Hvad snurrer netop nu?

[kbekke]

Så i går havde jeg med rettidig omhu booket lidt kvalificeret Far-Datter-tid. Programmet var tæt, for der skulle både laves lasagne og ses Marvels “Black Widow”.

Men vigtigst af alt var naturligvis den planlagte “plade-rednings-aktion”. Som tidligere nævnt her er min ven “Den Tykke” bogstaveligt totalt ved at drukne i nye, brugte plader.

Det er jo konge, Kim!
Herligt at gå på vinyl-jagt med ens afkom. Jeg har haft sønnen med på plademesse et par gange.
Så føler man, at man er med til at give noget godt videre.

Fine skiver I fik med.
Enig med Machine Head - der er faktiske ingen svage steder på den.

Med hensyn til JJ Cale...
Joh - det er ganske rigtigt svært at finde noget med ham, der ikke er godt. Men til gengæld lyder det hele næsten ens.
Jeg har 6 JJ Cale album (1971-83) - alle gode, men jeg tænker hver gang, hvor lidt udvikling, der er i musikken over de 12 år. Tankevækkende hvis man f.eks. sammenligner med The Beatles kun 9 år (1962-69) - men det får datteren jo tjek på med de indkøb, hun foretog

Du gik dog sejerrigt ud af dysten med Jimi Hendrix-movet.
Og at foreslå dig at komme i gang med Bob Dylan med "Slow Train Coming" viser, at hun trods alt helt ikke har prioriteringerne på plads endnu. Det album hører med sikkerhed til blandt den dårligste 1/3 his Bobness udgivelser.

Tak for en dejlig beretning.

Selv tak. Jeg er stadig i gang med at tage tilløb til Dylan og jeg er stadig ikke sikker på, at jeg er klar endnu.

Selvfølgelig kender jeg meget af musikken fra radioen og andre steder bla. Budokan koncerten og "John Wesley Harding", der allerede står i min reol.

Men for alvor at skulle forsøge at tage Dylan ind er lidt som at skulle i gang med at læse Moby Dick, Det Gamle Testamente eller Kierkegaard. -Det er på alle måder en ordentlig mundfuld. Jeg tænker ikke, at det er noget, der haster.

Og ja, J.J. Cale var fuldstændigt uforanderlig igennem sin karriere. Jeg tror, han var lige så lidt interesseret i udvikling, som han var i kommerciel succes eller som han omtales i koncertfilmen "To Tulsa and Back", der udkom et års tid før hans død:

"The most unaffected person that's ever been in the music business".

Den er også værd at se, hvis man endnu har den til gode:

https://youtu.be/M0a512RZFcY

[Captain Phoenix]

Er det ikke typisk...
Dagen før jeg tager på ferie - i sommerhuset uden pladespiller - så ankommer denne pakke endelig fra Imusic:

IMG_3154.JPG

Dem kan jeg jo ikke nå at snurre alle sammen, men 3 af dem måtte lige på pladespilleren.

Lou Reed: Transformer (1972)
Musikken kender de fleste nok - det er Reed fra hans mest akustiske og venlige side. Dejligt album!
LP'en havde jeg allerede, men versionen her er lavet af tyske Speakers Corner (og presset af Pallas, ligeledes i Tyskland). Og hvor lyder den altså godt, sammenlignet med både min 1972 US og 1981 UK-version.
Definition, nærvær (Lou Reeds stemme er virkelig til stede), dybde og præcision i bassen mm. er klasser over de almindelige presninger. Virkelig en fornøjelse!
Eneste lille minus jeg kan finde er at vinylen ikke er den mest tyste - der høres faktisk en smule støj mellem numrene (hvilket undrer mig ift. hvem der står bag) - men når først næste nummer begynder, høres det ikke.

Oliver Nelson: The Blues and The Abstract Truth (1961)
En indspilning fra 1961 med stjernebesætning af datidens jazzmusikere - bl.a. Bill Evans (p), Paul Chambers (b), Roy Haynes (dr) m.fl. Det er jazz for en halv-stor besætning med smukke harmonier imellem de 4 blæsere, der er med (ud over kapelmesteren selv bl.a. Freddie Hubbard). Virkelig dejligt, umiddelbart tilgængeligt og holdbart (er jeg sikker på selv efter kun 2 gennemlytninger).
Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg aldrig har hørt (om) denne udgivelser før - men nu er den her. Og meget velkommen.
Versionen, der snurrer er en nylig udgivet fra Impulse!'s fornemme "Acoustic Sounds"-serie. Lyden er fænomenal - opløst, transparent, nærværende, rumlig næsten "plastisk" (det vil jeg helst ikke forklare, men det er nærmest sådan fysisk placerbart).

Kraftwerk: Die Mensch-Maschine (1978)
Denne er den sidst ankomne blandt de 6 Kraftwerk-album, jeg de seneste par måneder har anskaffet for at "komme ajour" med udgivelserne fra det tyske elektro-pop-band. Oprindelig fik jeg kun købt "Autobahn" (fra 1974) - og har altid godt kunnet lide dette album, så hvorfor jeg ikke hang på véd jeg ikke...
Men nu er de her (vistnok) alle sammen - på nær live-album og lidt andet - og det er godt.
Mensch-Maschine er hårdt pumpet/skåret - og lydbilledet står stramt med skarpe transienter. Det lyder rigtig godt når der bliver skruet op!
Der er en særlig fascination ved den stemning, Kraftwerk får bygget op i deres musik - kraftigt understøttet af cover'ne og de inserts/hæfter, der er med: Fremmedgørelse, mennesket som et vedhæng til maskinerne, teknologiens overtagelse af det humanistiske osv.
Versionerne, jeg har valgt, er de tyske (selvfølgelig - men flere af dem findes også på engelsk), der nyligt udkom på farvet vinyl. De er oprindelig fra 1974-2003 - her i den digitaliserede 2009-mastering. Og lige præcis med denne type musik, synes jeg faktisk ikke at digitaliseringen er en ulempe. Måske nærmere helt naturlig...

De øvrige må vente med at snurre til efter ferien - men det er jo godt at have noget at glæde sig til

[kasperbergholt]

Hej alle,


Jeg har købt en gammel Arcam 192-cdafspiller med tilfredshedsgaranti, alt at vinde, intet at tabe, udover lidt frag. Lige nu sidder jeg og lytter til Kamasis Washingtons 'The Epic'-album (2015, Brainfeeder), der falder i tre dele på hver én CD.

Jeg stødte på ham i sidste sæson af Homeland, hvor jeg med det samme blev interesseret, selvom jeg aldrig har været til jazz, som jeg syntes enten var for easy listening-agtigt, for Cirkeline-agtigt eller for kaotisk.

På de fleste af numrene er der et trommesæt i hver side, som glider fra og mod hinanden hele tiden.

Albummet kan varmt anbefales. Hvis man kun vil give et nummer et skud, så er coverversionen af 'Cherokee' et godt bud.

Derudover lytter jeg til Dorothy Ashbys 'Afro-Harping' fra 1968. Kan man godt li' breakbeats, så er det virkelig guf.


Alt godt,

Kasper

[Fensten]

Er netop kommet retur fra midtbyen med denne dejlige skive under armen.

Hold da ferie, hvor er der smæk på Ann Peebles og fantastiske numre foruden de allerstørste hits.

Kan varmt anbefales

Mvh.

Fensten

[Fensten]

Er det ikke typisk...
Dagen før jeg tager på ferie - i sommerhuset uden pladespiller - så ankommer denne pakke endelig fra Imusic:

IMG_3154.JPG

Dem kan jeg jo ikke nå at snurre alle sammen, men 3 af dem måtte lige på pladespilleren.

Lou Reed: Transformer (1972)
Musikken kender de fleste nok - det er Reed fra hans mest akustiske og venlige side. Dejligt album!
LP'en havde jeg allerede, men versionen her er lavet af tyske Speakers Corner (og presset af Pallas, ligeledes i Tyskland). Og hvor lyder den altså godt, sammenlignet med både min 1972 US og 1981 UK-version.
Definition, nærvær (Lou Reeds stemme er virkelig til stede), dybde og præcision i bassen mm. er klasser over de almindelige presninger. Virkelig en fornøjelse!
Eneste lille minus jeg kan finde er at vinylen ikke er den mest tyste - der høres faktisk en smule støj mellem numrene (hvilket undrer mig ift. hvem der står bag) - men når først næste nummer begynder, høres det ikke.

Oliver Nelson: The Blues and The Abstract Truth (1961)
En indspilning fra 1961 med stjernebesætning af datidens jazzmusikere - bl.a. Bill Evans (p), Paul Chambers (b), Roy Haynes (dr) m.fl. Det er jazz for en halv-stor besætning med smukke harmonier imellem de 4 blæsere, der er med (ud over kapelmesteren selv bl.a. Freddie Hubbard). Virkelig dejligt, umiddelbart tilgængeligt og holdbart (er jeg sikker på selv efter kun 2 gennemlytninger).
Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg aldrig har hørt (om) denne udgivelser før - men nu er den her. Og meget velkommen.
Versionen, der snurrer er en nylig udgivet fra Impulse!'s fornemme "Acoustic Sounds"-serie. Lyden er fænomenal - opløst, transparent, nærværende, rumlig næsten "plastisk" (det vil jeg helst ikke forklare, men det er nærmest sådan fysisk placerbart).

Kraftwerk: Die Mensch-Maschine (1978)
Denne er den sidst ankomne blandt de 6 Kraftwerk-album, jeg de seneste par måneder har anskaffet for at "komme ajour" med udgivelserne fra det tyske elektro-pop-band. Oprindelig fik jeg kun købt "Autobahn" (fra 1974) - og har altid godt kunnet lide dette album, så hvorfor jeg ikke hang på véd jeg ikke...
Men nu er de her (vistnok) alle sammen - på nær live-album og lidt andet - og det er godt.
Mensch-Maschine er hårdt pumpet/skåret - og lydbilledet står stramt med skarpe transienter. Det lyder rigtig godt når der bliver skruet op!
Der er en særlig fascination ved den stemning, Kraftwerk får bygget op i deres musik - kraftigt understøttet af cover'ne og de inserts/hæfter, der er med: Fremmedgørelse, mennesket som et vedhæng til maskinerne, teknologiens overtagelse af det humanistiske osv.
Versionerne, jeg har valgt, er de tyske (selvfølgelig - men flere af dem findes også på engelsk), der nyligt udkom på farvet vinyl. De er oprindelig fra 1974-2003 - her i den digitaliserede 2009-mastering. Og lige præcis med denne type musik, synes jeg faktisk ikke at digitaliseringen er en ulempe. Måske nærmere helt naturlig...

De øvrige må vente med at snurre til efter ferien - men det er jo godt at have noget at glæde sig til

Hej Phoenix

Jeg er simpelthen nødt til at spørge til din Dexter Gordon Tone Poet.

Har du fået lyttet til den ?

Og er du tilfreds med pladen og presningen?

Af de 4-5 Tone Poets jeg har samlet sammen er denne klart den bedst lydende :)

Mvh.

Fensten

[Captain Phoenix]

Hej Phoenix

Jeg er simpelthen nødt til at spørge til din Dexter Gordon Tone Poet.

Har du fået lyttet til den ?

Og er du tilfreds med pladen og presningen?

Af de 4-5 Tone Poets jeg har samlet sammen er denne klart den bedst lydende :)

Mvh.

Fensten

Jeg er stadig i sommerhuset - uden pladespiller og vinyler - så jeg har ikke hørt "One Flight Up" (eller de resterende) endnu.

Men mon ikke Bjerager kan svare på lydkvaliteten af denne. Det var på hans anbefaling, jeg købte den.
Grunden til at den ellers ikke var på min shopping-list, er at jeg kan have det lidt stramt med visse jazz-numre, der varer en hel LP-side (og dem er der to af her) - og Dexter kan ind imellem blive lidt trættende, når han ikke er i topform. Men jeg fik sniglyttet lidt på den ved træffet i Thy - og det lød godt.

Generelt er mine erfaringer med Tone Poet-serien på linje med dine: De lyder bare godt.
Det samme gælder "lillebror-serien" (Blue Note Classic Vinyl) *) der ikke har samme lækre covers, men er også mastered af Kevin Gray. Dog er disse presset hos Optimal (i Tyskland) og ikke hos RTI (i USA), som Tone Poet-serien er.

*) Denne tyske audiophil-nørd beretter dog, at Art Blakey: "Moanin'" (fra Classic-serien) skuffer. Jeg har faktisk ikke åbnet mit eks. endnu...

[KlausM]

*) Denne tyske audiophil-nørd beretter dog, at Art Blakey: "Moanin'" (fra Classic-serien) skuffer. Jeg har faktisk ikke åbnet mit eks. endnu...

Nu er han jo ikke særlig specifik med, hvad der er galt med pladen i hans optik, jeg synes at den lyder fremragende, ikke knäptyst (som man siger på svensk) mellem numrene, men god uforvrænget dynamisk lyd, men jeg har ikke noget at sammenligne med.
Mvh Klaus

[bjerager]

Hej Phoenix

Jeg er simpelthen nødt til at spørge til din Dexter Gordon Tone Poet.

Har du fået lyttet til den ?

Og er du tilfreds med pladen og presningen?

Af de 4-5 Tone Poets jeg har samlet sammen er denne klart den bedst lydende :)

Mvh.

Fensten

Jeg er stadig i sommerhuset - uden pladespiller og vinyler - så jeg har ikke hørt "One Flight Up" (eller de resterende) endnu.

Men mon ikke Bjerager kan svare på lydkvaliteten af denne. Det var på hans anbefaling, jeg købte den.
Grunden til at den ellers ikke var på min shopping-list, er at jeg kan have det lidt stramt med visse jazz-numre, der varer en hel LP-side (og dem er der to af her) - og Dexter kan ind imellem blive lidt trættende, når han ikke er i topform. Men jeg fik sniglyttet lidt på den ved træffet i Thy - og det lød godt.

Generelt er mine erfaringer med Tone Poet-serien på linje med dine: De lyder bare godt.
Det samme gælder "lillebror-serien" (Blue Note Classic Vinyl) *) der ikke har samme lækre covers, men er også mastered af Kevin Gray. Dog er disse presset hos Optimal (i Tyskland) og ikke hos RTI (i USA), som Tone Poet-serien er.

*) Denne tyske audiophil-nørd beretter dog, at Art Blakey: "Moanin'" (fra Classic-serien) skuffer. Jeg har faktisk ikke åbnet mit eks. endnu...

Pas - det var ikke på min anbefaling

[Captain Phoenix]

Pas - det var ikke på min anbefaling

Ups - jeg tiltror dig jo ellers gerne gode gerninger

[Fensten]

Hej Phoenix

Jeg er simpelthen nødt til at spørge til din Dexter Gordon Tone Poet.

Har du fået lyttet til den ?

Og er du tilfreds med pladen og presningen?

Af de 4-5 Tone Poets jeg har samlet sammen er denne klart den bedst lydende :)

Mvh.

Fensten

*) Denne tyske audiophil-nørd beretter dog, at Art Blakey: "Moanin'" (fra Classic-serien) skuffer. Jeg har faktisk ikke åbnet mit eks. endnu...

Jeg er ganske godt tilfreds med min classic Series moanin’ jeg hører ikke stor forskel, hvis nogen ift. eks. vis Tone Poets. Classic Series Moanin’ har imidlertid en masse fine hairlines, som dog på mit setup er ikke hørbare.

Jeg ved at Michael Ludvig mener at der er stor forskel ift. Music Matters SRX Series og Kevin Grey ligeså (Classic Series generelt). Sagen skulle være den at der simpelthen er forskel i kvaliteten af arbejdet fra de hhv. Optimal og RTI (og måske også den pris presseværkerne får pr. enhed).

Jeg ejer imidlertid ikke nogen Music Matters udgivelser, så jeg kan ikke udføre en A - B sammenligning.


Mvh.


Fensten

[Fensten]

Her en virkelig god Chet Baker udgivelse fra hans sidste del af karrieren.

“Cool Cat” cool jazz

Foruden Chet medvirker Harald Danko, Jon Burr og Ben Riley.


Holder du af Chet Baker og hvem gør ikke det. Så køb denne udgivelse. Den er klart anbefalelsesværdig :)


Mvh.


Fensten

[KlausM]

Et for mig noget upåagtet Poul McCartney album, Flaming Pie fra 1997, virkelig dejligt album, ikke helt unplugged, men meget akustisk op basic i lydproduktionen, ny udgivelse, oprindeligt var numrene presset ned på 1 LP, men her er musikken half speed mastered hos Abbey Road studios og udgivet på 2 LP'er, med fin lille booklet.
Lige nu på tilbud hos gucca.dk nedsat fra 330 kr til 140 kr

flaming-pie_518303.jpg

https://www.gucca.dk/paul-mccartney-flaming-pie-vinyl-lp-p518303

Mvh Klaus

[bjerager]

LIDT "Southwest Soul" med Lucinda Williams i fin form. Kender man hende ikke,så er "Car wheels on a gravel road" altså et must i en pladesamling. Country/americana, og den her med et twist af blues. Ikke skelsættende eller revolutionerende - bare god sommerstemning.

[Captain Phoenix]

Hej Phoenix

Jeg er simpelthen nødt til at spørge til din Dexter Gordon Tone Poet.

Har du fået lyttet til den ?

Og er du tilfreds med pladen og presningen?

Af de 4-5 Tone Poets jeg har samlet sammen er denne klart den bedst lydende :)

Mvh.

Fensten

Da jeg alligevel var hjemme forbi musik-hulen for at modtage og tjekke en anden forsendelse, måtte jeg jo lytte til "One Flight Up".
Og jeg er helt enig med dig, Fensten: Den lyder fantastisk godt - og musikken er dejlig.

Coveret er super lækkert med fremragende fotos af Francis Wolff.
Dog ses NHØP ikke - og det er vist også det eneste negative, der kan siges om denne udgivelse.
Men prøv lige at se Dexter sidde ulasteligt klædt dér på den franske fortovs-café - han er sgu' da mere end "handsome".

IMG_3287.jpg

[Captain Phoenix]

Jeg fik jo en ordentlig sending vinyler netop da jeg tog på pladespiller-løs sommerhus ferie...
Og dér sidder jeg så i sommerlandet og har masser af tid til at bestille endnu flere vinyler, som jeg heller ikke kan høre... Klik... Klik... Kliiiik...

Men så skulle jeg heldigvis hjem om Valby pga noget praktik, så jeg også lige kunne hente 4 pakker LP'er i forskellige pakkeshops. Og naturligvis måtte jeg lige snurre et par af dem inden turen tilbage til sommerlandet - heriblandt denne (som jeg dog kun nåede første halvdel af):

IMG_3292.jpg

Jep - det er den helt nye 2 LP med His Prince'ness.
Den udkom i går, landede i pakkeshoppen kl. 10 og snurrede her kl 13.

Der er tale om et komplet og i 2010 færdiggjort album, som Prince så besluttede alligevel ikke skulle udgives. Det har altså ligget i hans vault i 11 år indtil det så netop er blevet tilgængeligt.

Og man (jeg ihvertfald) fatter overhovedet ikke, hvordan manden kan lave så godt og færdigt et værk, som så bare bliver "shelved"...
For det her er Prince af den bedste skuffe - og det vil altså sige rigtig god, funky og spændstig musik. Der er musikalske tråde til bl.a. mesterværket Sign'O'The Times (1987), Musicology (2004) og flere andre.

Og det er altså godt, det her - både musikalsk og tekstmæssigt.
Prince sætter skarpt temaer på agendaen, som her - 11 år senere - er endnu mere aktuelle, end da albummet blev indspillet: Misinformation/fake news, ulighed, klodens skrantende helbred mv.

Det er altså mere de store sager end det er de personlige, kærlige eller erotiske "jeg-synger-bukserne/kjolen-af-dig"-temaer, der er på programmet. Men det føles ikke frelst eller bedaget, som megen musik med et "politisk" budskab eller let kan komme til.

Der er en udmærket præsentation og gennemgang af albummet i New York Times fra i forgårs - jeg tror og håber den kan læses selv om man ikke abonnerer - linket er her: https://www.nytimes.com/2021/07/29/arts ... eview.html

IMG_3293.jpg

Der er kun musik på 3 af de 4 LP-sider.
Men det er altså godt - og mastering-guruen Bernie Grundman (der er tæt på de 80 år!) har stået for den gode mastering og lyd. Også imponerende.

Hvis du bare er lidt til Prince, så skal du have dette album.
Tænk at have så meget musikalsk talent - for helvede hvor jeg savner manden.