Hvad snurrer netop nu?

Fundamentet for vores passion

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlægaf Captain Phoenix » tors 9. sep 2021 11:17

Disclaimer: Indlægget her er langt, lidt famlende og kan afsløre hændelser, der ift. gældende lovgivning ikke var helt lovlige på daværende tidspunkt.
Så sluk computeren og gå ud i september-solen – eller hæng på.

bjerager skrev:En af de plader det er lykkedes mig at slide op er Pink Floyds "The Final Cut". Det er når det kommer til stykket nok min favouritplade med bandet, hvilket utvivlsomt også hænger sammen med min alder på udgivelsestidspunktet.

Tak for fortællingen, Anders.
Den satte flere ting i gang her – og det er altid godt. (Også tak til trikker for links - navnlig de sidste minutter af videoen kaster et lys over ”The Final Cut”, som jeg ikke kendte/huskede):

    For det første dét, at når en bestemt plade – eller melodi – bliver særligt vigtig, så hænger det tit sammen med, hvor man mødte den først.
    For det andet fik den mig til at finde ”The Final Cut” frem og sætte den på anlægget, hvor den ikke havde været længe.
    Og for den tredje fik den mig til at tænke over ”Pink Floyd på langs” – eller udviklingen hen over deres vel en lille snes albums.
Med hensyn til det første - hvorfor ”The Final Cut” blev det foretrukne/bedste PF-album - så er det med dette (som vel med alle de ”vigtige” album), at de skriver sig ind i et særligt afsnit i vores liv (uhh – nu bliver det dyyybt…) og den situation, vi mødte det i.
For én er det timerne på teenage-værelset med weltschmerz og det sidste snit…
For mig er det først og fremmest ”Space Truckin'” fra Deep Purple’s ”Made in Japan”.
Og heldigvis knyttet til en oplevelse af en anden karaktér:

Nummeret er som bekendt det sidste på dobbelt-LP’en – og derfor var det også det sidste nummer på det 18 cm spolebånd, der snurrede på Susannes Tandberg-båndoptager, som stod på hendes teenageværelse med vestvendt udsigt over Schweizerdalsmosen.
Her kom solen om foråret lavt, smukt og blødt ind sidst på eftermiddagen.

IMG_3524.jpg

Båndoptagerens ejer gik i 1973/74 i 8.B på den lokale Arne Jacobsen-tegnede kommuneskole.
Jeg gik i 8.A på samme skole.
Klasseværelserne lå lige op ad hinanden – og dét kom Susanne og jeg også til.
Og båndet med op til 1½ times musik pr. side var meget bekvemt, når et par 14-årige kærester kunne bruge noget slørende baggrundsmusik og havde langt mere spændende ting at gøre sammen, end at vende plader hvert kvarter i den lave forårssol.

Man kan jo bruge sin fantasi - den er sikkert ikke helt forkert. For ”Space Truckin'” var lige dér og tog sin plads, hvor noget meget nyt, spændende og sikkert ikke altid nemt, med ét var blevet mindre nyt, endnu mere spændende – og altså ikke så svært.
Lige dér – i et smukt tomrum i tiden – mødtes altså eftermiddagssolen, Space Truckin' og Susanne og jeg hinanden på et nyt plan og i en ny æra.

Hvis jeg så – brutalt – spoler tiden 47 år frem og spørger mig selv, om ”Space Truckin'” er pladens eller Deep Purples bedst nummer, så må jeg svare ”nej”. For der er så meget andet godt og bedre på ”Made in…”. Men nummeret – det er helt særligt for mig.

Og så bevæger jeg mig – med forsigtighed – over til punkt 2: ”The Final Cut”, der snurrer her.
Og med stor respekt for at dét for flere er det fortrukne eller bedste PF-album (og har en særlig betydning), vover jeg alligevel et statement om albummet. For vi må vel godt kunne diskutere vores smag, vurderinger og opfattelser vedr. musikken – også selv om vi ikke er enige (tænker jeg).

Og for mig er ”The Final Cut” altså et helt, helt andet sted på den PinkFloyd’ske Richter-skala.

Jeg synes det lyder som et dårligt aftryk af, hvad de ville med ”The Wall” (som tiden siden udgivelsen i ’79 efter min – subjektive bog – i øvrigt ikke har været nådig ved):
Stor set samme temaer, samme sound, samme lidt-for-pressede Waters-vokal. Men uden ”The Wall”s (indfriede) ambition om at levere en sammenhængende fortælling – at nå hele vejen ud på den anden side (af muren).
Som den snurrer her bliver jeg sådan helt ”små-irriteret” på albummet, for hvorfor kopierer de sig selv uden at lægge nyt til, som PF jo i dén grad formåede med deres tidligere album og som var ét af deres adelsmærker. Hvad er det egentlig de vil fortælle, som ikke allerede 3-4 år før er sagt på det forrige album?
Jeg kan ikke finde det – hverken i tekst, musik eller andet.

IMG_3526.jpg

Ja, ja – jeg véd det: Jeg lyder som en grumpy old man… er det måske endda også…

Men (og her jeg ved punkt 3): Når nu Pink Floyd har lavet album som ”Wish You Were Here”, ”Meddle, ”Dark Side…” – ja selv de to første ”Piper at the Gates of Dawn” & ”A Saucerful of Secrets” – albums hvor de udvidede og flyttede rockmusikkens grænser og udfordrede både sig selv & lytterne – hvordan kan de så finde på at udgive et album med – groft sagt – leftovers fra ”The Wall” (som Davis Gilmour siger)? Og måske er du også lidt inde på det, Anders, i det du skriver.

Og måske – og her tolker jeg på andres vegne – er det sådan, at ”The Final Cut” er det personligt mest betydningsfulde album – men ikke det bedste – fra Pink Floyd’s side?
Selv om magasinet Rolling Stone roste det meget ved udgivelsen (pga. 3 ½ års PF-tørke efter ”The Wall”?), så giver samme medie det kun to sølle stjerner 20 år efter – og det synes generelt at rode rundt i den ringeste 1/3 af hvad PF har udgivet.

PS
Har lige behov for at gentage mig selv: Indlægget er ikke skrevet for at beklikke nogens oplevelse af at et bestemt album/nummer er særligt for dem (som ”Space Truckin'” er det for mig).
Det er skrevet for at undersøge forholdet mellem pdes ens eget særlige foretrukne og pdas en gruppes bedste indspilninger.
Mht. Pink Floyd er det ”Meddle”… eller ”Wish You Were Here”… eller ”Dark Side…” eller... Dét må undersøges i en anden post.
Men ikke "The Final..." - CUT!
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
Claus
Følg med på min YouTube-kanal om plader og musik her
Hjernekassen på P1 om hifi
Brugeravatar
Captain Phoenix
 
Indlæg: 2578
Tilmeldt: 07 jun 2010
Geografisk sted: København
Lokalitet: 2500 Valby

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlægaf kbekke » tors 9. sep 2021 18:14

Captain Phoenix skrev:For mig er det først og fremmest ”Space Truckin'” fra Deep Purple’s ”Made in Japan”.
Og heldigvis knyttet til en oplevelse af en anden karaktér:!


Uha-uha, Kaptajn. Space Truckin’ med Susanne og så allerede i ottende klasse 8)

Det var da vist godt, at “Hard Lovin’ Man” ikke kom med på det album! ;)

21E1F3C1-DDC3-4D0B-9D97-5EC9CE45A97E.jpeg
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
Ornithology
Brugeravatar
kbekke
 
Indlæg: 1318
Tilmeldt: 27 jul 2011
Lokalitet: Vejle

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlægaf bjerager » tors 9. sep 2021 18:55

Jamen der er jo ingen endelig facitliste i forhold til smag, og du har bestemt ingen grund til at frygte at blive betragtet som en "grumpy old man" af den grund. (I øvrigt længe siden jeg har set Walter Matthau og Jack Lemmond i den film. Nok et gensyn værd.)

Selvfølgelig betyder den personlige historie noget, og der var da også en "Susanne", som blev præsenteret for "The Final Cut" af mig i skikkelse af en ung, mystisk og lidende "Werther". Og nej, den er ikke nyskabende - den er et destination af nogle af temaerne på "The Wall" tilsat noget mere aktuel politisk stof i form af Thatcher, Falklandskrigen og atomtruslen. Emner, der optog mig.

Men hvor "The Wall" for mig nogen gange bare er for meget og kammer over, så er den her mere raffineret og enkel rent musikalsk. Og det taler måske bare mere til mig. Ikke at jeg ikke synes for eksempel TDSOTM er skelsættende og imponerende.
LP -> Ortofon MC-5000/Ortofon Rondo Bronze/Ortofon MC-30 Super/Audio Technica AT-Art9Xi/Sony XL-44L/Sony XL-15/Shure V15III JICO SAS Boron - Sony PS-X75 -> Ortofon T-3000 -> Yamaha C-2x -> Yamaha M-85 -> Sony APM 66 MKII
bjerager
 
Indlæg: 1872
Tilmeldt: 19 apr 2010
Geografisk sted: Kvistgård
Lokalitet: Kvistgård

Let it Be... Naked

Indlægaf Captain Phoenix » man 13. sep 2021 22:16

Søndagens plademesse i Nørrebrohallen var den første i næsten halvandet år – og i dét lys skulle man nok have forventet mere end jeg synes der var (af udbud og besøgende).

Men 2-3 gode køb retfærdiggjorde – med lidt god vilje – tur/retur-kørslen fra Møn søndag morgen.
Det ene var denne her, som spinner netop nu (for 3. gang i aften).

IMG_3538 2.jpg

Det er The Beatles ”Let it Be… Naked”, som kom i 2003 på både cd og vinyl, men først nu er landet her hos mig.

”Let it Be” var (som mange sikkert ved) det sidst udgivne album fra The Fab Four i maj 1970, hvor de reelt var gået fra hinanden. Optagelser var foretaget i 1968-69 (altså før Abbey Road-albummet) og en del af dem er dokumenteret på filmen ”Let it Be”, der havde premiere ca. samtidig.

Det er på flere måder ikke en feel-good-film. Den viser bl.a. det anspændte forhold (mest mellem Lennon og McCartney) – og jeg synes altså ikke det virker særligt rart at være i dét studie.
Men der er også dejlige optagelser - ikke mindst fra den improviserede live-koncert, de spillede på taget af Abbey Road-bygningen (indtil politiet fik stoppet det).

Lydoptagelserne fik bare lov til at ligge, mens Abbey Road-albummet blev produceret, udgivet – og fejret som deres måske bedste. Ingen af dem havde rigtig energi til at få ”Let it Be” produceret – og Lennon overdrog sammen med manager Allen Klein (uden McCartey’s viden eller tilsagn) det til Phil Spector at producere albummet.
Det er hans version, der har været den officielle siden 1970.

Spector gav den gas kan man vist roligt sige: Navnlig ”The Long And Winding Road”, ”Across the Universe” og ”I, Me, Mine” fik lagt kor og strygere på, så i hvert fald jeg er ved at kvæles (for nu ikke at bruge et stærkere ord).
Bortset fra at albummet via Spector’s produktion faktisk blev udgivet, så hader jeg hvad manden gjorde ved "Let it Be" *)

Paul McCartney har siden udgivelsen i 1970 haft ondt et vist sted over hvordan ”Let it Be” kom til at lyde (og at han ikke var blevet spurgt/hørt) – og endelig i starten af 00’erne fik han bl.a. George Harrison’s OK til at få de-spectoriseret albummet til det der altså blev til ”Let it Be… Naked”.

Og hvad er det så vi står med? Og hvordan er ”…Naked” i forhold til den oprindelige version?
Man skal jo passe på når man jonglerer med kronjuveler som f.eks. Beatles-originalmateriale.

IMG_3542.jpg

Lad mig gå direkte til konklusionen:
Vi står med et mere rent (”naked”), vellydende – og bedre album.
Ét jeg vil komme til at spille langt hyppigere end det originale, er jeg sikker på.

Forskellene er i store træk:

De-spectorisering: De tonstunge kor- og strygerarrangementer navnlig på de nævnte numre er væk. Man kan hermed langt bedre høre hvad beatlerne foretager sig – og ikke mindste Billy Preston, der spiller orgel på flere numre.

Lydbilledet er strammet op og renset (digitalt). Bassen (navnlig Ringo’s trommer) står langt mere fyldigt end på min tyske 70’er udgave. Nogle steder måske en anelse for fremhævet, men det understreger på den anden side rock-band-præget, som på et tidspunkt var intentionen med ”Let it Be” - en slags “get back to basics”-album.

Numrene er ikke helt identiske på de to udgivelser. Lennon-nummeret ”Don’t Let Me Down”, der er en bøn/hyldest til hans nye kærlighed Yoko Ono, er kommet med – og det er et dejligt nummer (som Spector skrottede…). Nummeret kom et par måneder før med på “Hey Jude”-opsamlings-albummet (og som B-side på Get Back-singlen). Til gengæld er ligegyldighederne ”Dig It” og ”Maggie Mae” ikke at finde på ”…Naked”. Dem tror jeg ingen vil savne.

Rækkefølgen af numrene er i øvrigt også en helt anden. Nu startes med ”Get Back” (som faktisk var arbejdstitlen på et album med ca. de samme numre, som blot ikke blev færdigt/godkendt/udgivet). Og der sluttes med ”Let it Be”, som vel giver ganske god mening.
Det fungerer i hvert fald udmærket.

Da ”…Naked” udkom i 2003 var der mange, som ikke synes om det – eller at det samlet set var en forbedring af de oprindelige album. Hvis man vil læse noget af dette – herunder en lang opremsning af hvilke opsamlings-plade de på Naked anvendte takes kan findes på – skal man bare læse magasinets Rolling Stones’ eller The Guardian’s anmeldelser.
Der er også mange individuelle ”anmeldere”, der har travlt med at skose Naked for, at kunstigt pålagte forlængede nummer-slutninger er fjernet, at der er brugt digitaliseret manipulation osv. Ak ja...

Det er som skrevet ikke let når nogen roder med kronjuvelerne.

Jeg står dog fast på at dette er et bedre og et bedre lydende album - og utvivlsomt et album der er mere som The Beatles ville have haft det til at lyde, hvis de selv havde været inde over produktionen.

Dette gør ikke ”…Naked” til det bedste Beatles-album. Lang fra.
Der er mindst 6-7 bedre album (hørt ud fra melodi-materiale, konsistens og betydning), men der er i hvert fald 4-5 stærke Beatles-numre på albummet her – og stærke Beatles-numre er som regel bedre end hvad de fleste andre beat-/rock-grupper kan levere selv på en god dag.

Jeg snurrer den lige en fjerde gang - den er fa'me ikke ueffen.

PS: Om jeg har bestilt Super Deluxe-boxen af Let it Be, der udkommer d. 15. oktober ? Selvfølgelig - selv om den naturligvis indeholder bl.a. den oprindelige version af albummet. Det vender jeg tilbage til når den lander.

*) Og for den sags skyld også hvad han gjorde ved skuespilleren Lara Clarkson, men det er en anden historie. Morderen Spector døde i øvrigt tidligere i år af COVID-19-relaterede årsager.
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
Claus
Følg med på min YouTube-kanal om plader og musik her
Hjernekassen på P1 om hifi
Brugeravatar
Captain Phoenix
 
Indlæg: 2578
Tilmeldt: 07 jun 2010
Geografisk sted: København
Lokalitet: 2500 Valby

Re: Let it Be... Naked

Indlægaf bjerager » tirs 14. sep 2021 06:18

Captain Phoenix skrev:Søndagens plademesse i Nørrebrohallen var den første i næsten halvandet år – og i dét lys skulle man nok have forventet mere end jeg synes der var (af udbud og besøgende).

Men 2-3 gode køb retfærdiggjorde – med lidt god vilje – tur/retur-kørslen fra Møn søndag morgen.
Det ene var denne her, som spinner netop nu (for 3. gang i aften).

IMG_3538 2.jpg

Det er The Beatles ”Let it Be… Naked”, som kom i 2003 på både cd og vinyl, men først nu er landet her hos mig.

”Let it Be” var (som mange sikkert ved) det sidst udgivne album fra The Fab Four i maj 1970, hvor de reelt var gået fra hinanden. Optagelser var foretaget i 1968-69 (altså før Abbey Road-albummet) og en del af dem er dokumenteret på filmen ”Let it Be”, der havde premiere ca. samtidig.

Det er på flere måder ikke en feel-good-film. Den viser bl.a. det anspændte forhold (mest mellem Lennon og McCartney) – og jeg synes altså ikke det virker særligt rart at være i dét studie.
Men der er også dejlige optagelser - ikke mindst fra den improviserede live-koncert, de spillede på taget af Abbey Road-bygningen (indtil politiet fik stoppet det).

Lydoptagelserne fik bare lov til at ligge, mens Abbey Road-albummet blev produceret, udgivet – og fejret som deres måske bedste. Ingen af dem havde rigtig energi til at få ”Let it Be” produceret – og Lennon overdrog sammen med manager Allen Klein (uden McCartey’s viden eller tilsagn) det til Phil Spector at producere albummet.
Det er hans version, der har været den officielle siden 1970.

Spector gav den gas kan man vist roligt sige: Navnlig ”The Long And Winding Road”, ”Across the Universe” og ”I, Me, Mine” fik lagt kor og strygere på, så i hvert fald jeg er ved at kvæles (for nu ikke at bruge et stærkere ord).
Bortset fra at albummet via Spector’s produktion faktisk blev udgivet, så hader jeg hvad manden gjorde ved "Let it Be" *)

Paul McCartney har siden udgivelsen i 1970 haft ondt et vist sted over hvordan ”Let it Be” kom til at lyde (og at han ikke var blevet spurgt/hørt) – og endelig i starten af 00’erne fik han bl.a. George Harrison’s OK til at få de-spectoriseret albummet til det der altså blev til ”Let it Be… Naked”.

Og hvad er det så vi står med? Og hvordan er ”…Naked” i forhold til den oprindelige version?
Man skal jo passe på når man jonglerer med kronjuveler som f.eks. Beatles-originalmateriale.

IMG_3542.jpg

Lad mig gå direkte til konklusionen:
Vi står med et mere rent (”naked”), vellydende – og bedre album.
Ét jeg vil komme til at spille langt hyppigere end det originale, er jeg sikker på.

Forskellene er i store træk:

De-spectorisering: De tonstunge kor- og strygerarrangementer navnlig på de nævnte numre er væk. Man kan hermed langt bedre høre hvad beatlerne foretager sig – og ikke mindste Billy Preston, der spiller orgel på flere numre.

Lydbilledet er strammet op og renset (digitalt). Bassen (navnlig Ringo’s trommer) står langt mere fyldigt end på min tyske 70’er udgave. Nogle steder måske en anelse for fremhævet, men det understreger på den anden side rock-band-præget, som på et tidspunkt var intentionen med ”Let it Be” - en slags “get back to basics”-album.

Numrene er ikke helt identiske på de to udgivelser. Lennon-nummeret ”Don’t Let Me Down”, der er en bøn/hyldest til hans nye kærlighed Yoko Ono, er kommet med – og det er et dejligt nummer (som Spector skrottede…). Nummeret kom et par måneder før med på “Hey Jude”-opsamlings-albummet (og som B-side på Get Back-singlen). Til gengæld er ligegyldighederne ”Dig It” og ”Maggie Mae” ikke at finde på ”…Naked”. Dem tror jeg ingen vil savne.

Rækkefølgen af numrene er i øvrigt også en helt anden. Nu startes med ”Get Back” (som faktisk var arbejdstitlen på et album med ca. de samme numre, som blot ikke blev færdigt/godkendt/udgivet). Og der sluttes med ”Let it Be”, som vel giver ganske god mening.
Det fungerer i hvert fald udmærket.

Da ”…Naked” udkom i 2003 var der mange, som ikke synes om det – eller at det samlet set var en forbedring af de oprindelige album. Hvis man vil læse noget af dette – herunder en lang opremsning af hvilke opsamlings-plade de på Naked anvendte takes kan findes på – skal man bare læse magasinets Rolling Stones’ eller The Guardian’s anmeldelser.
Der er også mange individuelle ”anmeldere”, der har travlt med at skose Naked for, at kunstigt pålagte forlængede nummer-slutninger er fjernet, at der er brugt digitaliseret manipulation osv. Ak ja...

Det er som skrevet ikke let når nogen roder med kronjuvelerne.

Jeg står dog fast på at dette er et bedre og et bedre lydende album - og utvivlsomt et album der er mere som The Beatles ville have haft det til at lyde, hvis de selv havde været inde over produktionen.

Dette gør ikke ”…Naked” til det bedste Beatles-album. Lang fra.
Der er mindst 6-7 bedre album (hørt ud fra melodi-materiale, konsistens og betydning), men der er i hvert fald 4-5 stærke Beatles-numre på albummet her – og stærke Beatles-numre er som regel bedre end hvad de fleste andre beat-/rock-grupper kan levere selv på en god dag.

Jeg snurrer den lige en fjerde gang - den er fa'me ikke ueffen.

PS: Om jeg har bestilt Super Deluxe-boxen af Let it Be, der udkommer d. 15. oktober ? Selvfølgelig - selv om den naturligvis indeholder bl.a. den oprindelige version af albummet. Det vender jeg tilbage til når den lander.

*) Og for den sags skyld også hvad han gjorde ved skuespilleren Lara Clarkson, men det er en anden historie. Morderen Spector døde i øvrigt tidligere i år af COVID-19-relaterede årsager.


Tak for din altid spændende kommentar - det lyder som et must have. Forudser en prisstigning på Discogs nu....

Og så kommer den her jo også snart: https://www.gaffashop.dk/shop/beatles-the-let-80023p.html?gclid=CjwKCAjw7fuJBhBdEiwA2lLMYY5iW68_12zSPi_x38ZbRIXnK2uzUrtaajk-HULkRvuILELWiwlAgRoC9qsQAvD_BwE - its gonna be an expensive fall...
LP -> Ortofon MC-5000/Ortofon Rondo Bronze/Ortofon MC-30 Super/Audio Technica AT-Art9Xi/Sony XL-44L/Sony XL-15/Shure V15III JICO SAS Boron - Sony PS-X75 -> Ortofon T-3000 -> Yamaha C-2x -> Yamaha M-85 -> Sony APM 66 MKII
bjerager
 
Indlæg: 1872
Tilmeldt: 19 apr 2010
Geografisk sted: Kvistgård
Lokalitet: Kvistgård

Re: Let it Be... Naked

Indlægaf Captain Phoenix » tirs 14. sep 2021 10:05

bjerager skrev:Tak for din altid spændende kommentar - det lyder som et must have. Forudser en prisstigning på Discogs nu....

Selv tak - og i lige måde.
Ja det er lidt tosset med prisen på vinyl-versionen på Discogs - den billigste i NM løber op i godt 800,-.
Den jeg købte mangler 7"-vinylen (med småstumper af dialog, som jeg alligevel kun ville høre én gang i resten af mit liv) og kostede mere rimelige 350,-.

Det er bl.a. derfor man skal tage på plademesser.

Hvis man ikke er allergisk overfor CD'er fås den på dét format for næsten ingenting f.eks. her.
Og da "...Naked" jo under alle omstændigheder er lavet på digitaliseret materiale, gør det måske ikke den store forskel.


Maybe... men der er sikkert kun én ting, der gør det dyrere.
Og det er ikke at købe den store vinyl-box ved udgivelsen, hvor den fås for lige under 1.000,-.
Dét synes jeg altså slet ikke er dyrt for 5 Lp'er, en 100 siders bog og en box der samler det hele (plus gratis forsendelse fra f.eks. imusic).
Som "...Naked" og flere andre stiger den utvivlsomt efter udgivelsen.
Bare tænk på "The Beatles in Mono"-boxen, der kostede 2.700,- ved udgivelsen i 2014 og hvor man nu skal være heldig for at finde en NM-box for under 10.000,-
Det er noget bedre end jeg er lykkedes med mine aktier hidtil - og så lyder "in Mono" langt bedre end aktierne...
;)
Vi har været der før - det er "Buy now or cry later".

PS: "...Naked" spinder minsandten endnu engang her til formiddag. Og den holder stadig - og er måske endnu bedre end i går.
F.eks. når de to gamle venner John og Paul trods skærmydsler og konflikter finder sammen om at synge "Two of us":
Paul: "You and I have memories / Longer than the road that stretches out ahead"
John & Paul: "We're on our way home / We're on our way home / We're going home"
Det er sådan lidt tak for turen, gamle jas...
Claus
Følg med på min YouTube-kanal om plader og musik her
Hjernekassen på P1 om hifi
Brugeravatar
Captain Phoenix
 
Indlæg: 2578
Tilmeldt: 07 jun 2010
Geografisk sted: København
Lokalitet: 2500 Valby

15. september 2021 - og 1980.

Indlægaf Captain Phoenix » ons 15. sep 2021 09:45

Det var stadig en af de lange sommeraftener.
Solen gik først ned ved 22-tiden, så det var lyst som publikum ankom og tog plads i salen.
Folk sad tæt - der var udsolgt til koncerten med hovednavnet på den lokale jazz-festival.

Selv om kalenderen viste d. 9. august, var det køligt her ved den norske atlanterhavskyst.
Termometeret kom ikke meget over 10 grader og langt fra de 35 det i mere end en uge havde været hjemme i New Jersey – lige ovre på den anden side af Hudson River fra hvor New York lå.

New York… byen hvor det hele begyndte tilbage i 1950'erne.
Lige nu virkede byen meget langt væk ligesom det meste andet – kun med undtagelse af musikken.
Også længere end de 3.500 miles, der var i luftlinje hen over Atlanten.
For mellem koncertsalen i Norge og New York lå koncerter i både Italien, Tyskland og i San Francisco – hér endda med hele 9 koncerter.

I salen var publikum kommet på plads.
Mange yngre mennesker også, pænt og uformelt klædt som det kunne forventes her i Skandinavien.
Et engageret publikum, håbede han. Det var herfra han fik energi i denne tid – fra publikum og så fra sine medspillere. Meget andet var der ikke som længere gav ham bare lidt glæde ved livet.
Det – og så musikken, selvfølgelig.

Et TV-hold fra det norske NRK havde taget turen helt til Molde og var klar med kameraer og kulørt lyssætning.
Hans fuldskæg ville forhåbentlig skjule de indfaldne kinder og brillerne de mørke rande omkring øjnene.
Det var sådan det var nu.

Så blev trioen præsenteret. Publikum klappede forventningsfuldt.
Det var tid at skubbe de dystre tanker i baggrunden og lade musikken fylde det hele.
Tid at være professionel musiker for endnu stund.

Det var en god trio, denne her. Måske endda bedre end den, han i starten af 60’erne – og alt for kort – havde med Scott LaFaro, den unge talentfulde bassist, der omkom i en meningsløs trafikulykke.
Det havde ramt ham hårdt dengang – meget. Kun langsomt var han vendt tilbage til musikken igen.

Men Marc Johnson her havde noget af det samme – denne lyst og dette mod til at tage sin helt egen plads i trioen og fylde den ud. Gehøret til at spille solo samtidig med hans egne på flyglet.
Johnson var midt i 20’erne som LaFaro dengang.
Han gik først ind på scenen til kontrabassen midt mellem flyglet og trommerne.

Efter Johnson fulgte Joe LaBarbera, trommeslageren.
Også Joe havde været med i trioen et par år nu. Den sidste trio anede han.
Og som det skulle gå, ville Joe være med på den sidste tur til Mount Sinai-hospitalet og slutningen på det hele.
Ham og Laurie, hans partner gennem de seneste knap to år. Hun var også med på turnéen.

Til sidst kom han selv.
Netop til sidst…
Til sidst i et langt liv med musikken, men også med stofferne - heroinen, metadon-kuren og nu til sidst kokainen.
Et liv der havde været tungt de seneste år, navnlig efter broderens Harry’s død året før.
Han anede at han snart skulle samme vej.

At der kun ville gå 5 uger til vidste han dog ikke denne aften i Molde.
Og det ville ikke kunne høres - her var han professionel musiker på en opgave.
En mand og en musikalsk leder med et engagement foran sig.
Musikken, de to andre og publikum fik ham til at funkle igen – som det havde gjort så mange gange før.
Altid dette skel, der fandtes mellem livets trængsler på den ene side – og musikken og den professionelle musiker på den anden.
Han blev én med sit instrument – tangenterne var en direkte forlængelse hans tanker og følelser.

Sådan skulle en koncert være: Bifald i de korte breaks mellem numrene og så videre med det næste.
De begejstrede klapsalver fik ham endda til at smile et par gange undervejs.
Egne kompositioner blandet med nye og ældre jazz-standarder.
Og selvfølgelig også ”I Loves You Porgy”, som var blevet hans og LaFaro’s fælles nummer for 20 år siden.

Det blev en glimrende koncert.
Salens Schimmel-flygel lød godt, samspillet med LaBarbera og navnlig Johnson fungerede meget fint. De fik plads – og tog den. Publikum var begejstrede.
Selv det korte interview, han havde lovet at give lige efter koncerten, var begavet sat op af den unge norske musikjournalist.

Det blev den sidste koncert i Skandinavien – og én af de allersidste overhovedet.
Kort efter gik turen til lufthavnen og videre til Italien. Derfra Tyskland og den amerikanske vestkyst med udsolgte koncerter frem til d. 7. september.

Og så en uge efter - mandag d. 15 september – for præcis 41 år siden i dag, blev der mørkt og stille i Bill Evans’ liv og i jazzmusikkens verdenen.
En af de allerstørste jazz-stjerner var slukket.

Kamerarene fangede koncerten i det kulørte spotlight, og musikken blev 40 år senere udgivet af det japanske pladeselskab Somethin’ Cool på både 2LP og 2CD.

I dag snurrer vinylen her for at mindes den største jazzpianist og for at nyde musikken, han skabte lige til det sidste.

IMG_3547.jpg
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
Claus
Følg med på min YouTube-kanal om plader og musik her
Hjernekassen på P1 om hifi
Brugeravatar
Captain Phoenix
 
Indlæg: 2578
Tilmeldt: 07 jun 2010
Geografisk sted: København
Lokalitet: 2500 Valby

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlægaf kbekke » tors 16. sep 2021 23:45

Dengang, jeg begyndte at ryge, kunne man få 10 Grønne Cecil for 8 kroner og 75 øre.

Det kan man heldigvis ikke længere. Men hvad kan man så få, i dag og hvis man i mellemtiden er holdt op med at ryge?

-For f.eks. 15 kroner?

Ja, man kan for eksempel få et NM-eksemplar af Chicago Symfonikerne og Solti’s hæsblæsende indspilning af Mahlers 2. på Decca:

8222FBF3-B2E9-4242-BEAA-ED685B220946.jpeg


Jeg har altid været lidt bange for Gustav Mahler. At lytte til hans musik er først at se de mørke skyer trække op for derefter at lade al helvedes uvejr bryde løs omkring sig. Hvis man nogensinde har ligget på et hotelværelse i det nordlige Italien og gemt sig under tæppet, mens et natligt sommer-uvejr i timevis har kørt torden og lynild i ring mellem bjergtoppene, så kender man lyden af Mahler.

Det er meget “laut”, mørkt og alvorligt. Men “Genopstandelses-symfonien” er ikke så slem. Her kan jeg godt være med.

Ikke at der ikke er fuldt knald på, for det er der. I hvert fald når der skal være det.

Optagelsen er digital og fra 1981. Decca SXL og LXT-afficionados må gerne rynke på næsen. Ligesom Solti/Mahler-kendere sikkert vil foretrække optagelsen fra 1968 med LSO istedet og atter andre Klemperer’s “alternative” fortolkning på EMI fra 1961.

Men det er der ingen grund til. Fremførelsen er fuldstændigt medrivende. Lyden er dynamisk og klar som en alpesø. Koret i finalen fremstår på samme tid, som “kor”, men også som bestående af individuelle stemmer. Ja, selv dirigentens sagte nynnen i 2. satsen’s Andante Moderato får vi med. Det er ren nydelse, det her.

Der er masser af guld at finde derude. Især hvis man kigger der, hvor ingen andre gør.
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
Ornithology
Brugeravatar
kbekke
 
Indlæg: 1318
Tilmeldt: 27 jul 2011
Lokalitet: Vejle

Re: Let it Be... Naked

Indlægaf KlausM » ons 22. sep 2021 17:12

Captain Phoenix skrev:Det er The Beatles ”Let it Be… Naked”, som kom i 2003 på både cd og vinyl, men først nu er landet her hos mig.

Det album lød da rigtig spændende, og den udgivelse har jeg da helt misset. Jeg har altid haft et lidt blandet forhold til "Let it be" albummet, så det album måtte jeg da høre, og det er da rigtig godt. Jeg kunne ikke finde det til en rimelig pris på vinyl, men fandt det til 89 kr + porto på CD her:

https://cdklassisk.com/product/the-beatles-let-it-be-naked-2-cd/

Mvh Klaus
Acoustic Research AR-3a Improved, AR-10Pi, AR-11, AR-9
Sansui AU-11000A, TU-9900, SR-929
Hafler DH-220 XL-280 DH-500, XL-600
BeoGram 3000 med STAX UA-7 CF arm + Empire EDR-9
Brugeravatar
KlausM
 
Indlæg: 2250
Tilmeldt: 19 apr 2010
Geografisk sted: Sjælland Region Syd-Øst
Lokalitet: Faxe

Re: Let it Be... Naked

Indlægaf KenRas » ons 22. sep 2021 18:53

KlausM skrev:
Captain Phoenix skrev:Det er The Beatles ”Let it Be… Naked”, som kom i 2003 på både cd og vinyl, men først nu er landet her hos mig.

Det album lød da rigtig spændende, og den udgivelse har jeg da helt misset. Jeg har altid haft et lidt blandet forhold til "Let it be" albummet, så det album måtte jeg da høre, og det er da rigtig godt. Jeg kunne ikke finde det til en rimelig pris på vinyl, men fandt det til 89 kr + porto på CD her:

https://cdklassisk.com/product/the-beatles-let-it-be-naked-2-cd/

Mvh Klaus

Og man kan høre det helt gratis på youtube, dog nok hverken i LP eller CD kvalitet.

https://youtu.be/naIG0tdXlGw

Mvh Kenneth
Marantz, Sansui, Akai, Pioneer, Nikko, Thorens, Lenco, Beovox, Inertia, Era, SME med mere...
Brugeravatar
KenRas
 
Indlæg: 1210
Tilmeldt: 09 jan 2019
Geografisk sted: Nær Holbæk
Lokalitet: Søstrup

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlægaf Tonni » ons 22. sep 2021 21:23

Ellers er den på (gyys) Tidal...
Bare det GLØDER!!!
Brugeravatar
Tonni
 
Indlæg: 4795
Tilmeldt: 20 apr 2010
Geografisk sted: Det sorte Jyllands næserod, Lidt norden for arret!
Lokalitet: Dalbyover

Re: Let it Be... Naked

Indlægaf Captain Phoenix » ons 22. sep 2021 22:21

KenRas skrev:Og man kan høre det helt gratis på youtube, dog nok hverken i LP eller CD kvalitet.

https://youtu.be/naIG0tdXlGw

Tonni skrev:Ellers er den på (gyys) Tidal...

Ja - det allermeste musik kan jo findes på Youtube og streamingtjenester.
Men det var vist ikke lige dét, der var meningen med her tråden om hvad der snurrer... ;)
Mht. kvaliteten af det man kan finde gratis (f.eks. Youtube eller de link der findes på Discogs, som vist også er Youtube), kan det bruges til prøvelyt - hvilket kan være fornuftigt, hvis man ikke kender kunstner/musikken - men ikke hvis det skal være "hifI".
Claus
Følg med på min YouTube-kanal om plader og musik her
Hjernekassen på P1 om hifi
Brugeravatar
Captain Phoenix
 
Indlæg: 2578
Tilmeldt: 07 jun 2010
Geografisk sted: København
Lokalitet: 2500 Valby

Re: Let it Be... Naked

Indlægaf Tonni » ons 22. sep 2021 22:32

Captain Phoenix skrev:
KenRas skrev:Og man kan høre det helt gratis på youtube, dog nok hverken i LP eller CD kvalitet.

https://youtu.be/naIG0tdXlGw

Tonni skrev:Ellers er den på (gyys) Tidal...

Ja - det allermeste musik kan jo findes på Youtube og streamingtjenester.
Men det var vist ikke lige dét, der var meningen med her tråden om hvad der snurrer... ;)
Mht. kvaliteten af det man kan finde gratis (f.eks. Youtube eller de link der findes på Discogs, som vist også er Youtube), kan det bruges til prøvelyt - hvilket kan være fornuftigt, hvis man ikke kender kunstner/musikken - men ikke hvis det skal være "hifI".

Også mest tænkt som en prøveklud. Kan man, eller kan man ikke, lide den. Deraf mit (gyys)...
Bare det GLØDER!!!
Brugeravatar
Tonni
 
Indlæg: 4795
Tilmeldt: 20 apr 2010
Geografisk sted: Det sorte Jyllands næserod, Lidt norden for arret!
Lokalitet: Dalbyover

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlægaf Fensten » tors 23. sep 2021 20:17

Lille fredag. Så må man gerne købe plader og drikke et godt glas vin.

I dag ventede dette mageløst skønne album.

Madeleine Peyroux som jeg har haft en dejlig flirt med i snart ti år.

Craft recordings har stået for presningen. Det lyder analogt, men er sansynligvis fra en digital kilde. But who cares, det lyder enestående og rækken af gode numre er sjælden at finde på et og samme album.

Foruden de oprindelige numre er der to ekstra LP’er med Live at festival de Jazz de Vitoria-Gasteiz. Dem er jeg ikke nået til endnu. Det må blive i morgen. For nu kalder min bedre halvdel som ønsker selskab :)

Giv den den endelig et lyt , hvis du ikke allerede kender damen.

Alene åbningsnummeret er hele pladen værd. Et skønt cover af Cohen’s “Dance me to the end of love”.


Mvh.



Fensten
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
Sansui, Leak Fisher, Lenco, Tannoy, Acoustic Research & JBL
Fensten
 
Indlæg: 851
Tilmeldt: 02 nov 2018
Lokalitet: Brabrand

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlægaf Fensten » tors 30. sep 2021 21:36

Kenneth kom forbi i dag til er hyggeligt gensyn, en kop varm the og en hurtig gennemgang af nogle af de senest indkøbte LP.

Vi nåede at snuse til Kings of Convenience “love or Peace”, Madeleine Peyroux “careless love” og så denne genfundne superskive fra 1986.

Hold da ferie hvor et det fedt at høre den på vinyl, Et enestående album, tekstmateriale og en svingende dynamisk produktion.

Det virker til at Matt Johnson har ønsket at lave et album, som er fyldt til bristepunktet med oplevelser.

Hele paletten er anvendt. På en gang dynamisk/statisk, maskulint/feminint, lyst/mørkt. Det er med andre ord et super ambitiøst og komplekst popalbum fra midtfirserne. Hvorfor laves sådan noget ikke længere?


I kender måske numre som “Infected”, og “Heatland”. Men der er meget meget mere at komme efter. “Out of the Blue”, “Slow train to dawn” (Neneh Cherry gæstvokal) og højde punktet “Sweet Bird of thruth”.

Jamen altså. Det kan varmt anbefales, skulle i falde over den skive i den lokale genbrugs.


Mvh.


Fensten
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
Sansui, Leak Fisher, Lenco, Tannoy, Acoustic Research & JBL
Fensten
 
Indlæg: 851
Tilmeldt: 02 nov 2018
Lokalitet: Brabrand

ForegåendeNæste

Tilbage til Musikken



Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 28 gæster