Nancy Wilson - R.I.P.
: fre 14. dec 2018 22:26I går d. 13. december døde Nancy Wilson - en af jazzens store, kvindelige vokalister.
Hendes karriere startede da hun i 1959 som 22-årig tog til New York med ikke meget andet end sin stemme i bagagen. Men hvilken stemme!
Den (samt hendes vilje og et par gode forbindelsen - bl.a. Cannonball Adderley) skaffede hende hurtigt en plade-debut - og en lang og flot karriere.
I 1961 udgav hun denne ikoniske LP sammen med netop Cannonball (der bl.a. spillede altsax på Kind Of Blue et par år før). Jeg har her til aften nydt LP'en (i en fin mono US-udgave fra udgivelsesåret) - og Nancy Wilson flotte, krystalklare stemme.
Det er bare en meget god LP det her - både vokalt (hvor Wilsons stemme nærmest funkler som en brilliant, hvis man kan overføre det til lyd) og instrumentelt (med bl.a. folk som Sam Jones, bas / Joe Zawinul, piano / brormand Nat Adderley , cornet).
Hertil tekster med kant flere steder bl.a. "Never Will I Merry" (hvor Wilson vil "widen my world - narrow my bed") og "The Masquerade Is Over" (om at kærligheden - og maskeraden - er forbi. Smukt og bittersødt).
Og så det cover - ikonisk!
Senere i karrieren indspillede Nancy Wilson mere pop-orienteret materiale og som regel med større orkester-besætninger. Det er - efter min smag - ikke særlig interessant, men denne skive med kvintet-backing er en lille milepæl i den kvindelige vokal-jazz, så tak for den og rest in peace i jazz-himlen!
Hendes karriere startede da hun i 1959 som 22-årig tog til New York med ikke meget andet end sin stemme i bagagen. Men hvilken stemme!
Den (samt hendes vilje og et par gode forbindelsen - bl.a. Cannonball Adderley) skaffede hende hurtigt en plade-debut - og en lang og flot karriere.
I 1961 udgav hun denne ikoniske LP sammen med netop Cannonball (der bl.a. spillede altsax på Kind Of Blue et par år før). Jeg har her til aften nydt LP'en (i en fin mono US-udgave fra udgivelsesåret) - og Nancy Wilson flotte, krystalklare stemme.
Det er bare en meget god LP det her - både vokalt (hvor Wilsons stemme nærmest funkler som en brilliant, hvis man kan overføre det til lyd) og instrumentelt (med bl.a. folk som Sam Jones, bas / Joe Zawinul, piano / brormand Nat Adderley , cornet).
Hertil tekster med kant flere steder bl.a. "Never Will I Merry" (hvor Wilson vil "widen my world - narrow my bed") og "The Masquerade Is Over" (om at kærligheden - og maskeraden - er forbi. Smukt og bittersødt).
Og så det cover - ikonisk!
Senere i karrieren indspillede Nancy Wilson mere pop-orienteret materiale og som regel med større orkester-besætninger. Det er - efter min smag - ikke særlig interessant, men denne skive med kvintet-backing er en lille milepæl i den kvindelige vokal-jazz, så tak for den og rest in peace i jazz-himlen!
Thanks for the music...