Vintagehifi.dk

Her er plads til at fortælle, hvad det var for noget musik, der blev spillet til træffet.

I fald nogen skulle ha' glemt det, spillede jeg denne cd ved flere lejligheder (som f.eks. hver time fredag aften):


[Gitte Hænning: Jazz]

Hvis nogen ellers lyttede efter var Vic Chesnutts sidste triste CD-album også i spil ved mindst en lejlighed:


[Vic Chesnutt: At the Cut]

Det var denne Yello CD der fik fuld gas på Klipsch Heresy hornene fredag aften:


[Yello: One Second]

Til CD-afspiller-shoot outen hørte vi et nummer fra hver af disse to cder til hudløshed:


[Dire Straits: Brother in Arms]


[Kurt Elling: The Gate]

samt et nummer fra en Saint Saens Cd, som jeg har glemt.

Andre må også gerne byde ind her med at fortælle, hvad de spillede til træffet, ikk?

PQR

JA -æv at jeg først kom lørdag. Så godt de Klipsch Heresy inde under bordet i fri leg rummet. Dem gad jeg godt ha' hørt og så lige med Yello (hvis var de Klipsch Heresy ? )
Det midterste nr i CD-dysten var fedt

Jeg fik ikke hørt, at der blev spillet Vic Chesnutt! Men det er i sandhed en fantastisk skive! Og sikke en tragisk historie med den mand. Åbningsnummeret, "Coward", rammer lige dér, hvor det gør mest ondt.

evox skrev: (hvis var de Klipsch Heresy ? )

Mon det var Peters der var kommet på tur?

Tonni skrev:

evox skrev: (hvis var de Klipsch Heresy ? )

Mon det var Peters der var kommet på tur?

Den er god nok. De var på tur med en Sansui AU-9500.

PQR

Til Setton demonstrationen spillede jeg først:

Colosseum: Beware the Ides of March
fra denne:



og derefter

Premiata Forneria Marconi: Dove...quando (parte 2)
fra Storia di un minuto:



I loungen efter Lasse fine oplæg satte jeg denne på:

På feltfod. Liste kommer på fredag

pqrannes skrev:

Tonni skrev:

evox skrev: (hvis var de Klipsch Heresy ? )

Mon det var Peters der var kommet på tur?

Den er god nok. De var på tur med en Sansui AU-9500.

PQR

Ok Peter - det gik jeg så lige glip af desværre...
Hvordan er lyden i sådan et par, kontra JBL ?

evox

evox skrev:Ok Peter - det gik jeg så lige glip af desværre...
Hvordan er lyden i sådan et par, kontra JBL ?

Det kan svært at sammenligne højttalere som er ret forskellige som disse er, også fordi de måske ikke lyder godt på den samme forstærker.

Men Klipsch Heresy er jo kæmpestore horn, som er puttet ned i en (forholdsvis) lille kasse; diskanten er horn, mellemtonen er horn, men bassen, der i de store Klipsch-horn sidder i et bagladehorn, sidder i Heresy i en (alt for) lille lukket kasse.

Nuvel, Heresy'ern spiller lige i hovedet på lytteren, og det er saliggørende for nogen og for meget for nogen andre. På sin vis ligner de noget, der kan lyde rigtig godt på en lille rørforstærker, men omvendt så synes de først at folde bunden ud, når de får nogle hestekræfter bag sig.

En kort beskrivelse af dem må være "åbne og nærværende og hurtige"; andre kalder dem "skrigende og skingre".

Her en tråd, hvor der blev spurgt til forskellen mellem JBL L100 og Klipsch Heresy: http://www.audiokarma.org/forums/showth ... p?t=306549.

Måske den kan gøre dig klogere. Ellers er du velkommen til at kigge forbi og lytte med.

PQR

Rigtig fint med en tråd omkring musikken på træffet.

Jeg spillede ikke selv så meget, men lyttede til gengæld med stor glæde til musikken ved de forskellige oplæg.
Denne anbefaling var ikke med i de officielle oplæg, men foregik lørdag aften lige efter aftensmad, da folk summede i lokalerne. Jeg selv var i nogle tilstødende lokaler da jeg opfangede noget dyb . . dyb vokal inde fra oplægs auditoriet. Derinde spillede en af Dan/Dan63 cd'er på Frederiks/his067 formidable Radford anlæg med Quad elektrostater som end formidler.

Grupper var; The fairfield four, med album titlen ; ”Standing in the safety zone”.
Damn! Det var godt.

Fem herre i en form for gospel A Cappella ting. Ind i mellem var vokalen så dyb af man nærmest fornemmede folien blafre i Quad'ne.
Hør det ! især nummeret ”Roll Jordan Roll” præsenterer dyyyyb herre vokal.

Jeg fandt den straks på . . host. . Wimp . . .men den skal da høres på vinyl

Jeg har nu i flere dage prøvet at fortrænge, at nogen spillede Steely Dan til træffet i afvigte weekend.

Men da jeg i dag på mit smart-tv så et afsnit af Anthony Bourdains almindeligvis ret gode "No Reservations"-programmer, kom dette billede op på skærmen:



Da kom det hele tilbage til mig.

Så nu jeg kan lige så godt indrømme det. Nogen spillede Steely Dan til træffet, og jeg hadede hvert sekund.

Nu er det ude.

Det kom nu også ud på træffet; jeg er jo ikke den type, der holder den slags tilbage. Men måske er jeg allerede blevet tilgivet. Nu gik det galt igen.

Til gengæld kom jeg i tanke om, at vi i flere gange hørte et nummer med Gitte Hænning fra hendes Jazz-cd (jeg ville ha lagt et billede af coveret op her, men kan finde ikke et link til det).

I al ærbødighed/

PQR

Jeg er nu en af dem der altid godt har kunne lide de to herrer fra nævnte band og spiller det stadig hyppigt. Gittes jazzplade er også god omend hun ikke synger rent på et par af numrene. Min kone hader pladen pga. Gittes ujævne sang, men jeg synes egentligt ganske godt om pladen. Flere af "Dan"s gamle numre er for øvrigt ret gode til at afsløre højtaleres evne til at gengive trommer og den slags.
Fh. Jesper

pqrannes skrev:Jeg har nu i flere dage prøvet at fortrænge, at nogen spillede Steely Dan til træffet i afvigte weekend.

Men da jeg i dag på mit smart-tv så et afsnit af Anthony Bourdains almindeligvis ret gode "No Reservations"-programmer, kom dette billede op på skærmen:



Da kom det hele tilbage til mig.

Så nu jeg kan lige så godt indrømme det. Nogen spillede Steely Dan til træffet, og jeg hadede hvert sekund.

Nu er det ude.

Det kom nu også ud på træffet; jeg er jo ikke den type, der holder den slags tilbage. Men måske er jeg allerede blevet tilgivet. Nu gik det galt igen.

Til gengæld kom jeg i tanke om, at vi i flere gange hørte et nummer med Gitte Hænning fra hendes Jazz-cd (jeg ville ha lagt et billede af coveret op her, men kan finde ikke et link til det).

I al ærbødighed/

PQR

Steely Dan . . Hmm . . oprørende! Det må vi lige have opklaret. Jeg selv spillede ikke andet end Donald Fagen; The Nightfly, i øvrigt min første, helt ubevidste anlægs-reference lp.

Gitte Hænning . . . var det hende der var gift med Brian Connolly ?

Hej.

Jeg må blankt indrømme at jeg ikke fik fat i hvem, der stod for anlæg og musik ved udendørsseancen. Jeg tror nok det var en af "Claus'erne", dem er der jo nogle stykker af herinde.:)
Der blev spillet noget hvist nok Kashmir, det kunne jeg godt tænke mig at få fat i, så lidt pladeinfo er kærkommen.:)

Mvh Dan

Nu er jeg hjemme igen og har stillet mine Radford ting op og har fået lyttet til en eller to af mine nyindkøbte LPer. Tak for roserne vedrørende Radford anlægget: det bestod af Thorens TD124/SME M2-12R/Ortofon SPU Royal igennem NLE17 MC/RIAA forstærker ind i Beard CA35 forforstærker som gik videre ind i to Radford MA50 som var hooked op til et par Quad ESL63. Quaderne og Bearden tilhører Bent, men resten var mit. Der var også en Radford STA15, men desværre udviklede den en fejl om morgenen så den blev ikke sat til (og det gjorde prototypen til sta25/VI heller ikke....desværre). Det store rum klædte anlægget godt og det lød væsentligt mere åbent end jeg husker ESLerne herhjemme. For tiden står de pakket ned ude i mit kontor, men en dag kommer de nok ind igen....


Musikken som jeg spillede var
Colosseum: Beware the Ides of March (som jeg lånte af Cinemad/Erik, for ligesom at give et sammenligningsgrundlag og kontinuitet til den foregående præsentation)


Egentlig er Beware the Ides of March en del af Colosseums anden LP, Valentyne Suite (hvor hele side to består af 'Valentyne Suite', et stykke musik i tre satser), men den amerikanske udgave af Those About to Die inkluderede denne ene sats af suiten og af en eller anden grund er det den udgave man oftest ser.


Calexico: Victor Jara's Hands

Jeg ville mindes den Chilenske sanger Victor Jara, som var en af de 5000 forsvundne i Santiago de Chile's stadium i 1972. Vi ved at før han forsvandt knuste Pinochets bødler hans hænder så at han aldrig mere ville kunne spille guitar.....Calexico's sang Victor Jara's Hands refererer egentlig ikke til Pinochets forbrydere (jeg tror de må have ændret sangteksten, men bibeholdt titlen), men jeg inkluderede Calexico's sang fordi jeg synes at det er en dejlig sang/melodi og en god indspilning som indeholder et klart og meget dynamisk lydbillede. Især ved overgangen til omkvædet vil lydbilledet ofte bryde sammen, men Radforderne og Quaderne håndterer det fantastisk godt. Jeg blev selv lidt overrasket over hvor fint det to Mariachi-trompeter stod i lydbilledet. De lød fantastisk da Thomas og jeg hørte dem live i Edinburgh, men Quaderne gav en fin efterligning af lydbilledet ved den koncert.

Leonard Bernstein: Ouverturen til West Side Story.

Et tema som jeg udviklede var at jeg selv især lytter til to ting når jeg bedømmer et anlæg: rytmen, eller rettere rytmerne, som skal stå så klart som muligt, og 'harmonien', de akkorder og timbrer som de individuelle instumenter laver--Med andre ord, en slags horisontalt (tidsmæssigt) forløb og et vertikalt (harmonisk) forløb. Bernsteins West Side Story indspilning er en blandet fornøjelse, men ouverturen er et mesterstykke med en masse rytmer og instrument i en forholdsvis tør akustik, som bare er død-spændende at lytte til.

King Crimson: Lark's Tongue in Aspic, Part One.



SPU pickuppen siges at være god til klassisk musik, men for velopdragen til Rock&Roll. Godt nok er King Crimson ikke traditionel Rock&Roll, men jeg syntes at det var værd at vise at anlægget klarer både dynamisk og stærkt elektrificeret forvrænget rytmisk kompliceret musik ligeså godt som det klarede Bernsteins akustiske instrumenter. Lark's tongue in Aspic er et anstrengende stykke musik, men med en gang imellem, når der ikke er nogen hjemme sætter jeg pladen på, skruer højt op og prøver at danse til den: man er vel en gammel hippie og der kan laves megen kreativ knæk-dans til den musik.

Ten Years After: Rock Your Mama.



Efter King Crimson ville jeg også demonstrere hvorledes anlægget også kunne klare en meget naturlig indspilning: Ten Years After indspillede 'Undead' i 1966 i en lille blues-klub i London ved navn 'Klooks Kleek'. Klubben lå tæt på et indspilnings studie og ved hjælp af nogle få mikrofoner og et par hundrede meter ledning blev denne optagelse lavet. Dels er gruppen i top-form, og dels er optagelsen fremragende, så det var et naturligt valg, især i den nye 180 grams dobbelt-LP udgave som der udkom for nyligt.



Endeligt, så bidrog jeg også med Kurt Ellings version af Matte Kudesai til CD-Shoot-outen (det var den mellemste CD). Matte Kudesai er Japansk for 'vent et øjeblik', og det er hvad dette nummer indeholder. Elling og hans musikere lægger betoningen en lille smule bag taktslaget og det giver denne meget afslappede stemning. Det vil nok undre en del af jer at nummeret oprindeligt er et King Crimson nummer, som er på denne LP:


og at det samme nummer er inspirationen bag k.d. lang's album 'Drag'






Se, nu har jeg så skrevet en masse om anlæg og komponenter! men det vigtigste ved sådan et (overvejende) vintage-anlæg er for mig at det formidler musik-glæde og -oplevelse. Det er musikken der er vigtig, ikke anlægget i sig selv. Lasse lavede den samme pointe i sin aftenpræsentation, men med omvendt fortegn: som professionel musiker havde han genfundet glæden ved musikken i et vintage anlæg. Og det kan jeg kun sige 'amen' til.