Hvad snurrer netop nu?

[bjerager]

Videre til en anden 80'er favorit: Prefab Sprout, "Steve McQueen". Begavet pop med et jazzet wibe i indspilningen. Gode tekster om kærlighed, utroskab og tab. Pladens titel gav anledning til juridiske tovtrækkerier i USA, så der hedder den "Two Wheels Good".

[bjerager]

Endnu et mesterværk fra de "triste 80'ere" - "Remain In Light" med geniale Talking Heads med David Byrne i front. En genial sammensmeltning af krop, rytmer og talende intellektuelle æggehoveder.

[bjerager]

Og selv om man her i oktober ikke kan lade være med at drømme om lidt "Indian Summer", så må man bare sige, at: Livet er lykken... Alt hvad jeg forlanger på en dag som i dag, er sød countrymusik uden stop...

[Kdaddy]

29508268-7F86-4FDF-AEDA-F84F9F92FE63.jpeg

Jimmy, Otis og Aretha i dag.

Lyder godt med shure m3d i 3012r.

Jesper

[Fensten]

29508268-7F86-4FDF-AEDA-F84F9F92FE63.jpeg

Jimmy, Otis og Aretha i dag.

Lyder godt med shure m3d i 3012r.

Jesper

Uha. Den PU kunne være sjov at lægge øre til


Her til aften har min bedre halvdel spurgt pænt om jeg ikke nok vil sætte en plade på.

Hidtil er vi nået igennem chet Baker “Chet”, Chet Baker “Cool cat” og netop nu flyder Madeleine Peyroux cover af Elliot Smith’s Between the Bars ud af Højtalerne. Skøn ørecreme og en dejlig måde at presse det absolut sidste nydelse ud af efterårsferien.

Alle tre albums kan i øvrigt varmt anbefales, skulle man ikke have dem allerede.

[bjerager]

Forleden dag sad jeg og skulle bruge et stykke musik til et traterprojekt på jobbet, der havde noget med en fødsel at gøre. Og jeg kom så i tanke om at "The Wall" jo indledes med en fødsel og satte pladen på. Det er ikke en plade jeg hører tit mere, men den er unægtelig tæt knyttet til mine teenage år. Og ja, ja, Claus - jeg ved godt at den er fra slutningen af 1979, men den hører nu alligevel til 80'erne - især fordi filmen kom i 1982.

Da jeg satte den på afsløredes det hurtigt at pladen i den grad var præget af den måde, jeg havde spillet og skamspillet den på i sin tid. Masser af pops, cracks og andet støj. Og især side 2 og 3, som jeg synes er de to bedste sider på albummet var medtagede. Så jeg var jo ganske simpelthen nødt til at anskaffe mig et nyt eksemplar. Så det spinner her nu. "You can't have any pudding, if you don't eat your meat".

Den her udgave er fra 2016, en 180 grams sag remasteret blandt andet af af den snart allestedsnærværende Bernie Grundman. Og som sædvanlig har han gjort det godt. Bunden er virkelig god, der er god plads mellem instrumenterne, ro - og masser af dynamik. Desværre er der lidt knas et par steder på side 2. Ikke meget, kun en 4-5 cracks på "Goodbye blue sky". Men sgu lidt irriterende på en helt ny plade. Jeg orker bare ikke rigtigt at gøre noget ved det nu. De er lidt tunge at danse med i øjeblikket - forhandlerne. Forsyningskrisen har forsinket en del bestillinger for mig. Så jeg lever med det. Det her er realistisk set nok en plade, som bare hører til i samlingen, men som der nok nemt kan komme til at gå lang tid mellem at jeg kommer til at høre. Ikke fordi fortællingen om den fremmedgjorte Pink med et faderkompleks ikke er fremragende musik, men fordi jeg bare har hørt den SÅ meget. "Comfortably Numb" er bare et af de numre, som man kan teksten til fra start til slut udenad endnu så mange år efter.

[Captain Phoenix]

Og ja, ja, Claus - jeg ved godt at den er fra slutningen af 1979...

Ja - det er jo dét jeg siger...

Spøg til side - og tillad mig at brede reflektionen over Pink Floyd lidt mere ud:

Nu skulle du jo bruge den til noget bestemt/fagligt, men ellers har jeg det som du skriver:
Jeg er også noget træt af The Wall, selv om jeg som alle andre var vild med den, da den kom i 1979.
Ud over at man/jeg hørte den (for) meget, så er den med tiden - ift. min smag - for "programmeret", for "villet". Musikken bliver for meget en kulisse til at fortælle en historie.

Jeg savner dét, som Pink Floyd var så gode til på tidligere album:
Enten at man selv kan fylde forståelse og oplevelse ind i musikken, der var nyskabende - f.eks. som på Ummagumma (1969) og Meddel (1971).
Eller at teksterne/numrene er skarpe iagttagelse og bidske kommentarer til tidens tendenser - f.eks. TDSOTM (1973) med temaer om karriere-krav, tidens flygtighed, penge-begær mv. eller WYWH (1975) om tabet af en skrøbelig ven (Syd Barrett), griskheden i musikbranchen mv.

Selv Animals (1977) giver bedre rum til egen fortolkning (i mangel af bedre ord), selv om det allerede her begynder at blive en smule "fortænkt" at dyre-metaforerne skal bruges hele vejen.

Og hvad kan det så skyldes?
Jo, Rodger Waters havde på Animals og The Wall helt overtaget at skrive gruppens materiale - ligesom han gjorde på The Final Cut, hvor gruppen (igen efter min opfattelse) bliver ligegyldige.
PF var blevet Roger Waters projekt - og dét var et stort tab. Trist når de 12-15 års forinde faktisk formået at tilføre hele rock-musikken noget ganske nyt.
(Åh - forresten: Hvilket årti er det nu Final Cut er fra... )

Den her udgave er fra 2016, en 180 grams sag remasteret blandt andet af af den snart allestedsnærværende Bernie Grundman. Og som sædvanlig har han gjort det godt. Bunden er virkelig god, der er god plads mellem instrumenterne, ro - og masser af dynamik. Desværre er der lidt knas et par steder på side 2.

Ja - egentlig utroligt at BG stadig er aktiv indenfor mastering. Han er næsten 80, så vel en slags Godfather indenfor sit fag.
Oprindelig er The Wall mastered af Doug Sax, som også var en af de store indenfor mastering-faget, så det har han utvivlsomt gjort godt.
2016-masteringen er (ligesom 2012-masteringen) lavet på digitaliseret materiale. Det betyder ikke nødvendigvis at den er ringere end de originale, analoge versioner. Men ellers går de bedste versioner, så vidt jeg kan finde ud af, for at være førsteudgaverne fra US, UK og Tyskland (i ca. dén rækkefølge).

[bjerager]

Og ja, ja, Claus - jeg ved godt at den er fra slutningen af 1979...

Ja - det er jo dét jeg siger...

Men filmen er fra 82 - og man hørte albummet - eller du gjorde i hvert fald og var vild med det i 80'erne

Jeg er også noget træt af The Wall, selv om jeg som alle andre var vild med den, da den kom i 1979.
Ud over at man/jeg hørte den (for) meget, så er den med tiden - ift. min smag - for "programmeret", for "villet". Musikken bliver for meget en kulisse til at fortælle en historie.

Og derfor fungerer albummet godt som soundtrack til filmen, men alene bliver det fortænkt i længden, om end dygtigt lavet.

Jeg savner dét, som Pink Floyd var så gode til på tidligere album:
Enten at man selv kan fylde forståelse og oplevelse ind i musikken, der var nyskabende - f.eks. som på Ummagumma (1969) og Meddel (1971).
Eller at teksterne/numrene er skarpe iagttagelse og bidske kommentarer til tidens tendenser - f.eks. TDSOTM (1973) med temaer om karriere-krav, tidens flygtighed, penge-begær mv. eller WYWH (1975) om tabet af en skrøbelig ven (Syd Barrett), griskheden i musikbranchen mv.

Du har sikkert også hørt den fremragende podcast på DR om Bowies albums, "Fra start til slut". En ting som Jesper Borup flere gange undervejs kommenterer på er Bowies albums placering i forhold til sin samtid: Hvornår halser han bagefter, hvornår er han i sync med sin tid - og hvornår er han lige den smule foran sin tid der gør, at han er med til at definere sin samtid? Det samme kan man vel sige gør sig gældende for Pink Floyds vedkommende. I 1970'erne var bandet med de tre albums "Meddle", "TDSOFTM" og "Wish..." med til at definere sin samtid. Med "Animals" forsøgte man at koge videre på det storslåede og pompøse, der havde gjort de to forrige albums - og især "The Dark side..." til veritable landemærker i musikhistorien. Roger Waters havde allerede der fået overtaget, og det lykkedes ikke rigtigt længere at nå til en forløsning og en sammensmeltning af det politiske, og det musikalske.

Med "The Wall" prøvede de at tage udgangspunkt i det, der var især Waters hovedstol, i form af forholdet til hans far, der døde under krigen. Og ja, det blev mere og mere Waters projekter, der styrede det hele, hvilket til sidst rev gruppen i stykker. Men ikke desto mindre er det en vigtig histore at få fortalt, der også i dag kan bruges til noget: Det at sende folk i krig giver ar - ikke kun hos dem, der bliver sendt afsted, men også hos dem, der bliver hjemme. Uanset hvad grunden til at man sender folk i krig er. Og det gør det bare værre at forsøge at dække over arene.

Jo, Rodger Waters havde på Animals og The Wall helt overtaget at skrive gruppens materiale - ligesom han gjorde på The Final Cut, hvor gruppen (igen efter min opfattelse) bliver ligegyldige.

Jeg synes ikke at "The Final Cut" er ligegyldig - især ikke som tidsbillede, hvor den er mere "i sync" end "The Wall", fordi den tager fat om Thatcherismen og Falklandskrigen. Og for mig betyder den personligt noget andet og mere, fordi det album kom på det rigtige tidspunkt for mig der hvor jeg var i mit liv. (Og det var i 80'erne - men det har vi jo været omkring )

2016-masteringen er (ligesom 2012-masteringen) lavet på digitaliseret materiale. Det betyder ikke nødvendigvis at den er ringere end de originale, analoge versioner. Men ellers går de bedste versioner, så vidt jeg kan finde ud af, for at være førsteudgaverne fra US, UK og Tyskland (i ca. dén rækkefølge).

Jeg synes efterhånden man er blevet så gode til at håndtere det med digitaliseringen, at jeg gang på gang overraskes over kvaliteten af det arbejde, der bliver udført.

[senilix]

Du har sikkert også hørt den fremragende podcast på DR om Bowies albums, "Fra start til slut". En ting som Jesper Borup flere gange undervejs kommenterer på er Bowies albums placering i forhold til sin samtid: Hvornår halser han bagefter, hvornår er han i sync med sin tid - og hvornår er han lige den smule foran sin tid der gør, at han er med til at definere sin samtid?

Den podcast kan varmt anbefales. Den er rigtig god.

[pqrannes]

Tak til Bjerager for at bringe Pink Floyds "The Wall" på banen.

Jeg var en af dem, der købte den straks, da den udkom. Jeg var da 17 år. Den blev købt hos Fona i Aars (så vidt jeg husker), og jeg fik endda lov til samme sted til at købe eksemplar til musiklæreren - og musikundervisning - på det gymnasium, jeg gik på. Så hørte vi den i musiktimerne til lærerens store begejstring.

Jeg havde hørt - og optaget på min fars Tandberg spolebåndoptager - et nummer fra albummet i DRs torsdagsrockprogram (?), og det var altså stort. Siden hørte jeg albummet så mange gange, at man skulle tro at det er løgn.

Filmen så jeg i Imperial bio på en tur til København i 1982. Ved siden af mig i biografen sad en pige, jeg var forelsket i. Det var stort.

Siden blev vi kærester, men da vi året efter blaffede gennem Jugoslavien, og jeg i Beograd købte The Final Cut i en lokal presning, købte hun også et eksemplar, hvilket i min optik var ganske overflødigt. Men hun fik ret. Et halvt år senere slog hun op. Siden har The Final Cut haft en særlig betydning for mig (men vist ikke for hende).

I anledning af opslaget her genhørte jeg i går ganske ædrueligt og usentimentalt hele The Wall i min gamle slidte udgave. Den holder, set herfra.

Måske spiller det ind, at jeg spiller på ganske store horn, som på en særlig taknemmelig måde passer til højt-og-lavt halvvejs ulideligt dynamisk teatralsk musik, som næsten kun Roger Waters kan lave det.

PQR

[bjerager]

Tak til Bjerager for at bringe Pink Floyds "The Wall" på banen.

Jeg var en af dem, der købte den straks, da den udkom. Jeg var da 17 år. Den blev købt hos Fona i Aars (så vidt jeg husker), og jeg fik endda lov til samme sted til at købe eksemplar til musiklæreren - og musikundervisning - på det gymnasium, jeg gik på. Så hørte vi den i musiktimerne til lærerens store begejstring.

Jeg havde hørt - og optaget på min fars Tandberg spolebåndoptager - et nummer fra albummet i DRs torsdagsrockprogram (?), og det var altså stort. Siden hørte jeg albummet så mange gange, at man skulle tro at det er løgn.

Filmen så jeg i Imperial bio på en tur til København i 1982. Ved siden af mig i biografen sad en pige, jeg var forelsket i. Det var stort.

Siden blev vi kærester, men da vi året efter blaffede gennem Jugoslavien, og jeg i Beograd købte The Final Cut i en lokal presning, købte hun også et eksemplar, hvilket i min optik var ganske overflødigt. Men hun fik ret. Et halvt år senere slog hun op. Siden har The Final Cut haft en særlig betydning for mig (men vist ikke for hende).

I anledning af opslaget her genhørte jeg i går ganske ædrueligt og usentimentalt hele The Wall i min gamle slidte udgave. Den holder, set herfra.

Måske spiller det ind, at jeg spiller på ganske store horn, som på en særlig taknemmelig måde passer til højt-og-lavt halvvejs ulideligt dynamisk teatralsk musik, som næsten kun Roger Waters kan lave det.

PQR

"You! Yes, you! Stand still laddy!" 

[Fensten]

Forleden dag sad jeg og skulle bruge et stykke musik til et traterprojekt på jobbet, der havde noget med en fødsel at gøre. Og jeg kom så i tanke om at "The Wall" jo indledes med en fødsel og satte pladen på. Det er ikke en plade jeg hører tit mere, men den er unægtelig tæt knyttet til mine teenage år. Og ja, ja, Claus - jeg ved godt at den er fra slutningen af 1979, men den hører nu alligevel til 80'erne - især fordi filmen kom i 1982.

Da jeg satte den på afsløredes det hurtigt at pladen i den grad var præget af den måde, jeg havde spillet og skamspillet den på i sin tid. Masser af pops, cracks og andet støj. Og især side 2 og 3, som jeg synes er de to bedste sider på albummet var medtagede. Så jeg var jo ganske simpelthen nødt til at anskaffe mig et nyt eksemplar. Så det spinner her nu. "You can't have any pudding, if you don't eat your meat".

Den her udgave er fra 2016, en 180 grams sag remasteret blandt andet af af den snart allestedsnærværende Bernie Grundman. Og som sædvanlig har han gjort det godt. Bunden er virkelig god, der er god plads mellem instrumenterne, ro - og masser af dynamik. Desværre er der lidt knas et par steder på side 2. Ikke meget, kun en 4-5 cracks på "Goodbye blue sky". Men sgu lidt irriterende på en helt ny plade. Jeg orker bare ikke rigtigt at gøre noget ved det nu. De er lidt tunge at danse med i øjeblikket - forhandlerne. Forsyningskrisen har forsinket en del bestillinger for mig. Så jeg lever med det. Det her er realistisk set nok en plade, som bare hører til i samlingen, men som der nok nemt kan komme til at gå lang tid mellem at jeg kommer til at høre. Ikke fordi fortællingen om den fremmedgjorte Pink med et faderkompleks ikke er fremragende musik, men fordi jeg bare har hørt den SÅ meget. "Comfortably Numb" er bare et af de numre, som man kan teksten til fra start til slut udenad endnu så mange år efter.

Det er så lige en postgang for tidligt ift. mine første musikalske oplevelser.

Her på matriklen er The The’s Soul Mining landet.

På mange måder spejler det lig PF sin tid. Om Matt Johnson er foran eller bagud ift. sin samtid, må være op til den enkelte.
I min bog er tekstmaterialet, så begavet skrevet og formidlet, at det er evigt relevant og gør at jeg gerne genbesøger musikken igen og igen.

Skulle i få lyst til at lægge øre til dette album er Uncertain smile og This is the day gode steder at starte.

Giant er endnu et storslået nummer, som jeg drømmer om at høre på Ralph’s dobbelte Tannoys eller Sorenki’s JBL 4343 kloner.

Albummet er i øvrigt blændende mixet. Dynamisk, spaciøst og luftigt. På en “papirtynd” LP, ja det lader sig også gøre.

Kæmpe tommel op. Jeg er fortsat fan.

Så krydser jeg bare fingre for at jeg er en af de heldige, som får fat i en limited edition af THE THE Comeback tour.


God mandag,


Fensten

[bjerager]

Forleden dag sad jeg og skulle bruge et stykke musik til et traterprojekt på jobbet, der havde noget med en fødsel at gøre. Og jeg kom så i tanke om at "The Wall" jo indledes med en fødsel og satte pladen på. Det er ikke en plade jeg hører tit mere, men den er unægtelig tæt knyttet til mine teenage år. Og ja, ja, Claus - jeg ved godt at den er fra slutningen af 1979, men den hører nu alligevel til 80'erne - især fordi filmen kom i 1982.

Da jeg satte den på afsløredes det hurtigt at pladen i den grad var præget af den måde, jeg havde spillet og skamspillet den på i sin tid. Masser af pops, cracks og andet støj. Og især side 2 og 3, som jeg synes er de to bedste sider på albummet var medtagede. Så jeg var jo ganske simpelthen nødt til at anskaffe mig et nyt eksemplar. Så det spinner her nu. "You can't have any pudding, if you don't eat your meat".

Den her udgave er fra 2016, en 180 grams sag remasteret blandt andet af af den snart allestedsnærværende Bernie Grundman. Og som sædvanlig har han gjort det godt. Bunden er virkelig god, der er god plads mellem instrumenterne, ro - og masser af dynamik. Desværre er der lidt knas et par steder på side 2. Ikke meget, kun en 4-5 cracks på "Goodbye blue sky". Men sgu lidt irriterende på en helt ny plade. Jeg orker bare ikke rigtigt at gøre noget ved det nu. De er lidt tunge at danse med i øjeblikket - forhandlerne. Forsyningskrisen har forsinket en del bestillinger for mig. Så jeg lever med det. Det her er realistisk set nok en plade, som bare hører til i samlingen, men som der nok nemt kan komme til at gå lang tid mellem at jeg kommer til at høre. Ikke fordi fortællingen om den fremmedgjorte Pink med et faderkompleks ikke er fremragende musik, men fordi jeg bare har hørt den SÅ meget. "Comfortably Numb" er bare et af de numre, som man kan teksten til fra start til slut udenad endnu så mange år efter.

Det er så lige en postgang for tidligt ift. mine første musikalske oplevelser.

Her på matriklen er The The’s Soul Mining landet.

På mange måder spejler det lig PF sin tid. Om Matt Johnson er foran eller bagud ift. sin samtid, må være op til den enkelte.
I min bog er tekstmaterialet, er så begavet skrevet og formidlet, at det er evigt relevant og gør at jeg genbesøger musikken igen og igen.

Skulle få lyst til at lægge øre til dette album er Uncertain smile og This is the day gode steder at starte.

Giant er endnu et storslået nummer, som jeg drømmer om at høre på Ralph’s dobbelte Tannoys eller Sorenki’s JBL 4343 kloner.

Albummet er i øvrigt blændende mixet. Dynamisk, spaciøst og luftigt. På en “papairstynd” LP, ja det lader sig også gøre.

Kæmpe tommel op. Jeg er fortsat fan.

Så krydser jeg bare fingre for at jeg er en af de heldige, som får fat i en limited edition af THE THE Comeback tour.


God mandag,


Fensten

Matt Johnson er nemlig et godt eksempel på, at der bestemt kom meget fremragende musik ud af 80'erne. Jeg har så netop i dag fået mail fra pladepusheren om, at "The comeback tour" er yderligere forsinket.....

[ralphandersen]

Tjek lige Matt Johnsons yndlings plader: https://thequietus.com/articles/30681-m ... kers-dozen

[bjerager]

Tjek lige Matt Johnsons yndlings plader: https://thequietus.com/articles/30681-m ... kers-dozen

God smag - han har den samme Glenn Gould udgave af "Goldberg Variationerne", som jeg har.