Abbey Road - 50 år

Så har vi nået dagen, hvor det sidst indspillede album af det største band ever, fylder 50 år.
Det er naturligvis Beatles' Abbey Road.
(Let It Be udkom senere, men var indspillet tidligere - og tvivlsomt overproduceret af Phil Spector).
Nærmere præsentation af albummet er vel overflødig - og det bør findes i din pladesamling.
Abbey Road er et flot, flot punktum for Beatles' utrolige udvikling hen over blot små syv år.
Rejsen fra debut-albummet Please Please Me og hertil er imponerende - og hvis man sammenligner med andre bands musikalske (og bredere set: kultur-påvirkende) udvikling i en tilsvarende kort årrække, ser de fleste næsten ud til at stå stille.
Nuvel: Tiden - stort set hele 1960'erne - var en periode, hvor normer (og mange andre kunstformer) virkelig rykkede på den samfundsmæssige scene. Men alligevel - der er en grund til at Beatles stadig ses som det klart største band blandt mange andre gode fra den tid. Det handler selvfølgelig om musikken - men også om deres indflydelse i bredere forstand.
I anledning af jubilæet udkommer Abbey Road i en remastered genudgivelse, som jeg først får under pick-up'en senere. Men hvis Giles Martin (søn af "den-femte-beatle"- produceren George Martin) har gjort et lige så godt arbejde, som han gjorde med "The Beatles" (= det hvide album) sidste år, så kan vi se frem til et klarere og bedre lydende album med respekt for det oprindelige layout og balance.
Jeg glæder mig til at høre Abbey Road (igen, igen, igen - dét holder det bestemt til) - og finder fortsat placeringen som nr. 14 på Rolling Stones liste over alle tiders bedste album fortjent. (Nr. 1, 3, 5 og 10 er iøvrigt også besat af Beatles-album!)
Tillykke og tak til beatlerne for dette afsluttende festfyrværkeri.
Det er naturligvis Beatles' Abbey Road.
(Let It Be udkom senere, men var indspillet tidligere - og tvivlsomt overproduceret af Phil Spector).
Nærmere præsentation af albummet er vel overflødig - og det bør findes i din pladesamling.
Abbey Road er et flot, flot punktum for Beatles' utrolige udvikling hen over blot små syv år.
Rejsen fra debut-albummet Please Please Me og hertil er imponerende - og hvis man sammenligner med andre bands musikalske (og bredere set: kultur-påvirkende) udvikling i en tilsvarende kort årrække, ser de fleste næsten ud til at stå stille.
Nuvel: Tiden - stort set hele 1960'erne - var en periode, hvor normer (og mange andre kunstformer) virkelig rykkede på den samfundsmæssige scene. Men alligevel - der er en grund til at Beatles stadig ses som det klart største band blandt mange andre gode fra den tid. Det handler selvfølgelig om musikken - men også om deres indflydelse i bredere forstand.
I anledning af jubilæet udkommer Abbey Road i en remastered genudgivelse, som jeg først får under pick-up'en senere. Men hvis Giles Martin (søn af "den-femte-beatle"- produceren George Martin) har gjort et lige så godt arbejde, som han gjorde med "The Beatles" (= det hvide album) sidste år, så kan vi se frem til et klarere og bedre lydende album med respekt for det oprindelige layout og balance.
Jeg glæder mig til at høre Abbey Road (igen, igen, igen - dét holder det bestemt til) - og finder fortsat placeringen som nr. 14 på Rolling Stones liste over alle tiders bedste album fortjent. (Nr. 1, 3, 5 og 10 er iøvrigt også besat af Beatles-album!)
Tillykke og tak til beatlerne for dette afsluttende festfyrværkeri.