Vintagehifi.dk

I dag (d. 8. maj) fylder Keith Jarrett 75 år.

Politiken bragte i går denne portræt-artikel om den største nulevende jazzpianist – og én af de største ditto overhovedet.
Jarrett har sat sit dybe mærke i totempælen både i trio-format, som klassisk pianist (f.eks. med Bach's "Das wohltemperierte Klavier") - og navnlig med koncerter og udgivelser af solo-piano-improvisationer, hvor han nærmest har defineret helt sin egen genre.


Jeg har hørt Jarrett live én gang. Det var under Copenhagen Jazz Festival 2011, hvor han var top-navnet og gav koncert i et udsolgt Operahus sammen med Gary Peacock (b) og Jack DeJohnette (dr).
Til koncerten havde jeg inviteret min piano-spillende søn og hostet op med næsten 2.500,- for billetterne, så forventningerne var tårnhøje.

Men det blev en mærkelig oplevelse, for Jarrett var ikke tilfreds med lyden (rummet, Steinway-flygelet - et eller andet...). Flere gange afbrød han lidt inde i et nummer, kommenterede lyden – og trioen begyndte så på en anden melodi.

I koncertens 2. sæt gik det bedre – og det ér en fremragende trio (dokumenteret på mange albums) – men forventnings-sæbeboblen var ligesom bristet, så det blev en god men ikke ud-af-denne-verden-oplevelse.

Det er til gengæld Jarrett’s solokoncert fra Køln i 1975 – udgivet på dobbelt-album’et ”The Köln Concert” (eller på enkelt cd). Dét er fænomenalt og det er dén plade, jeg ville tage med på en øde ø, hvis jeg kun måtte vælge én. Det bliver for vanskeligt og langt for mig at forklare hvorfor.

Hvis du ikke kender Köln-koncerten, så und dig selv at høre i hvert fald "Part 1" mens du ikke laver andet end at lytte helt uforstyrret. Måske rammer den også dig.

Men 1975 er længe siden, og Jarrett har i flere omgange døjet med helbredsproblemer.
Sidst i 90’erne led han af kronisk trætheds-syndrom, som stort set umuliggjorde at han spillede live. Han blev kureret, men kunne ikke spille i et helt år.
I 2018 aflyste han alle koncerter pga. helbredsproblemer (ikke nærmere specificeret) og har mig bekendt ikke optrådt siden. De udgivelser der er kommet siden 2017 er alle af langt ældre optagelser.

Vi må håbe at der ikke er noget alvorligt galt med denne enorme musikalske begavelse – og dagens fødselar.
Tillykke Mr. K.J.

Hørte en af hans første indspilninger fra de tidlige '60'ere. Et FOLK-nummer???. Det var på P8 Jazz.

Må indrømme, at Keith Jarrett Trio også her indtager sin del af hyldepladsen i "Jazz-sektionen":



Vil dog også gerne slå et slag for hans arbejde med den "Europæiske Kvartet", hvor Jan Garbarek's saxofon tilføjer ikke bare en anden og lysere tone, men også det med- og modspil til Jarrett, som trio-formatet af gode grunde ikke altid formår.

Jeg nævner også gerne, at jeg endnu har til gode at høre en "Jarrett på ECM", (eller noget andet på ECM for den sags skyld), der ikke er sublimt optaget og produceret.

-Det kan man roligt bruge sin opsparing på - hvis man altså har smag for den musikalske side af sagen.

kbekke skrev:Vil dog også gerne slå et slag for hans arbejde med den "Europæiske Kvartet", hvor Jan Garbarek's saxofon tilføjer ikke bare en anden og lysere tone, men også det med- og modspil til Jarrett, som trio-formatet af gode grunde ikke altid formår.

Jeg nævner også gerne, at jeg endnu har til gode at høre en "Jarrett på ECM", (eller noget andet på ECM for den sags skyld), der ikke er sublimt optaget og produceret.

Kim - hvor fedt at høre fra dig igen herinde

Det er jo et stærkt udvalg af Jarrett's bedste album du flasher.
Jeg er enig i, at navnlig Gabarek på tenorsaxofon skaber noget modspil (pletvis en smule "krads").
De er eksempler på rigtig gode steder at starte, hvis man er man ny ift. Jarrett og vil gerne "tage hul på" mandens musik.

Jeg har en del andre også - og må indrømme, at mange af dem ret sjældent snurrer...
Jarrett har blandt sine ca. 100 udgivelser meget, der er... øh - sværere tilgængelige og eksperimenterende. Dét skal man være i humør til og have et åbent musikalsk sind.

Det er jo netop det fine, mon Capitain, ved musik i almindelighed og jazz i særdelshed - at det kan være næsten lige, hvad det skal være. For dig, men ikke nødvendigvis for mig og omvendt. Men glæden ved musikken har vi alle sammen til fælles, uanset hvad.

Så hvis du en dag får brug for plads i reolen og skal finde et nyt hjem til det "svært tilgængelige" Jarret, så skal du endelig bare sige til Plader har det jo bedst, når de snurrer.

Tak også for de pæne ord. Jeg har jo ikke for alvor været borte. Men har måske bare ikke haft det store at sige og så er der jo ikke noget galt i at tie stille. Synes jeg.

Men måske der alligevel kunne blive tid til en opdatering eller to fra mit ydmyge Vintage-Nirvana. Ikke at der sker så meget på grej-fronten.

Jeg er vel nærmest endt i en slags "fast forhold" og det er slet ikke så ringe endda

God søndag!