Hvad snurrer netop nu?

[larsne]

Klasse album, som det meste Svatage har udgivet er. Synd de ikke er aktive længere.

[haflermicro]

Lidt let musik til morgenkaffen ...fremragende band og fremragende album....

[Captain Phoenix]

I de sidste dage har denne LP snurret nogle gange her i musikrummet efter FedEx afleverede den.
LP'en var rejst hele vejen fra Elusive Disc, Indiana, USA til Valby (findes ikke til salg i Europa - endnu i hvertfald) - og den nåede sikkert frem. Elusive pakker deres forsendelser rigtig godt ind - lige som The In Groove (Phoenix, Arizona) - og det er jo vigtigt når retur/ombytningsmulighederne er nærmest uoverskueligt-besværlige ved køb fra USA. Så tak for det.

Nå - det var pladen det skulle handle om:

Kirsten Edkins Shape and Sound.jpg

Der er tale om den første udgivelse fra mastering-mesteren Kevin Grey's eget pladeselskab Cohearent Records. Det er ham, der har stået bag den gode lyd på bl.a. Blue Note-genudgivelserne fra de seneste år.

Grey har gennem de sidste 15 år opbygget en 100 % analog rør-signalkæde fra studie-mikrofoner til skærehoved-forstærkere - det er ret vildt. Hans idé var at foretage optagelser/produktioner/udgivelser, der kom tæt på den gyldne periode for (jazz)vinyl-plader fra midten af 1950'erne til midten af 1960'erne.
Historien om baggrunden og rejsen hertil kan ses her (17:46).

Han endte med at finde ud af, at han egen stue havde næste samme størrelse og mål som stuen i Rudy van Gelder's forældres hus i Hackensack, New Jersey. Det var her Blue Notes indspilninger fandt sted de første år af pladeselskabets eksistens (frem til 1959 hvor man flyttede til egne, større faciliteter).
Og da alt hans grej (fra mixer over forstærkere til cutting lathe/skære-hoved/apparat) befandt sig i et tilstødende lokale var det jo lige til.

Så musikken er optaget i Grey's stue. Tal hér om en tolerant hustru (jo han er faktisk gift med den samme som før projektet begyndte) - hun takkes også behørigt i noterne.

Og hvordan lyder det så?
Jamen - det lyder fantastisk. Intet mindre. Jeg kan uden at rødme tage alle superlativerne ud af ordbogen og drysse dem ud: klarhed, naturlighed, plads omkring instrumenterne, luftighed, naturtro sound-stage osv.
Presningen er perfekt: RTI har klaret det til et klokkeklart 12-tal denne gang - og selv om det er almindeligt sort vinyl, er den mere støjsvag end den super-vinyl, bl.a. Chad Kassem fra UHQR praler så meget med (jeg får sværere og sværere ved at holde ham ud efter at have handlet dér et par gange, men lad det nu ligge...)
Selv gatefold-coveret er i topklasse.

På flere at de store YouTube-kanaler er udgivelsen da også blevet rost til skyerne - og spås at kunne blive starten på en bølge af naturtro, vi-spiller-alle-på-samme-tid-med-kun få-mikrofoner-optagelser (som man netop gjorde i den nævnte gyldne æra).
En enkelt svinger sig op til at sige, at vi om 50 år vil tænke på dette album som vi idag tænker på "Kind of Blue". Det er godt nok noget af en tung arv at skulle løfte!

Og musikken er der... altså ikke helt...
Jo - det er dejlig musik, kompetent udført og bestemt værd at lytte til.
Gode kompositioner og dygtige musikere, der giver hinanden plads, men måske ikke udfordrer hinanden så meget, som man kunne ønske. Der er ingen John-Coltrane-vilde udskejelser på saxofonen (tak for dét), ingen Bill Evans-overlegent stemnings-sættende piano-trylleri (øv for dét). Det kunne godt have være tilsat sådan 10-20% af begge.

Men alligevel en god præstation. Jeg kommer til at tænke på Stan Getz, som jeg holder rigtig meget af:
Man bliver ikke forskrækket eller forstyrret. Man kan lytte med 100% opmærksomhed - eller have musikken i baggrunden mens man taler om coveret (eller noget andet) med en GT i nærheden fredag eftermiddag.
Som lederen af jazz-stedet Bartof Station (Frederiksberg) sagde en dag hun hentede en lille stak LP'er her: "Getz er lidt suppe, steg og is". Men jeg kan nu godt lide ham - og musikken på Kevin Grey's debut-udgivelse.

Og jeg kan i dén grad lide det commitment der ligger bag og den lydkvalitet, der kommer ud af anstrengelserne!
Det lover godt for kommende udgivelser, hvoraf de næste sikkert allerede er optaget (denne blev indspillet tilbage i december 2021). I noterne løfter Grey's (måske) lidt af sløret for hvad der kan ske: Skære-udstyret befinder sig i nabo-lokalet til studiet - det giver mulighed for at lave direct-to-disc-udgivelser (hvor der spille direkte til skærehovedet og ikke indspilles på bånd). Her springer man jo et led (båndet) over og har mulighed for endnu bedre lydkvalitet. I 1970'erne kom en del af sådanne direct-to-disc-udgivelser, som vi har diskuteret og præsenteret tidligere.
Og Kevin Grey har faktisk én gang stået for sådan én tilbage i 1978, så måske er det en ting han vil vende tilbage til.
Mit eksemplar er på vej fra Italien - jeg vender tilbage (her eller på YouTube) når den lander.

[kbekke]

Spændende at vi nu får lov at høre nye (i hvert fald for mig) og efter coveret at dømme også unge og stadigt levende navne udgivet i den bedste kvalitet.

Er det korrekt opfattet, at der er tale om nye kompositioner og en duo bestående af sax og piano?

[Captain Phoenix]

Spændende at vi nu får lov at høre nye (i hvert fald for mig) og efter coveret at dømme også unge og stadigt levende navne udgivet i den bedste kvalitet.

Er det korrekt opfattet, at der er tale om nye kompositioner og en duo bestående af sax og piano?

Jeg tager den med på træf i Hald, så man kan høre den (havde købt to, men den anden blev hurtigt solgt på Discogs).
Det er en blanding af egne kompositioner og (en enkelt tror jeg) standard.
Besætningen er klassisk kvartet (piano, trommer, bas) suppleret med en trombone på 3-4 numre (et godt tilskud).

[kbekke]

Spændende at vi nu får lov at høre nye (i hvert fald for mig) og efter coveret at dømme også unge og stadigt levende navne udgivet i den bedste kvalitet.

Er det korrekt opfattet, at der er tale om nye kompositioner og en duo bestående af sax og piano?

Jeg tager den med på træf i Hald, så man kan høre den (havde købt to, men den anden blev hurtigt solgt på Discogs).
Det er en blanding af egne kompositioner og (en enkelt tror jeg) standard.
Besætningen er klassisk kvartet (piano, trommer, bas) suppleret med en trombone på 3-4 numre (et godt tilskud).

Frækt med trombone.

Gad vide hvilken menu man på Bartof Station ville servere til det?

Glæder mig til at høre den.

[bjerager]

Spændende at vi nu får lov at høre nye (i hvert fald for mig) og efter coveret at dømme også unge og stadigt levende navne udgivet i den bedste kvalitet.

Er det korrekt opfattet, at der er tale om nye kompositioner og en duo bestående af sax og piano?

Jeg tager den med på træf i Hald, så man kan høre den (havde købt to, men den anden blev hurtigt solgt på Discogs).
Det er en blanding af egne kompositioner og (en enkelt tror jeg) standard.
Besætningen er klassisk kvartet (piano, trommer, bas) suppleret med en trombone på 3-4 numre (et godt tilskud).

Frækt med trombone.

Gad vide hvilken menu man på Bartof Station ville servere til det?

Glæder mig til at høre den.

Messingsuppe?

[kbekke]

Jeg trøster mig med, at man sikkert kan gøre værre ting ved sit sønlige afkom end at låse ham inde i en golf-simulator sammen med et par venner en lørdag eftermiddag.

For at få fred. Til at score. Igen.

Men det var en mulighed for dels at få fyldt et par huller i samlingen, dels at komme igang med noget, for mig, nyt.

2B8E62EA-21F2-48F5-9AA6-706EBE94FC3F.jpeg

Jeg købte alle de klassiske Iron Maiden-albums dengang. Men ikke “The Beast” - af den simple grund, at man jo aldrig købte et album, som en af vennerne havde i forvejen. For det havde man jo allerede. På bånd. Men nu er perioden fra “Killers” til og med “Powerslave” i hvert fald dækket ind. Så behøver jeg ikke at tænke mere på det.

Cat Stevens elsker jeg. Ikke bare musikken, sangene og mandens integritet. Men især de herlige og naivistiske pladecovers fra halvfjerdserne. Således også “Teaser and the Firecat”, der udover “Morning Has Broken” også indeholder “Moonshadow” og “Peacetrain”. Tre sange, der hver for sig er grund nok til at eje det album.

Tro det eller ej. Men bortset fra en piratkopi-CD af “Bridges to Babylon”, erhvervet under tvivlsomme omstændigheder på et tydeligvis mafia-kontrolleret ski-resort dybt inde i de Bulgarske Alper i midt-halvfemserne, så har jeg aldrig ejet et Rolling Stones-album. Ikke fordi jeg ikke kan li’ dem eller musikken. Tværtimod. Men jeg er bare aldrig kommet igang. Det har ligesom altid været et evangelium for sig. Et man skulle være klar til. Så det eneste rigtige sted at komme igang med Stones må selvfølgelig være med debut-albummet, som i hvert fald ser ud til at indeholde noget solid rhythm’n’blues. I mono.

Apropos evangelier. Så er jeg så småt begynde at kradse i overfladen på et andet. Det Dylanske. Dømt og bedømt som tilhørende den ringeste tredjedel af Bob Dylan’s katalog er “Slow Train Coming” ikke desto mindre DET Dylan-album, jeg husker fra en af vennernes forældres lille, men smagfulde samling. Først og fremmest på grund af coveret, der i sig selv er en visuel fortælling af bibelske dimensioner. Der kommer helt sikkert mere om det album og Dylan herfra. På et tidspunkt.

The Who er et band, som jeg uden at lyve kan sige aldrig på nogen måde at have stået i forhold til. “Live at Leeds”-albummet kom med i stakken udelukkende af den grund, at jeg for et par dage siden læste et stykke om det. Den slags tilfælde er ofte netop ikke et tilfælde. Men snarere et tegn fra jeg-ved-ikke-hvor og sommetider er det eneste rigtige bare at gå med det og se, hvor det fører hen. Jeg tænker, at hvis man begår et live-album, der stadig bliver skrevet om efter 50 år. Så er der nok et eller andet der.

Robert Cray’s debut-album “Who’s Been Talkin’” var jeg derimod og i modsætning til indehaveren, der havde fejlplaceret den langt væk fra blues-sektionen, ikke et sekund i tvivl om. Man tager en Fender og kører den clean igennem en drive-pedal for at få den smør-blødeste, varmeste tone og så optager man 10 numre, der er en blanding af klassikere og nyt materiale og ud af det får man en bundsolid og vellydende bluesplade. Længe før Cray for alvor slog igennem med “Strong Persuader”, der var så smooth og “pæn”, at indtil flere af pigerne fra min gymnasie-omgangskreds bare måtte have den. Når nu de ikke kunne få ham. Robert Cray er stadig turnerende og kan ind i mellem opleves anywhere fra Chicago til Dexter i Odense. Det burde man gøre, hvis man får chancen.

Og sønnen? Nåja, han kom planmæssigt ud af sin simulerede virkelighed igen med et stort smil og bekendtgjorde, at også han havde haft et par gode timer.

[Edge]

Ja hvad der snurrer er denne Sony WM-EX66 Walkman med Gary Moore´s Blues Alive album.

[KenRas]

The Who er et band, som jeg uden at lyve kan sige aldrig på nogen måde at have stået i forhold til. “Live at Leeds”-albummet kom med i stakken udelukkende af den grund, at jeg for et par dage siden læste et stykke om det. Den slags tilfælde er ofte netop ikke et tilfælde. Men snarere et tegn fra jeg-ved-ikke-hvor og sommetider er det eneste rigtige bare at gå med det og se, hvor det fører hen. Jeg tænker, at hvis man begår et live-album, der stadig bliver skrevet om efter 50 år. Så er der nok et eller andet der.

Hvad så, Kim. Har du fået lyttet til The Who - Live at Leeds?
I min optik, et ikonisk live album fra 1970, med masser af sjæl, fed og attitude. “Magic Bus”, “My Generation” og “Young Man Blues” er virkelig numre der kommer ud over scenekanten. Jeg har selv haft albummet siden begyndelsen af 70’erne og det ryger på med jævne mellemrum.

Bemærk teksten på label: “Crackling noise, do not correct”

Mvh Kenneth

[kbekke]

Jamen, det har jeg da

Men jeg har haft brug for lidt tid til at fordøje, hvad det er, jeg hører på “Live at Leeds”, da jeg simpelthen ikke rigtigt har nogen referenceramme, der indeholder The Who. Jeg kender selvfølgelig godt historierne om Townshend’s smadrede guitarer og Moon’s mindst lige så smadrede hotelværelser. Selv Joe Walsh har udtalt, at det var Keith Moon, der lærte ham alle unoderne og gjorde ham til en “skidt knægt”.

Men The Who var bare ikke noget, “man” hørte der, hvor jeg kommer fra.

Så det er absolut med friske ører, at jeg sætter “Live at Leeds” på og får min egen oplevelse ud af det. Ufarvet af minder og alt for meget viden om, at “sådan var det”. Det i sig selv kan også være forfriskende.

Først og fremmest så bærer mit eksemplar i hvert fald præg af levet liv. Der er ring-wear, pletter af kaffe, øl eller andre substanser og masser af små spændende labels på. Det har åbenbart været “Peter Slootz’” plade engang og så er det en amerikansk eksport-kopi istedet for en original Decca. Det gør ikke mig noget.

F404F016-C507-489F-AB18-294D366DB20F.jpeg

Musikken og især The Who’s udtryk kan jeg kun beskrive som “VILD”. Det er vel nok et af de mest upolerede live-albums, jeg til dato har fået fingrene i. Townshend’s skærebrænder af en guitar er kæmpestor og nærmest overvældende og der er en energi, men også attitude over det hele, som mere minder om en slags præ-punk end art- eller hard-rock. The Who lyder ikke til at være taget til Leeds for at please sit publikum, men derimod for at gøre deres helt egen ting.

Men det er ikke det samme som at det ikke lyder godt. For det gør det. Ikke “audiofilt godt”, som en Steely Dan-plade. Men ærligt-godt i den forstand, at det er sådan her et højspændt ROCK-band skal lyde live. Man fornemmer klart, at det er optaget indendørs og selvom lyden er stor, meget stor faktisk, så er rummet ikke. Det lyder ikke som et sted, hvor der er plads til mere end måske 500 mennesker og de er sikkert alle sammen gået derfra med ringen for ørerne.

Så “Live at Leeds” er et spændende bekendtskab. Men også for mig lidt… anstrengende. Der er et eller andet over den måde, som The Who swinger på, som føles - ikke forkert, men alligevel anderledes. Som om de med vilje spiller en lille smule ved siden af beatet. De stryger imod og ikke med hårene, så sige. Hvis man f.eks. sammenligner med den cover-udgave af “Substitute”, som Billy Cross indspiller et årti senere med Delta Cross Band på albummet “Rave On”, så har den indspilning en helt anden smooth og “venlig” karakter (som alt hvad Billy Cross nogensinde har rørt ved). Men The Who live er ikke venlige eller medgørlige eller opsatte på at blive spillet i radioen. De er vilde, utilpassede og fuldstændigt ligeglade med, hvad nogen måtte synes om DET.

Det er selvfølgelig deres udtryk og det der gør, at The Who netop ikke er eller lyder som f.eks. Led Zeppelin eller Deep Purple, men derimod har deres egen plads i rock-historien. Jeg tror ikke, at “Live at Leeds” er den plade, der får mig hooked på The Who og det er nok heller ikke et album, jeg kommer til at vold-snurre. Men det er stadigvæk en keeper og en, det bliver spændende at finde frem om nogle år og genhøre.

[bjerager]

Jamen, det har jeg da

Men jeg har haft brug for lidt tid til at fordøje, hvad det er, jeg hører på “Live at Leeds”, da jeg simpelthen ikke rigtigt har nogen referenceramme, der indeholder The Who. Jeg kender selvfølgelig godt historierne om Townsends smadrede guitarer og Moon’s mindst lige så smadrede hotelværelser. Selv Joe Walsh har udtalt, at det var Keith Moon, der lærte ham alle unoderne og gjorde ham til en “skidt knægt”.

Men The Who var bare ikke noget, “man” hørte der, hvor jeg kommer fra.

Så det er absolut med friske ører, at jeg sætter “Live at Leeds” på og får min egen oplevelse ud af det. Ufarvet af minder og alt for meget viden om, at “sådan var det”. Det i sig selv kan også være forfriskende.

Først og fremmest så bærer mit eksemplar i hvert fald præg af levet liv. Der er ring-wear, pletter af kaffe, øl eller andre substanser og masser af små spændende labels på. Det har åbenbart været “Peter Slootz’” plade engang og så er det en amerikansk eksport-kopi istedet for en original Decca. Det gør ikke mig noget.

F404F016-C507-489F-AB18-294D366DB20F.jpeg

Musikken og især The Who’s udtryk kan jeg kun beskrive som “VILD”. Det er vel nok et af de mest upolerede live-albums, jeg til dato har fået fingrene i. Townsends skærebrænder af en guitar er kæmpestor og nærmest overvældende og der er en energi, men også attitude over det hele, som mere minder om en slags præ-punk end art- eller hard-rock. The Who lyder ikke til at være taget til Leeds for at please sit publikum, men derimod for at gøre deres helt egen ting.

Men det er ikke det samme som at det ikke lyder godt. For det gør det. Ikke “audiofilt godt”, som en Steely Dan-plade. Men ærligt-godt i den forstand, at det er sådan her et højspændt ROCK-band skal lyde live. Man fornemmer klart, at det er optaget indendørs og selvom lyden er stor, meget stor faktisk, så er rummet ikke. Det lyder ikke som et sted, hvor der er plads til mere end måske 500 mennesker og de er sikkert alle sammen gået derfra med ringen for ørerne.

Så “Live at Leeds” er et spændende bekendtskab. Men også for mig lidt… anstrengende. Der er et eller andet over den måde, som The Who swinger på, som føles - ikke forkert, men alligevel anderledes. Som om de med vilje spiller en lille smule ved siden af beatet. De stryger imod og ikke med hårene, så sige. Hvis man f.eks. sammenligner med den cover-udgave af “Substitute”, som Billy Cross indspiller et årti senere med Delta Cross Band på albummet “Rave On”, så har den indspilning en helt anden smooth og “venlig” karakter (som alt hvad Billy Cross nogensinde har rørt ved). Men The Who live er ikke venlige eller medgørlige eller opsatte på at blive spillet i radioen. De er vilde, utilpassede og fuldstændigt ligeglade med, hvad nogen måtte synes om DET.

Det er selvfølgelig deres udtryk og det der gør, at The Who netop ikke er eller lyder som f.eks. Led Zeppelin eller Deep Purple, men derimod har deres egen plads i rock-historien. Jeg tror ikke, at “Live at Leeds” er den plade, der får mig hooked på The Who og det er nok heller ikke et album, jeg kommer til at vold-snurre. Men det er stadigvæk en keeper og en, det bliver spændende at finde frem om nogle år og genhøre.

Jeg har også "Live at Leeds" stående, og det er faktisk den eneste plade med "The Who", som jeg sådan rigtigt bryder mig om. Live - meget live, med en fantastisk energi i sig. De kunne helt sikkert puste ild i et publikum.

Deres studieplader derimod... Jeg ved ikke.... jeg kan bare ikke rigtigt få dem ind under huden. Og "Tommy" - teratralsk, og ikke på den fede måde...synes jeg....

[KenRas]

Jeg har også "Live at Leeds" stående, og det er faktisk den eneste plade med "The Who", som jeg sådan rigtigt bryder mig om. Live - meget live, med en fantastisk energi i sig. De kunne helt sikkert puste ild i et publikum.

Deres studieplader derimod... Jeg ved ikke.... jeg kan bare ikke rigtigt få dem ind under huden. Og "Tommy" - teratralsk, og ikke på den fede måde...synes jeg....

Ud over “Live at Leeds” har jeg også “Who’s Next” stående. Også et fremragende album, men bortset fra disse to her, så har jeg heller ikke været den store “The Who” fan…

[Fensten]

De sidste to aftener er denne helt fantastiske 10’ plade blevet gennemlyttet. Fra A til Å og fra Å til A.

Den er fra SAM records og indpakningen lader intet tilbage at ønske. Coveret og billedekvaliteten på trykket sidder lige i skabet. Presning og mastering er på niveau med AP og Tone Poets. Altså øverste hylde.

Musikken eller rettere Miles’ trompet er hjemsøgende og længselsfuld. De øvrige musikere følger Miles’ lead naturligt og indspilningen har en indforstået enkel musikalitet. “Du gør det, så gør jeg det”, “Spil bolden i dybden, så løber jeg i hullet”. Let tilgængeligt, let forståeligt og alligevel meget vedkommende og rørende. Perfekt til sene aftener.

Svend Gehrs ville have sagt. ‘Miles, det er genialt det der”.

Jeg tager den gerne med på lørdag. Skulle nogen af jer have lyst til at give den et lyt.

“Mere Jazz på Hald”



Mvh.


Fensten

[kbekke]

Jamen, det er en genial plade - på alle mulige måder.

Først og fremmest er der jo tale om film-musik. Pladen er "soundtracket" til Louis Malle's lille mesterværk fra 1958, der bla. i kraft af samspillet mellem billeder og musik var med til at etablere "la Nouvelle Vague" eller "New Cinema".

Efter sigende så Miles en screening af filmen og engagerede derefter et hold franske musikere, han overhovedet ikke kendte (men som han dog sikrede sig, kendte hans musik) og gik derefter uden videre forberedelse end et par lapper papir igang med at optage.

-En metode, han jo senere anvendte med endnu større succes under optagelserne til "Kind of Blue".

Men i modsætning til "Kind of Blue" er numrene her kortere og mindre komplekse. Det er jo en form for lejlighedsmusik, hvor hvert stykke skal passe til den scene, det er navngivet efter f.eks. "Diner au Motel" eller "Au Bar du Petit Bac".

Til gengæld er hver en tone mættet med stemning, hvad enten det er grænseløst begær, blind desperation eller...

Ja, se selv filmen - eller hør musikken på Hald. Den er ovenikøbet i mono!