Roger Waters runder 80 år
: ons 6. sep 2023 09:27Med-grundlægger og de facto-lederen af Pink Floyd i bandets storhedstid fylder idag 80 år.
Det er der bestemt grund til at ønske tillykke med - ikke mindst da Waters stadig er aktiv på musik-scenen og på album-fronten.
For mit vedkommende bliver det et dog lidt lavmeldt (eller blandet) tillykke.
På den ene side er der ikke tvivl om, at Waters har bidraget med noget af det allerstørste indenfor den psykedeliske og progressive rock. “Meddle”, “Wish you were here”, “Dark side…” (og for mig også “Animals”) er helt oppe i toppen af rock-albums. Personligt vil 2-3 af dem aspirere til en top-ti-placering - og uden Waters’ medvirken var de ikke blevet til. Så stort “Tak og Tillykke” for dét.
Og når jeg så ikke svinger fødselsdags-fanen entusiastisk med begge hænder, så skyldes det flere ting - noget musik-relateret og andet ikke.
Det musikalske handler om at Waters i den sidste del af PF’s levetid gjorde bandet til sit personlige projekt - og dermed “afkoblede” en væsentlig del af det, der frem til midt-70’erne gjorde PF unikke, nyskabende, spændende og store.
Allerede på “Animals” (1977) var det igang, da stort set ingen af de andre bidrog (eller fik lov til at bidrage) med kompositioner. De var dog stadig meget med i udførelsen - David Gilmour ikke mindst med noget forrygende guitarspil.
Senere - “The Wall” (1979) og “The Final Cut” (som er en trist afskeds-dans fra 1983 - ja: ‘80-erne igen!) - tog Waters endnu mere over. Teksternes temaer kom stadig mere til at handle om hans egne traumer (om at vokse op uden en far og i et strengt, stok-konservativt skole-system) - og væk var de søgende, spændende og psykedelisk-skæve melodier, der stadig gør f.eks. “Meddle” (1971) interessant at lytte sig ind i idag.
Og hvis man synes det (de personlige traumer) fylder meget på “The Wall”, så prøv at høre “The Final Cut”… Her var stemningen i bandet så dårlig, at de sjældent var til stede samtidig - og Richard Wright, der havde spillet keyboards i PF siden pladedebut’en i 1967, var blevet presset ud af bandet forinden primært af Waters. Det blev en bitter afslutning, hvis “sår” endnu ikke er helet - og nok ikke bliver det.
Ud over det musikalske har Waters været fremme med politiske udtalelser, som (for mig) er både uforståelige og uacceptable. Siden hvornår er det f.eks. Rusland, der skal have støtte og opbakning i den krig, landet i 2022 startede mod Ukraine..?
Den slags stiller jo det bredere spørgsmål om man kan skille “musikken” fra “manden” (og hvad med mistankerne mod Michael Jackson for blot at nævne ét eksempel). Det kan (måske) være emnet for en anden tråd en anden dag.
Men i dag er det Roger Waters 80 års fødselsdag, så jeg lukker det ene øje og ønsker tillykke til fødselaren, der i sine bedste stunder har bidraget med noget af det største og mest holdbare i rock-musikken. Det er vel værd at fejre.
Nedenstående klip fra dagens Politiken fortæller mere - og afspejler faktisk den blandede følelse jeg har de andre 364 dage af året.
Det er der bestemt grund til at ønske tillykke med - ikke mindst da Waters stadig er aktiv på musik-scenen og på album-fronten.
For mit vedkommende bliver det et dog lidt lavmeldt (eller blandet) tillykke.
På den ene side er der ikke tvivl om, at Waters har bidraget med noget af det allerstørste indenfor den psykedeliske og progressive rock. “Meddle”, “Wish you were here”, “Dark side…” (og for mig også “Animals”) er helt oppe i toppen af rock-albums. Personligt vil 2-3 af dem aspirere til en top-ti-placering - og uden Waters’ medvirken var de ikke blevet til. Så stort “Tak og Tillykke” for dét.
Og når jeg så ikke svinger fødselsdags-fanen entusiastisk med begge hænder, så skyldes det flere ting - noget musik-relateret og andet ikke.
Det musikalske handler om at Waters i den sidste del af PF’s levetid gjorde bandet til sit personlige projekt - og dermed “afkoblede” en væsentlig del af det, der frem til midt-70’erne gjorde PF unikke, nyskabende, spændende og store.
Allerede på “Animals” (1977) var det igang, da stort set ingen af de andre bidrog (eller fik lov til at bidrage) med kompositioner. De var dog stadig meget med i udførelsen - David Gilmour ikke mindst med noget forrygende guitarspil.
Senere - “The Wall” (1979) og “The Final Cut” (som er en trist afskeds-dans fra 1983 - ja: ‘80-erne igen!) - tog Waters endnu mere over. Teksternes temaer kom stadig mere til at handle om hans egne traumer (om at vokse op uden en far og i et strengt, stok-konservativt skole-system) - og væk var de søgende, spændende og psykedelisk-skæve melodier, der stadig gør f.eks. “Meddle” (1971) interessant at lytte sig ind i idag.
Og hvis man synes det (de personlige traumer) fylder meget på “The Wall”, så prøv at høre “The Final Cut”… Her var stemningen i bandet så dårlig, at de sjældent var til stede samtidig - og Richard Wright, der havde spillet keyboards i PF siden pladedebut’en i 1967, var blevet presset ud af bandet forinden primært af Waters. Det blev en bitter afslutning, hvis “sår” endnu ikke er helet - og nok ikke bliver det.
Ud over det musikalske har Waters været fremme med politiske udtalelser, som (for mig) er både uforståelige og uacceptable. Siden hvornår er det f.eks. Rusland, der skal have støtte og opbakning i den krig, landet i 2022 startede mod Ukraine..?
Den slags stiller jo det bredere spørgsmål om man kan skille “musikken” fra “manden” (og hvad med mistankerne mod Michael Jackson for blot at nævne ét eksempel). Det kan (måske) være emnet for en anden tråd en anden dag.
Men i dag er det Roger Waters 80 års fødselsdag, så jeg lukker det ene øje og ønsker tillykke til fødselaren, der i sine bedste stunder har bidraget med noget af det største og mest holdbare i rock-musikken. Det er vel værd at fejre.
Nedenstående klip fra dagens Politiken fortæller mere - og afspejler faktisk den blandede følelse jeg har de andre 364 dage af året.
