Vintagehifi.dk

Som gammel Rock'n'Roller skal der med min musiksmag helst iblandes noget blues-stof i rock-menuen...derfor leder man efter den sound og de musik folk, som kan gengive netop "det" lydbillede.....

I 2022 forlod Steve Morse Deep Purple, mest pga de helbredsproblemer og smerter der følger med som gigtpatient. Efter gigten tog fat, har Steve Morse været nødsaget til at ændre spille facon.
Jeg har siden 1980 lyttet til "The Dixie Dregs" med Steve Davidowski, Rod Morgenstein, Steve Morse, Allen Sloan og Andy West.... Rod Morgenstein....en fantastisk trommeslager. Gruppen blev dannet fra University of Miami's School of Music ca. 1973.
Steve Morse...har måske været blandt top tre som "picker" af alle guitarister...(jeg tænker en my bedre end Eric Johnson) i en genre der vanskeligt kan beskrives som andet end rock, classical music, country, jazz og jazz- rockfusion.

En helt fantastisk musiker...ham Steve Morse, men i min verden fejlplaceret som guitarist hos Deep Purple....

Helt modsat passede Ritchie Blackmore perfekt ind i det rockband, og her kommer så nyskabelsen i form af Simon Mcbride, som siden 2022 skulle være den nye fuldtids guitar mand for Deep Purple.
Det er lang tid siden, jeg har lyttet til en guitarist med et så stort virtuost register som Simon Mcbride behersker. Simon er fra Belfast, og med en stil der i langt højere grad passer ind i et blues-rock band som Deep Purple.

Prøv lige at få Simon's version af Jimi's "Little Wing" på opleveren her: https://www.youtube.com/watch?v=Gpe3sUh9tc0

Der er mange gode udgaver af "Little Wing" bl.a. med Stevie Ray Vaughan, men med de små finesser og finurlige
greb ryger Simon Mcbride ind i den tætte top 5....emo

Virkelig fed version!
Jeg holder jo meget af Jimi's versioner....det er svært at hamle op med.

Derfor vil jeg nævne Little Wing i en helt anden forklædning...Stings version på albummet Nothing Like The Sun.
Virkelig lækker og fløjlsblød jazzet version....jeg elsker den version, men erkendt...den ligger i en helt anden boldgade.
https://www.youtube.com/watch?v=4w-Tgx8voDw

Jeg er enig i mange af dine betragtninger Kim, omkring Steve Morse og Deep Purple. Selv om han er en fantastisk guitarist og jeg har set ham med DP 6-7-8 gange i de sidste 20 år, så blev han aldrig den rigtige blues-orienterede erstatning for Ritchie Blackmore.

Dixie Dregs har jeg kun lyttet meget perifert til, da jeg i længden finder instrumental musik for kedeligt.

Simon Mcbride er derimod en spændende erstatning der passer meget bedre til DP’s musik og spillestil. Jeg så dem, med Mcbride på guitar, på plænen i Tivoli i sommers. En fantastisk god koncert. Det bliver spændende at se om der kommer flere albums fra dem? Resten af banden er jo ikke helt unge mere…


Med hensyn til Morse’s afgang fra DP, så skyldes det primært at hans kone allerede i 2022 var i behandling for stadie 4 kræft. Det var for at være hos hende at han forlod DP. Hun gik bort 4 Feb 2024. Jeg har aldrig hørt eller læst om hans gigt problemer, men vil da ikke være overrasket over det, hvis det også er tilfældet.

https://blabbermouth.net/news/ex-deep-p ... f-his-wife

Mvh Kenneth

Jeg har tit undret mig over, hvorfor jeg kan lide ditten og hvorfor jeg ikke kan lide datten.....Jeg er endt med at konkludere, at det er ret så tilfældigt. Det er lidt afhængig af sindstemning og en indre resonans. Der er et hav af guitarister, og det er sikkert svært at lave noget nyt, men i min optik så er ham her Simon Mcbride blot en der efterligner de gamle. Indrømmet jeg er egentlig ikke til Deep Purple og min hjerne kan altid finde på gode undskyldninger for mine præferencer. Det er nok derfor jeg sjældent kan bruge andre folks anbefalinger.
Lad mig pege på en guitarist, som efter min mening laver en ny lyd: Samantha Fish and Jesse Dayton - Death Wish Blues.

KenRas skrev:Jeg er enig i mange af dine betragtninger Kim, omkring Steve Morse og Deep Purple. Selv om han er en fantastisk guitarist og jeg har set ham med DP 6-7-8 gange i de sidste 20 år, så blev han aldrig den rigtige blues-orienterede erstatning for Ritchie Blackmore.

Dixie Dregs har jeg kun lyttet meget perifert til, da jeg i længden finder instrumental musik for kedeligt.

Simon Mcbride er derimod en spændende erstatning der passer meget bedre til DP’s musik og spillestil. Jeg så dem, med Mcbride på guitar, på plænen i Tivoli i sommers. En fantastisk god koncert. Det bliver spændende at se om der kommer flere albums fra dem? Resten af banden er jo ikke helt unge mere…

Med hensyn til Morse’s afgang fra DP, så skyldes det primært at hans kone allerede i 2022 var i behandling for stadie 4 kræft. Det var for at være hos hende at han forlod DP. Hun gik bort 4 Feb 2024. Jeg har aldrig hørt eller læst om hans gigt problemer, men vil da ikke være overrasket over det, hvis det også er tilfældet.

https://blabbermouth.net/news/ex-deep-p ... f-his-wife

Mvh Kenneth

Hej, lige før den gamle KB-hal brændte i 2011 var jeg til koncert med DP og Steve Morse... Ian Gillan lagde stærkt ud, men måtte have "ilt" efter et par numre..hvor de tak og lov havde Jon Lord's magiske efterfølger, Don Airey, til at dække ind for Ian's manglende kondition....det er hård kost at være forsanger i Deep Purple. Da jeg så dem i samme KB-hal en torsdag i 1972 hvor Ritchie spillede "bukserne af", kunne jeg stadig høre "syden og hvislen" fra højre øre den følgende søndag....tror min tinnitus startede der? ...Jeg var ikke klar på at Steve's kone var gået bort!

Jeg faldt over denne artikel om Steve Morse og den gigt som skulle have ændret hans spillestil:
https://guitar.com/news/music-news/steve-morse-arthritis-technique-change/

Det er lidt afhængig af sindstemning og en indre resonans. Der er et hav af guitarister, og det er sikkert svært at lave noget nyt, men i min optik så er ham her Simon Mcbride blot en der efterligner de gamle. Indrømmet jeg er egentlig ikke til Deep Purple og min hjerne kan altid finde på gode undskyldninger for mine præferencer. Det er nok derfor jeg sjældent kan bruge andre folks anbefalinger.

Valg af en musik genre i nuet sker jo præcis efter hvilken "mode" man befinder sig i, og blandt det publikum der nærlytter guitar lyd og guitar stil, er der lige så mange meninger, som der findes stjerner på nattehimlen.

Jeg forstår, at du ikke kan bruge min anbefaling i forhold til Simon Mcbride's guitar sound og samspillet med Deep Purple.... ud fra den sindstilstand du befinder dig i, er der kun en løsning: find en anden musikstil og en anden guitarist som passer dig bedre.

Mvh Kim

Zig skrev:... Der er et hav af guitarister, og det er sikkert svært at lave noget nyt, men i min optik så er ham her Simon Mcbride blot en der efterligner de gamle...

Nu skal man ikke tage fejl at en god kopist altid er at foretrække frem for en hæderlig original.
Der er mange måder at anskue den og den guitarists evner. Min egen tilgang går ikke så meget på om en guitarist er i stand til at spille som fx. Blackmore eller Hendrix, men mere om guitaristen er i stand til at gøre nummeret til sit eget, noget som jeg mener at Morse altid har behersket. Man har aldrig været i tvivl om at det var Blackmores soloer der blev spillet, men Morse var altid i stand til at lægge et ekstra "melodi-lag" på og det mener jeg godt nok er overskud der batter. "Little Wing" er et nummer som de fleste guitarister skal prøve kræfter med og jeg skal da mene at McBride så absolut tager nummeret i besiddelse, men han glemmer ikke at medtage et par Hendrix-ting, ganske som Morse typisk har integreret et par Blackmore-ting i hans soloer. Desuden vil jeg tilføje at McBride nærmest på "Zappa-vis" formår opbygge adskillige melodi-lag.
Det jeg prøver at sige er nok at jeg vedkender måden som jazz-folket ser på standards. Her fx. en "kopi" af Dizzy Gillespies "Night In Tunesia", men hvilken "kopi":
https://www.youtube.com/watch?v=woVHjtWaVoY
Man kan vel sige at kompositionen bliver "større" hver gang en musiker vælger at kaste sine evner over den.

Her gi'r Martin Miller og Tom Quale den gas med "Little Wing". Teknisk set "bare" kopister og så bestemt ikke alligevel:
https://www.youtube.com/watch?v=q_VidcX ... MM&index=3

MVH Henning

Der er vist altid gåder, men skal prøve at løse..... Videoen med Martin Miller og Tom Quale var rigtig god (med mine øjne). Og hvorfor dog det? Mit svar er, at de er ikke udbasuneret til at være super-stjerner, men er bare ganske almindelige håndværkere. Og de kan deres håndværk uden dikkedarer. Jeg kikkede på flere af Simon Mcbrides videoer, og gad ikke se nogen af dem til ende.
Vi er nok den generation, hvor rock stjerner var nærmest "guder", og det går ikke i dag. De har ligesom bevist (helt bogstaveligt) at de er dødelige, og jeg synes at fornemme, at Mcbride prøver for meget at være stjerne og hans alt for "smukke" guitarer hjælper ikke - så jeg sidder tilbage med en fornemmelse af "marketing".
Og endnu en gåde.... Dexter Gordon er en af mine yndlings kunstnere - og den video med Night in Tunisia ku' jeg slet ikke se til ende.... Jeg elsker at lytte til ham med lukkede øjne, og hans skøre måde at introducere numrene på virker OK. Men når jeg ser ham, tænker jeg, Gud - den mand er påvirket; han prøver for hårdt at være hip. Og den klip fra '64 beviser hvor længe vi har været udsat for lutter "marketing".
Sådan er vi så forskellige....
Pudsigt nok - Zappa var meget imod mekanisk fingernemhed. Det var kun for ham et spørgsmål om øvelse. Clapton fortæller en historie om at blive inviteret til en Zappa fest. Clapton banker på døren og Zappa åbner den og stikker med det samme en guitar i Claptons hænder. "Her - spil på denne," siger han. Clapton fortæller, at han forstod ingenting. Men det var Zappas kritik af mekanisk fingernemhed og dertilhørende stjerne-status.
Og gåde nr. 3: Jeg hader Zappa-musik.

Vi er selvfølgelig allesammen efterlignere....
https://www.youtube.com/watch?v=mslld2eto2Y

Men det må handle om at prøve at komme videre og tilføje noget originalt.

Her er et band, der tilføre noget nyt....
https://www.youtube.com/watch?v=Z5NoQg8LdDk

Og så et mere
https://www.youtube.com/watch?v=vWLJeqLPfSU

Zig skrev:Jeg hader Zappa-musik.

Men rytmisk kunne han noget !

I video’en med Dexter Gordon ankommer han udefra , og spiller en super version af ”Night in Tunesia” ....og når han kan spille nummeret så overbevisende i ”kold tilstand” er der vel tale om et helt uovertruffent talent?

Noget tilsvarende og ligeså overbevisende talent fandt jeg i min vurdering af Simon Mcbride’s åbentlys fine teknik, der udelukkende går på hans musikalske evner, hvor han formåede at få smukke velklingende toner ud af sin guitar

Egentlig gider jeg ikke spilde tid på neg. kritik , men når man som almindelig entusiast lytter til musik, og ikke selv er musiker, opstår der en form for håbløshed indeni, når man ser negativ kritik af en musikers virtuose evner....

Fra 50'erne slut 60’erne handlede det hele om Duke Ellington og Johnny Hodges’ alt sax, Ben Webster eller Count Basie’s Kansas City five med Zoot Sims, Roy Eldridge, Duffy Jackson og Cleveland Eaton, min far lyttede kun til jazz....enhver kan forestille sig dramaet der udspillede sig i samme hus med de foretrukne Canned Heat og blind owl med lys stemme, Cream, Hendrix og Zeppelin...mm

For mine sønner i teenageårene var al musik fra 60’erne, 70’erne og 80’erne ikke lige det rigtige at lytte til ....det rigtige var Deadmau5 , Nelis ,Ben Böhmer og den slags ( hvor der var fede numre imellem som de fandt sjovt at den "gamle" syntes om)....men her som 34årig og 37årig kommer de tilbage og lytter til min ”gamle” musik....et par småting må man have gjort rigtigt

Af nyere danske jazz folk kan nævnes ”Ibrahim Electric” med Jeppe Tuxen, Stefan Pasborg, Niclas Knudsen, et band som i den grad deler vandene...og ellers er der ingen begrænsninger på musikken fra Debussy – ”Clair de Lune” , Giacomo Puccinis, ”Nessun Dorma” til Winter, Dizzy, Sanne eller Bruce Katz Band....osv

Count Basie ”Booty’s Blues” med 1.000.000 $ rytmegruppen ...hør lige starten med Cleveland Eaton:

https://www.youtube.com/watch?v=Ct_tBKgQAxw talent lutter talent

Eller Basie’s Kansas City five : .....

https://www.youtube.com/watch?v=5YHEWFdhEMc talent kun talent

Læg mærke til Zoot der læner sig op ad flyglet ....nå er det mig nu? ...der et udfald på video’en ca 3.44 ..den kommer igen og Roy’s trumpet er værd at vente på

Ellers starter det hele for mig med Elmore James (January 27, 1918 – May 24, 1963) aged 45 (ikke Robert Johnson), selvom han skrev Dust my Broom....Elmore rodede selv med rørforstærkere og gav blues-rock’en sin lyd med den forvrængning han ændrede rørforstærkeren til at afgive.

Elmore James - "It hurts Me Too" : . https://www.youtube.com/watch?v=fzr1Rfn-P4Y ...hele rock historien står på skuldrene af disse bluesfolk fra sydstaterne....og Elmore hvilken stemme!!

Elmore James ”Done Somebody Wrong” :
https://www.youtube.com/watch?v=rUQG9Ih ... rt_radio=1

Mon ikke Allman Brothers Band , Duane & Gregg Allman var glade for sangen fra Elmore James

Mvh Kim

Og så lige en gang mere med Morse og Gilbert:
https://www.youtube.com/watch?v=Gx4XZRgg8EY
MVH Henning

Gud, Spuncut - disse indslag gør, at jeg føler mig gammel......
Jeg kan slet ikke følge med de to herrer.....og det er sikkert fordi, jeg ER gammel, så jeg bliver forvirret af en mand i habit, der spiller guitar sammen med en gammel hippy i vest og spraglet T shirt.
Jeg havde måske en lignende oplevelse i min egen stue i aften. Jeg lyttede til Pink Floyd og jeg kedede mig. Der var ingen overraskelser. Derefter prøvede jeg Paul Simon, og det var en plade med dejlig lyd - men men men - jeg kedede mig. Jeg kender disse plader og kunstnere alt for godt - og jeg gider ikke mere. Og der er desværre mange flere af de gamle kendingere, der har udspillet deres velkomst hos mig.
Jeg så en video en gang af to unge fyre, der lyttede for første gang til et Phil Collins album. Deres begejstring var store, Deres analyse var sprudlende. At høre de gamle sager for første gang og nyde dem, er os desværre ikke undt.
Og at høre en kopi af en kopi af en kopi er....bare en kopi.

Altså, taler vi om rå talent, så kommer vi ikke uden om SRV - og selv om han er nævnt her, så mangler der et link til hans helt virtuose version af "Little Wing": https://m.youtube.com/watch?v=i6G53BMgu ... RsZSB3aW5n

Jeg husker da han døde - en virkelig tragedie. Og personligt betyder lige hans udgave af "Little Wing" meget for mig. I 1996 havde jeg været på rejse i Mexico. En fantastisk tur sammen med min fremtidige exkone. Meget overraskende hentede min far mig i lufthavnen, og fortalte mig, at min mor var blevet indlagt og opereret for tarmslyng, mens jeg var ude og rejse. Hun havde været døden nær, men de havde ikke villet fortælle det til mig, for ikke at ødelægge min tur. Jeg/vi havde lejet vores lejlighed ud, mens vi var ude og rejse, så jeg tog med min far hjem til det halvtomme hus, for at overnatte i huset kun ham og mig sammen. Jeg tror ikke vi nogensinde havde prøvet at overnatte kun os to alene i mit barndomshjem. Den gamle stivstikker virkede pludselig så ensom og hjælpeløs der, alene i huset. Vi kom først hjem ret sent den aften, og mens vi gjorde os klar til at gå i seng, spillede hans clockradio inde fra de gamles soveværelse. Natradio - "Little Wing" med SRV bragede ud i rummet. Og selv om den slags musik ellers slet, slet ikke var ham, så skruede han hverken ned eller slukkede. Jeg tænker, at han på en eller anden måde kunne relatere til det stykke musik, lige netop der - midt i ensomheden, smerten og bekymringen. Han, der ellers plejede ellers normalt at sidde og vippe med foden til "Hotel Evergreen" søndag formiddag.

Og nu vi taler om virtuoser - her er en anden en af mine favouritter: Stanley Clarke - den fantastiske, i mere end en forstand kæmpestore bassist. En kontrabas ser helt lille ud mellem hans enorme hænder: https://m.youtube.com/watch?v=ldY1wR3G8 ... bGFya2U%3D

Og hvem siger i øvrigt "Little Wing" kun er blæret på en guitar?
https://m.youtube.com/watch?v=Oh_Z1kt5i ... IHdpbmc%3D

bjerager skrev:Jeg husker da han døde - en virkelig tragedie. Og personligt betyder lige hans udgave af "Little Wing" meget for mig. I 1996 havde jeg været på rejse i Mexico. En fantastisk tur sammen med min fremtidige exkone. Meget overraskende hentede min far mig i lufthavnen, og fortalte mig, at min mor var blevet indlagt og opereret for tarmslyng, mens jeg var ude og rejse. Hun havde været døden nær, men de havde ikke villet fortælle det til mig, for ikke at ødelægge min tur. Jeg/vi havde lejet vores lejlighed ud, mens vi var ude og rejse, så jeg tog med min far hjem til det halvtomme hus, for at overnatte i huset kun ham og mig sammen. Jeg tror ikke vi nogensinde havde prøvet at overnatte kun os to alene i mit barndomshjem. Den gamle stivstikker virkede pludselig så ensom og hjælpeløs der, alene i huset. Vi kom først hjem ret sent den aften, og mens vi gjorde os klar til at gå i seng, spillede hans clockradio inde fra de gamles soveværelse. Natradio - "Little Wing" med SRV bragede ud i rummet. Og selv om den slags musik ellers slet, slet ikke var ham, så skruede han hverken ned eller slukkede. Jeg tænker, at han på en eller anden måde kunne relatere til det stykke musik, lige netop der - midt i ensomheden, smerten og bekymringen. Han, der ellers plejede ellers normalt at sidde og vippe med foden til "Hotel Evergreen" søndag formiddag.

Smuk historie, Anders. Forhåbentlig endte det godt.

Captain Phoenix skrev:

bjerager skrev:Jeg husker da han døde - en virkelig tragedie. Og personligt betyder lige hans udgave af "Little Wing" meget for mig. I 1996 havde jeg været på rejse i Mexico. En fantastisk tur sammen med min fremtidige exkone. Meget overraskende hentede min far mig i lufthavnen, og fortalte mig, at min mor var blevet indlagt og opereret for tarmslyng, mens jeg var ude og rejse. Hun havde været døden nær, men de havde ikke villet fortælle det til mig, for ikke at ødelægge min tur. Jeg/vi havde lejet vores lejlighed ud, mens vi var ude og rejse, så jeg tog med min far hjem til det halvtomme hus, for at overnatte i huset kun ham og mig sammen. Jeg tror ikke vi nogensinde havde prøvet at overnatte kun os to alene i mit barndomshjem. Den gamle stivstikker virkede pludselig så ensom og hjælpeløs der, alene i huset. Vi kom først hjem ret sent den aften, og mens vi gjorde os klar til at gå i seng, spillede hans clockradio inde fra de gamles soveværelse. Natradio - "Little Wing" med SRV bragede ud i rummet. Og selv om den slags musik ellers slet, slet ikke var ham, så skruede han hverken ned eller slukkede. Jeg tænker, at han på en eller anden måde kunne relatere til det stykke musik, lige netop der - midt i ensomheden, smerten og bekymringen. Han, der ellers plejede ellers normalt at sidde og vippe med foden til "Hotel Evergreen" søndag formiddag.

Smuk historie, Anders. Forhåbentlig endte det godt.

Tjae: hun overlevede. Men hun blev ikke ret gammel. Det skulle imidlertid vise sig: at hun også overlevede min far. Masser af cerutter og et hårdt og stresset liv sled på ham.