Ja, ja, skipper, jeg har jo sagt at jeg vil skrive et opslag om den her boks, så jeg må hellere komme i gang.
Beatles er en uadskillelig del af vores kulturarv. Der er nok ikke nogen tvivl om, at hvis man skal pege på en enkelt kunstner eller gruppe, som har været dén vigtigste inspirationskilde til meget af det musik, vi lytter til i dag, så er der ingen vej uden om de fire gutter fra Liverpool. I den her tid har jeg fået en del nye plader ind ad døren – både nyudgivelser og genudgivelser af ældre plader. Og lytter man for eksempel til Weezer med ”OK Human”, Lana Del Rey med ”Chemtrails Over The Countryclub” eller til Paul Weller med ”Heavy Soul”, så er der tydelige aftryk af ”The Fabulous Four” i deres musik – både hvad angår sangskrivning, tekster, arrangement, indspilningsteknik og mixning. For ud over deres rent musikalske bidrag til historien, så opfandt de jo en del af den måde, man indspiller musik på i dag hen ad vejen – dem og så geniet George Martin. At de her fire musikalske supertalenter er rendt ind i hinanden i Liverpool – what are the odds. Og at det så tilfældigvis er George Martin, der bliver deres producer…. Mit gæt er, at det om 300 år er Beatles man spiller og husker fra det 20. århundrede, på samme måde som man stadig husker og spiller Johann Sebastian Bach. Man vil se på og lytte til Sgt. Pebber, Revolver og The White album, på samme måde som man i dag ser på Das Wohltemperierte Klavier, Brandeburgerkoncerterne eller Johannespassionen.
Her i det her lille hjørne af internettet, som primært er befolket af halv- eller helgamle mænd, der vist alle på en eller anden måde har Beatles som en del af deres musikalske opdragelse, skal man selvfølgelig fare frem med lempe. Især når det handler om, at man giver sig til at pille ved arvesølvet. Pudse det op, fjerne patinaen. Og det er jo det, der er tale om her; en remastering i stereo af alle Beatles 13 studieindspilninger – digitalt! Især det sidste vil muligvis få det til at vende sig i nogen af de mest hardcore vintageafficionados. Og nogen vil sige, at det eneste rigtige er at høre det i mono, eftersom det primært var produktionen af monoudgaverne, som John, Paul, George og Ringo selv var involveret i.
Men er sandheden i virkeligheden ikke, at vi hver især bærer rundt på vores egen private opfattelse af, hvordan Beatles skal lyde? At det er lige netop dén version af de fire fra Liverpool, som vi hver især i sin tid blev præsenteret for, der har præget vores opfattelse af, hvordan Beatles SKAL lyde, før det er ”rigtigt”? For de fleste af os vedkommende er der tale om musik, vi nærmest har fået ind med modermælken.
Jeg husker for mit eget vedkommende især hvordan jeg som 10-11 årig sad nede på det lokale musikbibliotek og lyttede mig igennem ”de røde og de blå” på vinyl med lyttebøfferne klistret fast til hovedet, en pose med for 5 kroner blandet slik og en stak tegneserier. Jeg er født og opvokset i Birkerød, hvor Johnny And The Moondogs huserede og kopierede Beatles til den store guldmedalje. Et par af mine klassekammerater var vilde Beatles fans, og en af dem endte selv som guitarist i en senere inkarnation af månehundene – Repeatles. Her er i øvrigt en glimrende podcast, hvor han fortæller om George Harrison og hans særlige rolle som guitarist i bandet:
https://vielskerthebeatles.libsyn.com/11-mikkel-broe-elsker-the-beatkes-george-harrison-specialDet er derfor klart, at vi derfor selvfølgelig også lyttede en del til Beatles dengang. Nogen gange på de ganske fine og nogen gange ganske dyre B&O anlæg, som nogen af mine kammeraters forældre havde i deres fine stuer med PH-lamper, Børge Mogensen og Wegener, som det nu var passende hos dem med den rigtige smag i velhaverenklaven nord for København. Andre gange på slidte kassettebånd, for mit vedkommende primært på min lille Philips kombinerede radio og båndoptager, som jeg havde før jeg fik mig første rigtige stereoanlæg. Nogen gange hørte vi det sågar i skolen. I mono på en Tandberg spolebåndoptager i engelskundervisningen. Husker især hvordan vi lyttede til ”Elanor Rigby” og analyserede teksten sammen.
Så hvilke udgaver er de ”rigtige” indspilninger af de her klassikere? Fordi vi har så forskellige barndoms- og ungdomsoplevelser med Beatles, har vi givetvis meget divergerende oplevelser, af hvordan det skal lyde for at lyde rigtigt. Så derfor synes jeg, at en del af den kritik som det her bokssæt har været udsat for, er urimelig. For ja, man har pillet ved equalizingen, især med det formål at hæve den i bunden. Og man har indspillet den i stereo med de mangler i forhold til originalitet, som det uden tvivl skaber sammenlignet med monoboksen. Og ja, det er digitalt. Men det er gjort med respekt, og det er ganske kompetent udført af meget dygtige studieteknikere.
Boksen i sig selv er flot lavet, solid og meget gedigen. Der har været en del kritik af, at presningerne har været svingende i kvaliteten. Nogen har rapporteret om skæve plader, og efter sigende er lydkvaliteten på nogle af presningerne ikke super god. Og så har bokssættene tilsyneladende ikke altid indeholder det samme, og i nogen af sættene kommer pladerne fra forskellige presserier. Link til en kommentar om det på youtube her (tak for linket, Claus):
https://www.youtube.com/watch?v=yJemFTEUdmIAlle 13 albums i min boks er presset i Tyskland, og de fejler bestemt ikke noget. 180 gram vinyl, helt flade og uden buler. Det er alle de tyske udgaver af presningerne, og der er ingen ridser, fejl eller noget i den stil. Pladestøj er stort set ikke eksisterende.
Pladerne er originalt udgivet i 2009 på CD, og de kom så på vinyl i 2012. Der følger en flot bog med, fint illustreret og med interessante historier om indspilningen og tilblivelsen af de enkelte plader. Jeg har ikke nået at læse hele bogen endnu. Den indeholder som sagt deres 13 studieindspilninger, samt et dobbeltalbum med ”Past Masters”, som jeg ikke har nået at lytte til endnu.
Den kom ind ad døren i forgårs, og selv om jeg har været i hjemmeisolation i nogen dage (nær kontakt til en smittet, fejler rent umiddelbart ikke noget), så har jeg selvfølgelig ikke fået lyttet mig igennem det hele. Jeg har så gjort det, at jeg undervejs har sammenlignet lyden af de enkelte indspilninger med dem, jeg har stående på hylden i forvejen. Og hvordan er det så faldet ud?
Generelt set kan man sige, at jeg faktisk synes det klæder med den hævning i bassen, som man har givet indspilningerne. Det får nogle af pianoindspilningerne til at lyde mindre som klaver og mere som et flygel, når det skal lyde som et flygel. Det gælder for eksempel den berømte afslutning på ”Day in a life”, hvor McCartney bruger det berømte Bechstein Grand Piano, som blandt andet Freddie Mercury brugte på ”Bohemian Rhapsody” og Bowie på ”Space Oddity”. Jeg synes også man får en bedre fornemmelse af, hvor fantastisk og nyskabende en bassist McCartney var. Hold kæft hvor spiller han godt. Rummet omkring de enkelte instrumenter er blevet bedre, og de er lettere at skille ud fra hinanden. Detaljer dukker op, som man ikke har lagt mærke til helt på samme måde før. ”While my Guitar Gently Wheeps” lyder mindre komprimeret og mast sammen end på den udgave, jeg havde stående i forvejen af ”White Album”. Der er også mere attack i lilletrommerne, og Ringo Starrs trommespil fremstår som værende mere dynamisk på de her udgaver af de klassiske indspilninger.
Men det er ikke en buket roser uden torne. I forvejen har jeg for eksempel en udgave af ”Help” stående – link til den version, jeg har stående i reolen:
https://www.discogs.com/The-Beatles-Help-/release/11391770Sammenligner jeg den her version med den i boksen, så lyder den jeg havde i forvejen mere ”rigtigt”. Oprydningen har gjort den nye udgave mere ”hifi-agtig”, men det er gået ud over det mere rå garagerockagtige udtryk, der er på den ældre udgave. Det samme gælder i forhold til min udgave af ”Rubber Soul” – link til den version, jeg har stående i reolen:
https://www.discogs.com/The-Beatles-Rubber-Soul/release/2325133Den jeg havde i forvejen lyder bare mere ”rigtigt”, dynamisk og levende. Jeg kan imidlertid læse mig frem til, at det efter sigende skulle handle om at det stammer fra en mindre heldig stereomixning foretaget af George Martin i 80’erne.
Den eneste udgave af de klassiske album som jeg har i mono, er en udgave af ”Magical Mystery Tour” – link til den version, jeg har stående i reolen:
https://www.discogs.com/The-Beatles-Magical-Mystery-Tour/release/4767923I forhold til den udgave jeg havde i forvejen, er den nye bare så mange gange bedre. Stemmerne lyder bedre, mindre klemte og mere frie. Instrumenterne står mere adskilt og definerede på for eksempel ”Strawberry Fields”, og detaljeringsniveau og dynamik er af en anden klasse på den nye udgave.
Så hvordan er dommen? Er den pengene værd? For den er jo rasende dyr, sådan en boks. Har man ikke pladerne i forvejen, så kan man som manden i den Youtube video, jeg linker til måske godt finde lige så gode eller ifølge hans mening også bedre indspilninger, og man kan på den måde samle sit ”eget bokssæt” af brugte udgaver på en billigere måde. Har man som jeg næsten alle pladerne i forvejen (jeg havde ikke ”Yellow Submarine” i forvejen), så kan den sikkert sagtens undværes. Men for pokker, den er lækkert pakket ind. Den ser godt ud i reolen, der er absolut nul og niks pladestøj, bogen er lækker og samlet set, så lyder det sgu godt. Og når nu min kæreste står og nynner med på ”All You Need is Love i baggrunden mens jeg skriver, hvad er der så i det hele taget overhovedet at klage over?
” I'm fixing a hole where the rain gets in
And stops my mind from wandering
Where it will go”
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
LP -> Ortofon MC-5000/Ortofon Rondo Bronze/Ortofon MC-30 Super/Audio Technica AT-Art9Xi/Sony XL-44L/Sony XL-15/Shure V15III JICO SAS Boron - Sony PS-X75 -> Ortofon T-3000 -> Yamaha C-2x -> Yamaha M-85 -> Sony APM 66 MKII