For at fejre 60-året var der her til aften et jubilæums-arrangement i (den genopførte) KB-hal.
Her kunne man opleve "The Bootleg Beatles", som vel er det mest respekterede Beatles-kopi-band, der findes.
Jeg har aldrig set/hørt dem før, men må efter aftenens koncert sige, at jeg er imponeret. Særdeles imponeret.
De spiller Beatles' musik 99% perfekt, de ligner (fan'me!) Beatlerne, tøjet er matchende, de gebærder sig på scenen som Beatlerne - selv Paul McCartneys udtale af "g" nærmest som "k" ("song" bliver til "songk") er sgu' på plads.
Vi fik ved aftenens arrangement dét repertoire, The Beatles optrådte med i 1964:
- I Saw Her Standing There
I Want to Hold Your Hand
All My Loving
She Loves You
Till There Was You
Roll Over Beethoven
Can't Buy Me Love
This Boy
Twist and Shout
Da dén del af koncerten var overbevisende afviklet, sagde "Paul": See you in four years.
Og efter en kort pause kom bandet på scenen igen - denne gang som The Beatles så ud i 1968.
Herefter gav de en god times koncert med musik fra 1968-albummet "The Beatles"/"Det hvide" og "Abbey Road" (+ nummeret "Let It Be"). Også det holdt 100%.
Paul spillede på den periode-korrekte Rickenbacker-bas - og sådan var det hele vejen.
Som ekstranummer fik vi "Hey Jude" og "The End" (der slutter Abbey Road-albummet).
Det blev til en storslået aften med stærk musik, dansen mellem stolerækkerne, skrålen med - faktisk som en rigtig live-koncert
Jeg er ellers særdeles kritisk når nogen prøver kræfter med skatte som The Beatles' katalog og fumler rundt med de musikalske kronjuveler, dette er. MEN jeg overgiver mig fuldstændigt her. Det var virkelig imponerende - ja i små glimt nærmest skræmmende - så tæt Bootleg'erne kom på, hvad man har kunne se på film mv. om hvordan The Beatles optrådte.
Jeg forstår at The Bootleg Beatles kommer til København (Operaen?) i februar 2025.
Jeg kan varmt anbefale at opleve dem - og den bedste popmusik et enkelt band har udgivet.
EDIT: Et link til yderligere informationer om koncerten i 1964.