“Der er ikke noget at komme efter”.
Det er der sikkert mere end een uheldig politiker, der på et tidspunkt er kommet til at sige.
Men det passer jo ikke. Der er nemlig altid noget at komme efter. Hvis bare man gider at grave længe og dybt nok.
I hvert fald en torsdag eftermiddag i det, der muligvis er Vendsyssel’s største antik/genbrugs-turistfælde.
Står man der efter allerede at have brugt en time på at trawle alt for mange kvadratmetre igennem med halve og hele service-stel og bestik i sølvplet, fantasifulde øl-oplukkere og ditto askebægre, lamper, lightere, bornholmerure, en L-75 i original stand til 10 gange mere end jeg gav for min i sin tid (og den var møj pænere), tre gamle Opel’er og så det, der måske er specielt for denne lokalitet:
Et varieret udvalg af gips-madonnaer, Jesus-figurer med vinger og ikke mindst indrammede raderinger med varianter over temaet “Christus och Barnet” i gotisk sats.
Vraggods fra det, der engang var Hans Kirk-land.
Så er der lige en røvfuld pladekasser at slutte af på. Overraskende mange faktisk. Der er mindst til en time mere, hvis man skal det hele igennem.
Og det er jo det, man skal. Erfaringen tilsiger det. Man skal igennem utrolige mængder af “Schlagerparade” og “For Fuld Musik” og mindst fire eksemplarer af Nanna’s “Små Blå Breve” for at finde det, der er at komme efter.
For der er altid noget, der ikke er blevet suget op. Selvfølgelig ikke det, alle allerede er enige om er “The Shit”, fordi det er blevet sagt eller skrevet på nettet at det er. “The Shit” altså.
Men det, der er blevet ladt tilbage, overset, røget igennem sien enten fordi folk ikke aner, hvad det er, eller fordi de har glemt det, er ligeglade eller måske de bare ikke har fantasi til at forestille sig, at noget, de ikke allerede har hørt eller hørt om fra andre, kan være fedt.
Så det, jeg pludselig står med i hænderne heroppe på Løkkensvej 779, er en original “Full Frequency Stereophonic Sound” Decca fra 1967. Lamineret i let falmet “Clarifoil” og med ingen ringere end Mr. Pussycat himself. Indrømmet, det var nok “Decca” mere end “Mr. Pussycat”, der fik mig til at standse op i første omgang.
6690B3B0-A405-44C4-BA43-318A9F7B5D45.jpeg
Men jeg får bare den her feeling: At det her, uanset hvad Tom Jones senere blev og var. Det ku’ måske godt være “The Shit”. Lidt ligesom Sir Rod Stewart, der jo var både en rod og en rocker, før han blev “Sir”, men i dag er der ikke nogen, der kan huske det.
Den skulle selvfølgelig gøres ren. Godt og grundigt. Men ellers er den faktisk i rigtigt god stand.
Så, hvad er det, vi har?
Tom Jones optaget live i etablissementet “Talk of the Town” i London i 1967 og altså kun et par år efter den walisiske minearbejders gennembrud.
“Talk of the Town” har iøvrigt sin egen interessante historie.
https://flashbak.com/when-londons-hippo ... own-21635/Et sted fra dengang, man tog det pæne tøj på for at gå i byen. 2 guineas for tre retter og to shows. Der var 800 pladser, champagnekølere på bordene, kvinder med pelsdyr om skuldrene og tjenere, der serverede.
Og så en Tom Jones i den unge version. I smoking og flankeret på den ene side af husorkesteret og på den anden side af sit faste backing band The Squires.
Lad mig sige det, som det er: Hvis man vil høre, hvor “The King” måske fandt inspirationen til sine Las Vegas performances et par år eller fem senere, then look no further.
Det her ER nemlig “The Shit”.
E400D7FF-4E51-48F8-A79B-381C3AEE2131.jpeg
Sættet starter med en hæsblæsende version af Sam Cooke-klassikeren “Ain’t That Good News”, der fuldstændigt gnidningsløst glider over i en super-swingende, croonende “Hello Young Lovers”, der igen bliver afløst af en fuldstændigt overvældende “I Can’t Stop Loving You”, der nok ikke lader en eneste trusse tør.
The Squires får ind i mellem lov til at tage hovedrollen musikalsk, men det, der for alvor imponerer mig, er mandens STEMME. Den er overraskende godt optaget og jeg kan ikke lade være med at tænke: “Kæft, den mand kan bare synge! Hvadsomhelst! Det er faktisk ligemeget HVAD han synger, det lyder bare fedt. Hvem i dag synger overhovedet på den måde og med den power?”.
Vi får selvfølgelig også hitsene. Bacharach’s “What’s New Pussycat” og “It’s Not Unusual” samt en flot swingende “That Old Black Magic” med fuldt udtræk af blæser-sektionen. Men det er i soul og r&b-numrene, som f.eks. “Not Responsible”, “Shake” og “Land Of A Thousand Dances”, at Tom og The Squires for alvor vælter butikken.
Det er underholdning på et meget højt og professionelt plan. Næsten alle rytmiske genrer fra soul over ballader, swing og pop til country og beat kommer i spil undervejs. Perfekt arrangeret, udført og ikke mindst tilrettelagt, så det hænger sammen som det show, det er og skal være, når man sidder der i laksko og på den tredje cocktail. Læg dertil en veloplagt entertainer i konstant kontakt med sit publikum, ikke mindst den kvindelige del og du har blueprintet til netop Elvis in Vegas.
Det er bare tidligere, i swingin’ London nær Leicester Square og lidt mere autentisk, lidt mere råt, lidt mere ægte.
Der er altid noget at komme efter og nogle gange skal man altså virkelig bare køre med den der feeling.
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.