ralphandersen skrev:Så er der en uge igen! Man er stadig velkommen. Kbekke og Fensten er på og måske MAJ, måske PQR (men vist nok ikke).
Det kunne være interessant at forsøge at lave et sammenligningsskema, men hvilke forhold/dimensioner gør at en presning lyder godt? Hvis man skulle vælge nogle centrale vurderingsparametre, hvad skulle de så være?
Det kunne være sådan noget som:
Støj, forvrængning, "slidthed"
Klarhed: At man kan høre det hele og skelne de enkelte instrumenter fra hinanden
Kropslighed: At man kan fornemme bas, lilletromme, sax, klaver osv. fysisk.
Hul igennem: at man fornemmer en virkelig musikalsk begivenhed
Hvad kunne man ellers vurdere på? Forslag modtages med tak.
Må indrømme, at jeg slet ikke har overvejet, at man kunne gribe det så systematisk an. Men jeg har jo heller ikke dyrket det her med at sammenligne forskellige udgivelser af det samme værk før.
Jeg har nok i første omgang tænkt at forsøge at fokusere på forskelle og ligheder imellem “originalen” og genudgivelsen og hvordan det samlede udtryk falder ud.
Der er ihvertfald mange ting, man kan overveje. Det er klart, at vi f.eks. altid gerne vil have dynamik og fravær af forvrængning. Men hvad nu, hvis originaludgivelsen rent faktisk ER forvrænget eller ikke er særlig dynamisk? Og hvad nu hvis de “fejl” er blevet “repareret” på genudgivelsen og måske endda (Gud forbyde det!) digitalt?
Hvad er så mest rigtigt? Hvad lyder så bedst?
Det skulle undre mig, hvis der ikke kommer et par Blue Notes i spil undervejs og jeg kunne i hvert fald godt have lyst til at høre i hvor høj grad, man kan genkende “the Van Gelder Sound” på genudgivelser kontra originaler/tidlige udgivelser.
Rudy Van Gelder foretog jo, stærkt ansporet af Alfred Lion, nogle valg f.eks. omkring close-miking og mellemtone, som blev definerende for, hvordan lyden af Blue Note og til en vis grad jazz i det hele taget opfattes også i vores tid.
Men han lavede også ting, som man måske ville undgå i dag, som f.eks. at indspille båndene maksimalt “hot”, afrullet bas og den berygtede “boxy” klaver-lyd.
Så hvordan har man mon håndteret det igennem tiden? Har man bevaret det oprindelige udtryk mest muligt eller er man blevet fristet til at “forbedre” på sagerne? Kan vi i det hele taget høre forskel?
Men det kan man jo altid diskutere bagefter eller ved siden af.
Jeg er med på legen med et skema og det skal i hvert fald nok blive sjovt at sammenligne, hvad de enkelte deltagere i panelet rent faktisk har oplevet.
Det kunne blive endnu sjovere, hvis vi blev et par stykker mere
