Vintagehifi.dk

Jeg var forleden ude hos min lokale pladepusher i Bagsværd og hørte det netop udkomne reissue af "Older" med George Michael. Jeg var virkelig overrasket over hvor dårlig lyden var. I går tog jeg så derud igen og havde taget mit eget eksemplar af Older med, som jeg købte tilbage i 96', så ejeren Kenn og jeg kunne høre de to på samme anlæg. Forskellen var himmelråbende stor. Den nye lyder som om, at musikken er pakket sammen inde i en boks og endda med lidt bulderbas. 96' udgivelsen er helt anderledes åben i lyden og med meget tydelig separation af instrumenterne. Og helt anderledes rolig i lyden. På nettet ligger allerede videoer med folk der har lavet A/B sammenligninger og hvor forskellen er tydelig, men IRL og på et ordentligt anlæg er forskellen virkelig virkelig signifikant.

Det er mig en gåde. Der har vel ikke i nyere tid været et reisssue af et album der har været så hypet og omtalt som Older. Den nye reissue skulle være remastered og er fordelt på to plader i stedet for oprindeligt een (hvilket i sig selv skulle være bedre ift. lyden). Jeg synes virkelig det er mystisk, men måske en del af forklaringen på hvorfor udgivelsen af ressue'en har været udsat 5-10 gange i de sidste par år!?

fisk skrev:Der har vel ikke i nyere tid været et reisssue af et album der har været så hypet og omtalt som Older.

Dog ikke mere hypet end at det indtil nu har undgået min opmærksomhed

Men det handler måske også lidt om, hvad man orienterer sig imod. Anyway.

Jeg har aldrig haft George Michael på hverken det ene eller andet format. Til gengæld har hans musik altid lydt godt, synes jeg. Både på dansegulvet, i radioen og selv på MTV.

Men jeg er også af den overbevisning at det, der betyder allermest for, hvordan en plade lyder, er det der foregår i studiet, mens det sker. Man kan sagtens komme til at ødelægge noget bagefter, men det er svært og måske i virkeligheden også lidt unødvendigt at forsøge at “forbedre” noget, der grundlæggende allerede ER godt.

Derfor er jeg heller ikke den store fan af voldsomt remasterede genudgivelser. Jeg synes tingene såvidt muligt skal have lov til at lyde sådan, som de oprindeligt lød. Også når det engang imellem afslører begrænsninger eller måske bare bevidste valg, som eftertiden af en eller anden grund føler sig kaldet til at “rette op på”. Jeg mindes med gru og afsky, da ZZ Top’s klassiske albums fra halvfjerdserne udkom på CD’er, hvor Frank Beard’s trommer var sovset ind til ukendelighed i digital rumklang.

Men omvendt kan man jo også sige, at hvis alternativet er ikke at have “Older” og man virkelig gerne vil have den, så kan man måske også fint leve med et mindre end optimalt eksemplar.

Jeg har købt rigtigt, rigtigt mange plader uden at bekymre mig en snus om, hvordan de lyder eller om det nu var den “rigtige” udgivelse. Simpelthen fordi jeg elsker musikken og heldigvis er der masser af helt almindelige, ikke-audiofile udgivelser, der lyder fantastisk. Ligesom der desværre også er eksempler på det modsatte.

Happy Listening!

Enig! Det er sjældent det gør den store forskel med rematserede ting. Med en undtagelse hist og her, hvor jeg oplever stort løft i lytteoplevelsen - som ex. den nye udgivelse af Sign o Times/Prince, som jeg synes var helt fantastisk. I det her tilfælde med de to Older udgivelser også stor forskel i lytteoplevelsen (selvom musikken er den samme) bare den anden vej. Synes bare det er super ærgerligt, at de ikke kunne gøre et bedre job, når nu den er fra 96' og der derfor findes relativt få af originalen.