Man kan sgu' blive så glad, selv her sidst på søndagen:
Mens fruen og tømmermands-ramt datter (på rekreationsophold her hos de gamle) ordner solist-strømper og jeg roder rundt i vinyl-stakkene, så dukker en gammel Deep Purple-sang pludselig frem i baghovedet.
Aner ikke hvorfor, men det var "Burn" fra albummet af samme navn.
Så hen i reolen og finde den frem - og den snurrer nu:
DeepPurpleBurn.jpg
Udgaven her er fra 1974 og jeg har haft den lige siden. Jeg må have været særlig glad for den, for jeg kan se at inner-sleevet er stemplet med navn/adresse/telefon fra min
allerførste egen lejlighed. Jeg var temmelig stolt af det stempel - og sammen med Purple er det med til at sende mig næsten 40 år tilbage...
Det var i 1978 og jeg var 19 år: En lille to-værelses uden bad og med sådan et WC, hvor man skulle bakke ind - men den var min egen og derfor et "slot" i mine øjne. Den lå på Nørrebro (grænsende til NordVest) og det var dengang før Byggeren blev ryddet og inden der kom caféer til bydelen (der var kun "brune bodegaer" - Sommersko åbnede 2 år før i City og Café Dan Turell kom i 1977), fastnet-telefonen havde 6 cifre osv...
Nå - musikken:
Solid, energisk rock med en knald-effektiv og velfungerende rytme-gruppe som baggrund (erfarne Ian Paice bag trommerne driver bandet frem). Mesterligt guitar-arbejde af Ritchie Blackmore, der helt fortjent indtager en plads i top-50 over bedste guitarister ever.
Det er hverken den første, den anden eller den bedste konstellation af Deep Purple, der spiller her.
F.eks. havde sangere Ian Gillan sammen med Roger Glover (bas) netop forladt bandet - og den version af Purple, der frembragte det FREMRAGENDE live-album "Made in Japan" var fortid.
Men den ny forsanger - David Coverdale - gør det godt (han blev senere frontfigur i Whitesnake) og de resterende er så godt (sammen)spillende, at det holder et fint niveau.
Se så bliver man jo glad over både musik, minder - og som et ekstra plus: Både vinyl og pladecover står fuldstændig "mint" selv efter de +40 år, 8 flytninger og 2 kollektiver, "Burn" har rejst sammen med mig på vejen til dagens snurren på pladespilleren.
Fedt (som man sagde dengang...)

Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.