Vintagehifi.dk

Efter ca. et halvt år har jeg igen et lytterum.

Det består fortsat mestendels af flyttekasser og sager der endnu ikke har fundet sin plads. På den måde er der ikke meget nyt.

Lytterummet var også førhen hjem for ikke-færdige-projekter.

Det er bare lidt mere udtalt nu. Men jeg kan spille musik i rummet.

Så er et af Vitruvius parametre på plads. Utilitas. Firmitas og Venustas må komme efterhånden som lytterummet ikke længere er transit for andre rum. Nok om mit lytterum.

I lørdag samlede jeg Khruangbin’s 10 år re-take på” The Universe Smiles Upon You II”

Albummet er lavet som de ville have indspillet det i dag og det er det ikke blevet dårligere af. Der skruet en cru ned for Thai funken til fordel form mere intime guitarpassager. Lidt mere indhold og lidt mindre form.

Albummet har højdepunkter, der fint kan være indgangsbillet til deres univers, men det er i den grad et helstøbt album, som skal lyttes til fra A til Å. Det gør ikke det mindste da alle skæringerne er både tilgængelige og på højt niveau.


Skulle i lyste at give pladen en chance, så er jeg ret sikker på at i ikke vil fortryde det.

Fem stjerner herfra

Mvh.



Fensten

Dejligt album som er blivet lytte en del til her på
matriklen. Deres Live at Sydney Opera House - den med Pink cover, er klart dets beste live album syntes jeg - måske fordi jeg var der selv

Ps jeg har sendt dig en PB

O&O,

Jake

Et helt igennem forrygende album, fra den afgåede gud, der nu er erstattet af Karsten Vogel.

Robin Trower - Bridge of Sighs 1974. Det har Rockens mest underkendte sanger - James Dewar. Han er på niveau med Plant. Og Robin, mere vintage end jeg, is still going strong.

Nu snurrer "Widor in Valby" med organist Sven Verner Olsen som spiller Widors 5. og 6. orgelsymfoni.
Engang i min ungdom var jeg til koncert Jesuskirken i Valby og forelskede mig i Cavaillé-Coll orglet der lyder lidt anderledes end et typisk dansk kirkeorgel.
Da P2 programmet Vingesus var et smut forbi Jesuskirken blussede den gamle kærlighed op og klokken 03:44 i morges puttede DAO CD'en og en frisk morgenavis ind ad brevsprækken.
Jeg må sande at gammel kærlighed ruster ikke.
Mvh Bo

Med i stakken af denne uges jazz-plader (fra Imusic som jeg er blevet gode venner med igen…) var denne: Sonny Rollins – Sonny Rollins.

Det er en optagelse fra 1956, så det er tidlig Rollins.
Men ikke tidligere end at han allerede havde lavet mesterværker som ”Tenor Madness”, ”Saxophone Collosus” og den alt for oversete ”Rollins Plays for Bird” (alle fra samme indspilnings-år).
Og denne er bestemt ikke ringere. Hvilket vil sige 5 ud af 5 velfortjente stjerner: På samme tid swingende, legende, følsom og tilgængelig (selv hvis man ikke er en hard-core-jazz-lytter).
. .
Gode folk hjælper Rollins gennem de 5 original-kompositioner, der er på albummet, som jo er i mono, da det er fra 1956: Donald Byrd (trompet), Wynton Kelly (piano – spillede med Miles Davis) og Max Roach (trommer). Bassisten Gene Ramey er mig ubekendt, men han falder godt ind.

Nå – ud over at det altså er en super god plade, der har nærvær og nerve samtidig med at den er harmonisk, så er den også et godt eksempel på, hvor god lyd de rette folk kan få ud af 70 år gamle masterbånd. Det er (selvfølgelig) Kevin Grey, der er på spil her, som på mange andre jazz-genudgivelser fra Blue Note og andre af de store (jazz-)labels.

Det virker f.eks. helt naturstridigt, at man tydeligt kan høre ”klapperne” på Rollins’ tenorsaxofon på balladen ”How Are Things In Glocca Morra”. Og det giver en følelse af at Rollins er til stede i lokalet – eller rettere, at man selv var til stede da han spillede nummeret.

Lækkert.

Og her i musikrummet bliver det hele endnu mere naturstridigt af, at jeg faktisk spiller pladen på den Philips GF-677 med GP-400 pick-up, jeg købte for 200,- forleden (gennem et par B&W DM-4, der vist kostede 400,-).
Selv dette beskedne udstyr formår så rigeligt at formidle detaljer, atmosfære og lækker lyd.

Så bliver man sådan Vintage-hifi-glad i låget:
Tænk al den gode musik og lyd man kan få for næsten ingen penge.