Hvad snurrer netop nu?

[K_50]

En af de få overfede plader, jeg er gammel nok til at have købt fra ny:

[bjerager]

Jeg fik jo en ordentlig sending vinyler netop da jeg tog på pladespiller-løs sommerhus ferie...
Og dér sidder jeg så i sommerlandet og har masser af tid til at bestille endnu flere vinyler, som jeg heller ikke kan høre... Klik... Klik... Kliiiik...

Men så skulle jeg heldigvis hjem om Valby pga noget praktik, så jeg også lige kunne hente 4 pakker LP'er i forskellige pakkeshops. Og naturligvis måtte jeg lige snurre et par af dem inden turen tilbage til sommerlandet - heriblandt denne (som jeg dog kun nåede første halvdel af):

IMG_3292.jpg

Jep - det er den helt nye 2 LP med His Prince'ness.
Den udkom i går, landede i pakkeshoppen kl. 10 og snurrede her kl 13.

Der er tale om et komplet og i 2010 færdiggjort album, som Prince så besluttede alligevel ikke skulle udgives. Det har altså ligget i hans vault i 11 år indtil det så netop er blevet tilgængeligt.

Og man (jeg ihvertfald) fatter overhovedet ikke, hvordan manden kan lave så godt og færdigt et værk, som så bare bliver "shelved"...
For det her er Prince af den bedste skuffe - og det vil altså sige rigtig god, funky og spændstig musik. Der er musikalske tråde til bl.a. mesterværket Sign'O'The Times (1987), Musicology (2004) og flere andre.

Og det er altså godt, det her - både musikalsk og tekstmæssigt.
Prince sætter skarpt temaer på agendaen, som her - 11 år senere - er endnu mere aktuelle, end da albummet blev indspillet: Misinformation/fake news, ulighed, klodens skrantende helbred mv.

Det er altså mere de store sager end det er de personlige, kærlige eller erotiske "jeg-synger-bukserne/kjolen-af-dig"-temaer, der er på programmet. Men det føles ikke frelst eller bedaget, som megen musik med et "politisk" budskab eller let kan komme til.

Der er en udmærket præsentation og gennemgang af albummet i New York Times fra i forgårs - jeg tror og håber den kan læses selv om man ikke abonnerer - linket er her: https://www.nytimes.com/2021/07/29/arts ... eview.html

IMG_3293.jpg

Der er kun musik på 3 af de 4 LP-sider.
Men det er altså godt - og mastering-guruen Bernie Grundman (der er tæt på de 80 år!) har stået for den gode mastering og lyd. Også imponerende.

Hvis du bare er lidt til Prince, så skal du have dette album.
Tænk at have så meget musikalsk talent - for helvede hvor jeg savner manden.

Arhmen, jeg skulle lige til at skrive om den, og så var du sgu kommet mig i forkøbet. Jeg er også svært begejstret over den plade - og den kunne på mange måder godt have været en plade, der var udkommet lige efter Sign O' the Times - musikalsk lyder den som en opfølgning på den sidste side der. Dog med et snert af... noget 70'er noget.. Curtis Mayfield med et stænk af Marvin Gaye. Især på den første side.

Jeg så den i øvrigt i en pladebiks i Malmö i weekenden i deluxe bokssætudgaven - det var jeg alligevel for nærig til at købe.

https://da.imusic.dk/music/0194398661612/prince-2021-welcome-2-america-lp-cd-bd?currency=DKK&vat=1&gclid=CjwKCAjw0qOIBhBhEiwAyvVcf9SMCjei9d6GOlZYE0HKjfTqhYtcPA3VXHqQYeO1R8QZsdJURE4HgBoC1N0QAvD_BwE

[Captain Phoenix]

Så sluttede sommer(hus)ferien og jeg kan kaste mig over de skiver, der landede her før/under ferien (man må jo se på de lyse sider af at ferien er overstået).

Blandt disse er endnu et hidtil uudgivet Bill Evans album*), nemlig "Behind The Dikes", der blev udgivet i anledning af Record Store Day d. 17. juli i år.

IMG_3364.jpg

Der er tale om et 3-dobbelt album indspillet i 1969 i Holland (som der hentydes til med titlens dikes/diger). På 2 af de 3 LP'er spiller trioen (Evans + Eddie Gomez, bas + Marty Morell, trommer) live for et mindre publikum i et studie - på den sidste LP er de optaget i en koncertsal i Amsterdam med et større publikum (heraf 2 numre med stort orkester - anderledes men ikke bedre).
Live-optagelser, altså - men ikke noget der generer musikken (eller musikerne).

Som på næsten alle Evans trio-album er de tre musikere i god balance og samspillet er meget fint.
Evans satte en ære i at gøre de øvrige instrumenter "ligeværdige" med hans piano, og selv om det naturligvis er dette, der er melodi-bærende, så synes jeg at det lykkes særdeles godt at give navnlig bas-spillet en selvstændig rolle, som Gomez sine steder nærmest legende udforsker.

Det er altså dejlig musik, det her. Legende, dansende og godt swingende hele vejen igennem - og musikerne er veloplagte. Det er måske overdrevet at sige, at man kan høre spilleglæden, men det synes jeg altså man kan.
Måske er der ikke så meget nyt, hvis man i forvejen har de fleste af Evans' trioalbum fra slut-tresserne - eller rettere: man skal finde nyheder og variationer i de mindre "detaljer" (bortset fra at hver optagelse - også af samme numre - jo er unik, når vi er blandt top-jazzmusikere).

Lydkvaliteten er rigtig god - både optagelse og den videre proces med mastering (ved Bernie Grundman) og presning (ved Standard Vinyl, Canada), så der er sådan set ikke noget der trækker ned.

IMG_3363.jpg

Ud over det 3-fløjede cover følger der et fint 12-sides hæfte med gode session-fotos samt artikler og interview med Gomez & Morell, der begge lever og spiller endnu.
De sidste 2 LP-sider i sættet her blev optaget, da Evans modtog den hollandske Edison-pris for "At The Montreux Jazz Festival" (som er et fremragende album). På øverste foto ses han med den lille Edison-statuette.

Triple-albummet er udkommet i 5950 nummererede eksemplarer, der ser ud til at være udsolgt fra alm. pladebutikker, men der er en del til salg på Discogs (til omkring 800,- med porto fra europæiske sælgere).
Måske mange penge - men det er jo et 3-dobbelt album og bestemt pengene værd (synes jeg).



*) I den seneste halve snes år er der udkommet et "ukendt"/uudgivet Bill Evans-album næsten årligt.
De fleste af dem er 2- eller 3-LP og på nær den aktuelle, er det amerikanske Resonance Records, der står for udgivelserne. Og næsten alle er i meget høj musikalsk og teknisk kvalitet (bl. har Bernie Grundman stået for masteringen). Utroligt at der har ligget så mange gode optagelser på lager forskellige steder - og dejligt at de udgives i god kvalitet.
Da Bill Evans er min favorit jazz-pianist er de landet her i pladereolen:

IMG_3365.jpg

[kbekke]

Så sluttede sommer(hus)ferien og jeg kan kaste mig over de skiver, der landede her før/under ferien (man må jo se på de lyse sider af at ferien er overstået).

Blandt disse er endnu et hidtil uudgivet Bill Evans album*), nemlig "Behind The Dikes", der blev udgivet i anledning af Record Store Day d. 17. juli i år.

Tak for et, som altid, både oplysende og vel-fotograferet indlæg. Man kan altid lære noget af Captajnen.

Jeg har måske ikke helt overgivet mig til Bill Evans-kulten (endnu). Men jeg glæder mig i hvert fald over, at vi lever i en tid med så mange fine og spændende udgivelser.

Til gengæld bliver jeg aldrig fan af de der tre-fløjede lp-covers. De giver selvfølgelig nogle grafiske muligheder og mange af dem er virkeligt flotte. Men det er simpelthen noget klyt at stå og jonglere med midt i mellem varme rør og sarte pickupper. Der er ikke meget ting, der for alvor kan gøre mig aldeles rasende på Anders-And-måden, men øvelsen med at få mingeleret den "midterste" plade ud og ind er absolut en af dem.

Mit eksemplar af Roger Waters' "US + THEM" er lavet på samme måde og også her er der fuld gas på art-worket. Men det er desværre alt for sjældent, at jeg gider bøvlet og det er virkelig en skam, for det er en fantastisk koncertoptagelse, der først giver rigtig mening, når den høres i sin helhed fra start til slut.

Det er selvfølgelig noget pjat at brokke sig over. Men jeg kunne godt ønske mig, at man med de her premium-udgivelser gjorde lidt mere brug af det gode, gamle boks-format, når det nu skal være.

Under alle omstændigheder. Tillykke med tilføjelsen, du er vist ved at have en fin samling!

[bjerager]

Når man kigger på sin pladesamling, så sker det jo fra tid til anden, at man finder nogle huller, der trænger til at blive fyldt ud. Og så kan man begive sig ud på brugtmarkedet, eller prøve at finde nye udgaver af det, man mangler. Og det kan man jo gøre på mange forskellige måder.

For mit vedkommende, så begyndte min samling at tage form i teenageårene i 80'erne. Og blandt de tidligste indkøb var der selvfølgelig også plader, som jeg i dag kun har beholdt af rent nostalgiske årsager, men som jeg nok aldrig kommer til at sætte på pladespilleren igen. Så er der dem, som jeg af den ene eller anden grund ser noget særligt i, som ikke mange andre nødvendigvis ser det store i. Og endelig er der dem, som er gået hen og er blevet klassikere.

På et tidspunkt i 90'erne blev det sværere at finde nye plader, og man var henvist til brugtmarkedet, og det var oftere det, man tilfældigvis kunne finde stående i en ølkasse uden for en 2nd hand shop, der dikterede i hvilken retning samlingen udvidede sig. Så kom nogle år med helt små børn, hvor det gik i stå, og så begyndte man gudhjælpemig at kunne få nye plader igen. Handel på internettet voksede, og det blev nemmere mere systematisk at søge efter den musik, man gerne ville have på vinyl.

Og så når man pludselig en alder, hvor man opdager, at man ind i mellem har råd til noget lidt ekstravagant, især når det kommer til det med at fylde hullerne ud - enter bokssættene:

[kbekke]

Whoa! Et pænt stort hul, der blev fyldt ud der. Der må være til mange timers lytning og læsning. Jeg er selv rimeligt blank hvad angår netop Queen - på nær det, der er blevet voldspillet i radioen og så “A Night At The Opera”, som Teenagedatteren forærede mig til min fødselsdag for et par år siden. -I virkeligheden nok mest for at kunne høre den meget højt, når hun var på besøg.

Det kunne være interessant at høre lidt om Queen’s musikalske udvikling gennem årene, når nu du så at sige har det hele ved hånden. -Ofte er det jo de første to-tre albums, der er de bedste. Sådan oplever jeg det i hvert fald tit.

[bjerager]

Whoa! Et pænt stort hul, der blev fyldt ud der. Der må være til mange timers lytning og læsning. Jeg er selv rimeligt blank hvad angår netop Queen - på nær det, der er blevet voldspillet i radioen og så “A Night At The Opera”, som Teenagedatteren forærede mig til min fødselsdag for et par år siden. -I virkeligheden nok mest for at kunne høre den meget højt, når hun var på besøg.

Det kunne være interessant at høre lidt om Queen’s musikalske udvikling gennem årene, når nu du så at sige har det hele ved hånden. -Ofte er det jo de første to-tre albums, der er de bedste. Sådan oplever jeg det i hvert fald tit.

Kommer... Det tager lidt tid... Jeg havde i forvejen 6 af deres albums, men ja, det var et stort hul. Indtil videre har jeg haft deres første plade på og så "A Night At The Opera". Jeg havde tænkt at begynde fra begyndelsen, og så bevæge mig kronologisk fremad. Men jeg måtte lige høre den plade i kataloget, som jeg kender bedst, for at danne mig et indtryk af lydkvaliteten sammenlignet med det, jeg ellers kender. Og den er god. Vokalharmonierne står knivskarpt, god dynamik. virkelig fint arbejde af teamet bag.

Hvad angår den musikalske udvikling, så er deres første album på mange af numrene meget klassisk heavy metal og prog rock. inspirerede. Minder meget om Deep Purple, Black Sabbath eller Jethro Tull. Det er tydeligvis et band på vej til at finde deres stil, og der er den begyndende eksperimenteren indspilningsteknikken - vokalarrangementer og panorering af guitaren. Roy Thomas Baker er bare knalddygtig. En del af musikken er lavet af Brian May inden Freddie Mercury kom ind i gruppen. Da den udkom, blev pladen vel modtaget og sammenlignet med Led Zeppelins første plade - men jeg synes nu ikke det er en sammenligning, der bør falde ud til Queens fordel Den første med Zeppelinerne er IMHO i en heelt anden liga. Men det er en god, solid hard rock plade, og "Keep Yourself Alive" er bare et forrygende godt nummer.

"A Night At The Opera" er deres fjerde album, og er i min bog et mesterværk. Deres massive bruge af overdubbing - 180 lag på "Bohemian Rhapsody" - der sled båndene helt tynde vidner om det store arbejde, der blev lagt i den plade. Ud over prog rock og heavy metal er pladen også fyldt med numre fra music hall traditionen, og der er også en jazz'et tone over noget af det. Og så selvfølgelig opera... De leger og eksperimenterer undervejs i en af de dyreste indspilninger undervejs, og det opfinder også lige musik videoen undervejs, da de indspiller en video til "Bohemian Rhapsody", for at slippe for at skulle optræde på "Top Of The Pops" med nummeret og forsøge sig med den håblæse opgave, det ville være at skulle mime sig gennem en play back optræden. På den første plade er en del af teksterne mytisk prægede og lugter langt væk af Tolkien - det er ikke så udpræget her.

[Captain Phoenix]

Kommer... Det tager lidt tid... Jeg havde i forvejen 6 af deres albums, men ja, det var et stort hul. Indtil videre har jeg haft deres første plade på og så "A Night At The Opera". Jeg havde tænkt at begynde fra begyndelsen, og så bevæge mig kronologisk fremad. Men jeg måtte lige høre den plade i kataloget, som jeg kender bedst, for at danne mig et indtryk af lydkvaliteten sammenlignet med det, jeg ellers kender. Og den er god.

Først og fremmest må man jo glæde sig over de mange vinyl (gen-)udgivelser i god kvalitet, der kommer i disse år. Herunder glemte/ukendte album og flotte box-set som dette med Queen.

Og selv om de ca. 3.500,- det står til jo er et anseeligt beløb, så er det på den anden side kun omkring 200,- pr. album, hvilket jo er i normalpris-området. Man kan ikke forvente det billigere.

Det skal blive interessant at høre nærmere om boxens indhold når du kommer igennem den, Bjerager.

Opslaget fik mig til at tjekke Queen-bestanden her på matriklen. Bandet var af en vis betydning for mig i gymnasie-tiden (1975-78). Klassekammerat Steen og jeg havde et lille spil kørende, hvor den ene sagde en Queen-tekst-stump oversat til dansk - og den anden skulle så sige den oprindelige engelske tekst samt titel og album. Sådan kommer man til at kende sin Queen.

Dengang nåede jeg (næsten købt i real time) at lande “Queen II”, “Sheer Heart Attack”, “A Day…” og “A Night…” (samt for et par år siden “Jazz” - bl.a. pga. den skønne poster med 100 nøgne kvinder på cykler… Ak ja…).

Det blev også til en faktisk fin koncert (i Brøndby-hallen…) deromkring. Dog husker jeg at jeg - dengang - var lidt skuffet over at alle musikerne forlod scenen (og derefter kom tilbage i nye kostumer) da Bohemian Rhapsody nåede til den massivt overdubbede kor-passage, som jo åbenlyst var play-back. Men for pokker: Hvad skulle de ellers gøre?

Efter “A night…” faldt min Queen-interesse (som samlingen jo viser). Det var delvis min “fejl” - men kun delvis, hvis man orienterer sig i div. Worst-to-best-lister over Queens albums som f.eks. denne: https://ultimateclassicrock.com/queen-a ... t-to-best/

Som sagt: Ser frem til din rapport, Anders.

Box-sættet lander ikke her på adressen, men måske jeg skal følge op på “The Game” og “News of the World”.

Og så er jeg ellers ganske fornøjet med at have “været med på sidelinjen”, da Queen åbenbart lavede deres bedste musik i midt/slut-halvfjerdserne. Min fornemmelse var også at de blev mere “inferiøre” i 1980’erne, der jo på rigtig mange måder var et trist og bedrøveligt årti…

PS:
Bob Ludwig er en rutineret mastering-master (var bl.a. involveret med Sheffield Lab.’s direct-to-disc udgivelser i 70’erne), så det lover jo godt.
Mht. half-speed-mastering hævder en anden mastering-guru - Kevin Grey - at dette er svaret på et ikke-eksisterende problem. Det var kun relevant når der skulle laves quadrofoni-LP’er i CD4-formatet, hvor frekvens-området skulle nå helt op til 45 kHz.
Half-speed skader sikkert ikke, men det mest brugbare, der kom ud af quadrofoni-æraen var nok super-vinylen (som JVC udviklede). Den har lagt vinyl til mange reference-plader og oplever (i en videre-udviklet formula) en revival i disse år.
Men det er jo en helt anden snurrende historie.

[kbekke]

Jeg ofrede lige et par timers nattesøvn for et forlænget genhør med “A Night At The Opera” og alt, hvad der tidligere er skrevet, er helt rigtigt.

Det er simpelthen et fuldstændigt forbløffende og fantastisk album. Musikalsk, kreativt og teknisk.

57561D3C-5441-4B43-A0A2-695CE1AAC65B.jpeg

Opera i klassisk forstand er det jo slet ikke. Men vi er helt klart i teatret til en forestilling og vi er godt underholdt. Med alt fra romantik og komedie over tragedie til ren og skær hedonisme.

Samtidigt er det meget britisk på den charmerende måde og midt i al rocken er det mere end een gang helt umuligt ikke at føle sig hensat til BBC’s varieteprogram “The Good Old Days”, som jeg husker fra min barndom.

64015BED-C9C1-4C2A-B62E-B2703A09821E.jpeg

Men det er også et mix, der i de mere hårdtslående passager forekommer noget “hot”. I hvert fald hos mig lyder det, som om der er skruet helt op for det hele. Næsten hele tiden. Det er selvfølgelig ikke en “fejl”. Der er ingen tvivl om at det er præcist som Roy Thomas Baker og Queen har villet det og hvis det udtrykker noget, er det enten mit anlæg’s begrænsninger (absolut sandsynligt) eller at jeg måske bare er ved at blive lidt for gammel til rock’n’roll (forhåbentligt mindre sandsynligt).

Til gengæld er trommelyden guddommeligt organisk og og vokalarbejdet på f.eks. “The Prophet’s Song” er jo af en anden verden.

Den snurrer faktisk stadig og jeg tænker:

“What a jolly good idea, at bjerager købte den boks!”

[Captain Phoenix]

Chet Baker ”Cool Cat” er en hollandsk optagelse lavet i december 1986 med 3 amerikanske musikere som backing (p, b, dr). Den landede hen over sommeren i en version, som desværre (dette vender jeg tilbage til) er presset i klar vinyl og er nu nået frem til pladespilleren.

IMG_3459.jpg

Cover-fotoet viser os en nok stilfuld (cool?), men også brugt Chet Baker.
Vi er i slutningen af hans karriere og liv, som begge endte brat, da han i maj 1988 ramte fortovet fra sit 2.sals Amsterdam-hotelværelse. Omstændighederne er lidt tågede, men der blev fundet heroin og kokain i både hotelværelset og i Bakers krop, så dette har nok spillet en rolle. Sagen blev henlagt som et uheld.

Baker havde et vedvarende stofmisbrug gennem næsten hele sin karriere, der begyndte i starten af 1950’erne. Og dét satte sit præg på mange måder: Han pantsatte i perioder sin trompet for at få råd til stoffer, han blev fængslet i Italien og flere gange i USA, udvist af Tyskland og England – og fik ødelagt sine tænder/kæbe (og dermed embouchure) ved et slagsmål i forbindelse med køb af stoffer, så han måtte opgive at spille i en årrække.

Alligevel formåede Baker at lave megen og fremragende musik – navnlig i 1950’erne, hvor han var et good-looking idol, og i 1970/80’erne helt frem til sin død.

ChetBaker3.jpeg

På pladen her er der en smuk, smuk skrøbelighed i både trompet-spil (og på 3 numre sang - Baker var også sanger), som kendetegnede ham i de senere år. Samtidig med dette er han (og trioen bag ham) i god form igennem alle 6 numre på LP’en. Det er indfølt, afdæmpet og nærmest ”tilbagelænet”, men med meget nerve og feel.

Det er godt.
Rigtig godt.
Det er musik, der fungerer både hvis man koncentrerer sig om udelukkende at lytte og hvis man har det i en mere sekundær rolle (mens man f.eks. drikker et forførisk glas vin og kigger kæresten dybt i øjnene...).

Jeg hørte Baker nogle få måneder før denne optagelse, da min daværende kæreste (og kommende mor til mine sønner), et par venner og jeg var i Paris. Vi kom tilfældigt forbi jazzklubben New Morning (meget lig danske Montmartre) og plakaten udenfor fortalte, at Baker spillede en times tid senere. Der var ledige billetter og så var en af mine bedste musikalske beslutninger truffet.

Aftensmad nåede vi ikke at få (vi smurte lidt medbragte kiks under bordet – der blev kun solgt drikkevarer), men gik alligevel mætte, berigede og berørte derfra bagefter. For det var en fantastisk oplevelse: Netop den skrøbelighed man kan høre på LP’en udfoldede sig i fuldt flor lige dér 5-6 meter foran os. Bakers garvede, slidte træk mens han lukket om sig selv tryllede de smukkeste toner ud af instrument.
Efter først nummer forlod han scenen mens de andre musikere begyndte på næste nummer. Jeg tænkte: ”Nå – det var dét. Han kommer sikkert ikke tilbage” så skrøbelig virkede han.
Men jo – han kom tilbage og gav en koncert, der ikke var så forskellig fra den der kan høres på ”Cool Cat”.

Chet Baker - New Morning - Paris.jpeg

Så musikken på pladen her kan jeg stærkt anbefale (også selv om man ikke var til koncerten for 35 år siden). Optagelsen er god – instrumenterne ”står” og lyder rigtigt, veldefineret og i fin balance. Masteringen er også god – det hænger altså godt sammen rent lydmæssigt.
Men presningen… Åh presningen… Det allersidste trin i den lange kæde (fremførelse - optagelse - mixning - mastering - presning) har de sjusket med. Der er baggrundsstøj og en del klik (nogle sikkert fra pakningen/håndteringen af vinylen). Det høres – og er brand-ærgerligt, for musikken med dens mange stille, ”følsomme” passager fortjener i dén grad at kunne høres helt uden forstyrrende elementer. Og med den (åndssvage) klare vinyl er det ikke til at se, hvad der sidder på pladen og hvad der ligger i vinylen (er vasket uden den store forbedring).

Så vil jeg snurre den rimelig hyppigt? Ja!
Vil jeg anbefale den? Joe – det vil jeg.
Vil jeg forsøge at finde et bedre eksemplar? Ja – det vil jeg bestemt (lige p.t. er den udsolgt herhjemme, så jeg beholder eksemplaret).

Tak for tålmodig læsning!

PS: Filmen ”Let’s get lost” om og med Chet Baker (både den unge og den ældre) giver et interessant indblik i hans liv og person. Medvirkende er bl.a. nogle af hans 4 børn, og det er ikke kun pæne ting, de har at sige om farmand (lemfældig omgang med sandheden, gøren sig selv til offer – og generelt give andre skylden for egne problemer osv.). Er værd at se.

PPS: Baker indspillede nogle (også gode) albums i Danmark i slut-halvfjerserne med bl.a. NHØP. De er udkommet på SteepleChase (SCS-1122, SCS-1131, SCS-1142, SCS-1168, SCS-1180, SCS 1207).

PPPS: Og så opdagede jeg lige, at jeg har et Chet Baker dobbelt-album stående med præcis de samme musikere, optaget præcis det samme sted og på præcis de samme to dage, som ”Cool Cat”. Den hedder Chet Baker: ”As times go by – Love songs” og findes sørme ingen gang på Discogs… Ingen overlappende numre – og Baker synger (og spiller) på alle 10. Jamen hvad ens pladereoler kan gemme af gode overraskelser man helt har glemt...

[Kdaddy]

59E1F59D-73B4-49E8-BB38-74FBA7CBFF2D.jpeg

6DBBAF2D-D884-4B33-8B64-5048821E560A.jpeg

Chet, miles, jimmy

[Captain Phoenix]

For nogen tid siden skrev jeg om Nick Drake, som jeg opdagede via en forumfælle.
Drake lavede smuk, følsom musik, men havde en vanskeligt, 26-årigt liv.

Idag faldt jeg over en fin lille film om hans liv, musik - og bortgang.

Skærmbillede 2021-09-04 kl. 18.14.10.png

Det er "A Skin Too Few - The Days of Nick Drake" fra 1999 (47:54). Med i filmen er folk han indspillede med, studiekammerater - og hans søster samt stemmen af hans mor og far.

Filmen tegner et fint billede af Drake og hans problemfyldte liv.
Og vi er med helt ind i sengen, hvor hans mor fandt ham livløs d. 25. november 1974.

En trist skæbne - og et smukt musikalsk eftermæle.

[Fensten]

For nogen tid siden skrev jeg om Nick Drake, som jeg opdagede via en forumfælle.
Drake lavede smuk, følsom musik, men havde en vanskeligt, 26-årigt liv.

Idag faldt jeg over en fin lille film om hans liv, musik - og bortgang.

Skærmbillede 2021-09-04 kl. 18.14.10.png

Det er "A Skin Too Few - The Days of Nick Drake" fra 1999 (47:54). Med i filmen er folk han indspillede med, studiekammerater - og hans søster samt stemmen af hans mor og far.

Filmen tegner et fint billede af Drake og hans problemfyldte liv.
Og vi er med helt ind i sengen, hvor hans mor fandt ham livløs d. 25. november 1974.

En trist skæbne - og et smukt musikalsk eftermæle.

Tak for det. Det er en skøn dokumentar. Dejligt at få lidt mere baggrundsviden om en af de hemmeligere, men meget betydningsfulde musikere.


Mvh.


Fensten

[bjerager]

En af de plader det er lykkedes mig at slide op er Pink Floyds "The Final Cut". Det er når det kommer til stykket nok min favouritplade med bandet, hvilket utvivlsomt også hænger sammen med min alder på udgivelsestidspunktet. Den blev spillet meget på det lille teenagekammer. Ud over det, så er der sikkert nogen som mener det bre er leftovers fra "The Wall" og måske endda, at det ikke er en "rigtig" Pink Floyd plade, men mere et Roger Waters projekt. Jeg synes nu nok Nick Masons trommer og David Gilmours fremragende guitarspil fylder en del på pladen. Især Gilmour beviser her (igen) at det ikke nødvendigvis er det vilde fingerspil og ekvilibristiske udfoldelser, der konstituerer en stor guitarist.

Og så er der sangene - dystre, mørke tekster - her mærker man helt klart slægtskabet med "The Wall" i forhold til de temaer, der tages op. De har tydeligvis passet som fod i hose ind i den følelse af weltschmerz, der fyldte en del i mine teenageår. Musikken er sine steder egentlig smuk, melankolsk og flot sat sammen på en måde, så pladen udgør et musikalsk hele.

Derfor blev jeg lidt kedeligt overrasket, da jeg satte den nye udgave af pladen på, som jeg lige har erhvervet. Hov? Hvad er det+ På side et er der pludselig et nummer, der ikke var med på den udgave, jeg slidte tyndt? "When the tigers broke free" - hvor fanden kom det nu fra? Ikke at det er et dårligt nummer, men det passer bare slet ikke ind i fortællingen. Arh...

Ellers fin remastered 180 grams udgave......

[trikker]

Der er faktisk lavet en lille kortfilm ( siger sig selv den er lille) men 4 af numrene fra albummet. Hovedrollen i filmen er faktisk den underkuede lærer fra the Wall.
https://www.youtube.com/watch?v=u2pHVesFewQ
Og her er en artikel om hvordan albummet sled på gruppen internt. ( på engelsk)
https://www.loudersound.com/features/ho ... each-other

Det er faktisk også mit favorit album med gruppen, jeg syntes the wall er overrated.