Denne uges biblioteks-plader:
delta machine.png
Depeche Mode: Delta Machine (Columbia 88765 46063 1)
Det er ikke for tit at der er elektronisk musik på menuen herhjemme. Og Depeche Mode har vist ikke sådan for alvor sagt mig noget siden de "solgte ud" med Construction Time Again i 1983. Og det hele lige pludselig skulle være bukser med høj talje fra Martinique, sejlersko og gelé i håret.
Og jeg skal ikke kunne sige præcist, hvad der 30 år senere fik mig til at luske deres seneste udspil ned i posen og med hjem. Men jeg er glad for at jeg gjorde det. Delta Machine er nemlig forbandet tæt på at være en slags mesterværk. Tilpas uptempo og med tonsvis af tunge, sirupsfede synths til at det aldrig bliver kedeligt. Men til gengæld heller aldrig, aldrig poppet eller det mindste letkøbt.
Det her en "stor" plade, helt på højde med mange af de klassiske rockudgivelser henne i min reol. Faktisk er der guitar på flere af numrene. "Slowly" er nærmest en blues, selvom jeg godt nok aldrig har hørt en tekst a la "I don't need a race in my bed/with speeds in my heart/and speeds in my head" på nogle af alle de mange bluesplader, jeg har lyttet til igennem tiden.
Det her er lidt mere end bare "musik". Vi får simpelthen en guidet VIP-tour igennem et mørkt, modent og elektronisk univers, hvor David Gahan & Co. giver sig selv 100% hele vejen igennem. Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet her, selvom jeg godt nok ikke skal kunne sige præcist, hvad det er, vi bliver præsenteret for:
Om det er livet på randen af det store eksistentielle sammenbrud. Udvalgte scener fra et stofberiget BDSM-erotisk forhold. Den totale psykologiske, religiøse og følelsesmæssige dekonstruktion sat til lækker musik. Eller måske bare et signalement af tiden lige her og nu, sådan godt og vel halvvejs?
Det er heller ikke så vigtigt. Delta Machine er en rasende fed plade og det er helt klart den, der snurrer allermest lige for tiden.
The Velvet Underground & Nico.jpg
The Velvet Underground: The Velvet Underground and Nico (Verve 371710-8)
Og apropos klassiske rockalbums, så er "den med bananen" vel nok sådan cirka nr. 4 på top-10 listen over alle tiders klassiske rockalbums. Og selvom jeg aldrig før har hørt den sådan i sin helhed, så kender jeg den jo godt.
I hvertfald de numre "man hører" - eller hørte: "Waiting For My Man", som stadig holder 100%. "Venus In Furs", som stadig er 200% underlig og "Heroin", som stadig holder 300%. Mindst.
Og så er der numrene med Nico. "Chanteusen" som på den mest charmerende måde hverken kan synge eller lade være. Og "European Son", som ret beset bare er 7 minutter og 40 sekunders larm at slutte af på.
Det er en totalt hyggelig plade sådan at sidde og høre med bare tæer. En masse fyrfadslys og en kande te, mens vinden rusker i mørket udenfor. Helt sikkert. Men jeg havde måske nok forventet noget mere af det fulde, komplette album med Warhol's officielle fabriksorkester. Når nu det er kunst. Eller i hvert fald skal forestille at være det. Måske ikke et decideret konceptalbum. Men alligevel, en sammenhæng imellem numrene? En slags forløb? En mening? Måske er det der, uden at jeg kan få øje på det. Det kan også bare være, at der ikke er noget.
Og at det er det, der er meningen.
At The Velvet Undergrond and Nico bare er en klassisk rockplade med nogle fede numre og en banan udenpå. Det skulle faktisk ikke undre mig det mindste.
birthday-party.jpg
The Birthday Party: Live 81-82 (4AD - CAD 9005)
"I am the King! I am the King! I am the King!" bliver der brølet i samme øjeblik nålen rammer start-rillen og derfra går det over stok og sten. Det kunne være fristende at skrive noget i retning af at "der går en lige linje fra Lou Reed og The Velvet Underground's chokerende optrædender i sluttresserne og frem til disse koncertoptagelser med Nick Cave og hans Birthday Party"-agtigt.
Problemet er bare, at det ved jeg ikke rigtigt noget om. Men det lyder sådan. Faktisk er det måske sådan Lou burde have lydt i 1981. En rablende prædikant, der reciterer/vræler/råber/skriger/udspyer tekster om vold, rotter, incest og det, der er værre ("sexbatvampire") og som mellem numrene ovenikøbet har en slags overskud til at snerre hånligt ad et publikum, der ikke lyder til at bestå af meget mere end en 15-20 personer:
"Yeah. I really like your haircut too!"
Det hele bæres frem af de her totalt fede, tunge, basfigurer og flænsende postpunk-guitarer uden hvilke vi ikke ville have haft hverken Naked Prey eller Giant Sand. Hvilket ifølge min ven Pzykologen i sidste ende ville have betydet, at vi heller ikke havde haft Pixies. Hvilket igen-igen ville have betydet sådan cirka det samme som at Beethoven's 9de aldrig var blevet skrevet. Agtigt
Det ved jeg heller ikke noget om. Men tror helt klart at min ven ville ælske den her plade.
The-Psyke-Project-Guillotine.jpg
The Psyke Project: Guillotine (Bloated Veins)
Jeg har i et stykke tid nu dyrket det her med bassister. Ikke NHØP og jazz-fiduserne. Heller ikke funky-Flea og alle de andre, der gør en dyd ud af at det skal "lyde godt".
Men de rigtige. Smadderbassisterne. Som f.eks. Geezer Butler, der på Black Sabbath's første, selv-entitlede album spillede igennem en forstærker, hvor kabinettet manglede en ud af fire enheder og de tre, der var tilbage allesammen var smadrede i ophænget. Eller Lemmy Kilmister, der bare spiller "everything louder than everyone else".
Well, de kan lige så godt begynde at vænne sig til tanken: Der er en ny bassist i byen. Han hedder Jeppe Skouv, er fra Danmark og han spiller røven ud af bukserne på dem alle sammen. Jeg har ikke så godt styr på alle de her nymodens genrebetegnelser. I et par dage har jeg gået og tænkt at prædikatet "ekstrem-metal" måske var dækkende. Det nærmeste, jeg kan sammenligne det her med er nemlig polske Behemoth.
Men det er ikke helt rigtigt. For uanset hvad man skriver foran ordet "metal", så indeholder det altid en eller anden form for anerkendelse af begrebet melodi. Det er der ikke noget af her. Der er befriende nok heller ikke nogle af de sædvanlige okkulte falbelader eller totalt latterlige pive-guitarsoloer, der ikke rigtigt kan andet end at demonstrere, hvor hurtigt en eller anden ungersvend kan flytte fingrene henover et gribebrædt.
Det her er vist bare fuldstændigt nådesløs hardcore: I hvert fald spiller The Psyke Project uden sammenligning noget af det mest brutale og skræmmende musik, jeg nogensinde har hørt på plade. Og Jeppe den mest overstyrede bas ever. Period. Faktisk lyder det nærmest som det er resten af bandet, der spiller rytmegruppe. Og kun rytme og tuuunge riffs. Og så en forsanger (Martin Nielskov), der som en anden Jack The Ripper igen og igen kommer springende ud af ingenting og lyder som tusind forpinte dæmoner, mens jeg endnu en gang letter et par centimeter i sofaen. I chok.
Guillotine er en aldeles rædselsvækkende plade. Jeg aner ikke hvad den handler om og vil heller ikke vide det. Der er helt klart en eller anden form for diamanthård, sort skønhed inde bagved eller måske snarere ude på den anden side af hele det her inferno af dystopisk dissonans. Men det er ikke et sted, jeg for alvor har lyst til at besøge. Pladen er fysisk kun udgivet i 500 eksemplarer på 180 gram vinyl, så med lidt held kommer jeg aldrig nogensinde til at høre den igen.
Men så alligevel. Guillotine er det femte album fra The Psyke Project og i en periode var det faktisk det 8. mest solgte metalalbum på Bandcamp. Worldwide. Jeg tror faktisk, at Jeppe & Co. har fat i noget det rigtige. Hvis man altså er til den slags.
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.