cello og drømmeagtig vokal.
Det er altsammen meget pænt og stemningsfuldt og af en eller anden grund tænker jeg hele tiden på Debussy eller måske Martha Argerich, der spiller Chopin. En opdateret, distinkt feminin romantisme med morgendis, florlette gardiner og rådyr, der græsser dug på engen ude for enden af synsfeltet. Agnes Obel er, efter hvad man kan læse sig til, både meget seriøs med sin musik og tilsvarende anerkendt.
Ikke bare her i Danmark, hvor hun jo ikke holder til, men også i udlandet og det synes jeg, vi skal være stolte af. Det er helt sikkert fuldt fortjent.
Så skidt med at musikken ikke rigtigt bevæger mig. Der "sker" desværre ikke rigtigt noget, der for alvor fanger min opmærksomhed. Eller måske er "problemet" i virkeligheden snarere, at jeg simpelthen ikke kan afkode, hvad det egentlig er, Agnes prøver at fortælle. Der mangler en kant af en slags eller som min ven Psykologen kunne have udtrykt det:
"Jeg ka' bare overhovedet ikke MÆRKE hende. Mon ikke hun trænger til at få en nær-dødsoplevelse eller to?"
Mindre kan forhåbentlig gøre det, men alligevel og for min skyld, så må Agnes altså godt prøve at finde på noget lidt andet til 3'eren.
askedrasbæk_oldghost.jpeg
Aske Drasbæk Group: Old Ghost (Gateway Music 001)
Der findes en særlig type jazz, som jeg i mangel af bedre og for mig selv betegner som "konservatoriejazz". Det er den slags jazz, der spilles af unge, seriøse, lidt for veluddannede og teknisk velfunderede musikere. Aske Drasbæk's debutplade passer som fod i hose i kategorien.
Den prisvindende altsaxofonist har her valgt at udkomme i et tykt gatefold-sleeve, der er befriende befriet for såvel "bonus-CD" som medfølgende downloadkode. Og så har han ovenikøbet selv begået linernoterne. En fin lille fortælling om hvordan danske Aske opdagede den svenske barytonsaxofonist Lars Gullin, blev inspireret, anskaffede sig et gammelt båthorn (heraf "Old Ghost") og begynde at skrive musik til det.
Med sig har Aske hele to guitarister, der angiveligt spiller i hver sin højtaler, nemlig Per Møllehøj ("left side") og Søren Dahl ("right side"). Der er selvfølgelig også een, der spiller trommer og han hedder Andreas Fryland og en bassist, der er angivet som noget så gebrækkeligt som Tapani Toivanen. De to sidstnævnte er der og i begge højtalere, men ret meget mere er der så heller ikke at sige om det.
Men tilbage til genrebetegnelsen. Når jeg kalder noget jazz for "konservatoriejazz", så er det selvfølgelig fordi, der er tale om jazz, som der teknisk og kompositorisk ikke er en finger at sætte på. Det er på alle måder velspillet og sikkert også (hvis man har forstand på den slags, hvad jeg ikke har) rigtigt spændende komponeret. Pladen her lyder kort og godt som noget, der sikkert kunne være et fint afgangsprojekt, hvis man ellers gør sig i den slags på Rytmisk Konservatorium.
Problemet er bare, at det er røvkedeligt at høre på, hvis man nu bare er et helt almindeligt menneske, der bare gerne vil høre "noget go' jazz" til et glas rødvin. Det er lidt ligesom hos Agnes. Der mangler altså noget "personality", noget "mojo" eller bare et eller andet, der får mig til at holde op med at gøre alt muligt andet og i stedet sætte mig ned og LYTTE. Og jeg ved selvfølgelig godt, at de ikke alle sammen kan debutere som verdensstjerner og de skal da nok også lære det med tiden.
Men når jeg sammenligner med, hvad jeg ellers har stående i reolen af jazz med musikere, som man bare fra første tone overhovedet ikke er i tvivl om, hvem er, så lyder den her plade altså desværre fuldstændigt anonymt for mig. Sorry. Og så kan jeg simpelthen ikke forstå hvorfor den baryton ikke får lov til at sige "båååt", bare en enkelt gang eller to.
Gaffa mente at pladen fortjente 5 stjerner ud af 6 mulige. Jeg mener nok bare, at Aske og drengene i stedet for at øve sig derhjemme i studerekammeret skulle tage ud på landevejen og spille en hel masse, inden de laver den næste plade.
elviscostello_wiseupghost.jpg
Elvis Costello and The Roots: Wise Up Ghost (Blue Note)
Selvom jeg har alderen til det, så må jeg nok bare indrømme, at jeg aldrig sådan rigtigt har haft et forhold til Elvis II udover at være bevidst om at han altså fandtes og at der var nogle i periferien, der syntes at han var fantastisk. Det syntes jeg så ikke. Hans underlige brægen og mærkværdigt flabede Buddy Holly-agtige fremtoning var bare ikke lige "det", dengang. The Police var ligesom bare et langt mere plausibelt alternativ. Det tætteste, jeg har været på ham var, da jeg i ca. 1989 rendte rundt på en bagscene i Roskilde og forsøgte at holde rede i hvad for noget gear, der var på vej UD og hvad der skulle IND næste gang.
For på en festivalscene har man nemlig som regel gang i mindst tre bands på samme tid: Dem, der spiller lige nu, dem der lige har spillet og dem, der skal spille om lidt og dem, der tropper op med stjernenykker BAG scenen, har det som regel med bare at være i vejen for os andre.
Det eneste jeg husker helt tydeligt fra kaoset er, at Elvis Costello and The Attractions midt i det hele præsterede at levere festivalhistoriens hidtil længste og mest udspecificerede "rider" og en tilsvarende hysterisk tourmanager. Det gjorde ikke tingene nemmere, skulle jeg hilse og sige.
Senere gav de en koncert, som jeg ikke har den fjerneste erindring om, men som sikkert både har fået fremragende anmeldelser og skrevet sig ind i festivalhistorien, i hvert fald hos nogle.
Siden da, kan jeg uden at lyve og med god samvittighed erklære, har jeg ikke hørt een eneste af Elvis C's plader. Indtil altså nu, hvor der ligger et splinternyt udspil med årstallet "2013" på min "reservepladespiller" (Luxman PD-131S monteret med FR-24 arm og DL-103).
Og jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Men jeg havde i hvert fald ikke forventet, at der lige fra første skæring skulle vælte et hårdtpumpet hip-hop beat ud af mine stakkels, hårdtprøvede B&W DM4-højtalere. Helt ærligt! Det var lige så det hele strittede på mig og ikke på den gode måde. Og så kommer der lidt strygere, lidt brægen og lidt sukkersøde pop-arrangementer og så lidt mere skramlende hip-hop og mere brægen. Det er kantet, nærmest irriterende at høre på og måske netop derfor...
Hvad? Interessant?
På side tre ser eller hører jeg endelig lyset i nummeret "Cinco Minutos Con Vos", duetten med Marisol "La Marisoul" Hernandez, som synger på et svedent og dybt sensuelt spansk, der fuldstændigt lyder som vaskeægte sigøjner-esperanto.
Det her er lige præcis det modsatte af de to foregående plader, jeg har skrevet om. Jeg vil ikke sige, at jeg synes, det er fedt. At jeg er blevet omvendt eller nu skal til at købe en masse Elvis Costello-plader. For det skal jeg ikke. Men det er fedt endelig at høre en musiker, der gør lige præcis, hvad HAN synes giver mening og får det til at lyde helt unikt og ikke som nogetsomhelst andet. Her er der i hvert fald masser af både kant og personlighed og alene det er værd at kvittere for. Synes jeg.
gottschalck_heartundercover.jpg
Gottschalk: Heart Undercover (VME)
Egentlig kom den her kun med i stakken som en vittighed. Fordi det kunne være god værkstedshumor at anmelde en plade med "Gottschalk" på forum.
Men se nu bare der!
Den er sgu' nemlig slet ikke så tosset, den lille, uanselige EP med fem numre fra fynske Maria. Vokal- og stemningsmæssigt er vi ikke så langt fra Agnes i Berlin, men her SKER der i det mindste noget. Her er der nemlig både trommer, bas og guitar og en herlig vekslen mellem sange, der er enten indie-
rock eller indie-
pop. Grundtonen er æterisk kuldslået og alvorlig, men samtidig svimlende catchy og friskt iørefaldende på en måde, der konstant minder mig om The Cardigans fra meget længe før "Erase Rewind".
Og det gør faktisk slet ikke noget, at det lyder lidt som om det er Rick "Loudness" Rubin, der har fået lov til at mikse.
Jeg er specielt forelsket i numrene "Father" og "Get There" og det kan godt være, at Maria Gottschalk måske aldrig bliver en stjerne i hele Danmark eller det store udland, ligesom Agnes. Men jeg vil i hvert fald gerne gi' hende fire af slagsen bare for at forsøge.
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
af spuncut » lør 2. nov 2013 01:36 
huuuuuhhhh......
