Det er ferietid - i hvert fald for nogle - og det betyder, at Teenagedatteren er hjemme for en kort bemærkning (når hun ellers ikke står i bageren klokken meget tidligt om morgen, er til afslutningsfest nr. XXX eller hvad de unge mennesker nu ellers får tiden til at gå med).
Så i går havde jeg med rettidig omhu booket lidt kvalificeret Far-Datter-tid. Programmet var tæt, for der skulle både laves lasagne og ses Marvels “Black Widow”.
Men vigtigst af alt var naturligvis den planlagte “plade-rednings-aktion”. Som tidligere nævnt her er min ven “Den Tykke” bogstaveligt totalt ved at drukne i nye, brugte plader.
Så for at nå det hele, valgte jeg at pjække et par timer på en fredag eftermiddag, så vi kunne få tid til at gå det HELE igennem. -Ja, goddaw-do. Hvergang vi troede, at NU måtte vi da have været igennem alt, så dukkede der lige en ny kasse op. Selv på vej ud, snublede jeg over en stak med et par hundrede lp’er mærket “Brugt Heavy”, hvor jeg lige nåede at skimte nok til, at jeg allerede er i gang med at planlægge mit næste besøg.
Det blev i denne omgang som følger:
841B5256-022F-43DC-8C6E-0D42E8F49B01.jpeg
J.J. Cale: Naturally (Shelter Records, 27 320 ET)
-Jeg har endnu til gode at høre en plade eller for den sags skyld bare et enkelt nummer med J.J. Cale, som ikke er fedt. Hans støvede og tibagelænede spillestil har fulgt mig i mange, mange år og jeg køber rutinemæssigt og uden betænkning alt, hvad jeg falder over med ham. Der er flere af hans klassikere på dette album bla. “Call Me The Breeze”, “Crazy Mama” og “After Midnight”. Dette eksemplar er presset hos (vest)tyske Sonopress i 1978 og er mærket med Shelter-S’et i cirkel på coveret - og har tydeligvis engang været “Irenes”.
Eric Clapton: Just One Night (RSO, 2658 135)
-Man kan ikke sige “J.J. Cale” uden også at sige “Eric Clapton” og den her er een, jeg har ønsket mig i rigtigt lang tid. Det er et album, jeg kender ud og ind, selvom jeg aldrig har ejet det. For i mange år fulgte det mig på et kassettebånd, som jeg optog af en god vens eksemplar. Halvfjerdserne var ikke ubetinget gode for Clapton. Jo, der kom både “Slowhand” og “461 Ocean Boulevard” og en række andre studie-albums, der heller ikke er så ringe endda. Men det var også en periode, hvor Clapton kæmpede med et massivt stofmisbrug, der afløstes af et ikke mindre massivt misbrug af alkohol. -Men her i 1980, eller December 1979, hvor optagelsen fandt sted i Budokan Teatret i Tokyo, har han fået styr på sagerne, i hvert fald musikalsk. Hvis man bare er en lille smule til klassisk Clapton, så er den her et must og jeg er glad for at have den her.
John Mayall With Eric Clapton: Blues Breakers (Decca, XBL 646 006)
-Mayall og Clapton på Decca og i mono. Heller ikke her var der brug for betænkningstid. Flere af numrene optræder andre steder f.eks. på compilationen “Steppin’ Out”, hvorfra også anekdoten om Clapton’s “indspilningsteknik” stammer. Da Clapton ankom til studiet, fandt han sin forstærker placeret i den sædvanlige opstilling med en mikrofon umiddelbart foran. Angiveligt skal han herefter have samlet forstærkeren op og placeret den “some forty feet away from the mike’s placing” og istedet skruet HELT OP. Produceren Gus Dodgeon konkluderer i noterne til “Steppin’ Out”: “I had to admit it was a pretty amazing sound. Like distant, but huge.” Det, vi i dag kender som “Blues-rock”, starter lige præcis her.
Dr. Feelgood: Malpractise (United Artist Records, UAS 29880)
-Dette kunne godt være en efterkommer til “Blues Breakers”. Udgivet i 1975 og dermed noget af det tidligste på plade af det britiske band med den karismatiske Lee Brilleaux i front. Jeg har ikke hørt den endnu. Men Dr. Feelgood plejer at være garant for energisk gang blues-med-rock-på. Glæder mig.
52BC5509-ED51-46BA-8CC5-84B601DD8FCE.jpeg
Creedence Clearwater Revival: Willy And The Poor Boys (Fantasy, FANT 8397)
Simon And Garfunkel: The Concert In Central Park (Geffen Records, GEF 88575)
The Doors: Morrison Hotel (Elektra, ELK 42 080)
Led Zeppelin: Led Zeppelin III (Atlantic, ATL 50 002)
-Ikke de helt store overraskelser her. Nogle gange handler det også om at “få fyldt hullerne ud” - i samlingen altså. Og der er jo ikke nogen af disse fire, der ikke hører hjemme i enhver samling. CCR’-pladen er en lidt mærkelig canadisk udgave og LZ III’eren har, selvom det er en re-issue fra 1973, det sjove drejehjul på fronten af coveret.
044865CE-FCD6-4DD8-A1BF-D2B7202ABE6E.jpeg
Deep Purple: Machine Head (Purple Records, TPSA 7504)
-Det er godt nok længe siden, jeg sidst har hørt “Machine Head”. Verdenshistoriens mest skamredne guitarriff blev bare for meget på et tidspunkt. Men ved genhør slår det mig især, hvor fede de andre numre er. “Maybe I’m A Leo”, “Pictures Of Home” og “Never Before” er langt mere end bare fillers og opvarming til den monumentale side 2 med “Smoke On The Water”, “Lazy” og min personlige favorit “Space Truckin’”. Der er faktisk ikke et eneste svagt nummer på denne plade. Synes jeg. Og så fandt jeg ovenikøbet det kun lidt krøllede tekstark, som altså ikke var blevet væk.
The Electric Prunes: Just Good Old Rock And Roll (Reprise Records, RS 6342)
-Man skal ikke kun gå efter det sikre. Det er nødvendigt, at man også satser en gang i mellem. Med The Electric Prunes, som jeg kun havde hørt om, men aldrig hørt, håbede jeg på at finde noget henad The Byrds eller måske Buffalo Springfield. Not quite so. De originale Electric Prunes var et psykedelisk rock band, der blev dannet i Los Angeles i 1965. Men i 1969 var “The New Improved Electric Prunes” reelt et helt andet band, hvor ingen af de originale medlemmer længere var tilstede. Og musikken er mere funky hard rock end psykedelisk. Som en blodfattig kopi af Steppenwolf. Der er et par enkelte numre, der svinger. Men helhedsindtrykket er, at det desværre bare ikke er nogen særlig god plade. Men, lad os nu se hvad nogle år i reolen kan gøre. Det ville ikke være første gang at en nitte blev forvandlet til en lille perle, simpelthen ved bare at stå og vente.
Men hvad med Teenagedatteren? Jo, hun havde også en god dag. Det lykkedes hende både at rende med “Rubber Soul” og “Sgt. Pepper” for næsen af mig plus at foreslå mig “at komme i gang med Dylan” ved at købe “Slow Train Coming”.
Jeg trak dog det længste strå ved at lokke hende til at købe sin første Hendrix-plade.
Men ok. det var jo også Far, der betalte gildet
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
De tider hvor man kunne være heldig at slippe gratis igennem PostNords modtagelse af forsendelser fra USA er vist forbi...
).
