Vintagehifi.dk

I dag d. 24. maj runder den største rock- og folk-poet - Bob Dylan - 80 år.

Selv om der har været svage udgivelser blandt Dylans knap 40 album - det må der næsten være *), så er der jo også kommet fantastisk meget god musik og ikke mindst gode tekster igennem de snart 60 utrolige år Dylan har været aktiv.

Det er helt umuligt at "favne" det hele her, så jeg vil blot fremhæve (og snurre) mit favorit Dylan-album: Blood on The Tracks fra 1975.


Ud over meget godt melodi-materiale rummer albummet et vemod, en følsomhed og et sørgmodigt farvel til en kærlighed, der har ligget dybt, men nu er ved at brænde ud. Det er det hensygnende forhold til hustruen Sara (Lownds), det handler om, selv om Dylan har benægtet den personlige tilknytning.

Dén er der dog ikke mange som køber - og med Dylans evner som tekstforfatter, bliver sangene også for andre vedkommende fortællinger om kærlighed, der rinder ud; liv der skal hver sin vej – og minder om det, der engang var.
For mig går navnlig nummeret "You're A Big Girl Now" lige ind under huden og får de små hår på armene til at rejse sig... Smuk, ømt og vemodigt...

”Blood on the Tracks” er et stort, stort Dylan-album.
Tak for det, for meget andet - og et kæmpe tillykke med de 80 år!



*) Navnlig en række af hans 80'er album hvor Dylans nyfundne kristne tro fylder, var - som meget andet fra dét årti - en bedrøvelig affære...

Det tog langt tid før brikkerne faldt på plads for mig, når det handler om Bob Dylan, og for mig var det også det storslåede album Blood On The Tracks med dets følsomme melankoli og længslen efter den tabte kærlighed, der gjorde forskellen.

Jeg havde selvklart hørt en masse fortolkninger af Dylan, som havde gjort et stort indtryk. Især Hendrix udgave af All Along The Watchtower fik mig til at spærre øjnene op og fatte interesse for Dylans musiske univers. Jeg blev teenager i 80'erne, hvor mainstream i musikken havde bevæget sig langt væk fra den "bobnessede" stil, så det lå ikke lige for. Og jeg prøvede mig famlende frem med en liveindspilning med The Band, med Like A Rolling Stone og med hans egen udgave af "Watchtower. Men jeg kunne simpelthen ikke se storheden i hans sære nasale stemme, det ikke imponerende ekvilibritiske guitarspil og de enkle arrangementer. Og det gjorde det da heller ikke nemmere for mig at finde vejen ind, at min teenageår skulle falde sammen med den periode, hvor han vel rent kunstnerisk var midt i en ørkenvandring oven på hans nyreligiøse vækkelse.

Men den var altså Blood On The Tracks som gjorde at jeg langt oppe i mine 20'ere endelig fandt ud af, hvad det var det hele handlede om, og i dag er det et af mine absolutte favouritalbums. Efter Blood On the Tracks kom der hul på bylden, og jeg genhørte nogen af de plader, som jeg faktisk allerede havde stående, men ikke rigtigt kunne greje, og så lyset. Jeg kunne nu se storheden i det enkle og rå på Blonde On Blonde, nyde countryviben på Nashville Skyline og se det nyskabende i Highway 61 Revisited.

Jeg havde fornøjelsen af at se ham på Roskilde midt i 90'erne, men det var inden jeg for alvor havde fået øjnene op, så det slog mig som en lidt kedelig og uengageret oplevelse, fordi han mildest talt ikke gjorde meget ud af publikumskontakten. "Det lykkedes at få den gamle jøde til at komme med et smil" mindes jeg vist at have læst i en anmeldelse efterfølgende - kan være, jeg husker forkert.

I dag har jeg vist en 15 Bob Dylan albums stående, hvoraf en god håndfuld af dem spilles jævnligt. Dertil kommer et par antologier og utallige indspilninger af hans numre af andre kunstnere. Han har med sin nobelpris indtaget en central rolle i den moderne musiks historie, har været en inspirationskilde for mange, og givet endnu flere fantastiske musikalske og kunstneriske oplevelser. Mig inklusive. Og han er stadig en kunstner, der vedbliver med at spytte interessant musik ud. Men det var altså Blood On The Tracks, der gjorde forskellen - og for mig er og bliver det album nøglen, mesterværket og hjørnestenen i hans musik.

Tlllykke med fødselsdagen!

Bob Dylan kommer man vist ikke uden om som musikelsker. Mange elsker hans musik, andre gør slet ikke.

Jeg mødte Dylan første gang da en af mine studiekammerater og venner, Frans, til en tidlig (1983) off-studie-komsammen sagde: "Måske har jeg et problem. 70% af alt der går gennem mit hoved, er Bob Dylan-citater".
Frans var - i sagens natur - kæmpe Bob Dylan-fan.

Senere samme år (oktober) udkom albummet Infidels, og samme Frans inviterede en håndfuld af os med til den første gennemlytning af pladen.

Andagtsfulde gik vi fra pladebutikken til hans lejlighed i Århus, og pladen blev sat på. Frans fortrød vist sidenhen at han havde inviteret os med, da vi var respektløse og ikke kunne holde mund mens de to pladesider blev afspillet. Hvad kan man lære af af det?

Sommeren efter blaffede jeg til Portugal, boede på strandene mm. hele sommeren og blaffede hjem igen (1+5+1 uge).

I fiskerbyen Nazaré nord for Lissabon mødte jeg portugisiske Gina, som solgte brugte engelsksprogede bøger. Vi faldt i snak, og hun havde en walkman med Blonde on Blonde, som jeg lånte og lyttede på time efter time mens jeg gik op og ned af byens fine strandpromenade. Og i øvrigt døgnet rundt, når jeg ikke drak hvidvin med amerikaneren Steven som ellers boede i Marokko, Gina og 3 indere, der arbejdede som konditorer i byen (en af dem, Harish, kom dog fra Malawi - If you ever come to central Africa, give me a call, sagde han).

Da jeg i '86 tilbragte 5 måneder i Tyrkiet, kunne jeg ikke ryste Bob Dylan af mig, og lokalt købte jeg Empire Burlesque, som jeg rålyttede på min walkman mens jeg vist savnede livet i Vesten lidt.

Da jeg i '88 mødte Gitte (nu ægteviv på +30 år) i Kairo må jeg have talt mere om Bob Dylan end godt er; i alt fald havde Gittes veninden Gitte som kom på julebesøg i den ægyptiske hovedstad fra London, et cassettebånd med Desire med til mig i julegave.

Siden har jeg fyldt godt på med vinyler og cd med BDs musik. Mange købt enten second-hand (genbrug) og andre fra ny af. Og der går ikke langt imellem at BDs plader snurrer her.

Den største BD-oplevelse jeg har haft i nyere tid, er at købe - på et vintagehifi-træf - og høre Blonde on Blonde i mono; det er en helt anden plade den lidt fesne, tantepæne stereoversion jeg hørte på strandpromenaden i Portugal i sommeren '84, og siden fik på vinyl. Måske skulle jeg tage den med på minitræffet i næste weekend, så man kan høre hvad jeg mener?

Til lykke med fødselsdagen, Bob Dylan!

PQR

Martin Scorseses film fra 2019 om Bob Dylans Rolling Thunder tour i 1975/76 er bestemt et par timer værd, hvis man har NetFlix:

https://www.netflix.com/search?q=rolling%20thunder%20revue

Mvh Klaus