bjerager skrev:Og ja, ja, Claus - jeg ved godt at den er fra slutningen af 1979...
Ja - det er jo dét jeg siger...
Spøg til side - og tillad mig at brede reflektionen over Pink Floyd lidt mere ud:
Nu skulle du jo bruge den til noget bestemt/fagligt, men ellers har jeg det som du skriver:
Jeg er også noget træt af The Wall, selv om jeg som alle andre var vild med den, da den kom i 1979.
Ud over at man/jeg hørte den (for) meget, så er den med tiden - ift. min smag - for "programmeret", for "villet". Musikken bliver for meget en kulisse til at fortælle en historie.
Jeg savner dét, som Pink Floyd var så gode til på tidligere album:
Enten at man selv kan fylde forståelse og oplevelse ind i musikken, der var nyskabende - f.eks. som på Ummagumma (1969) og Meddel (1971).
Eller at teksterne/numrene er skarpe iagttagelse og bidske kommentarer til tidens tendenser - f.eks. TDSOTM (1973) med temaer om karriere-krav, tidens flygtighed, penge-begær mv. eller WYWH (1975) om tabet af en skrøbelig ven (Syd Barrett), griskheden i musikbranchen mv.
Selv Animals (1977) giver bedre rum til egen fortolkning (i mangel af bedre ord), selv om det allerede her begynder at blive en smule "fortænkt" at dyre-metaforerne skal bruges hele vejen.
Og hvad kan det så skyldes?
Jo, Rodger Waters havde på Animals og The Wall helt overtaget at skrive gruppens materiale - ligesom han gjorde på The Final Cut, hvor gruppen (igen efter min opfattelse) bliver ligegyldige.
PF var blevet Roger Waters projekt - og dét var et stort tab. Trist når de 12-15 års forinde faktisk formået at tilføre hele rock-musikken noget ganske nyt.
(Åh - forresten: Hvilket årti er det nu Final Cut er fra...
)
bjerager skrev:Den her udgave er fra 2016, en 180 grams sag remasteret blandt andet af af den snart allestedsnærværende Bernie Grundman. Og som sædvanlig har han gjort det godt. Bunden er virkelig god, der er god plads mellem instrumenterne, ro - og masser af dynamik. Desværre er der lidt knas et par steder på side 2.
Ja - egentlig utroligt at BG stadig er aktiv indenfor mastering. Han er næsten 80, så vel en slags Godfather indenfor sit fag.
Oprindelig er The Wall mastered af Doug Sax, som også var en af de store indenfor mastering-faget, så det har han utvivlsomt gjort godt.
2016-masteringen er (ligesom 2012-masteringen) lavet på digitaliseret materiale. Det betyder ikke nødvendigvis at den er ringere end de originale, analoge versioner. Men ellers går de bedste versioner, så vidt jeg kan finde ud af, for at være førsteudgaverne fra US, UK og Tyskland (i ca. dén rækkefølge).