Vintagehifi.dk

Jeg har nu fået set biopic'en, "A Complete Unknown" om Bob Dylans formative år fra han i ca. 1961-62 med sin guitar under armen ankommer til New York/Greenwich Village til han i 1965 sætter strøm på "the Newport Folk Festival".

Som filmen langsomt siver ind - jeg så den i Kino Nibe i går aftes - bliver jeg mere og mere glad for, hvad jeg så: en velkomponeret film med flotte skuespilpræstationer, der bl.a. fik fornemmelsen af de virkelige personer, der gemmer sig bag historien, frem, så man næste kunne mærke, hvordan det var at være der (som man jo, i sit eget liv, var en gang). Historien var på mange måder den kendte, i alt fald for os, der går lidt op i his Bobness, men der var da også nye nuancer, som føjede sig til det i forvejen altid fjerne billede af personen Bob Dylan.

Jeg kendte vist godt til Bob Dylan, da jeg i beg. af firserne startede på universitet og mødte en medstuderende, Frans, som til en af de første fester fortalte, at "en tredjedel af alt, der gik gennem hans hoved, var Bob Dylan-citater". Der forstod jeg, at det er alvor med denne Dylan.

I sommeren '84 hang jeg i nogle uger ud på en portugisisk strand - det havde taget over en uge at blaffe dertil fra Danmark - og en ung, kvindelig portugisisk brugtbogssælger - Gina, the princes - lånte mig sin walkman med Dylans Blond on Blond på kassette. Dette fine BD-album tog jeg til mig, mens jeg gik op og ned af stranden og kigge ud over det mægtige Atlanterhavet. Jeg har siden sluppet det, har det i flere versioner, bl.a. den kraftfulde mono-udgave.

Siden tog jeg andre BD-albums til mig. Da jeg i '88 holdt jul i Kairo, Ægypten, fik jeg af min kommende hustru Gitte (det vidste jeg så ikke at hun ville blive), via en af hendes veninder fra London, albummet Desire, også på kassettebånd. Det er nu også et af mine favorit BD-album.

Jeg har ikke fulgt systematisk med i Bob Dylans album-udgivelser, men har da fået stykket en lille samling efter hånden:



Som I kan se, er den ikke komplet - jeg ved ikke om den skal være det. Men der er da huller, jeg har lyst til at fylde.

Men når jeg finder anledning til at lytte til Bob Dylan, som nu hvor jeg har set filmen, indser jeg - igen - hvor vigtig en kunstner han er - i alt fald for mig.

PQR

Som meget glad for "Blonde on Blonde", er jeg spændt på dette tip Peter! - Jeg kan godt forstå Gina, og hendes strand, gjorde indtryk! Og må derfor også lade "A Complete Unknown" blive mindre ukendt.

Også selv om Bob Dylan ikke er helt manglende. Kan man få nok?
Når Blonde er slut, må jeg hellere få den berømte blå regnfrakke på...

Natten er ung! - Og hunden skal luftes...

Tonni skrev:Som meget glad for "Blonde on Blonde", er jeg spændt på dette tip Peter! - Jeg kan godt forstå Gina, og hendes strand, gjorde indtryk! Og må derfor også lade "A Complete Unknown" blive mindre ukendt.

Også selv om Bob Dylan ikke er helt manglende. Kan man få nok?
Når Blonde er slut, må jeg hellere få den berømte blå regnfrakke på...

Natten er ung! - Og hunden skal luftes...

Ja, den portugisiske sommer for mere end 40 år siden gjorde at stort indtryk. Men Blonde on Blonde kan nu sagtens stå alene.

Det er nok karakteristisk at hver eneste Bob Dylan-album er ret forskelligt fra de foregående. Han samlede værk er et langt unik forløb, der først og fremmest er bundet sammen af teksternes høje poetiske kvalitet.

PQR

Jeg må indrømme at jeg aldrig har haft den mindste respekt for BD: Hans melodier er kun indimellem interessante, omend hans poesi ikke er den værste, er den i mine øjne ufærdig og ikke af højeste kvalitet og når han prøver at være samfundsrevser står han som en skoledreng med hatten i hånden og beder ydmygt magthaverne i det mindste at lytte til hvad andre mener. At han, og ikke Leonard Cohen (som Dylan selv beundrede for både poesi og musikalitet), fik Nobel Prisen i litteratur er i mine øjne en skandale, lige som den måde hvorpå han tog imod pengene med det samme, men ventede et år før han sendte sendte Patty Smith til Stockholm for at sige tak (men nej tak til at møde op in person).

Ja, undskyld det mavesure opstød, men jeg kunne ikke lade være.

Ja, selv med 99% konfidensinterval, så findes der jo altid nogen derude i den sidste ene %

Som Nick Lowe (næsten) synger: It's been a long and lonely road....

Men I det mindste har jeg nu fået luftet min uforstand.

Ja. Vejen ind til Bob Dylan har også været lang og bestrøet med torne for mit vedkommende. Der ligger faktisk, hvis jeg ikke tager for meget fejl, et særskilt essay om hele den proces et sted i skuffen.

Men ikke desto mindre. Forrige uge havde jeg den store glæde, at Den Nu Voksne Teenagedatter havde inviteret sin far ind at se netop “A Complete Unknown”. Faktisk var det en julegave, så hun havde virkelig planlagt det i god tid.

Hvilket ellers ikke er noget, vi er forvænt med fra den kant

Og jeg må sige, at jeg er endog meget positivt overrasket over den film. Ikke så meget, som “dokumentar”, hvad den jo heller på nogen måde slår sig op på at være. Men simpelthen fordi det bare er en virkeligt god film. Der tilfældigvis handler om en ung fyr, der hedder Bobby, der lander i storbyen og hvad deraf fulgte af både stort og småt.

At der så ovenikøbet er masser af musik og musik-historiske referencer i filmen er næsten bare en bonus.

Personligt synes jeg f.eks. at portrætteringen af Dylan’s hengivenhed for den sygdomsramte Woodie Guthrie, det problematiske forhold til Pete Seeger, der fra sidelinjen ender med at bevidne sin protege’s oprør og frigørelse. Dylan’s ikke mindre problemfyldte forhold til kvinderne “Sylvie” (“Suze”) og Joan Baez og den lidt komiske, men ikke særligt flatterende fremstilling af Alan Lomax, som folk-fundamentalist, alene gør filmen værd at se. Også mere end en gang.

Set gennem de historie-korrigerede briller kan man måske godt tvivle lidt på autenciteten i den måde, som en lidt “frisk-i-det” Johnny Cash fremstår på og jeg har heller aldrig hørt, at det skulle have været på Newport, at der blev råbt “Judas”, da Dylan & Co. satte strøm til det hele.

Men det gør ikke noget, for det gør ikke filmen til en ringere film. Den har også en særlig analog "vibe", der bringer minder tilbage om en tid, hvor himlen var blå, cigaretter var noget man røg indendørs efter sex og telefoner havde ledninger. Flere gange undervejs tog jeg mig i at tænke, at det her kunne lige så godt have været en film fra omkring 1970 med Dustin Hoffman. Ovenikøbet lader det faktisk til at filmen, måske godt hjulpet på vej af Timothée Chalamet’s quity-factor, har et vist greb i i hvert fald dele af ungdommen:

For da jeg senere gik på “inspireret-af-complete-unknown-jagt” nede hos min lokale dealer, fandt jeg mig lige pludselig stående og “digge” ved siden af en anden far med teenagedatter på slæb. Han var vist mest på udkig efter noget J.J. Cale, men vi (nok mest mig) kom da lige kort til at veksle et par ord om Dylan og filmen. Jeg kom vist også til at lyve en lille-bitte smule over for datteren, da jeg bagefter sagde noget i retning af “din far har lige sagt til mig, at han gerne vil ind og se “A Complete Unknown”.

Den var datteren helt og aldeles med på. Jeg kunne godt se på farmand, at det var han måske ikke i lige så høj grad. Men det burde han have været. For ikke alene er filmen værd at se uanset om man er "til Dylan" eller ej. Den er i endnu højere grad værd at se og dele med nogen, man holder af - og man skal huske at dele alt, hvad man kan, især med sine børn. Så længe de gider og kan afse tiden til det. Det ændrer sig nemlig langt hurtigere end man tror og er forberedt på.

Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan den historie endte.

Men jeg ved, hvad jeg havde med hjem. Inspireret af “A Complete Unknown”:

Tak for alle slags feedback. Der kan vist nemt opnås enighed om at Bob Dylan deler vandene.

Her klør jeg på med at høre alle mine BD-albums fra en ende af, mens jeg læser på lektien:



Der er flere BD-bøger på hylden!

Det går godt.

PQR

Jeg kan huske jeg hørte "Live at Budokan" på musikbiblioteket i Silkeborg (uhhh !), - sådan har jeg det med Dylan, musikken knytter sig til livsmomenter, billeder i hukommelsen, hvor bestemte følelser gemmer sig. Faktisk er det mange år siden jeg har sat en plade på med ham, - hans nyere musik og hans billedkunst siger mig ikke rigtig noget.

pqrannes skrev:Her klør jeg på med at høre alle mine BD-albums fra en ende af, mens jeg læser på lektien:

Jeg er i gang med en lignende øvelse.

snod skrev:

pqrannes skrev:Her klør jeg på med at høre alle mine BD-albums fra en ende af, mens jeg læser på lektien:

Jeg er i gang med en lignende øvelse.

IMG_20250318_174048.jpg

Det ligner en fin og grundig bog.

Jeg har nogle stykker, jeg skal igennem, inden jeg når til at låne/eje/læse den.

Man bør vel også læse hans egen bog, Chronicles: Volume One,.på et tidspunkt.

PQR