Vintagehifi.dk

I tirsdags mistede musikverdenen endnu én af ”de store”, nemlig pianisten Chick Corea, der har været en del af jazz-/fusions-scenen siden starten af 1960’erne. Corea blev 79 år og døde af kræft.

Mange kender nok bedst Corea fra gruppen Return to Forever, som har udgivet en del jazz-fusions-album op gennem 1970’erne (nogle af dem er rigtig gode). Her spillede han bl.a. sammen med andre store navne som bassisten Stanley Clarke og trommeslageren Steve Gadd – og på enkelte med sangerinden Flora Purim (se senere).

Chick Corea har også – som sideman – spillet med en bunke andre jazz-koryfæer f.eks. Stan Getz (mest akustisk piano) og Miles Davis (fra da Davis ”blev elektrisk” på Bitches Brew).
Dén er jeg altså ikke meget for – selv om man må erkende, at Davis med BB og ved slutningen af et årti ATTER skubbede til og skiftede gear på jazzen, så det kom til at præge den længe efter:

Cool-jazz’en i 1949 (”Birth of the Cool” – dog først udgivet i ‘57)
Modal-jazzen 1959 (”Kind of Blue”)
også altså Fusions-jazz’en 1969 (med "Bitches Brew" som det første, klare eksempel)

Men det er jo Chick Corea, det handler om her.
Hans tanget-spil (hyppigt på elektrisk keyboard) er til den tempofyldte, energiske side - man finder ikke f.eks. Bill Evans mere eftertænksomme og "følende" spil hos Corea. Driv'et er hyppigt lidt a la Oscar Peterson's, hvor der også kunne komme kog på kedlerne (men ikke kun).

Jeg snurrer til mindet om Corea to af de skiver med ham, som jeg sætter mest pris på.
De er i Top-3 blandt Corea-albums her på matriklen – og klart i Top-100 blandt alle jazz’pladerne jeg har (fruen hader dem - men hun er ikke hjemme, så ):


”Return to Forever” (1972) og ”Light as a Feather” (1973). På begge spiller nævnte Flora Purim en væsentlig rolle med sin (delvis ordløse) sang – og det er med til at skabe en særlig stemning på hvert af album’ene.
Det er ikke koncept-album, men alligevel er det som om der er en gennemgående tråd/stemning/idé gennem dem. En stemning jeg rigtig godt kan lide at træde ind i og som er lidt drømmende (om tilværelsens, kærlighedens og lives muligheder – vel…).

Trist, jeg har hørt meget fusionsjazz med blandt andet ham i 80'erne. Rest in peace

Han er også én af mine favoritter, har mange Return to Forever album, hørte ham live i Tivoli i slut 90'erne. Har netop købt dette dobbelt-album, som jeg hører en del for tiden.


Mvh Klaus

Jeg har siddet og lyttet til Chinese Butterfly

Kombinationen af Steve Gadd og Chick Corea er temmelig fed. ...

Nekrolog i Politiken.

Det er ikke noget, jeg gør hver gang, en af de store checker ud. Men bare for sjov prøvede jeg lige at gå reolen igennem for hits på Chick Corea:



Og ja, det var ikke det store, der dukkede op. Hvilket jeg tager som et udtryk for, at jeg nok bare ikke rigtigt er “nået til” Chick Corea endnu - ligesom jeg heller ikke for alvor er nået til Bob Dylan eller Richard Wagner, endnu.

Return To Forever: Romantic Warrior (CBS S81221)

Et godt slidt genbrugseksemplar (men kun coveret), som jeg ingen som helst anelse har om, hvor kommer fra. Og det i mere end een betydning. Det her er et album, der stritter i alle mulige retninger og som jeg simpelthen ikke kan få rigtigt fat om:

Her er der en lille pop-melodi, der er der ansats til en elektronisk symfoni og et andet sted er der powerfunk. Og så er der Chick på alle slags Moogs, Stanley Clarke på “Alembic bass with Instant Flanger”, Lenny White på trommer og “Alarm Clock” og Al Dimeola på, selvfølgelig guitarer og “Hand Bells”.

Og så er der titlerne: “Sorceress”, “The Magician”, “Duel of the Jester and the Tyrant (Part I and Part II).

-Det burde være noget fra et af periodens mere udstenede prog-rock bands. Men det er det ikke. Det er bare Chick Corea og Return To Forever. Måske en dag, jeg forstår det.

Gary Burton & Chick Corea: Crystal Silence (ECM 1024 ST)

Noget af det aller-aller første jazz, jeg kan huske at have hørt, som i betydningen “lyttet til for alvor”, var en koncert-optagelse sendt i Radioen (dengang, der kun var den samme) og det var med Gary Burton, solo.

Indtil da havde vibrafonen altid stået for mig som et lidt latterligt instrument, der oftest optrådte i tegnefilm. Men der, en hverdagsaften på min briks i mit teenagehummer og med hovedtelefoner på, skete der et eller andet.

Så da jeg her før Jul gik på jagt i ECM’s bagkatalog efter “fra-mig-til-mig-selv” julegaven og faldt over “Crystal Silence”, så skulle den da selvfølgelig med i bunken.

Om ikke andet, så er albummet jo et “mesterværk”. Eller sådan har jeg i hvert fald set det beskrevet mange steder. Og det er det selvfølgelig også, for dem, der oplever det sådan. Jeg er nok ikke helt derude - og ikke fordi hverken Burton eller Corea ikke er geniale på henholdsvis vibrafon og klaver (f.eks. på titelnummeret). Det er mere udtrykket af de to instrumenter sammen og ikke noget andet. Måske minder de klangmæssigt lidt for meget om hinanden?

Jeg kunne godt have lyst til at høre “Crystal Silence” med noget “mere”. En Garbarek på sax, en Gomez på bas eller hvad ved jeg?

Men så ville det jo netop ikke være “Crystal Silence” med Gary Burton og Chick Corea, men derimod noget andet. Så det giver jo ingen mening at stille det op på den måde.

Stan Getz Quartet: At Montreux (Polydor 2310 549)

Favoritten i min lille samling er helt klart live-optagelsen fra Montreux Jazz Festival 1972.

Når man som jeg, kun har et rudimentært kendskab til jazz-historien, lyder kombinationen af the Great Stan’s tenorsaxofon og Chick Corea på ADHD-Fender Rhodes på papiret, som noget der ikke burde fungere. Men det gør det i den grad. Det er sjældent at høre to solister, der i den grad giver plads til hinanden og spiller med på hinandens påfund. Godt hjulpet på vej af en velsmurt rytmegruppe med Stanley Clarke (denne gang uden “Alembic Bass with Instant Flanger” og Tony Williams.

Der er kun fire, dejligt lange numre på pladen. Det er også nok, men bestemt ikke for meget.

-Summa summarum: Tre plader med Chick Corea (ovenikøbet fra samme årti), der er så helt vildt forskellige, som tænkes kan. Det er ikke alt, manden har lavet, som jeg forstår. Men det, der slår mig og som jeg tror, jeg forstår, er spændvidden i mandens kreativitet.

Det er nemlig der, Chick Corea’s sande genialitet ligger.

Det var da godt nok en kedelig nyhed! Og, fristes jeg til at sige, endnu een. Det går alt for stærkt i disse år...