Jeg synes faktisk, det er rigtigt fedt, at vi får bragt andre genrer og årtier frem i lyset også. Jeg er een af dem, der også har et ømt punkt for 1980'erne. Selvfølgelig fordi det var årtiet, hvor JEG voksede op og begyndte at opdage verdenen udenfor ligusterhækken.
Den musik, man bliver præsenteret for i teenage-årene, er jo mere end bare "musik":
Det er selve soundtracket til den film, der hedder "Becoming Me":
-En film, der består af små scener. Med vennerne, festerne, tøjet og hårstilen (eller manglen herpå), pigerne, opgørene med forældregenerationens latterlige normer og regelsæt. At pjække fra skole for at tilbringe en hel eftermiddag med at "prøvelytte" plader i Fona og Fredgaard. Eller på biblioteket, hvor man ovenikøbet kunne spise lakridser, drikke sodavand og læse tegneserier, mens man lyttede til Van Halen i hovedtelefonerne.
Det både befriende og forvirrende i at være en del af og udenfor på samme tid.
De første koncerter. Den første joint. Den første tur på en top-tunet Yamaha FS-1 en lun sommernat uden hjelm.
Den første gang kælen på magisk vis blev til mere.
Det kan ikke undgå at mærke een for resten af livet og det er heller ikke så mærkeligt, hvis det, der kommer EFTER det, har svært ved at være heelt ligeså godt.
Jeg kan uden at lyve sige, at hip-hop aldrig rigtigt nåede at blive en del af mit musikalske DNA. Det kom lidt for sent og der var heller ikke noget "miljø" i nærheden. Vi var nok placeret lidt for langt ude på landet og sorte mennesker havde vi allerhøjest set i "Rødder" eller når der blev transmitteret OL. Boksning eller atletik.
De få gange, jeg BLEV udsat for hip-hop, var senere og altid gennem mere perifære og "hippe" bekendtskaber.
Som TT, der boede i Jægersborggade og introducerede mig, ikke bare til NWA, førend de blev spillet i radioen.
Men også til 808 State, Stone Roses, Slowdive på Loppen og natte-raves rundt om hjørnet i "Ungeren" på Jagtvej.
Eller et par unge wannabe-pushere i pose-bukser og omvendte caps ude på den anden side af Runddelen, der yndede at bruge Arrested Development som underlægningsmusik til deres forretningstransaktioner.
På samme måde er de få hip-hop plader i min samling nogle, jeg har fået forærende og de bliver stort set aldrig spillet, så tak til bjerager for at minde mig om dem:
IMG_0789.jpeg
I det hele taget, har jeg det lidt ambivalent med hip-hoppen:
På den ene side anerkender jeg, at det er en genre, der har sin egen kreative nerve og ligesom f.eks. beboppen er en radikal videreudvikling af det, der kom før; funken, jazzen, bluesen. Det er også vigtigt, at det først er med hip-hoppen, at f.eks. de sorte amerikanere for alvor har fået mulighed for at fortælle deres historie og syn på sagen for et bredere og globalt publikum. -Den systemiske undertrykkelse i bla. USA er ikke mindre relevant at italesætte i dag end den var i 1980'erne, 1950'erne eller 1920'erne.
På den anden side er jeg måske ikke helt cool med, at hele det her gangster-ideal med dets forherligelse af aggression, vold, brede fælge, kriminalitet, stoffer og seksuel nedgørelse af kvinder er gået hen og blevet nærmest en rollemodel for i hvert fald et par generationer af unge mennesker.
-Men så igen. Det er sikkert ret præcist, hvad mine forældre ville have sagt om Judas Priest og meget andet af den musik, JEG dyrkede og elskede i 1980'erne - hvis de altså havde vidst, hvad det var - og nogen havde gidet at spørge dem.
Ligesom dem fatter jeg sikkert ikke et klap - og det er nok som det skal være

Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.