Vintagehifi.dk

Jeg har længe været på udkig efter et japansk tryk af Bill Evans' sidste live-album, optaget i 1979 i Espace Cardin, Paris, og udgivet 1984 som en del af Elektras Jazz Masters Series.

Jeg har tidligere ikke helt forstået jazz - enten var det for big band-agtigt, eller cirkeline-agtigt eller så 'free', at det virkede stressende på mig.



Paris II og samtlige Kamasi Washingtons albums fik mig på sporet på en god måde. Og det er nok den genre, jeg har brugt mest tid at bliveklogere på og lytte til de sidste 12 måneders tid.

Det er ikke den mest støjfri udgivelse, men der er knald på dynamikken og de høje toner er helt, helt vilde som engledryp.

Albummet kom hjem fra Tokyo på under 36 timer gennem discogs (Ella Records), meget imponerende - og i super-super god stand.

Coveret indeholder et interessant interview af Bill Evans foretaget af Jim Aikin - med fokus på den nye triokonstellation, der har været trykt i magasinet Keyboard i juni 1980. Det kan læses her.

I samme hug fik jeg 'New Conversations' hjem + Kraftwerks 'Autobahn' - begge i japanske tryk.

Begge Bill Evans' udgivelser er fænomenale.

Analogue Productions har en udmærket udgivelse af hans koncert i Montreux som er et ganske fint supplement til Paris-optagelserne. Ligeledes er de sidste optagelser fra hans liv (bl.a. samlet under "Consecration") fuldstændig enestående. Jeg tænker ofte på hvordan han kunne spille så virtuost, dybfølt og ekstraordinært kort før hans død. Han komponerende i øvrigt ivrigt de sidste år hans liv.

Alt hvad Bill Evans' har udgivet under Riverside er også sublimt: "Sunday at Village Vanguard", "Explorations" og "Portrait in Jazz" er simpelthen kernemateriale i videreudviklingen af bebop og i min verden "must-have" som jazzentusiast.

Hvis du kan lide New Conversations som er aldeles eksperimenterende qua måden hvorpå albummet konceptuelt er etableret, vil jeg anbefale hans to "Solo Sessions". Her får man et ekslusivt indblik i de mest kreative afkroge af mesterens kreative sind. Da jeg ikke har dem selv (på vinyl) kan jeg ikke kommentere på lyden og kvaliteten af udgivelserne.

Jeg vil også anbefale Keith Jarretts udgivelser med Gary Peacock og Jack DeJohnette, også kendt som "The Standards Trio".

Jeg kunne fortsætte, men det er nok for nu. Tak for en fin beskrivelse af lyden; det er virkelig en flot leveringstid.

kasperbergholt skrev:Jeg har længe været på udkig efter et japansk tryk af Bill Evans' sidste live-album, optaget i 1979 i Espace Cardin, Paris, og udgivet 1984 som en del af Elektras Jazz Masters Series.

Tillykke med pladen - og at ihvertfald noget jazz falder i din smag. Og hvad kan næsten være bedre end Bill Evans, som er min yndlingspianist - og faktisk ditto jazz-musiker.

Her i hans sidste trio (m. Marc Johnson (b) og Joe LaBarbera (dr)) leverede han/de musik i et samspil, der er på højde med trioen fra 1961 (m. Scott LaFaro (b) og Paul Motian (dr)). Og det vil sige på absolut top-niveau, hvor jeg vil hævde at stort set ingen andre har været.
Det havde at gøre med Evans' filosofi om at gøre alle tre instrumenter ligeværdige - modsat mange andre, hvor pianoet er alene-stjernen og bas + trommer kun rytmegruppe/-baggrund. Og så selvfølgelig at de alle 3 er fremragende musikere.

Albummet du lytter til (Paris II) er nu ikke Evans's sidste live-album. Paris II er optaget i november 1979 - altså på en Europa-tourné. Herefter tog de mig bekendt tilbage til staterne, men kom tilbage til Europe i sommeren 1980, hvor Evans ikke havde mange meter tilbage af livets røde tråd... De gav bl.a. en koncert i den lille norske flække Molde - af alle steder - men der kom en god optagelse ud af det.

Hans storebror (Harry), der var diagnosticeret med skizofreni, tog livet af sig i starten af 1979, hvilket tog hårdt på Bill, der nærmest mistede lysten til at spille (iflg. Marc Johnson). Et massivt kokain-forbrug (som havde erstattet mange års heroin- og metadon-forbrug) gjorde heller ikke noget godt for hans livsstyrke.

MEN alligevel formåede han at spille smukt, livfuldt - ja ind imellem næsten livsgladt, når han først var på scenen. Også lige til det sidste, hvor Evans lå i sin seng hele dagen for først at stå op når han skulle give koncert.
De sidste officielt udgivne optagelser med ham/trioen stammer fra The Keystone Corner (San Francisco) i dagene 31/8 - 7/9 1980. Det var kun en uge før Evans døde på et hospital på Manhatten - men alligevel leverer han/trioen musik på højt niveau. Et uddrag af diss koncerter finde på en enkelt LP, der er genudgivet flere gange - senest i 2023. Trods mærkelige farver (guld, grøn mv.) lyder den faktisk ganske godt og er et værdigt punktum for en kun 23-års karriere - men en karriere der gav fantastisk meget til jazz/musik-verdenen.

Evans allersidste optræden var d. 10/9 1980 i New York (efter hjemkomsten fra San Francisco - han boede lige ovre på den anden side af Hudson i New Jersey). Her skulle han have spillet 5 aftener (på jazzklubben Fat Tuesday's), men formåede kun at gennemføre den første aften - og på den 5 dag derefter var det altså slut.
Der findes en uofficiel CD med musikken fra d. 10/9, men jeg har ikke hørt den.

Lautreamont skrev:Begge Bill Evans' udgivelser er fænomenale.

Analogue Productions har en udmærket udgivelse af hans koncert i Montreux som er et ganske fint supplement til Paris-optagelserne. Ligeledes er de sidste optagelser fra hans liv (bl.a. samlet under "Consecration") fuldstændig enestående. Jeg tænker ofte på hvordan han kunne spille så virtuost, dybfølt og ekstraordinært kort før hans død. Han komponerende i øvrigt ivrigt de sidste år hans liv.

Alt hvad Bill Evans' har udgivet under Riverside er også sublimt: "Sunday at Village Vanguard", "Explorations" og "Portrait in Jazz" er simpelthen kernemateriale i videreudviklingen af bebop og i min verden "must-have" som jazzentusiast.

Hvis du kan lide New Conversations som er aldeles eksperimenterende qua måden hvorpå albummet konceptuelt er etableret, vil jeg anbefale hans to "Solo Sessions". Her får man et ekslusivt indblik i de mest kreative afkroge af mesterens kreative sind. Da jeg ikke har dem selv (på vinyl) kan jeg ikke kommentere på lyden og kvaliteten af udgivelserne.

Jeg vil også anbefale Keith Jarretts udgivelser med Gary Peacock og Jack DeJohnette, også kendt som "The Standards Trio".

Jeg kunne fortsætte, men det er nok for nu. Tak for en fin beskrivelse af lyden; det er virkelig en flot leveringstid.

Det er så godt dét der i forhold til næste udgivelser på rejsen. Jeg får dem lagt i wish-listen på Discogs. Og tak for tippet om Keith Jarret :)

Captain Phoenix skrev:

kasperbergholt skrev:Jeg har længe været på udkig efter et japansk tryk af Bill Evans' sidste live-album, optaget i 1979 i Espace Cardin, Paris, og udgivet 1984 som en del af Elektras Jazz Masters Series.

Tillykke med pladen - og at ihvertfald noget jazz falder i din smag. Og hvad kan næsten være bedre end Bill Evans, som er min yndlingspianist - og faktisk ditto jazz-musiker.

Her i hans sidste trio (m. Marc Johnson (b) og Joe LaBarbera (dr)) leverede han/de musik i et samspil, der er på højde med trioen fra 1961 (m. Scott LaFaro (b) og Paul Motian (dr)). Og det vil sige på absolut top-niveau, hvor jeg vil hævde at stort set ingen andre har været.
Det havde at gøre med Evans' filosofi om at gøre alle tre instrumenter ligeværdige - modsat mange andre, hvor pianoet er alene-stjernen og bas + trommer kun rytmegruppe/-baggrund. Og så selvfølgelig at de alle 3 er fremragende musikere.

Albummet du lytter til (Paris II) er nu ikke Evans's sidste live-album. Paris II er optaget i november 1979 - altså på en Europa-tourné. Herefter tog de mig bekendt tilbage til staterne, men kom tilbage til Europe i sommeren 1980, hvor Evans ikke havde mange meter tilbage af livets røde tråd... De gav bl.a. en koncert i den lille norske flække Molde - af alle steder - men der kom en god optagelse ud af det.

Hans storebror (Harry), der var diagnosticeret med skizofreni, tog livet af sig i starten af 1979, hvilket tog hårdt på Bill, der nærmest mistede lysten til at spille (iflg. Marc Johnson). Et massivt kokain-forbrug (som havde erstattet mange års heroin- og metadon-forbrug) gjorde heller ikke noget godt for hans livsstyrke.

MEN alligevel formåede han at spille smukt, livfuldt - ja ind imellem næsten livsgladt, når han først var på scenen. Også lige til det sidste, hvor Evans lå i sin seng hele dagen for først at stå op når han skulle give koncert.
De sidste officielt udgivne optagelser med ham/trioen stammer fra The Keystone Corner (San Francisco) i dagene 31/8 - 7/9 1980. Det var kun en uge før Evans døde på et hospital på Manhatten - men alligevel leverer han/trioen musik på højt niveau. Et uddrag af diss koncerter finde på en enkelt LP, der er genudgivet flere gange - senest i 2023. Trods mærkelige farver (guld, grøn mv.) lyder den faktisk ganske godt og er et værdigt punktum for en kun 23-års karriere - men en karriere der gav fantastisk meget til jazz/musik-verdenen.

Evans allersidste optræden var d. 10/9 1980 i New York (efter hjemkomsten fra San Francisco - han boede lige ovre på den anden side af Hudson i New Jersey). Her skulle han have spillet 5 aftener (på jazzklubben Fat Tuesday's), men formåede kun at gennemføre den første aften - og på den 5 dag derefter var det altså slut.
Der findes en uofficiel CD med musikken fra d. 10/9, men jeg har ikke hørt den.

Tusind tak for udfoldelsen af din viden om både musiker og udgivelserne. Det er værdsat!

De er på indkøbslisten. Er det rigtigt forstået, at koncerten fra Molde er med på 'Bill Evans Trio* ‎– Live '80'-pladen? Ser den på discogs som dobbelt-lp i mono fra 2019.

Jeg må også hellere få set 'Time Remembered'-filmen ved lejlihged.

Ved genlytning får jeg nogle oplevelser af 'renhed' henad Arvo Pärts 'Ludus' (selvom det er en helt anden genre).

Rigtig go' påske til alle :)

'Concecration' ser ikke ud til at være på Tidal , så det er lige før, jeg får lyst til at anskaffe mig en cd-afspiller igen.

kasperbergholt skrev:Er det rigtigt forstået, at koncerten fra Molde er med på 'Bill Evans Trio* ‎– Live '80'-pladen? Ser den på discogs som dobbelt-lp i mono fra 2019.

Ja - det er den koncert/det album.
Fås som du jo har set fra forskellige Discogs-sælgere (primært i Japan), men priserne er ikke stukket af i det mindste (mit Mint/Mint eksemplar købte jeg i 2022 for DKK 700,- inkl. porto og told fra Japan).
Den er sikkert digitaliseret undervejs, men lyder fint her hos mig.

Skønt med anbefalinger og indtryk! Tak for det.

Selvom jeg efterhånden længe har været medlem af “Jazzbumsernes Klub”, så har jeg endnu til gode for alvor at lære Evans at kende og at påskønne lige netop hans udtryk.

Men det gør ikke noget. Det er fint at have noget at se frem til og jeg er sikker på, at jeg med Kaptajnen’s og andres hjælp en dag nok skal se eller “høre” lyset.

Keep it coming. Som man siger.

"Jeg må også hellere få set 'Time Remembered'-filmen ved lejlihged.

Ved genlytning får jeg nogle oplevelser af 'renhed' henad Arvo Pärts 'Ludus' (selvom det er en helt anden genre)."

En spændende reflekskobling... Bill Evans havde en ren og klar lyd, navnlig på "Kind of Blue" og "Everybody Digs Bill Evans". Der er mange ting der imponerer mig ved hans klaverspil og kompositioner, men én af tingene er, at han altid formår at vælge "de rigtige" harmoniseringer. Når jeg har nærstuderet harmonierne i transkriptioner, er det ligeså overraskende som når man sidder med næsen i Bach hæfterne og glædes ved kontrapunkt og de guddommelige opløsninger.

Du har allerede fået mange anbefalinger med dig og med fare for, at drukne dig med mere, så prøv at lyt til Mieczyslaw Kosz. Det er ikke meget der er indspillet, men det der er, er ganske glimrende. Hans historie er også tragisk og man kan sagtens fornemme en tydelig inspiration fra Bill Evans.

Tak til bruger "Captain Phoenix" for et informativt og velskrevet indlæg. Det var dejligt at læse.

Jeg vil måske udfordre idéen om at han til sidst også spillede "livsglad". Hvis man studerer hans sene komposition "Your Story" og den enestående, unikke og fuldstændig virtuose fortolkning af "I Do It For Your Love" (Paul Simon), så får jeg fornemmelsen af, at man privat adgang til hans indre følelsesliv. Men jeg er enig i, at trods hans fremskredne og mange årige narkotikamisbrug, med de alvorlige følger det nu engang har, så var han klippefast til det sidste.

Lautreamont skrev:Tak til bruger "Captain Phoenix" for et informativt og velskrevet indlæg. Det var dejligt at læse.

Jeg vil måske udfordre idéen om at han til sidst også spillede "livsglad".

Tak for roserne - og navnlig når de kommer fra en bruger med musik-"teoretisk" indsigt (hvad jeg ikke har).

"Livsglad" er - indrømmet - nok at tage munden vel fuld ift. Evans' seneste fremførsler og kompositioner.
Han skrev jo f.eks. i 1979 melodien "We'll meet again" til broderen Harry efter at denne var borte for egen hånd. Det siger vel noget om hans perspektiv...
Bill's svigerinde (Pat - enken efter Harry) har sagt at hun vidste, at Bill ikke ville holde længe efter Harry's død (de var tæt forbundne) - og så købte hun iøvrigt 3 gravsteder dér hvor Harry blev begravet.

Ja, der er mange triste skæbner i jazz(musik)-verdenen - men heldigvis også megen dejlig musik på trods af det.

Vi er helt enige om at Evans' spil var stærkt - endda virtuost - lige til det sidste. Det var nok det jeg mente

"We'll Meet Again" er endnu en fantastisk komposition og jeg tror du har helt ret i din beretning om Harry, broderen, der aldrig slog rigtigt igennem med musikken om end han var "storebroren".

Jeg kan se at "Consecration" udgives fra "Solid / Timeless" (et label jeg ikke kender), men det giver vel mere mening at finde de ældre og bedre tryk. Er der nogen der ved noget som jeg ikke ved?

@Captain: Har du fået fat i Riverside boxsættet? Jeg synes ikke jeg kan finde hverken en dansk eller europæisk forhandler; sig gerne til hvis du ved noget.

Lautreamont skrev:@Captain: Har du fået fat i Riverside boxsættet? Jeg synes ikke jeg kan finde hverken en dansk eller europæisk forhandler; sig gerne til hvis du ved noget.

Nu er vi måske på kanten af at "high jacke" Kaspers tråd - men OK: Det handler stadig om Bill Evans.

Jo - jeg fik "Riverside Recordings" med de 22 LP'er i slutningen af 2022 fra US /Acoustic Sounds (efter næsten et års ventetid). Det var den sidste (?) presning af dette box-sæt foretaget af RTI.
Jeg lavede en YT-video om box-sættet.


Det er jo et luxus-produkt og på mange måder super lækkert, men den slags koster som bekendt...
Jeg endte cirka samme sted som den tyske YouTuber Michael-45 sælger den til i hans webshop (hvor den p.t. er i restordre).
Kvaliteten er, som beskrevet i videoen, vældig god men alt er ikke perfekt (for mit eks.).
I forhold til prisen - og hypen omkring udgivelsen - burde der ikke være en finger at sætte, men at bytte plader leveret fra US er i praksis en dødsejler, så...

I dag vil jeg - snarere end at anbefale box-sættet - råde til at man anskaffer de Original Jazz Classics- / OJC-genudgivelser, som Craft Recording står for. De er på 33 rpm (hvilket jeg foretrækker aht den samlede oplevelse af værket uden for mange afbrydelser) hvor box-sætet er 45 rpm og hvert album derfor delt over 4 plade-sider.

Foreløbig er udkommet "Sunday at the Village Vanguard", "Waltz for Debby" samt "You Know What I Mean" (og "Everybody Digs Bill Evans" er på vej).
De lyder fremragende og hvis de alle kommer i OJC/Craft-serien sparer man DKK 4-5.000,- på alle 11 album i ft. box-sættet.
Jeg kan iøvrigt også anbefale de genudgivelser, som OJC tidligere har lavet (i 1980'erne) og som fås for ca. 25-40 €/stk. (plus porto). Dér får man meget god musik for pengene.

Tak for svar. Jeg beklager hvis jeg gav udtryk for, at "overtage" Kaspers tråd; det var ikke hensigten.

De omtalte plader er "must-haves" for enhver der kan lide Bill Evans.

Lautreamont skrev:Tak for svar. Jeg beklager hvis jeg gav udtryk for, at "overtage" Kaspers tråd; det var ikke hensigten. De omtalte plader er "must-haves" for enhver der kan lide Bill Evans.

Intet at beklage, intet at beklage. Tråden bliver bare bedre og bedre i forhold til deling af viden og passion!