Da jeg i går var til dimission med min store søn (Aqrannes her) på HTX (Teknisk gymnasium-kaldet) var der underholdende (pause)musik på programmet hele to gange. Jeg havde godt set navnet på musikanten; Benni Chawes - hvad er det for et cirkusnavn, tænkte jeg i mit stille sind og havde ingen forventninger til musikken overhovedet.
Der blev jeg sgu taget med bukserne nede.
Benni Chawes sad ved et (elektrisk-)klaver, bakket op af en fyr på kontrabas, og sang den skønneste, smukkeste soft ballade-jazz, jeg længe havde hørt; det her var noget over middel, faktisk helt i top. Google ham (det havde jeg ikke fået gjort) og se at han har papirerne (og CVet) i orden. Uddannet i USA, samme sted som Diana Krall m.fl., turneret i flere væsentlige sammenhænge og et par CD bag sig.
Jeg nærmede mig den sympatiske musiker, da studenterne havde fået deres papirer, og han gik og pakkede sammen. Da jeg sagde noget pænt om hans musik, takkede han og tilbød mig sin seneste CD, Up Close (2006) til en god pris, og jeg slog til:

Den snurrer nu, og jeg har ikke fortrudt. En søgning på nettet viser, at CDen fik 5 ud af 5 stjerne, da den udkom. Det får den også her.
PQR