Jeg ved det. Det er efterhånden ved at blive lidt af en kliché.
Men jeg kan ikke lade være med at købe udgivelser på ECM. Een ting er, at de altid lyder godt. Men mere vigtigt er det, at det er her, jeg altid kan finde musik, der ikke bare er ny og radikalt anderledes. Men som man heller ikke kan finde nogle andre steder. I hvert fald ikke i den kvalitet.
Jeg synes, det er befriende og livsbekræftende, at der stadig er nogen, der insisterer på at udgive anden musik end den, som flest muligt kan lide eller gider at købe - i det omfang, at musik overhovedet er noget, som flertallet bevidst køber og lytter til. Om ikke andet, så giver det os jo en mulighed for at vælge og det er sig selv vigtigt.
Den seneste sending både bekræfter og modsiger det udsagn. For selvom både Anouar Brahem og Nik Bärtsch befinder sig meget langt fra mainstream-segmentet, er de på samme tid både velkendte og populære navne blandt de indviede i “ECM-kulten”.
“Barzakh” fra 1991 er den tunesiske oud-spiller Anouar Brahem’s første udgivelse på ECM. Oprindeligt udtænkt som et solo-projekt, men undervejs udvidet med lejlighedsvist akkompagnement af violin og percussion.
I senere udgivelser optræder Brahem i andre sammenhænge bla. med Jack DeJohnette og Dave Holland. Men her er det meget traditionelt og musikken kunne for den sags skyld være indspillet for hundrede år siden. Eller for uendeligt meget længere siden, havde man haft teknologien.
Oud’en er et dobbelstrenget instrument ligesom en tolvstrenget guitar eller en mandolin og en slægtning til den europæiske lut.
De former, der kendes i dag stammer fra Iran og den islamiske “Gyldne Tidsalder” i tiden omkring de første korstog. Den musikalske stil er derfor naturligvis arabiskinspireret i udtryk og tonalitet.
Men oud’ens egentlige stamfader opstod i det centralasiatiske oldtidsrige Bachtrien, der sådan cirka ligger der, hvor Afghanistan, Uzbekistan og Tadjikistan i dag støder sammen.
Det er på ingen måde umuligt at forestille sig, at Alexander Den Store og hans crew undervejs til Indien har festet til musik, der minder om det, der lige nu snurrer på min grammofon.
-Det er svimlende og vildt at tænke på, synes jeg. Hvis man sådan rigtigt tænker lidt over det.
IMG_1366.jpeg
Som konservatorieuddannet pianist, filosof, forfatter og natklubejer kan man derimod sige, at schweizeren Nik Bärtsch udgør det moderne kontrapunkt til Anouar Brahem’s traditionalisme.
Bärtschs’ musik opstår og bevæger sig helt andre steder hen og kommer ud af en meget anderledes tradition end den mellemøstlige. Her er nærmest tale om en fusion af japansk minimalisme (som Bärtsch naturligvis OGSÅ har fundet tid til at studere indgående) og den europæiske funktionalisme. Hans musik lyder sommetider som en bygning tegnet efter Bauhaus-skolens principper og til andre tider, som et billede malt af Fernand Léger eller Shinkansen, der som et samuraisværd skærer sig igennem landskabet med Mount Fuji i baggrunden.
Bärtsch udgiver normalt mest i band-sammenhæng og er både i akustisk og elektrisk format leveringsdygtig i, hvad han selv kalder “In-Groove” eller “Zen-Funk”. Hvis man har fantasi til det, kan man måske prøve at forestille sig en blanding af Keith Jarrett-trio og Kraftwerk. Uden at det dog på nogen måde lyder som hverken det ene eller det andet.
Men på “Entendre” er det solo-piano. Men ikke bare piano. Nik Bärtsch spiller på såkaldt “præpareret piano”, hvilket vil sige et klaver, der enten bliver manipuleret manuelt eller er modificeret til at afgive andre klange end normalt. En teknik, der for alvor vandt i hvert fald en form for anerkendelse med John Cage efter 1940.
Det er musik, der på samme tid er både konstrueret og spændende at gå på opdagelse i. Eller måske snarere “gå ind i”. For midt i enkeltheden dyrker Bärtsch som nævnt groovet. Rytmen, klangfladerne og ikke mindst stilheden imellem dem smelter sammen i et nærmest meditativt flow, det er meget svært ikke at lade sig suge med af. Mens man undervejs har masser af tid til at undre sig over, hvad en titel som f.eks. “Modul 58_12” mon i virkeligheden dækker over?
I en anden tråd havde vi fornylig en god diskussion om compression og dynamik ifm. optagelser. Der er ingen tvivl om at der af simpel nødvendighed er brugt compression på denne (digitale) optagelse. Men der er på ingen måde tale om at der mangler dynamik. Tværtimod. “Entendre” demonstrerer til fulde, hvor kraftfuldt et instrument, klaveret er. Bärtschs’ udladninger presser grænserne for, hvordan et klaver kan lyde og der er ikke noget, der går tabt. Rummet er stort og udæmpet med masser af efterklangstid og alle resonanser og reflektioner står knivskarpt tegnet.
Jeg har kun een anden klaverplade (Silverstein, der spiller Chopin, optaget af John Atkinson), der kan måle sig med denne her på det punkt. Men den kan man også næsten blive helt bange for.
Det er på samme tid både voldsomt og beroligende og lidt mærkeligt og i hvert fald meget langt fra 52nd Street eller Englewood Cliffs. Men om det er jazz, moderne kompositionsmusik, en slags punk eller noget helt andet.
Det har jeg ingen anelse om og det er præcis det, jeg godt kan li’ ved det.
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.