Hvad snurrer netop nu?

[Captain Phoenix]

Og de to du har i overskud.... Hvad.... skal de sælges?

Jeg havde nu tænkt mig at forære dem væk (til den ene af sønnerne der selv spiller og skriver samt til min gamle ven Jan, der får hørt for lidt jazz på hans vintage-anlæg - leveret af Phoenix Audio ).

Men der er åbenbart kommet flere på lager hos imusic - og til en noget lavere pris end jeg har givet
https://www.imusic.dk/music/08893971072 ... -45-rpm-lp

Prøv den - og skulle der være fejl, har imusic altid været flinke til at bytte/returnere (man sender dem bare en mail med et video-klip der dokumenterer fejlen).

[bjerager]

Og de to du har i overskud.... Hvad.... skal de sælges?

Jeg havde nu tænkt mig at forære dem væk (til den ene af sønnerne der selv spiller og skriver samt til min gamle ven Jan, der får hørt for lidt jazz på hans vintage-anlæg - leveret af Phoenix Audio ).

Men der er åbenbart kommet flere på lager hos imusic - og til en noget lavere pris end jeg har givet
https://www.imusic.dk/music/08893971072 ... -45-rpm-lp

Prøv den - og skulle der være fejl, har imusic altid været flinke til at bytte/returnere (man sender dem bare en mail med et video-klip der dokumenterer fejlen).

Jamen så røg den i indkøbskurven sammen med lidt andet godt

[rimmer]

Audio Clarity er ligesom DOL, WaxTime, Doxymv.; selskaber konstrueret med henblik på at udnytte de europæiske regler om copyright og i særdeleshed udløbet af denne copyright. Mangle klassiske Jazz-titler er nu på vej ud af europæiske copyright og ender dermed i Public Domain. Dette vil sige at man gerne må kopiere og distribuere musikken uden at spørge eller kompensere rettighedshaver (denne rettighed er jo væk).

Derfor er disse plader også oftest trykt ud fra CD'er, hvilket KLART kan høres. Nogle, som Audio Clarity måske, vælger at køre CD-rippet igennem diverse filtre og processorer for at fjerne den metalliske CD lyd.

Jeg køber af princip ikke disse plader; både fordi jeg ikke gider frustrationerne, Captain P. beskriver, og også fordi jeg bare mener at den måde, firmaerne agerer på, er forkastelig. EU lov eller ej.

På ingen måde skal dette opfattes som en moralprædiken. Folk må købe og sælge hvad de vil.

Men faktum er, at fordi disse firmaer ikke spiller bold med f.eks. Blue Note, Verve og andre, har de heller ikke adgang til originale master-bånd. Nogle gange, jeg har "hørt", kan de være heldige at finde et bånd brugt i tidernes morgen til at lave lokale laquers og stampers med. Om de vil bruge krudt på dette, finder jeg meget tvivlsomt. Deres forretningsmodel er optimeret til hurtig og smertefri profit.

Hvor pladerne så bliver TRYKT henne, ved jeg faktisk ikke. Optimus i Tyskland vil sikkert (forhåbentligt) ikke være med, men GZ i Tjekkiet kunne være et bud. De er kendt for svingende kvalitet; ikke på enkeltudgivelser, men på tværs af udgivelser.

Omvendt - pladerne er jo meget, meget billige. Typisk til omkring en 100-krone, hvilket er en fin pris. Men man kan altså ikke forvente for meget.

Til kr. 100 i udsalg er der 80 til sæler, og 20 til moms.
Ved en udsalgspris på 80 plus moms, har sælger typisk en pris - i butikken - på omkring kr. 50 - stadigt plus moms.
I de 50 er der forsendelse. Og distributøren skal jo også tjene penge. Så distributøren har en indkøbspris på maks. kr. 30/plade, plus moms.
Disse kr. 30 skal jo så dække:
1. Doxy arbejde med at rippe en CD
2. Trykke en Laquer og et par stampers
3. Presse plader hos GZ
4. Trykke omslag i Kina
5. Pakke og distribuere på tværs af lande

Denne artikel er meget interessant.

https://www.nytimes.com/2020/04/28/arts/music/electric-recording-co-vinyl.htm

Her fortæller Pete Hutchison fra Electronic Recording Company i London om, hvorfor han på trods af en udsalgspris på hans meget sjældne plader DIREKTE fra ham på 300£ ikke tjener store penge, og - mere interessant - hvorfor han IKKE kan tjene mere ved at trykke og sælge flere plader. Omkostningerne pr. stk. er simpelthen for høje, så der er ikke basis for stordriftsfordele - på trods af en udsalgspris på kr. 2.500/stk...!!! Super, super interessant læsning, og super interessant perspektiv han tilbyder.

Jeg har ikke nogle ERC plader. De er for dyre for mig. Men jeg har mange Classic Records, DCC, Analogue Production, Resonnance, Blue Note, Vinyl Me Please, Sam Records mv., da jeg er en sucker for den tårnhøje kvalitet.

Et tip til de hurtige:
Sam Records i Frankrig - en garant for den tårnhøje kvalitet i lyd, press, cover og udvalg - lancerer en ny serie; Artisan. Denne er kendetegnet ved tidlige, meget vigtige Jazz-udgivelser, hvor coveret også er historisk og kunstnerisk signifikant. Første udgivelse, der kommer 1. juni, er Donald Byrds "Byrd Jazz" fra '56. Her er coveret håndtrykt med silketryk - se videoen! Min kopi ER bestilt!

http://www.samrecords.fr/shop/donald-byrd-byrd-jazz-transition-lp5/

/Rimmer

[Captain Phoenix]

Audio Clarity er ligesom DOL, WaxTime, Doxymv.; selskaber konstrueret med henblik på at udnytte de europæiske regler om copyright og i særdeleshed udløbet af denne copyright. Mangle klassiske Jazz-titler er nu på vej ud af europæiske copyright og ender dermed i Public Domain.

Jeg er sådan set helt enig med rimmer: Det er et gamble med disse Public Domain-udgivelser - og jeg har haft min del af dårlige oplevelser med bl.a. DOL og Waxtime (herunder en del Bill Evans), som jeg købte, inden sammenhængen gik op for mig. Og som jeg efterfølgende har måtte stille til side og købe i tidligere (om end ikke første-udgave) versioner. Her er jeg altid gået efter før-digitale versioner (inden ca. 1980) og helst i audiofile - eller gode japanske (el. tyske) presninger.

Lige denne lyder dog godt *), hvorfor jeg også valgte at fremhæve den.
Og "nogen" har tilsyneladende (med valget af at lave den som 45 rpm-udgivelse) tænkt over noget, der har betydning for lyden. Om den skulle være "rippet" fra en cd må være en påstand, der nok er svær at af-/bekræfte. Det lyder ikke sådan (andre - f.eks. DOL mv - gør klart...).

På Steve Hoffman Music Forums er der en lang tråd, hvor erfaringerne med DOL diskuteres. Der er både gode og (navnlig) mindre gode: https://forums.stevehoffman.tv/threads/ ... el.304832/

At plader udgives for profit er jo en grundlæggende præmis i en markedsøkonomi - og principielt jo større/hurtigere jo bedre. Forhåbentlig er der for nogle af selskaberne også andre interesser bag og hensyn i spil (og en 45 rpm-version kunne være et signal om dette - måske).

Én effekt, man ikke skal undervurdere ved de billige Public Domain-udgivelser er, at flere kan få glæde af musikken (i mit tilfælde sønnen og en ven, der nok ikke var kommet i betragtning, hvis stykprisen var på på 4-500,- som Mobile Fidelity f.eks. koster ).

Ens eget værdisæt må jo være styrende for, om man køber denne slagt Public Domain-udgivelser - og jeg håber og tror personligt, at de medvirkende kunstnere m.fl. har fået deres royalty i de år der er gået, før værkerne blev public.
Hvis man køber 2.nd-hand, medfører det jo heller ikke royalty til kunstnerne - og udgivelser fra pladeselskaber som Blue Note m.fl. af albums, hvor rettighederne er udløbet, giver vel heller ikke penge til kunstnerne (?) - men kun til selskabet.



*) Ikke så godt som Mobile Fidelity, Speakers Corner o.l. - og heller ikke så godt som f.eks. Blue Note's meget fine "80 Vinyl Reissue Series", hvor der med sikkerhed er brugt de org. masterbånd og lavet fremragende mastering-arbejde af Kevin Gray / Cohearent Audio: https://www.discogs.com/label/1637572-B ... sue-Series
Cover-kvaliteten på den aktuelle (samt en anden Audio Clarity-udgivelse, jeg har) er iøvrigt fuldt på højde med BN 80-års serien - og innersleeves er bedre (forede, kraftigt papir).

[Captain Phoenix]

Og endnu en artikel om emnet her: http://vinyldiscovery.blogspot.com/2019 ... panam.html
Tak til KlausM for linket.

[rimmer]

Den sidste sammenligning er værdiløs - eller netop ikke. Afhænger af, hvilket svar man vil bekræftes i.

Som jeg læser hans blogindlæg, bekræfter han sig selv i, at de fleste udgivelser er på højde med - nogle gange nærmest lig med - standardudgivelsen på CD. Ved en SACD fra Analogue Productions er der klar forskel. Men det kan der jo KUN være, hvis Analogue Productions har gjort sig umage med deres SACD master. Ellers var det jo "bare" en CD i en turboladet indpakning.

Jeg er meget mere interesseret i at læse sammenligninger med andre VINYL-udgivelser, f.eks. et standardtryk fra Blue Note og de finere tryk fra f.eks. Analogue Productions eller Mobile Fidelity.

Selv har jeg lige købt nogle af de manglende Patricia Barber-plader, hvor jeg fra flere kilder fik konstateret, at de nyeste udgivelser fra Premonition, til ganske få penge, er fuldt på højde med, og i nogle tilfælde endog bedre, end de tidligere fra Mobile Fidelity. De nye udgivelser er i flere tilfælde fra analoge bånd (Patricia har altid gået op i hele sin produktion), og er skåret af Doug Sax fra en Bob Ludwig master, presset på RTI. Bedre bliver det altså næsten ikke. Og til en fjerdedel af et OOP MoFi-tryk.

Til gengæld fik jeg også hendes "A Fortnight In France" på 2xlp fra Classic Records. Den var alvorlig i indkøb, men JESUS en lydkvalitet!

/Rimmer

[bjerager]

Trist - endnu en af de store er død "We Are the Robots"

RIP Florian Schneider

[Struktør]

Ak ja... Livet har en ende.. Den engelske udgave har jeg på vinyl, men her må jeg sige, der skal den tyske udgave frem... også selvom det er på tysk...

image.jpg

Eller faktisk fordi det er tysk Han var jo netop til at danne Kraftwerk, først som en duo, og senere som kvartet... Og deres betydning ... uha..!
R.I.P

Mvh
Birger

[bjerager]

Her snurrer - og har gjort det de sidste par dage - denne skønne skive hvor svenske Monica Zetterlund synger og Bill Evans (m. trio) spiller.

Det var meget sjældent at Bill Evans indspillede med vokalister *) - den klassiske jazz-trio med piano, bas og trommer var klart hans foretrukne format.

IMG_1085.jpg

Det er en dejlig plade det her.
Dels er Evans god (som har næsten altid var) og i godt samspil med de erfarne folk Chuck Israels (b) og Larry Bunker (dr).
Dels synger Zetterlund bare skønt - jeg kan godt forstå, at det ikke blev sidste gang.
Hun synger 4 af numrene på svensk (bl.a. titelnummeret, der så hedder "Monicas Vals") og det giver sangene en særlig charme at blive serveret på nabo-modersmålet. Selv om musikerne nok ikke har forstået meget af den svenske tekst, er deres spil lige i øjet/øret ift. sangenes tekster og stemning. Smukt - og nogle steder decideret bevægende.

Og så er der indspilningen.
Den er særdeles god - typisk for indspilninger der er foretaget på én gang (ikke multi-sporoptagelser) - og iøvrigt foretaget i Stockholm sommeren 1964.

Denne version er udgivet af Audio Clarity - som er et russisk ( ) pladeselskab.
Det skulle man nok ikke tro var særligt fremmende for kvaliteten - men den lyder helt fortryllende klart, veldefineret, gennemsigtigt og er støjsvag.
Og så er den 45 rpm, hvilket ingen andre versioner er.

DOG måtte jeg igennem 3 fejlbehæftede eksemplarer (håndterings ridser - dybe, skarpe, gentagende klik...) som igennem en måned røg frem-og-tilbage til imusic i Århus (der var flinke nok).
Til sidst mistede jeg tålmodigheden og købte resten af dem, de havde på lager, for nu ville jeg f.... have pladen i fejlfri stand. Det hjalp - for nu har jeg så 3 fejlfri eksemplarer
Det betaler sig at være lidt stædig.

Pladen anbefales kraftigt - men tjek standen hvis du vælger Audio Clarity's udgave.



*) Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om andre sangere/sangerinder, men han indspillede en plade med samme Monica Zetterlund godt 10 år senere. Den kommer yderst sjælden til salg, men en optimistisk japaner mener han kan få 2.000,- for et MINT-ex...
Jeg har den - men "Waltz for Debby" er bedre. Og billigere.

PS: Dern philips pladespiller er sgu egentlig meget pæn....

[KlausM]

Et tip til de hurtige:
Sam Records i Frankrig - en garant for den tårnhøje kvalitet i lyd, press, cover og udvalg - lancerer en ny serie; Artisan. Denne er kendetegnet ved tidlige, meget vigtige Jazz-udgivelser, hvor coveret også er historisk og kunstnerisk signifikant. Første udgivelse, der kommer 1. juni, er Donald Byrds "Byrd Jazz" fra '56. Her er coveret håndtrykt med silketryk - se videoen! Min kopi ER bestilt!

http://www.samrecords.fr/shop/donald-byrd-byrd-jazz-transition-lp5/

Blev nysgerrig på Sam Records, men det blev nu ikke lige den der Byrd Jazz plade med det flotte Mondrian-inspirerede cover, jeg valgte at prøve, men de to her:

Bobby-Jaspar.jpg

Clark-Terry.jpg

Er startet med at høre Bobby Jaspar, kendte ham ikke, men jazz spillet på tværfløjte hænger ikke på træerne, rigtig dejlig plade, klokkeklar i lyden og vinylen er virkelig knäptyst, som man vist siger på fransk.
Der var også en plade med Chet Baker og Bobby Jasper sammen, men den er desværre udsolgt.

Glæder mig til Clark Terry, som jeg heller ikke kendte i forvejen.

Mvh Klaus

[Captain Phoenix]

Jeg benytter aftenen før den forlængede Kr. Himmelfarts-weekend til at lytte til (om end ikke i fysisk forstand "snurre") en podcast om den britiske sanger/guitarist/komponist Nick Drake.

Skærmbillede 2020-05-20 kl. 21.56.00.jpeg

Ham "mødte jeg" (= opdagede med 45-50 års forsinkelse ) for ikke så længe siden (viewtopic.php?f=587&t=453&start=2160#p115553) og det er et meget spændende bekendskab.

Podcasten er lavet af to kyndige folk: Henrik Queitsch (kulturredaktør, musikanmelder, forfatter mm. som man kan møde bag disken i Vesterbro-pladebutikken "Beat") og Claus Lynggaard (musiker, forfatter, rockanmelder mv.) og det er kvalificeret snak og herlig nørdet: https://heartbeats.dk/podcast/rockhisto ... 1948-1974/

De to herrer har iøvrigt lavet en lang række andre gode podcasts (kaldet "Rockhistorier") der ligger frit tilgængeligt. Jeg kan navnlig anbefale de to om Leonard Cohen og de (indtil nu) to om Bob Dylan (og faktisk flere af de andre).

God weekend

[KlausM]

Tak, den om Nick Drake vil jeg glæde mig til at høre, omend det jo er en lidt sørgelig historie.

Mvh Klaus

[KenRas]

Kom hjem fra loppemarked i går med en stak lp’er, hvor der blandt andet var denne her: Gasolin’s amerikanske udgave der bare hedder Gasolin’ fra 1976.

Der var sku’ noget forkert ved Gasolin på engelsk
Men meget sjovt at have den i sin samling. Prisen var 7,50 og standen faktisk fin.

4159494C-F1EE-42C8-8A9F-8AD9F1222C3E.jpeg

Desuden fandt jeg også Stakkels Jim i re-release udgaven fra 1985 i “near mint” kondition. Også til 7,50

Mvh Kenneth

[KenRas]

Et mesterværk fylder rundt !

Der er ingen vej udenom. Som inkarneret Deep Purple fan skal det fejres at deres “In Rock” blev udgivet for præcis 50 år siden i dag. Idag en milepæl i rock historien, der udkom få måneder efter Black Sabbath udsendte deres første album. Sammen med Led Zeppelin og Uriah Heep var disse fire bands det der for mig definerede “hard rock” i mine teenage år.

In Rock var DP’s 4 album, hvor de 3 tidligere var noget mere poppede som musikken for det meste var i slut-tresserne.
Det er i dag sjovt at høre band medlemmer som f.eks. Ritchie Blackmore fortælle om det der skete dengang med hensyn til hvilken musikalsk retning de skulle tage. Blandt andet har jeg hørt ham fortælle at han efter at have overværet en Led Zeppelin koncert, blev klar over at det var den vej de skulle gå, hvis de ville være større. Det førte så til at Ian Gillan og Roger Glover blev hyret ind som erstatning for Rod Evans og Nick Simpler.

Blackmore sagde til de andre: “Lad os lave et rigtigt hard rock album. Og hvis det ikke virker, så lover jeg at spille popmusik resten af livet”. Det virkede heldigvis og tak for det

Side 1 lægger fra land med “Speed King” og så var stilen ligesom lagt. Albummet indeholder mange gode numre, hvor “Child In Time” i min optik simpelthen er et mesterværk. På dette album blev grunden virkelig lagt til et forrygende samspil mellem Blackmore og Jon Lord, der kombineret med Gillan’s eminente flair for tekster blev basis for en række gode albums.

0BBF4D02-6AA0-4389-8E1C-06B62F38930A.jpeg

Så det er helt klart det album der snurrer her til aften. Tillykke med de 50 år

Mvh Kenneth

[Fredmarantz]

Fedt at læse om, Kenneth - og det vækker sandelig også minder fra min tidlige tid som grammofonindehaver :-) Vi er vel tæt på at være jævnaldrende.....

jeg husker, at vi havde et storartet og måske endda landets "bedste" musikbibliotek her i Herning. Biblioteket åbnede med pomp and circumstance i vist 1970. Her kunne vi inden evt. udlån først lytte til pladerne på Dual 1219 grammofoner med Shure M75B type 2 pick-upper - tilsat en Beomaster 1000 samt et par AKG hovedtelefoner ved hver lytteplads. Der var ca. 12 lyttepladser ,med tilhørende lænestol hvor man kunne hænge sin afghanerfrakke, hvor den blomstende Herningensiske Hippie-ungdom satte sig / slog lejr ved lyttepladserne medbringende stakkevis af bibliotekets seneste indkøb af hvad vi dag vil kalde rockens absolutte store udgivelser/klassikere - you name them - they got them.
Nu kommer det relevante så - jeg hørte Deep Purple in rock - og var rystet (positivt) - jeg havde set lyset og en ny musikforståelse og en ny lyd havde åbenbaret sig for mig. Tak for det, Deep Purple. Indtil da var det bl.a. the Beatles - Stones- Hollies - CSNY - div- protestsangere - Woodstock og mange flere.......Men altså nu - Rock som i Deep Purple in rock - hold da helt kæft.

Jeg ville selv have den plade- så jeg kastede mig ud i indkøb ved at gå ned i den gamle Fona og pænt spørge om jeg kunne købe den - om de havde den hjemme - og det havde de. Kutyme var, at man lige skulle prøvelytte og det foregik ved, at damen i den lidt aldrende forretning satte pladen på en grammofon og lagde lyden ind i et lukket rum, hvor jeg så kunne sidde og stampe i gulvet. Dernæst kunne jeg komme ud igen og venligt fortælle damen, at jeg skam godt ville købe bemeldte album. Stort!

Siden har Deep Purple in rock lagt lydspor til min ungdom sammen med en masse andet godt - herunder også de private gymnasiefester - opvarmningerne - samt enkelte pigebekendtskaber...

Deep Purple in rock - et mesterværk - en banebryder - en klassiker - Tillykke!

Vh
Freddy