Vintagehifi.dk

Måske er det nu. Tegnene er der i hvert fald. I denne uge har jeg både været i biffen OG fået serveret en iskold Erdinger fra fad. I næste uge skal jeg til koncert igen. Alt sammen for første gang i halvandet år.

Der er EM i bol’, hvis man går op i det og så sent som i formiddags så jeg en bryllupskaret. Ganske vist i udgaven Toyota Corolla med coladåser bagefter. Men alligevel; folk bliver gift igen og vejret er heller ikke så tosset. Det er faktisk svært at bevare pessimismen.

Men det, som jeg har savnet allermest, er nok alligevel at rode i pladekasser. Altså i rigtige butikker. Jeg har aldrig været på den der “RSD”-hype med at stå i kø og komme op at slås om de der helt specielle udgivelser. Det ville alligevel heller aldrig ske i Vejle. Her står vi fortrinsvis i kø i Bilka, på apoteket og så selvfølgelig i Bauhaus.

Men det var en god anledning til at daffe ned og hilse på “Den Tykke” og se hvordan det stod til.

Og det lignede sig selv, bare endnu mere rodet end sidst. Kasserne med brugte lp’er havde tydeligvis ynglet i mit fravær og det var efterhånden svært at bevæge sig rundt i lokalet uden at træde på eller falde over noget. Jeg spottede flere spændende ting, der tittede frem under stabler af guitarkabler, effektpedaler, trommestikker og varer, der ikke var pakket ud endnu.

Men i dag var det nye plader, ikke brugte, det drejede sig om. Jeg spurgte om der var kommet noget. “Ikke en skid!” blev der brummet fra et sted inde i rodet. “Der er noget Prince og noget, derovre til højre”.

Det var der. Men der var også noget andet:



Det måtte være et tegn. Jeg skulle gå jazz i dag. For som Brostrøm siger: “Jazz er godt. Jazz er sundt”.

Det næste, der dukkede op var:



Jeg har i et stykke tid haft lyst til at udforske Miles’ samarbejde med Gil Evans og “Sketches” er et fint sted at starte. Jeg har hørt musikken. Det er meget anderledes end “Kind Of Blue” og hvad jeg ellers kender Miles for. Men jeg har aldrig for alvor LYTTET mig ned i arrangementerne. Så nu skal det være. Covernoterne på bagsiden er gnidrede og tydeligvis affotograferede. Det er ikke nogen luksus-udgivelse, det her. Det gør ikke noget. Det var der andre, der var:



Jeg havde godt læst om den anden Nina Simone-plade, som Acoustic Sounds udgav for nyligt. “I Put A Spell On You”.

Så derfor valgte jeg selvfølgelig den her, som jeg ikke havde hørt om. Blues og Nina Simone? Nina Simone ER blues. Fuldstændigt.

Allerinderst i jazz-sektionen faldt jeg over faktisk to eksemplarer af:



Hertugen i trio-selskab med den vildeste bassist og den vildeste trommeslager ever? Det bliver jeg simpelthen nødt til at høre.

Og så et vildt sats:



Jeg har ikke rigtigt noget forhold til Lennon, post-Beatles. Det er jeg ligesom aldrig nået til. Men jeg husker tydeligt, at vores musiklærer havde tårer i øjnene, den dag nyheden om attentatet nåede over Atlanten. Fra andre har jeg det indtryk, at noget var genialt og andet var noget værre lort. Det geniale fik Lennon æren for og lortet var så Yoko’s skyld. Men jeg tænker, at manden jo må have set et eller andet i hende. Vi får se og høre, hvad det er for noget. Går det helt galt, bliver albummet doneret til teenagedatterens samling. Hun har alligevel bedre smag end jeg har.

Vi må heller ikke glemme at spille dansk:



Det er et stykke tid siden, jeg har hørt noget med Nikolaj Nørlund. Men han er fed nok og med sangtitler som “Hun læser op”, “Send flere billeder” og “De tilfældige” tror jeg godt, jeg ved, hvad der venter. Og det glæder jeg mig til.

Men hvad med dig? Har du købt plader i dag?

kbekke skrev:Men hvad med dig? Har du købt plader i dag?

Næh - ikke en pind, desværre...
Jeg har mest været ræven fra Hakkebakke-skoven, der hele tiden næsten fangede Klatremus, som lignede mit 3-årige barnebarn temmelig meget. Men den slags er også godt.

Tak for en god RSD-rapport, Kim.
Der har garanteret været lange køer af Vesterbro-hipstere ved Beat og andre steder i KBH.
Tillykke med fangsten.
"Moanin'" er et super-album, man må have.
"Sketches..." er meget stemningsfuldt og meget godt.
Lennon-albummet er absolut én af hans bedste.
Og Nina Simone plejer jo at gøre det godt også (kender ikke dette).

Det har du da gjort meget godt

Ferien er ved at slut.

Så lad os tage ud at rejse. Lad os for et øjeblik forestille os, at vi er Dave Brubeck (den pæne mand) og at vi er taget på ferie.

I Cairo. Klokken er lidt i 1970 og det er meget varmt. Bazaren et snurrende kalejdoskop af farver, lugte og lyde. Af plastic-sandaler, ægte tæpper og knap så ægte “antikviteter”. Dadler, appelsiner, granatæbler og passionsfrugter. Messingfade og -kander, vandsælgere og sandsigere, sabler, silke og lædervarer. Kaffebønner fra Etiopien, transistorradioer Made in Taiwan, fluer på kamelkød på slagterens disk og krydderier fra hele verden.

Alt sammen hidsigt falbudt af pågående sælgere - for intetsteds i verden bliver der falbudt hidsigere og mere pågående end netop i Cairo.

Vi er helt afgjort faret vild nu og lader os til sidst vinke ind i skyggen af en smilende mørk mand i hvide gevandter, der venligt byder os på te og shisha.

Længe efter vågner vi op - hovedet værker, lommerne er tomme og vi har snabel-tyrker-sko på. Scenen er noir og vi befinder os nu et sted, der har en mærkelig lighed med “Rick’s Cafe Americain” umiddelbart før den Skandinaviske Blondine gør sin famøse entre.



-Sådan cirka lyder det indledende nummer “Oriental Mood” på albummet “Egyptian Jazz” af “The Cairo Jazz Band” med bandlederen Salah Ragab.

Ragab, der både er trommeslager, major i den ægyptiske hær og leder af the “Military Music Departments” i Heliopolis beslutter i 1968 efter at have oplevet en koncert med pianisten Randy Weston og med hjælp fra tyskeren Hartmut Geerken og tjekken Edouard Vizvari at danne det første ægyptiske jazz big band.

Det er umiddelbart efter Seksdageskrigen, man er blevet sparket ud af Gaza og Sinai af israelerne og glansen er så småt ved at gå af Nasser og hans Arabiske Republik.

Folket har brug for opmuntring eller måske bare afledning.

Og der er virkelig tale om et stort orkester med fem saxofoner, fire trompeter, fire tromboner, piano, guitar, bas, trommer og dertil hele den tyrkiske musik af orientalsk perkussion, fløjter og-hvad-har-vi. Ragab er i kraft af sin position og støtte fra staten i stand til at vælge og vrage blandt landets dygtigste musikere og får ovenikøbet lov til at omdanne sin militærforlægning til et veritabelt “Jazz House”.



Der er nu ikke meget nederlagsstemning eller for den sags skyld militær puritanisme over musikken.

På nummeret “Egypt Strut” er vi atter en gang på natklub. Denne gang af den mere burleske slags, hvor ikke helt unge kvinder i tilgivende, dæmpet belysning akkompagneres til dans iført fjer og kvælerslanger. Tankerne går tilbage til de gamle romere, der anså hoffet i Alexandria som det mest depraverede på denne side af Persien.

“A Tribute To Sun Ra” lyder mere som en hyldest til Edmundo Ross og Dizzy Gillespie. Vi ser dem i horisonten træde storgrinende op af Nilens mudder (Ross i ulastelig smoking og Gillespie i farvestrålende dashiki) mens de vinker til os og råber “Manteca!”

“Khan El-Khaleely” lyder mest af alt som et janitshar-korps på syre og sådan går det, så at sige over stok og sten igennem ørkensandet.

Denne mærkværdige blanding af big band, afro-cubansk jazz, military og orientalia ikke bare swinger. Den fungerer 100 pct.

Det er simpelthen. Rødt jern.



Og som man siger: Ingen Rudy Van Gelder, ingen Bernie Grundman slipper fri. Eller får lov til at lege med her.

Lyden er, hvad den er. Vi er ikke Blue Note og Decca Phase 4 er en drøm i et koldt land langt borte. Så når den elektriske guitarist får lov til at bidrage med et par licks, er han selv nødt til at skrue op for sin forstærker og hvis manden på knappen ikke er vågen, når hornsektionen for alvor lukker op i “Merwat”, så kommer det også med.

Rumklangen er lyden af lokalet og ikke en fjeder i en metalkasse. Det lyder faktisk mere som en Dizzy-optagelse fra 1947 end noget, der er optaget og udgivet i ‘70’erne.

Det er lo-fi og det er just fi-ne. With me.

Albummet udgives første gang af det ægyptiske kulturministerium i 1973 som “Egyptian Jazz” og året efter som “Egypt Strut” og er selvfølgelig næsten uopnåeligt i de originale versioner.

Salah optrædte også ved et par lejligheder sammen med den rigtige Sun Ra. Han medvirker på albummet “Live At Praxis ‘84” og arbejdede også sammen med de tyske pionerer i Embryo.

Det London-baserede label Strut Records, der bla. specialiserer sig i afro-udgivelser har i anledning af Record Store Day 2021 genudgivet “Egypt Strut” (STRUT263D) med ekstra numre, liner notes osv.



Der skulle gerne være et eksemplar på vej fra Berlin een af dagene.

Fedt.

Jeg skal nok følge op med historier om musik fra Ægypten senere, men først, hurtigt; hvor har du bestilt den?

PQR

pqrannes skrev:Fedt.

Jeg skal nok følge op med historier om musik fra Ægypten senere, men først, hurtigt; hvor har du bestilt den?

PQR

Det glæder jeg mig i hvert fald til

Pladen er bestilt via Discogs hos sælgeren “oldschool-berlin”. -Det er ikke nogen, jeg kender. Men navnet lyder jo forjættende og pladen skulle faktisk allerede være sendt. Selvom jeg først bestilte i aftes.