Jeg er da sikker på at man udmærket også godt kan ryge pibe og være frankofil i Valby
Jeg er skam heller ikke den, der melder pas på en croissant og lidt “nouvelle vague” og jeg havde da også selv kig på på den der. Jeg har jo en slags pagt med mig selv om at købe
alt fra SAM Records ubeset og uden at tænke for meget over det.
Men, der er simpelthen kommet så meget andet og godt til de sidste par måneder, at jeg lige prøver at holde bare en lille smule igen - også med jazzen.
Iøvrigt ligger der allerede en pakke fra Fred “pour moi” under træet. Den kan skimtes under de to, som den nu Voksne Datter lige akkurat nåede at få i julegave, inden jeg for et par timer siden afleverede hende til Lufthansa med kurs mod San Francisco - dog uden blomster i håret
C9564454-4493-4A83-9AAA-C04CA93A2523.jpeg
Jeg har det også stramt med meget af det, som country-musikken er
blevet til - og ret beset, så er de fleste af de navne, jeg har nævnt, jo heller ikke bands, der
spiller country per se. Men snarere rock- eller indie-bands, der er kraftigt inspirerede af country - og med rod på og i landet. Det land, der ligger udenfor megapolerne, blitzlyset, de otte-sporede motorveje og som også er Amerika.
Men hvis man springer tilstrækkeligt langt tilbage i tiden. 100 år eller noget i den stil. Da var country’en, ligesom f.eks. blues, gospel, bluegrass og for den sags skyld også jazzen jo bare et af mange udtryk for amerikansk musiktradition og kultur.
Det, vi hører i dag er i virkeligheden rester af den amerikanske
folkemusik, der har overlevet og er blevet transformeret ind i en anden form. Man ser glimt af det også i populære film, som f.eks. “Deliverance” og “Oh Brother, Were Art Thou?”.
Der var en tid og steder, hvor man hvis man ville høre musik, var nødt til selv at spille den. Man havde måske en fætter eller nabo, der var kommet over med båden fra Irland, Tyskland eller Italien og som havde en violin eller et andet instrument med. I et af de filmklip med samleren Joe Bussard, som jeg tidligere har nævnt, bliver det fortalt, hvordan man på de tusindvis af originale 78’ere i hans samling tydeligt kan høre forskel på, hvordan den samme musik blev spillet.
Ikke bare fra stat til stat, men ofte også fra county til county eller sågar endda fra by til by. Der var endnu ikke nogen landsdækkende eller global musikindustri, der definerede, hvordan country eller noget andet
skulle lyde.
Istedet optog eller transmitterede man det, der blev spillet, der hvor man var.
Det er udtryk for en slags musik-arkæologi, som jeg synes bliver mere og mere spændende i takt med, at det går op for mig, hvor
lidt dokumenteret den historie egentlig er. Sammenlignet f.eks. med de sidste 60-70 års jazz og rockmusik. Eller den klassiske musik for den sags skyld.
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.