Åh! blues

[pqrannes]

Har vi en ordentligt blues-tråd her? Nej vel?

Lad mig starte med nyopdage blueskunstner, hvis CD jeg fik med hjem fra en genbrugsbutik et sted derude.

Her er den:


[R J Mischo: Cool Disposition]

Det svinger. Det er blues. R J Mischo spiller en ond blues-mundharmonika; hvad mere kan man ønske sig?

PQR

PS: det er meningen at alle mulige skal byde ind med andre fed blueskunstnere og -albums efterhånden som man falder over dem og - ikke mindst - brænder for dem. Blues lader sig ikke forklare, kun føle.

[hificlassic]

Jeg har de sidste par dage hørt LP'en Bell Ringer med lightnin slim. Elendig lyd, men god gammel blues der svinger så man bliver i godt humør.
Idag satte jeg så LP'en Red Hot Blues med Elmore James på. Ikke fordi lydkvaliteten blev meget bedre, men uha der blev fest i stuen

[kbekke]

Now you got me started, Peter!

Skal det her i huset være blues og vel at mærke blues med mundharpe, så starter og slutter det af en eller anden grund altid med denne herre:

tumblr_lw8393O0jN1qd1cni.jpg

Sonny Boy Williamson II aka "Rice Miller" aka "Little Boy Blue" aka "The Goat" aka "The Foot" osv. osv.

En af kronjuvelerne i min vinylsamling er en gammel, slidt kopi af "A portrait in blues" (Storyville SLP 4016). Den er indspillet delvist i København og der er skam både trommer, klaver og guitar ind i mellem.

Men det er fuldstændigt ligegyldigt, for når det er bedst, som f.eks. på "I Can't Understand", så er det bare en gammel neger med en mundharpe, der stamper rytmen i gulvet - og det er alt rigeligt. Jeg spiller den engang imellem, når jeg gerne vil demonstrere, hvordan en GOD indspilning fra 1962 kan lyde og effekten plejer ikke at udeblive.

Når man ser et klip som dette er der ingen tvivl om at Sonny Boy var en "player" i alle ordets betydninger, men også respekteret - i hvert fald af nogle:



Andre havde et måske mere "nuanceret" syn på ham, som det f.eks. fremgår af linernoterne fra "The Real Folk Blues" (CHESS LP-1503), skrevet af Willie Dixon efter Sonny Boy's død:

"Sonny Boy and Howlin' Wolf were brothers-in-law, but Wolf couldn't get along with Sonny Boy. Wolf said that Sonny Boy would get him killed because Sonny Boy was always taking someone's woman".

Sunnyland Slim gav denne "karakteristik":

Q. Did he always drink heavily at all times?
A. He always drank. If he didn't have any whiskey, he felt he really couldn't get anything to happen. He was really a drinking man.

Sonny Boy fik som så mange andre sorte, amerikanske bluesmusikere et europæisk gennembrud i de tidlige tredsere og indspillede bla. med The Animals og The Yardbirds førend sin død i 1965.

Skal det være autentisk blues og "nyt" nok til at være indspillet i stereo, så er Sonny Boy Williamson et ligeså godt sted at starte som alle mulige andre og måske endda bedre end de fleste. Synes jeg.

[Tante Berg]

Jeg bliver nødt til at slå et slag for en af de helt store og i mine ører allerbedste bluesguitarister, Freddie King. Han døde desværre allerede i 1976 kun 42 år gammel. Han inspirerede blandt mange andre Stevie Ray Vaughan, hvilket man kan forvisse sig om på youtube.
Udover Freddie King's fænomenale guitarspil, så kunne manden også synge så de små hår rejser sig andægtigt.

Dette klip er fra Sverige, vist nok 1974

[hificlassic]

Jeg havde en gang en LP med Earl Hooker (fætter til John Lee) "there's a fungus among us". Den var jeg ret glad for. Earl Hooker var en af de første til at bruge wah wah pedal og gjorde godt.
Han kan bl.a opleves på min yndlings John Lee Hooker LP "never get out of these blues alive" fra 1972. Den er meget trist og blå. Handler om tuberkulose og alle de der dør af det. Her er der både wah wah og en grædende violin.

Mon der er nogen der ligger inde med Earl Hooker pladen?

[kbekke]

Endnu en af de store fortolkere af den sorte "big-city-blues" på mundharmonika:

Little Walter (Jacobs).

Little_Walter.jpg

Little Walter aka Marion Walter Jacobs tilhører den generation af sorte bluesmusikere (eller bare sorte i det hele taget), som efter WWII forlod Mississippi-deltaets sociale, racistiske og økonomiske elendighed til fordel for et spinkelt håb om en bedre tilværelse i de store byer i Midtvesten.

Little Walter blev født i 1930. På det tidspunkt var Sonny Boy Williamson II allerede en voksen mand. Men Jacobs spillede både sammen med ham og Sunnyland Slim, INDEN han i 1945 ankom til Chicago.

Her etablerede han sig relativt hurtigt og var i perioden 1948 til 1952 fast medlem af Muddy Waters' gruppe. Herefter spillede Little Walter både med sit eget orkester The Jukes men også med Jimmy Rogers og Bo Diddley for bare at nævne nogle.

I starten spillede Little Walter bare "almindelig" mundharmonika, men efterhånden udviklede han den teknik, som har fået eftertiden til at sætte ham i samme kategori som både Charlie Parker og Jimi Hendrix.

Nemlig den guitar-forstærkede og -forvrængede mundharmonika.

Som mange andre turnerede han også i Europa i tredserne. På trods af dette, er det kun sparsomt, hvad man finder af klip med Little Walter på f.eks. Youtube. Her er han dog fanget sammen med bla. Hound Dog Taylor i instrumentalklassikeren "Walter's Jump":



Det er heller ikke så tit, man falder over plader med Little Walter. Han indspillede nemlig kun et eneste album under eget navn i live: I 1958 udkom "Best of Little Walter" (Checker/Chess - katalognummer 1428) med hans ti største single-hits.

I min egen samling indgår han med kun fire numre (en pladeside) på "Little Walter & Otis Rush Live In Chicago" (Quicksilver QS 5003).

Men hvilke fire numre! Live (og i hvert fald hjemme i Chicago) spillede Little Walter noget af den mest rå, beskidte, nærmest punkede blues, jeg til dato har hørt spillet af sorte musikere og gengivet på vinyl.

Hvilket også passer fint med de vidnesbyrd, der findes om Little Walter i live. Little Walter var kendt som en voldsom mand, der levede et voldsomt liv med utallige slagsmål og problemer med ordensmagten. Betegnende nok døde han i 1968 i en venindes lejlighed netop af kvæstelser, pådraget under et slagsmål efter et gig i Chicago's Southside.

[pqrannes]

Tak for det fede, bluesy feedback. Skønt med forslag på bluesmusik.

...En af kronjuvelerne i min vinylsamling er en gammel, slidt kopi af "A portrait in blues" (Storyville SLP 4016). Den er indspillet delvist i København og der er skam både trommer, klaver og guitar ind i mellem.

Men det er fuldstændigt ligegyldigt, for når det er bedst, som f.eks. på "I Can't Understand", så er det bare en gammel neger med en mundharpe, der stamper rytmen i gulvet - og det er alt rigeligt. Jeg spiller den engang imellem, når jeg gerne vil demonstrere, hvordan en GOD indspilning fra 1962 kan lyde og effekten plejer ikke at udeblive ...

Mon ikke den indspilning er i familie med en anden københavneroptaget Storyville udgivelse:


[John Henry Barbee; I Ain't Gonna Pick No More Cotton]

som jeg vist har slået et slag for før og som også er ikke mindre end storslået i lyden.

PQR

[pqrannes]

Og nu denne:


[Jimmy Witherspoon: Sings the Blues]

Den har været slidt, siden jeg fandt den brugt på Østerbro i KBH for ca. 20 år siden; men den er stadig fed. Måske man skulle finde noget andet med Jimmy Witherspoon en dag - eller bare sætte sig ind i, hvem han var?

PQR

[KlausM]

Jeg havde en gang en LP med Earl Hooker (fætter til John Lee) "there's a fungus among us". Den var jeg ret glad for. Earl Hooker var en af de første til at bruge wah wah pedal og gjorde godt.
Mon der er nogen der ligger inde med Earl Hooker pladen?

Jeg har den på vinyl, lidt tynd i lyden, men dejlig blues. Skøn titel og omslag:



Mvh Klaus

[CARS10]

Og ikke at forglemme den legandariske Muddy Waters - Folk singer indspillet i 1962. Det er den bedst lydende blues plade som jeg har.
carsten

[Tonni]

Ja den er bestemt ikke dum! - Den snorer jævnligt her...

[Strandvaskeren]

Herlig ide med en bluestråd.

Hvad med noget helt basic blues fra dengang det var nok med en neger og en bomuldsmark, ren acapella med Son House:

[Almarx]

Ja, det er vel også nærmest basic gospel, - lige den der med Son House.

[Strandvaskeren]

Kender I Seasick Steve? Som han selv siger har han både være en hobo og en tramp - a hobo is a guy, down on his luck, living day by day looking for work and a meal. A tramp is a guy, down on his luck, living day by day and just looking for a meal.

Han spiller på alt hvad der er strenge på, guitarer med 3 strenge, et brædt med to søm og en streng, en gammel trækasse med gribebrædtet fra en guitar og you name it, hvis der er strenge på skal han nok få musik ud af det.

I nummeret her spiller han på en 2 strengs "guitar" lavet af et par hjulkapsler og et kosteskaft.

[Max]

Jeg kender ham i hvertfald godt, har vidst 90 numre med ham på harddisken.
Et fint nummer med er herlig titel er:
I Started Out With Nothin And I Still Got Most Of It Left
http://youtu.be/113FzU6Uf9U

Ps: hvordan får man indlejret Youtube playeren ?