Vintagehifi.dk

Om nogle ganske få dage (på torsdag d. 1. juni) er det 50 år siden The Beatles udgav albummet "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band". Albummet ligger stadig nr. 1 på bl.a. Rolling Stone's liste over "500 greatest albums of all times" - og det er fortjent synes jeg.

I anledning af jubilæet udgives (naturligvis) en særlig "Anniversary Edition" af Sgt. Pepper - den landede her til morgen på adressen. Endda i to eksemplarer - jeg må have været så opsat på at få den, at jeg glemte at jeg havde bestilt den én gang allerede. Tsk-tsk.


Der er tale om en dobbelt LP.
På den ene skive er det oprindelige album remixet af Giles Martin (søn af beatles-produceren George Martin), der også var med til at remixe det spændende album "Love" i 2006, hvor +25 af beatles-sangene indgik (det er faktisk interessant!).
Albummet er i stereo og som vi véd herinde involverede beatlernes sig selv kun i mono-udgaven (der anses som den mest autentiske), men med Giles Martins heldige hånd med "Love" har jeg store forventninger.

LP nr. 2 er "outtakes", der giver et indblik i musikken på vej til dens endelige form (og som der står i noterne: Som The Beatles sikkert ville have lydt live - hvis de altså ikke var stoppet med at turnere i august året før).

Den langhårede syv-sover endnu, så jeg må vente lidt med at høre den, men pakkes ud skal den.


Ud over LP'erne er der de oprindelige "psykedeliske" innersleeves, udstandsnings-arket med overskæg osv. samt - mere interessant - en folder med historien om albummet, de enkelte numre, coverets mange personer osv.

På forsiden fortæller Paul McCartney en meget sjov anekdote:
Under måltidet på en flyvetur bad én af beatle-roadierne ham om at "pass him the salt and pepper". McCartney fejlhører det som "Sergeant Pepper" - og herfra udvikledes idéen om at lave et album under et andet band-navn, som altså blev den milepæl af en udgivelse, der fylder 50 om få dage.

Nu synes jeg at høre trin ovenpå.
Tror det må være den langhårede, der er stået op.
Så kan jeg komme til anlægget deroppe...

Fyr den af..
Glæder mig til at høre mere.

Mvh
Birger

Så er jeg igennem en første lytning af jubilæums-udgaven og kommer med en hurtig opsummering – der er helt sikkert mere at finde/sige efter en grundig lytning.

Here we go:

Presningen er fremstille i Europa og er i top: Helt plan 180 gram vinyl og ingen overfladestøj. Skønt! Udstyr, trykning af cover mv. er også i orden. Tjek.

Lyden på pladen er… hmmm… anderledes.

Den langhårede opsummerede det faktisk i to sætninger, mens hun slangede sig på sengen i nabo-værelset til mit musik-/arbejds-værelse: ”Den er mere bas’et” og ”Der er lyde jeg ikke har hørt før”. Meget godt ramt, for der er noget om snakken.

Lidt mere præcist kan man sige:

Bas-niveauet er hævet – men faktisk kun ret lidt ved sammenligning med mono-udgaven fra box-sættet ”Beatles in Mono”, der ligger meget tæt op af den oprindelige 1. udgave.

Når det (bas-niveauet) opleves højere, er det bl.a. fordi anslagene (på f.eks. stortromme og McCartneys bas) har mere attack: Anslagene er blevet tydeligere og mere markerede.

Dette fænomen gælder også længere oppe i frekvensområdet:
Anslag på bækkener og f.eks. Ringo’s whisker-spil på "When I’m Sixty-four" fremstår tydeligere end på mono-versionen (og lysår klarere end på den tyske midt-70’er udgave, jeg købte i gymnasietiden…).

I det hele taget gælder det, at de ”små” lyde fra bi-instrumenter og effekter samt anslag på slag-/rytme-instrumenter træder tydeligere frem (meget markant på f.eks. de flap-flap-lyde, der er i slutningen af "Lovely Rita”).

Det gør at man får et indtryk af flere og tydeligere detaljer. Og da der samtidig er en god transparens på stort set alle numre, giver det et mere fint-tegnet lydbillede, end på øvrige udgaver. Luft omkring detaljer og enkelt-instrumenter kan man også sige.

Hvis jeg skal nørde lidt, er det som om forkanten af anslagene er blevet skarpere/stejlere. Jeg aner ikke om det rent teknisk kan gøres ud fra de samme masterbånd – men det er sådan det lyder.

MEN jeg synes at der betales en pris i form af, at vokalerne på en del numre står lidt mere tilbagetrukket (og altså visse instrumenter længere fremme).
Ikke at vokalerne er svage som sådan – men det øgede fokus på anslag og transienter flytter den oplevede balance i lydbilledet til disse – og lidt væk fra vokalerne. Det mærkes mindre på numre med lille backing som f.eks. ”She’s leaving home”, hvor akkompagnementet jo også mest er strygere (= minus anslag).

Konklusion (hvis man kan lave sådan en efter kun 1 times lytning):
Jubilæums-versionen af Sgt. Pepper er lydmæssigt mere up-to-date: Den klarere, lidt hårdere lyd med tydeligere attack er mere 2017 end 1967 – ligeså den let hævede bas.
Det lyder stadig godt på et vintage-anlæg (Ortofon MC20 + T10/Luxman L430/Sony SS-G1), men jeg tror der er skelet lidt til mere nutidige anlæg/hovedtelefoner, som de fleste har.
Det er som om Giles Martin navnlig har fremhævet de to nulevende beatler – Starr og McCartney – med anslag og bas-niveau, mens Harrisons og Lennons guitarer (og delvis vokaler) er tonet en smule ned.

Er produceren gået for langt?
Mit svar er ”Nej – men nok til stregen”.
Kunne vi bare have fået klarheden uden bas-hævningen og de marginalt tilbagetrukne vokaler havde det været perfekt. Men igen: Hvornår finder man den perfekte produktion – og verdens bedste album er stadig verdens bedste album også i jubilæumsudgaven.
Og måske fanger det mere moderne lydbillede yngre lyttere ind – og så er det jo ikke så skidt!

Bestemt lige til grænsen. I min verden ikke noget man roder med, de originale mix af Peppers er ganske gode.