P2 Koncerten på FM
: tirs 28. sep 2021 23:42Danmarks Underholdningsorkester ("DUO" blandt venner) er et ensemble, som jeg af personlige og semi-romantiske årsager har fulgt næsten siden starten. Eller om man vil, siden enden på det, der engang var kendt som Danmarks Radios Underholdningsorkester. Trods alle odds og politiske "armslængdeprincipper" er det faktisk lykkedes for det lille orkester, ikke bare at overleve, men også at sætte nogle gevaldige milepæle i den klassiske musikverden.
Det skyldes ikke mindst samarbejdet med den ungarske mesterdirigent Adam Fischer. Under Fischer's musikalske ledelse har man blandt meget andet formået at opføre og indspille såvel Beethoven's som Mozart's samlede symfonier. -Hvilket er sådan noget, der normalt er forbeholdt de store orkestre i f.eks. Berlin og London. I år har man så kastet sig over Brahms' symfonier og det var derfor af flere årsager en stor glæde at høre aftenens P2 Koncertprogram.
-I et stykke tid har jeg jo uden egentlig at have planlagt det, udforsket tematikken omkring "hvor meget skal der til?" eller måske snarere "hvor lidt kan man klare sig med?". Altså i forhold til bare at nyde musikken uden at lade teknikken "komme i vejen" så at sige.
Så det er stadig den uanselige og ikke-rigtigt-vintage kombo af en integreret NAD 302 forstærker og NAD 402 tuner, der sammen med et par ok-men-ikke-noget-særligt AKG hovedtelefoner, danner rammen om mine æterbårne og symfoniske rejser i tid og rum.
Og jeg må sige, at det især er tuneren, der er stjernen i det her setup. Den ser jo ud af næsten ingenting, vejer ingenting og kostede kun en smule mere end ingenting. Udgangsbøsningerne er skæve og displayet blegner i den ene side. Men med de rigtige modtageforhold (en T-antenne til 75,- og Højen-senderen knejsende ovre på den anden side af å-dalen), så giver den alligevel den mest støjfrie og klare gengivelse, jeg kan mindes at have haft fornøjelsen af i min stue i meget lang tid.
Tilbage til musikken:
Aftenens program byder på lidt snacks i form af en ouverture af Haydn og arier af Beethoven og Mozart. Men hovedmenuen er Brahms' 2. Symfoni "Den Pastorale". Opført og optaget i Konservatoriet's skønne koncertsal i det gamle radiohus på Rosenørns Allé.
Musikken er ganske rigtigt mere legende, til tider nærmest lystig, end man er vant til fra den gamle tysker. Men som Fischer siger i interviewet: "It is still Braahms!"
Fischer's tilgang er interessant. Han gør det i at studere samtidens reaktioner på de originale opførelser f.eks. gennem datidige anmeldelser. Som han siger, så er datidens og nutidens opfattelse af "hurtigt", "højt" eller "lavt" (volumen) ikke nødvendigvis ens. Så hvis vi i dag vil give den samme oplevelse af at noget blivet spillet "hurtigt", skal vi måske ikke spille det i samme tempo som for 150 år siden.
Lyden på transmissionen er også interessant. Orkesteret er ikke et af de største og det er salen heller ikke. Det er heller ikke een af de nyeste, så der er både knirken af gulvbrædder og en intim og i klassisk sammenhæng næsten "klub-agtig" atmosfære. Publikum er generelt velopdragne, bortset fra nogle få døgenigte, der af vanvare kommer til at klappe imellem 1. og 2. satsen. I de senere overgange er der ro, bortset fra de obligatoriske og opsparede host, der jo netop skal leveres dér og ingen andre steder. Der er heller ingen renden og smækken med døre, som i DR Koncerthuset.
Her kommer man ikke for at blive set eller hørt. Men for at se og ikke mindst høre.
Som "ekstranummer" gives 3. satsen fra den 3. Symfoni, der af dirigenten præsenteres som "the most beautiful thing ever written by Brahms. Some of you will know it. Some of you won’t". -Efter i aften er vi i hvert fald lidt flere, der kender den og sikkert er enige i Fischer's vurdering.
Men der er minsandten mere. Ikke live, men alligevel DUO og Fischer. Aftenens radioværtinde har nemlig med sikker hånd valgt at følge koncerten op med orkesterets indspilning af Mozart's Symfoni nr. 38 ("Pragersymfonien"). Det kan ikke her siges, hvor og under hvilke omstændigheder optagelsen har fundet sted.
Men lyden er markant anderledes end Brahms-koncerten. Orkesteret lyder større, ikke at der er flere stemmer. Det lyder bare af meget mere. Det samme gælder dynamikken: Paukerne, som den kære Wolfgang ikke sparer på her, kommer ud som små kanonskud og i 2. satsen's leg imellem træblæserne og strygerne, kommer basserne igennem med vægt og fylde. Som om selve rummets akustik kan bære mere. Eller måske er det bare en optage-teknisk fremkaldt illusion.
Men fremførelsen er også mere "korrekt" eller "pæn" om man vil. Det her skal tydeligvis på plade. Det er ikke Fischer, når han slår sig løs til koncerterne, som han er kendt og elsket for af hans mange dedikerede fans.
Det minder næsten om den forskel, der er på at høre "Kind Of Blue", som albummet blev optaget i studiet i New York og så den måde, numrene blev fremført på under turneen i Europa i 1960.
Men det er jo - som man siger - en helt anden historie.
Det skyldes ikke mindst samarbejdet med den ungarske mesterdirigent Adam Fischer. Under Fischer's musikalske ledelse har man blandt meget andet formået at opføre og indspille såvel Beethoven's som Mozart's samlede symfonier. -Hvilket er sådan noget, der normalt er forbeholdt de store orkestre i f.eks. Berlin og London. I år har man så kastet sig over Brahms' symfonier og det var derfor af flere årsager en stor glæde at høre aftenens P2 Koncertprogram.
-I et stykke tid har jeg jo uden egentlig at have planlagt det, udforsket tematikken omkring "hvor meget skal der til?" eller måske snarere "hvor lidt kan man klare sig med?". Altså i forhold til bare at nyde musikken uden at lade teknikken "komme i vejen" så at sige.
Så det er stadig den uanselige og ikke-rigtigt-vintage kombo af en integreret NAD 302 forstærker og NAD 402 tuner, der sammen med et par ok-men-ikke-noget-særligt AKG hovedtelefoner, danner rammen om mine æterbårne og symfoniske rejser i tid og rum.
Og jeg må sige, at det især er tuneren, der er stjernen i det her setup. Den ser jo ud af næsten ingenting, vejer ingenting og kostede kun en smule mere end ingenting. Udgangsbøsningerne er skæve og displayet blegner i den ene side. Men med de rigtige modtageforhold (en T-antenne til 75,- og Højen-senderen knejsende ovre på den anden side af å-dalen), så giver den alligevel den mest støjfrie og klare gengivelse, jeg kan mindes at have haft fornøjelsen af i min stue i meget lang tid.
Tilbage til musikken:
Aftenens program byder på lidt snacks i form af en ouverture af Haydn og arier af Beethoven og Mozart. Men hovedmenuen er Brahms' 2. Symfoni "Den Pastorale". Opført og optaget i Konservatoriet's skønne koncertsal i det gamle radiohus på Rosenørns Allé.
Musikken er ganske rigtigt mere legende, til tider nærmest lystig, end man er vant til fra den gamle tysker. Men som Fischer siger i interviewet: "It is still Braahms!"
Fischer's tilgang er interessant. Han gør det i at studere samtidens reaktioner på de originale opførelser f.eks. gennem datidige anmeldelser. Som han siger, så er datidens og nutidens opfattelse af "hurtigt", "højt" eller "lavt" (volumen) ikke nødvendigvis ens. Så hvis vi i dag vil give den samme oplevelse af at noget blivet spillet "hurtigt", skal vi måske ikke spille det i samme tempo som for 150 år siden.
Lyden på transmissionen er også interessant. Orkesteret er ikke et af de største og det er salen heller ikke. Det er heller ikke een af de nyeste, så der er både knirken af gulvbrædder og en intim og i klassisk sammenhæng næsten "klub-agtig" atmosfære. Publikum er generelt velopdragne, bortset fra nogle få døgenigte, der af vanvare kommer til at klappe imellem 1. og 2. satsen. I de senere overgange er der ro, bortset fra de obligatoriske og opsparede host, der jo netop skal leveres dér og ingen andre steder. Der er heller ingen renden og smækken med døre, som i DR Koncerthuset.
Her kommer man ikke for at blive set eller hørt. Men for at se og ikke mindst høre.
Som "ekstranummer" gives 3. satsen fra den 3. Symfoni, der af dirigenten præsenteres som "the most beautiful thing ever written by Brahms. Some of you will know it. Some of you won’t". -Efter i aften er vi i hvert fald lidt flere, der kender den og sikkert er enige i Fischer's vurdering.
Men der er minsandten mere. Ikke live, men alligevel DUO og Fischer. Aftenens radioværtinde har nemlig med sikker hånd valgt at følge koncerten op med orkesterets indspilning af Mozart's Symfoni nr. 38 ("Pragersymfonien"). Det kan ikke her siges, hvor og under hvilke omstændigheder optagelsen har fundet sted.
Men lyden er markant anderledes end Brahms-koncerten. Orkesteret lyder større, ikke at der er flere stemmer. Det lyder bare af meget mere. Det samme gælder dynamikken: Paukerne, som den kære Wolfgang ikke sparer på her, kommer ud som små kanonskud og i 2. satsen's leg imellem træblæserne og strygerne, kommer basserne igennem med vægt og fylde. Som om selve rummets akustik kan bære mere. Eller måske er det bare en optage-teknisk fremkaldt illusion.
Men fremførelsen er også mere "korrekt" eller "pæn" om man vil. Det her skal tydeligvis på plade. Det er ikke Fischer, når han slår sig løs til koncerterne, som han er kendt og elsket for af hans mange dedikerede fans.
Det minder næsten om den forskel, der er på at høre "Kind Of Blue", som albummet blev optaget i studiet i New York og så den måde, numrene blev fremført på under turneen i Europa i 1960.
Men det er jo - som man siger - en helt anden historie.
