"In Young We Trust"
Jeg ved det ikke. Om der et eller andet sted er gamle flippere, der går smilende rundt i Birkenstocks og ærmeløse t-shirts med det udsagn på. Med det burde der være. Det er i hvert fald sådan, jeg har det.
Det har dog taget sin tid at nå dertil. Eller ind til Neil Young, hvis man kan sige det sådan. Mit Yngre Jeg syntes altid, at han enten larmede for meget eller var alt, alt, alt for følsom.
Men efterhånden har det ændret sig. Som frugt, der modner og Neil Young er i dag som en kær, gammel ven eller klog onkel der kommer på besøg engang i mellem.
IMG_0317.jpeg
Han kunne nu godt komme på besøg oftere. Jeg tror ikke, jeg er bevidst om andre i branchen, der er så produktiv og udgiver så meget og det vel at mærke i en alder, hvor de fleste er godt i gang med at bruge løs af de opsparede pensionsmidler.
Turnerer gør gubben minsandten også stadig og det er der kommet live-albummet “Noise And Flowers” ud af.
På flere måder et album ligesom ZZ Top’s “RAW”:
Vi kommer også her tilbage til rødderne med Buffalo Springfield-klassikeren “Mr. Soul” som starter og der bliver gravet dybt og bredt i det omfangsrige bagkatalog med “Alabama”, “Rocking In The Free World”, “Are You Ready For The Country”, “Helpless” og meget andet godt.
Og ligesom “RAW” er dedikeret til den afdøde bassist Dusty Hill, så sender Neil Young på “Noise And Flowers” en kærlig hilsen til sin livslange ven og manager, Elliot Roberts, der gik over i 2019. Kun få uger førend starten på den europæiske tour, hvorfra disse optagelser stammer.
IMG_0318.jpeg
Men det er jo den alder, de har efterhånden, de gutter og det overraskende er jo ikke så meget, at de falder fra. Men vel snarere, at det for manges vedkommende ikke allerede er sket for længe siden.
Det er også et simpelt og ærligt album. Guitar, bas og trommer. Hist og her en smule keyboard, lidt conga, mundharpe, akustisk guitar, kor og en i det hele taget solid, men ikke for opmærksomheds-pådragende backing fra bandet “Promise Of The Real”.
Det er Neil Young, vi er kommet for at høre og det er der ingen grund til at pynte for meget på.
Men hvor “RAW” er den intime optagelse, der nok er optaget hot, men også så tæt, at man næsten sidder på skødet af Billy Gibbons, mens han kæler for sin Telecaster med relic-finish og longhorn-emblem.
-Der er vi med Neil til koncert i den store arena.
Midtfor, lige foran mixer tårnet (det er altid der, man skal stå) og det er den store volumenknap, der bliver drejet på. Det er en stor, bred mother af en rock-lydmur, vi får her og der bliver ikke taget nogen fanger.
Til gengæld får vi ind i mellem en meget realistisk gengivelse af hvordan ekkoet af en PA-forstærket lilletromme lyder, når man står nede i “gryden” på et stadion og sammen med mange tusinde andre tramper rundt i fladtrykte fadølskrus, mens lyden bouncer frem og tilbage mellem stolerækkerne oppe på tribunerne.
Lige den detalje er måske ikke specielt køn at høre på. Men som sagt, det er meget realistisk.
For det er jo sådan, det lyder i arenaen og sådan Neil Young SKAL lyde, når han er ude at spille rock. Manden er alligevel ikke nogen stor skønsanger og vel heller ikke en ekvilibrist på guitaren i traditionel forstand.
IMG_0312.jpeg
Men han har noget på hjerte. “Something to say” og når han på “Fuckin Up” fyrer HELT op under sin “Old Black”, Les Paul Goldtop’en med den onde Bigsby vibrato-arm. En ikonisk guitar, der igennem årene er blevet ikke bare “roadworn” i en grad, så den dårligt kan hænge sammen mere, men også udsat for utallige customiseringer og reparationer.
-Så bliver man simpelthen lagt fladt ned af en tsunami af volumen og overdrive.
Man kan ligefrem SE lyden. Flyde med elektronerne helt ind i hans Fender Deluxe, hvor rørene står og syder. På nippet til at eksplodere. Måske er det sådan her, red-plating LYDER?
Men der er også plads til mid-tempo og den semi-akustiske “følsomme” Neil Young undervejs på f.eks. “Comes A Time” og “From Hank To Hendrix”. “Noise And Flowers” er ikke kun en vred, gammel dinosaurus. Ikke hele tiden.
Det er et potent, rockende men også varieret og livsbekræftende album, der er fint i balance.
Det er larm, men med blomster på og album-titlen passer så vældig fint til det, der kommer ud af højtalerne. I arenaen og på JBL’erne herhjemme.
Det er faktisk meget godt gået af sådan en gammel hippie.
-Rent praktisk:
“Noise And Flowers” er et dobbelt live album med i alt 14 numre fordelt på to LP’er.
På mit eksemplar er LP nummer 1 sjovt nok labelled med “Side 2” og numrene “Throw Your Hatred Down” og “Rockin In The Free World” - på BEGGE sider!
IMG_0319.jpeg
Den “anden Side 2” indeholder dog heldigvis de fem numre, der SKAL være på Side 1, nemlig: “Mr. Soul”, “Everybody Knows This Is Nowhere”, “Helpless”, “Field Of Opportunity” og “Alabama”.
Jeg tilgiver nemt miseren. Både fordi det jo er Onkel Neil og fordi “Noise And Flowers” måske stille og roligt er ved at overtage titlen som “Årets Album 2022” her.
Men især fordi man har ulejliget sig med klart og tydeligt at lade det fremgå både af coveret og labels, at albummet er mastered fra “192/24 Digital”.
IMG_0321.jpeg
-Ligesom med æg, mælk og alt muligt andet, burde det være en selvfølge, at den slags altid blev oplyst og også
på selve produktet, så man vidste, hvad det var, man var i færd med at købe.
Uden at skulle grave det frem her, fra YouTube, Tænk eller andre steder. Det synes jeg i hvert fald.
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.